tirsdag den 28. december 2010

Vidundermiddel med modifikationer

Sikke en jul.
Hele familien, 8 voksne, 1 hund og to spædbørn, heraf 1 med øjenbetændelse i et sommerhus. 3 voksne med snotnæser og mig med fullblown hoste og feber oveni.
Hjalp heller ikke skidemeget at jeg er noget nær hypersensitiv-hysterisk med røg, så da kakkelovnsos blev sendt i fast rutefart omkring mine slidte slimhinder af den nyligt installerede varmepumpe, begyndte jeg at lyde som en gammel Ford, der ikke vil starte.

Prisen for stunt går til min mormor. Hun var ikke med i sommerhuset, men meldte sig i sympati under øjenbetændelsesfanerne.
Min mormor er gammel og det sødeste væsen i hele verden. Hun husker ikke så godt og hun tror enormt meget på læger og alt det, der ligner. Også hende fra Matas.

Mormor mente, at 'de' havde fortalt hende, at hun kunne bruge vidundermidlet kopattesalve til alt, lige fra tør hud til tørt hår (og hun har derfor brugt kopattesalve som balsam. Søde mormor). Jeg mente kun at det stads kunne bruges til mandeben.

Mormor mente, det kunne bruges som middel mod øjenbetændelse.

onsdag den 22. december 2010

Telefon fra Kenyabrevene?

Telefonen ringede midt i et møde den anden aften og derfor tog jeg den ikke. Det skulle jeg måske have gjort, for nu vil jeg ikke ringe tilbage.

'Hello *rodrasleuforståeliglarm*, calling from Darwin recruitment in London. Would you be so kind to call me back on *langt udenlandsk telefonnummer*'

Det kunne jo godt være et engelsk agentur, som på tværs af havet har spottet mig og nu vil tilbyde mig penthouse og skyhøj hyre i London, men what are the chances? Bare lige for at blive i det engelske.
Jeg har ikke et CV ude i noget, der kunne være internationalt, tror jeg. Med mindre mit eget firma skulle have bragt det videre og så siger jeg bare igen: What are the chances?

Mon ikke hellere det er nogen, der tjener boksen ved at tænde den slags små urealistiske forfængelige drømme i dumme danskere og få dem til at ringe op på en hundedyr linie eller love dem ansættelse på helt fantastiske vilkår, hvis man lige vil deponere et depositum og desuden udlevere fuldmagt til at disponere over alt man ejer og har?

tirsdag den 21. december 2010

Fnostknirk og sygt kadaver

Min hud er krøbet, mit hovede er sat i en permanent upolstret skruestik og jeg fryser som om nogen havde sat mig nøgen ud i 14 frostgrader, også selvom jeg har både dyne og tæppe og strømper på.

Mine knogler knitrer og jeg tror, at det var den larm, der vækkede mig midt i en udmærket savlelur til en skodserie på Sputnik.

Og så lige op til jul.
Nej, jeg kan ikke løbe det væk. Jeg var nødt til at køre en lillebitte tur i bilen idag, pakket ind i 20 lag og dunjakken. Gik som en krøbling, da jeg skulle ud af bilen igen, hvilket selvfølgelig også kan skyldes polarkulden.

Fik jeg sagt, at den der polarkulde er helt utroligt flot set fra sengen? Der er noget med den store frostmåne, der hænger to cm fra horisonten, der går rigtigt godt til hovedpine.

 

søndag den 19. december 2010

Anti-fællesskab søges

Jeg er en af dem, der har dyrket solosport hele mit liv.

Eller næsten, ihvertfald, for jeg har en gang gået til jazzballet og der var noget med opvisninger, hvor man skulle være synkrone og følge et program.
Alle de gange, hvor jeg har skullet være en del af et hold er det gået galt og jeg er blevet skideforvirret, for jeg valgte altid at lave det, der manglede, istedet for at passe min egen plads og give andre skylden.
Kaos, siger jeg bare, når målmanden pludselig spiller angreb.

Ellers har det været taekwon-do, løb, styrketræning og mange discipliner indenfor fitness. Jeg endte som instruktøren og har fungeret sådan de sidste 15 år.
Der er bare også et fællesskab inden for egoist-sportsgrene og dem, der er stjernerne på det hold er dem, der formår at være disciplinerede og meget ego-målrettede. Og så dem med de flade maver.

Nu er det bare sådan at jeg for tiden ikke træner så meget som jeg gjorde engang. Der er riiiigtigt mange undskyldninger og gode grunde og nu er jeg begyndt at føle mig udenfor det fællesskab. Jeg er stadig med og det er virkelig ikke fordi jeg er hoppet over i rigtige fællesskabshippieklubber.. Det er for min egen skyld at jeg kører to timer spinning hver mandag. Det er - og undskyld for det - ikke fordi jeg elsker mine holddeltagere og det er ihvertfald ikke for lønnens skyld.
Det er også for min egen skyld (og lidt for arbejdets) at jeg træner mindre nu. 

Indtil jeg igen er klar til at træne for fuld knald og kan være med i den klub, hvor man nikker genkendende til hinanden, deler træningsdagbog eller sammenligner blodvabler, er jeg på udkig efter et andet fællesskab, jeg kunne passe ind i - uden at skulle være en holdspiller.

Er der evt andre, der synes, at familiemedlemmer, der taber 20+ kilo og er afhængige af træning i så ekstrem grad, at de ikke spiser kage fordi de missede et træningspas samme dag, er nogle irriterende frelste typer? Klubben for os, der hader den beske smag af dårlig samvittighed.

Eller måske er der andre, der samme dag beslutter sig for, at alt slik er bandlyst og at der skal købes gulerødder og små lækre sunde snacks ind, så vægten ihvertfald ikke øges i den træningsfrie periode, for dagen efter at fnyse hånligt af agurkestave og gennemtravle køkkenskufferne for at finde noget, der er bygget på sukker?

Der er kun et krav og det er, at der skal være et hemmeligt tegn, som man kan kende hinanden på og så ikke mere.
 

torsdag den 16. december 2010

Temadag

Afsted med mig klokken kvalme tirsdag morgen, for det tager sin tid at komme til Lolland.

Færgen over. Fint. Indtil jeg blev sulten og besluttede mig for den sunde vej. Kom vi snupper en salat med kylling for at have brændstof nok til kundemøde.

Jeg ved ikke, hvordan det er lykkedes 80'erne at overse, at årtiets yndlingsmad serveres samlet på Spodsbjerg-Tårs-færgen og jeg fatter ikke, hvorfor de ikke snart ringer og kræver det tilbage.

Kylling naturel, der smagte af svineprotein og ikke så meget andet. Et ornli læs soltørrede tomater og et bjerg dåsemajs. Kinakål. Og jeg sværger, at de også lige dryssede noget hvidløgssalt ud over det hele for at spolere det hele fuldstændigt.

Læg dertil en påtrængende søsyge, som kun blev holdt tilbage, fordi jeg var helt sikker på at dåsemajs med hvidløgssalt ikke ville smage bedre på vejen op.

En af mødedeltagerne havde lige gennemgået det, der skulle have været en blindtarmsoperation, men var endt med at blive en større omgang. Stakkels mand. Og stakkels os, der ikke bare 1 men 2 gange skulle lægge øre til en meget detaljeret og meget åbenhjertig beretning om, hvordan det er at få stomi.
Vi hørte om både de psykiske komplikationer og især om hvordan man laver sådan en stomi, et stykke af tarmen ud og ...

Jeg har meget respekt for de mennesker, der taler åbent om noget, der er lidt penibelt privat, men var det nu også nødvendigt at klappe sig på posen efter hver fortælling? Knitrelyden giver stadig genlyd ned ad min rygsøjle.

Endelig frokost. Jeg havde hele formiddagen håbet på noget, der kunne overdøve smagen af hvidløgssalt og universet hører mine bønner for tiden. Jeg skal da lige love for, at smagen blev fortrængt.
Der var boller i stærk karry med ris på bordet. Ikke så meget som en slunken tomatbåd til at dulme og jeg ved, at nogle af jer derude sidder og tænker at boller i karry er alle tiders yndlingsret, men det bliver bare aldrig min.

Den var lavet med rigtig karry, så retten var ikke karrygul, men nærmere karrygrøn og fadet lignede noget som jeg ved første øjekast troede var nosser med bæ.

Det sagde jeg ikke højt.
Den stomiopererede derimod gjaldede ud over fadet at det lignede noget han var godt bekendt med for tiden.

Tak for mad. Tak for lort. Temafærgen hjem. 

 

søndag den 12. december 2010

Om universet og Sweet Sinner-jakken

Jeg møder min bankmand en gang om året, fordi jeg har bank oppe i det kolde nordjylland.

Den årlige state-of-the-nation-samtale er sjældent noget, jeg glæder mig til, men heller ikke noget, jeg hader. Det er et nødvendigt onde og trods alt er mit forhold til min bank langt bedre nu, end da jeg var studerende og min bankdame havde halvbriller og en holdning til at man sagtens kunne både leve og spare op af en SU.

Det ender stadig med at jeg går fra banken med en 'ja, jeg vil gerne stramme op og tage mig sammen. Nu GØR vi det sgu, Woohaaa'

Denne gang var mærkelig, for jeg forhandlede mig frem til at kunne sætte penge ekstraordinært af til at købe den dunjakke, jeg har drømt om siden jeg prøvede den første gang (for to uger siden). Den koster lidt flere tusinde kroner end jeg sådan lige ville give for en vinterjakke, der ikke er kontor-brandet, men den hørte bare til på mig, kunne jeg mærke.

Jeg blev ligefrem opfordret til at købe den.
(indsæt selv WTF-ansigtsudtryk)

Noget tydede på, at universet var ved at flytte om, for at høre en bankmand sige det uden samtidig at række et lånedokument til underskrift frem var ...  ikke normal praksis. Jeg skylder stadig mange penge væk, altså og jeg var både chokeret og überbegejstret over at have udsigt til drømmeobjektet.

Hele vejen tilbage fra det kolde nordjylland og til skibutikken sad jeg og hundefrøs mens jeg krydsede fingre for, at de ikke havde solgt det ene eksemplar, de havde i medium.

Jeg fik jakken. Tog den på og beholdt den på. Nåede at demonstrere, at man sagtens kunne tage en lur i den på sofaen.
Dagen efter var sneen væk.

Tak alligevel, univers. Keep it up...

onsdag den 8. december 2010

Den nyeste med ham der Heinz fra Tyskland

Igår kom jeg ved et forfærdeligt uheld til at købe en bog (mere) til mig selv. Der er ikke noget som bøger, siger jeg bare og der er kun en ting, der gør bøger bedre; hvis de er købt i en rigtig boghandel.

Det var denne her ikke. Den blev købt med en indkøbspose i den ene hånd på vej ud af Bilka. Ekspedienten var ung, juleassistance og placeret der på gangen fordi der var en anden der var til pause. Med statsgaranti. Jeg har arbejdet nok i Dansk Supermarked til at kunne spotte en pauseafløser, når jeg ser en.

Nå men. Der var kø. En dame prikker ham på skulderen mens han er ved at ekspedere mig og spørger ham hvad det nu er for en cd, der er den nyeste med ham der Heinz.
Der stod han og lignede bad boy Eminem og forsøgte at håndtere et så voldsomt overgreb på gangsta-identiteten. Han holdt masken. Jeg gjorde ikke.
Kom simpelthen sådan til at sprutte et kæmpefnis ud over dame og den cd med Hansi Hinterseer, hun stod med i hånden.

Godt, at jeg er ligeglad med det tilhold jeg fik mod at bevæge mig inden for 20 meter af Bilkas cd-afdeling igen.

mandag den 6. december 2010

julefred

Mandag morgen. Kontoret klokken 7.

Jeg har sat mig for at lægge overspringshandlingerne først på dagen. Lave kaffe. Skrive. Drømme om Spaophold og juleferie. Måske juleferie på spahotel.
Jeg glæder mig til jul, det gør jeg bestemt. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så måske ikke helt så meget som der står i den store Disneybog at man skal.

Allerede nu er der dybe tandmærker i mit skrivebord, fordi jeg arbejder i storrumskontor og fordi der altid er nogen, der skal larme sådan et sted. Især når de burde tie stille. Tandmærkerne blev sat mens vi skrev November.

Der er masser af julearrangementer og masser af besøg og ... propfuldt af mennesker i julen.


I år er hele familien samlet igen. Alle tre søstre med hver vores mand og de to andre med hver deres spædbarn. Mig med meget aktiv hund og mor og far. I et sommerhus.
Det er mange mennesker på ikke så meget plads og muligvis mere larm end på kontoret. Jeg har lagt en strategi om at slå den værste klaustrofobi og irritation ned med rigtigt mange ture ved strande.

Direkte afgang fra julefamilie til nytårstur til Norge med vennepar. Heller ikke meget ro der, men der er sne og ski og ... pissekoldt, så man bliver nødt til at være meget i hytten, tror jeg.

Jeg drømmer om et spaophold. Mig og bøgerne og varmt vand og massage. Må finde en konkurrence at vinde sådan et i - inden de andre møder ind og freden er forbi.

lørdag den 4. december 2010

Julehjæææælp

Det sker hvert år i December: Der er flere 'ny i job'-skilte rundt om i de butikker, der ved, at der bliver julegavetravlt.
Forstås.

Der er kun en fejl ved de badges og det er, at man ikke kan se dem helt henne for enden af køen, så man kan nå at skifte bane.
Man ved bare, at det er en klartone på ben, der venter en.

Fint i supermarkeder, men det nytter jo ingenting at der står en hyletone lige der, hvor der skulle have været kvalificeret vitaminhjælp. Hun kan selvfølgelig hurtigt prikke en kollega på skulderen og forstyrre den betjening der er igang i den anden kø.
Og derfor bør man altid gå mindst to køer væk fra 'ny i job'.

Idag var jeg i BabySam. Fuld af undren over, hvordan jeg hver eneste gang, jeg går ind i den overpricede lagerhal bliver desorienteret og fuldstændigt glemmer, hvad der fik mig derind i første omgang.

Jeg skulle finde en godnatlæsningsbog til min niece, men fandt mig selv foran barnevognene, hvor jeg forsøgte at få produkt og pris til at passe sammen ved at vippe ivrigt med kareterne. Det er stadig over min forstand hvordan en vogn, der er lavet af lilla nervøst velour kan koste så meget.

Selv efter at have lavet blåbærshake ud af den, fattede jeg det ikke.
Forresten, hvis du er på barnevognsindkøb i BabySam i Tilst ved Århus, så lad være med at falde for tilbuddet om at købe den lilla udstillingsmodel. Stellet er muuuligvis belastet over evne.

Bag disken, da jeg skulle betale min børnebog, stod der en ny i job.

Hun lavede ikke andet end at spørge de andre ekspedienter om hjælp. Hendes øjenbryn var permanent parkeret under hårkanten og øjnene lignede bedende blå cockerspanielglugger. Lidt tomme.

Jeg var flere gange gået forbi hende på turen rundt i lagerhallen, hvor hun bare stod ude midt i ingenting og var fortabt.
Bag disken kom forklaringen. Hun skulle finde sutter og var ikke nået længere end til midt på gulvet, hvorefter hun vendte tilbage til disken i forhåbning om at kunden selv havde klaret sutterne i mellemtiden eller at en kollega lige kunne gribe noget ud af blå luft.

Indpakning var spidskompetencen. Det lykkedes hende at pakke min bog ind på samme tid som det tog en af de runde gamle ekspedienter at beregne rabat på en karetpakke med søskendesæde OG pakke en potte, tre pakker sengelinned og en uro ind separat.

Jeg er bare glad for, at det ikke var hende, der skulle tage mod forudbetalingen fra ham ægtemanden, der blev mere og mere violet i fjæset over udsigten til at betale 10.000+ ved kassen uden at få så meget som en lille æske med ud i bilen.

Hun spurgte ham til gengæld om han ikke ville have et gratis magasin med. Det hedder 'Mor'

  

onsdag den 1. december 2010

Snegl i gulerod. Det nye vilde

Det kommer til at lyde bittert og kategorisk, men det er rent faktisk et åbent spørgsmål i sin pureste form:
Findes der et liv uden børn?

Jeg mener... ALLE dem, der virkelig er supersjove og dygtige bloggere er mødre. De blogger om at få livet til at hænge sammen med børn, omkring børn og alle de oplevelser man kan få ud af at vende svære situationer - og ammebryster - til ironi og djævelsk befriende humor.
Jeg nævner i flæng: Linda, Fuhrmann og Maren.

De er dronningerne af blogverden, for de har noget at skrive om. Der sker noget i deres liv, som er værd at blogge om og som alle kan relatere sig til, åbenbart. Også mig.

Ikke fordi der ikke sker noget i mit liv, altså...
Jeg kan da både skrive om dengang jeg havde faktureringsdag på arbejdet og den dag jeg hidsede mig op til mit ansigt var hysteri-lilla, fordi min kollega var i vejen og der var også en dag, jeg gik en tur og så en gulerod med en snegl i.

VILDE ting, siger jeg bare.

Jeg tænker, at Nynne også bare blevet umoderne, for hvem gider høre om nogen, der panisk forsøger at få en kæreste og drikker sig stiv og kører grimt på cykel. Hver dag? Jeg tror, at Nynnerne har trukket speltmødrene med sig ned i sumpen, så der er blevet plads til de rigtige mødre, med rigtige liv og en masse at blogge om.

Så er der plads til os, der tager billeder af gulerodssnegle

  

tirsdag den 30. november 2010

Mens vi sparer held og lykke op

300 meter fra barnedåben lugtede det meget brændt. Giftigt brændt. Det kom fra vores bil og sekundet efter lød der en lyd som en luftsirene ude fra motorhjelmen.

Bang, og bilen var død. I Tyskland. Vi var kørt hjemmefra i god tid fordi vejret var utroligt dårligt lige her hvor vi bor og skulle bare lige være til barnedåb et par timer inden vi skulle hjem igen og lige tanke op til damerne ved grænsen.

SOS International skulle have en medalje. For helvede, hvor er de gode. Den tyske mekaniker Frank skulle have turneringspræmien, for han var sød, sjov og helt på vores side. Det var ham, der fik igennem, at vi kunne fikse bilen i Tyskland til tyske priser (800 euro) og få en lejebil hjem.

Og så var der EuropCar, som jeg bare turbohader fra nu af og til al evighed.
Sagen var, at vi skulle til barnedåb og jeg måtte midt i ceremonien ud og tale med mekaniker, under frokosten måtte jeg ud til Frank og pisfryse og se bilen forsvinde ud i tysk horisont, mens jeg stod med hundekurv og pakker ved fødderne og følte mig som bådflygtning.
Sagen var også, at jeg skulle oversætte for fuldt drøn, da jeg kom indendørs, selvom jeg var kold, sulten og fortabt og egentlig helst bare ville snakke med min mor og mine søstre og de sødeste små børn.

2 timers oversættelse af friser-vittigheder senere:  Ikke så meget som en bekræftelse af 'ordre modtaget' og EuropCars hovedafdeling i Hamburg var helt ude af stand til at give et tidsestimat til SOS, som vi havde kontakten med.

4 timer senere. De ser på sagen. Siger de. Stadig ikke muligt at give et estimat.
Jeg er nu så langt ude i frustrationstovene, at jeg ikke kan tænke på andet end min dyne og kryber i ly bag mundfulde af mad, mens jeg overlader samtlige dåbsgæster til deres egen sprogskæbne. Alle lader som om de forstår, hvad der bliver sagt på fremmedsprog og alle misforstår.
Mere mundfuld.

5 timer senere, hvor jeg har lagt mig i fosterstilling med hunden i bare frustration, siger EuropCar-medarbejder, at de slet ikke har modtaget henvendelsen fra SOS fordi de har haft fax-problemer.
Som i; Kom vi lyver  strandede, stakkels kunde lige op i ansigtet og lader hende fantasere om at blaffe hele vejen hjem med mand, hund og maven fuld af laktose, som vi jo ikke kan tåle. SOS kunne berette, at de havde talt i telefon med bil-pusheren flere gange.

5,5 timer senere: Telefonen ringer endelig. Det er EuropCar og ham, der ringede op var helt tydeligt ikke begejstret for at det var en indfødt tysker, der tog telefonen. Jeg havde for en sikkerheds skyld bedt min svoger om at tage opkaldet og han fortalte, at medarbejderen var noget stammende og skyndte sig at love at sende en Mercedes C-klasse så hurtigt som overhovedet muligt.
Min svoger sagde, at de vist bare skulle være glade for at vi ikke var strandet på autobahn og havde måttet sidde der i 7+ timer, så de måtte hellere sende den bil hurtigere end det normale hurtigst muligt.

Den ville være der en time senere, sagde løgnhalsen.

En time senere, efter at have slidt en bane i søsters køkkenfliser, var der ingen bil. Ingen lyd fra EuropCar.

Endnu et opkald.

De ville skynde sig. Bilen ville være der om 20 minutter.

Der gik endnu en time og så holdt der ganske rigtigt en firkantet Mercedes som vi kunne køre hjem i. Uden undskyldning.

Håber, at det er Nemsis' måde at sige, at der bliver doblet op på mildhed og medvind ved en anden lejlighed. 

torsdag den 25. november 2010

Single or double, miss?

Det passede helt fint til billedet, at det begyndte at sne. Store fede sneflager, som fik advendtskransen til at dufte ekstra meget af jul og fik plaiden til næsten af sig selv at lægge sig over mine knæ. Mens jeg strikkede en vest til et af de små børn.
Jeg er blevet rigtigt håndarbejdssavvy og har selv lært mig at strikke knaphuller og lukke af. Og så også at hækle i øvrigt.
Jeg er pavestolt og røvkedelig, for hver aften sidder jeg i mit sofahjørne og nyder strikketøj og fred. Så mangler vi bare kamillethe, halvbriller og grå knold i nakken. Og en lille kat, der ligger i den sprossede vindueskarm.

Derfor var jeg også lige ved at tabe en maske, da veninden fortalte om den overnatning hun skal på med sit arbejde.
Selv dagen er en dag, hvor hun og de andre ledere skal fastlægge næste års retning og spise middag og sådan. For lige at få noget socialt med (går jeg ud fra) bydes der også på morgenmad lørdag, hvorefter man kan køre hjem til sit eget.
En dag, en overnatning. 2 på hvert værelse.

Som jeg sidder der i mit sofahjørne, har jeg mistet lysten til at overnatte med kolleger på vandrerhjemsmåden og jeg fik kuldegysninger ved tanken om at skulle dele seng med en anden, man normalt kun omgås i skjorteklædt eller fuld tilstand.
Jeg er blevet for gammel, for forvænt og for privat. Tænk, hvis man kom til at strejfe den andens ubarberede ben med sit.

Veninden? Hun glædede sig ikke ligefrem, men lod til at acceptere firmapolitikken. Tror jeg havde faket en sygdom og købt et enkeltværelse til mig selv.
Godt man har sit strikketøj i fred.

søndag den 21. november 2010

Os og dem

Da jeg gik i skole, fik jeg at vide, at man skulle hade Bertel Haarder, for han tog noget fra os arme skolebørn.

Igår sagde han noget, som jeg ikke på nogen måde kan hade ham for, selvom det for dylan ikke er det standpunkt han får point for i den brede offentlighed.

Frit sygehusvalg. En god ting og en frihed, som ingen vel vil undvære.
Sagen er, at man - ifølge Bertel - skal kunne gøre brug af sin ret til frit sygehusvalg, hvis man ikke bryder sig om at blive behandlet af sygehuspersonale, der bærer muslimsk tørklæde. Ligesom muslimske kvinder har ret til at vælge et andet behandlingssted, hvis de ikke bryder sig om at blive behandlet af en mandlig læge.

Altså. Det er ikke kun fascistiske, nazistiske, intolerante og forstokkede Dansk Folkeparti-medlemmer, der skal tage sig sammen og indse, at man kan være en god læge selvom man er muslim.
Det er også rettroende muslimer, der skal tage sig sammen, blæse på deres religiøse overbevisning og lade sig underlivsundersøge af mandlige, danske læger.
Nå.

Vi er langt forbi kage og saftevands-sager.

Vi er der, hvor frie valg gælder for alle. Ikke bare for muslimer. Ikke bare for kristne danskere. Ikke bare for dem, der ikke bryder sig om muslimificeringen af et lovsikret samfund og ikke bare for muslimer, der ikke vil have haram-fingre i skrævet.  Ikke bare for os og ikke bare for dem.

Bertel gider ikke nævenyttige pressejournalister. Måske er det netop derfor at der kommer skarpe, klarsynede konklusioner ud via højttalerne.

Jeg er stadig lidt bange for hans stikkende øjne og drømmene om, hvor mange elever han vil proppe ind i klasseværelser for at deles om 1 gammel bog.
Men det hjælper lidt på det.

lørdag den 20. november 2010

Forstuvet livmoder og vand i øjnene

I år er selv udfordringen med at finde ud af, hvad jeg skal nytåraften blevet ligegyldig. Der er der sket noget, som sætter alt i perspektiv.

Sælgeropførsel, dårligt vejr, rådne skuldre og finalen i vild med dans: Ligegyldigt.

I aftes mødte jeg Anton og jeg måtte tude af bare ærefrygt over skaberværket.
Han er så FIN.
Og så måtte jeg tude lidt mere over Lindas glæde og hendes måde at håndtere sin søn på og for en sikkerheds skyld også lidt, da Anton nøs.

torsdag den 18. november 2010

Mig og bryster. Ud i det åbne.

Jeg var konfirmand da Sabrina hoppede rundt med store patter og da der blev optaget videoer i swimmingpools hvor der var junger i vådt stof (og hvor sangtalentet dermed blev underordnet. Sig tak, Amalie)

Mig? Jeg troede i mange år at jeg var en almindelig 75B. At det nok lige var i underkanten til at være rigtigt fræk til festerne men alligevel ikke helt lidt nok til en sportsstrømpe i bh'en. Dengang var det også de lange H2O-strømper, der var på mode og det kræver altså sin bh at rumme sådan en. Desuden fandt jeg aldrig ud af, hvordan man placerede sådan en sag. Skulle den krølles sammen eller lægges pænt?


Jeg har været glad for brysterne. Det er ikke det. De har altid passet til min krop og jeg har været i stand til at dyrke sport uden at få dem klasket op i hagen og uden anden smerte end når et sidespark til taekwon-do blev sat lidt for højt.

Jeg har haft nok at sammenligne med, for jeg har haft min gang i omklædningsrum næsten altid. Lange bryster, små-bitte bryster, der næsten kun er en lille bule bag brystvorten, store fyldte poser, der hviler roligt ned ad maven og som gør enhver blyantsprøve til skamme. Ikke at man glor i et omklædningsrum, altså. De er der bare, brysterne.
Og man taler ikke om dem.
Man kalder det heller ikke 'at få pat' når man ammer, vil jeg gerne lige indskærpe. Det lyder så dyrisk.

Allermest glad har jeg været for mine egne, da jeg fandt den rigtige bh-størrelse. Det er en lettelse at bøjlerne ikke bryder ud af de fine blonder og skærer sig som maddiker ind i huden og det er også bare ... rart... at gå op ad trapper nu. Brysterne forrest. Og kun 2 af dem.
Prøv også lige at finde en 75B på udsalg. Forget it. Det er den størrelse de allesammen bruger, bare ikke mig mere. Jeg er en ... D. 70 D og jeg hilser stadig meget pænt på den ekspedient, der bragte mig Den Første Rigtige Størrelse.
whhooooooaaaaa! D! Moi! PATTER! Jeg nikkede anerkendende til dem på Joey-måden (oh... jeg ER blevet Joey) og der var sejrsdans bag forhænget i prøverummet.

Men lige nu er jeg uvenner med brysterne, for de gør naller. på 3 uge. Det er ikke fordi jeg er bange for smerte og jeg er ikke skræmt eller noget, det er bare ikke så heldigt for mig at skulle diskutere med bh-indholdet, når jeg sidder på storrumskontor overfor handelsskoledrenge. 

Så ved I det.
 

tirsdag den 16. november 2010

Meget heldigt at det var en stiv langemand og ikke en oksehudspisk, jeg trak.

Jeg vil til enhver tid støtte andres gode tanker om sig selv. Anytime. Nårsomhelst. Jeg vil endda lyve lidt, hvis jeg kan se, at det støtter uden at føre folk ud i selvbedrag.
Jeg er jyde, kvinde og skeptisk af natur og derfor ville det række rigeligt, hvis jeg bare holdt 'nu skal du ikke komme for godt igang'-sætningerne tilbage. Men jeg kan faktisk godt give et verbalt klap på skulderen og finde på at smile opmuntrende og bekræftende.

Især hvis det er mænd, der har gode tanker om sig selv, for det er den billigste investering i relationer og goodwill, man som kvinde kan få.

Det, der gør, at jeg ikke er beregnende er, at jeg er trodsig og enormt sart, sensitiv og hidsig når jeg føler at folk taler ned til mig. Jeg bliver irritabel hurtigere end en trold farer ud af en æske. Med spændt fjeder.

Usympatisk og ikke særligt overskudsagtigt, men jeg tåler så dårligt, når mænd, der ikke kender mig, begynder at belære mig. Eller når nogen siger mit navn i slutningen af hver sætning istedet for at tage en samtale eller enddog en faglig diskussion. (når jeg skriver enddog betyder det bare at jeg er helt ude i flaming rage og prøver at holde masken. Du ved bedre, kære læser)

Det kommer meget an på hvad det er, Lene... (og man kan næsten høre de effing tankeprikker, ikke?)

Nej, det kommer sgu ikke an på, hvad det er! Jeg har ret og du kan enten
a) anerkende at jeg har ret eller
b) Gro noget erfaring og noget autencitet og argumentere for din sag.

Det andet er billige tøsetricks og jeg er for træt, for garvet og klog på flere måder end du aner til at tolerere den slags preppy-opførsel, så hold nu bare kæft og gør hvad jeg siger mens du danner dig din egen mening istedet for at gentage businessfloskler. Flomme!

Er der flere brune papirsposer jeg kan hyperventilere i?

Seriøst. Jeg er skredet på sur-kælling-måden ud af et lokale idag mens jeg gemte en skråtop-finger bag min blok. Maaaajet modent. Udelukkende fordi en undermåler af en dej-dreng rettede på sin businessbrille og sagde blablablabla, Lene på den patroniserende måde. Nej, vent... han er sådan en, der adskiller sammensatte navneord og staver dem med stort, så i virkeligheden sagde han blabla Bla Bla blabblabla, Lene.
Ser jeg UD som om det er bare remotely på sin plads?

Papirspose!

fredag den 12. november 2010

Baby-stesolid?

Det er et faktum at hele verden har valgt en lang kold vinter til at formere sig i. Jeg kender 1 stk hunkøn, der ikke er i nærheden af at være skruk og ellers er alle enten udstyret med baby, mave eller ægløsningsgadget.
Det er fint, det er livsbekræftende og det er sundt at få sit hamsterhjulsliv sat i perspektiv af noget der er så stort og vigtigt.

Jeg glæder mig sindssygt til at se Linda og de andre som nogens mor, til at møde Anton og jeg har en FEST med at hækle legetøj og tæpper til alle dem, der skal have gaver og som kan finde på at kalde mig moster Lene.


Men det er også angstprovokerende for sådan en som mig.

Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde ud af at have med alle de små mennesker at gøre? Hvad nu, hvis jeg ikke gider?

Hvad nu hvis de stikker i et vræl, så snart de ser mig (og mit nye mørke hår)? Sådan nogle skal holdes rigtigt, dikkedikkes rigtigt og man må vist ikke grine højt og sige frække ord i nærheden af de fromme små.
Man må ikke hvirvle støv op mens man synger fjernbetjenings-solo og ... Er det ikke også noget med at de vågner om natten og vækker folk, der ikke er deres mor?

Jeg skal være sammen med mine to søstre i weekenden. Begge udstyret med baby.
Må man... og jeg spørger bare... kombinere portvin og stesolid?
   
  

onsdag den 10. november 2010

Nogen, der har et job som redaktør på et forlag til overs?

Skal du ikke bare skrive den bog? spurgte han ovre fra sofaen.

Spørgsmålet var en udstrakt hånd, en undskyldning og et forsøg på at vise, at han godt kan se mig en gang imellem.
Spørgsmålet var også det, der fik mig til at trække ned i huden under mit øje og løfte øjenbrynet samtidigt.

Det ville jeg helt vildt gerne kunne, men vi ved godt, at det kommer til at blive en dyr bog, fordi det kommer til at koste vores forhold og fordi min familie ville opfatte det som en nøgle i billakken. Min afhængighed af litteratur og af at skrive har aldrig mødt hverken forståelse eller accept og det er ikke længe siden jeg måtte flytte stakken af blogindlæg, indtil familiemedlemmer fik pulsen ned igen.

At skrive noget, der på nogen måde kan  tolkes som en offentlig udstilling af sorte pletter under familiens overflade, er risikabelt. Der vil være mængder af tavs skuffelse lige om hjørnet. Også selvom jeg iklæder værket fiktionens kappe.

Idag arbejder jeg hjemme, fordi spørgsmålet har bidt sig fast.

Den officielle undskyldning for at blive her er, at jeg skal lave research og strategioplæg, men alle ved, at hjemmearbejdsdage er til for at tænke tanker mens bilen bliver vasket og neglene ordnet.

Jeg skal da lave strategioplæg, men først skal jeg se på hunden, der sover i yndlingsstolen med alle fire poter i vejret, jeg skal træne og jeg skal tale med mig selv i badeværelsesspejlet.

Jeg skal spørge mig selv om jeg burde arbejde på en måde, så jeg har fleksibilitet nok til at drikke kaffe med nyslåede mødre om formiddagen og ikke bare føle det som om jeg løber rundt i et hamsterhjul. Jeg vil gerne være noget for nogen.
Jeg vil gerne kunne tænke en ærlig tanke.

Og så skal jeg spørge mig selv om jeg skal skrive den bog eller bare læse nogle flere.

søndag den 7. november 2010

Sig noget, Pjerrot

Der er så mange stærke, kan-selv-kvinder i min omgangskreds. De fleste af dem har også en sjælden evne til at kunne underholde et helt selskab med sjove kommentarer og historier fra deres virkelige liv. Ingen tvivl om at der er usikkerheder bag facaden, men facaden er stærk og er ikke ubehagelig for dem at have på - det er ikke skuespil, der er en fortolkning som de vælger at vise frem.

Ofte ville jeg ønske, at jeg selv var lige så veltalende og scenesikker som dem, når jeg sidder og slås med at huske navne og med at få sætninger til at lyde sjove og kloge.
Jeg har tit tænkt, at det mest ubehagelige ved at have veninder og kolleger, der fylder så meget i selskabet er, at jeg selv føler mig dum og langsom.

Igår blev jeg klogere.

Lige så langsomt sneg den sig ind på mig, fornemmelsen af at noget var galt.
Det var mig, der havde snakket i halve timer og det var mig, der var den stærke.

Jow jow, det sker da også for mig, men igår var der noget galt. For hende, der normalt plejer at være historiefortælleren og hende jeg normalt plejer at spille underholdningsbold med til selskaber havde overladt scenen helt og aldeles til mig.

Hun var stille.
Havde nok at se til med sine egne tanker og sin egen møgdag og en fysik, der viste sig så modvillig som en hund på vej under bruseren.

Så nu ved jeg bedre.
Det mest ubehagelige ved at have veninder og kolleger, der fylder meget, er, at det er skræmmende når de bliver stille.
    
 

onsdag den 3. november 2010

Lægens drage

Jeg går ikke til lægen ret ofte. Jeg ringer eller kravler derop, når det er nødvendigt og nogle gange lidt for sent, for jeg synes ikke det er sjovt eller godt på nogen som helst måder. Min læge sætter sjældent skub i tingene og er ofte bare en nødvendig forsinkelse i en proces der involverer speciallæger, hospitalsafsnit eller apoteket.

Indrømmet, jeg udsætter lægebesøg til jeg har samlet skavanker nok sammen til at jeg tænker at jeg hellere må få gjort noget ved dem, når de nu ikke gider at gå væk af sig selv.  Jeg kan nemlig ikke lide at fejle noget og jeg har aldrig rigtigt lært at nyde opmærksomheden, når jeg en sjælden gang fejler noget.
Faktisk er jeg røvdårlig til at erkende at der er noget galt. Ask anyone. Har kørt spinning med kold lungebetændelse op til flere gange. 

Derfor bliver jeg også stiktosset og frådende arrig, når jeg som for to uger siden ringer til min læge. Sidder i telefonkø med en ventemelodi, der virker som et tandlægebor i øregangen, i 25 minutter og endelig når frem til lægesekretæren. 

Mig: Det er Le…
Dragen: Ja. Vent lige lidt. (Hun hiver headsettet af, kan jeg høre. Skvalder og grin og noget med kage og kaffe og mere skramlen med headset)
Dragen: Hvad var det nu dit CPR-nummer var?
Mig: Det er 2804..
Dragen: Bebrejdende 28 OGHVASÅ?
Mig: 04
Dragen: 0404
Mig:… nej…

… (meget senere, da dragen sukkende spørger til hvad jeg egentlig vil)

Mig: Jeg har dobbeltslag og vil gerne undersøges, jeg skal have en henvisning til røntgen af skulderen, jeg skal have et celleskrab og en biopsi.
Dragen: Det kan man altså ikke.
Mig: Hvad kan man ikke?
Dragen: Man kan altså ikke bare få et tjek på den måde
Mig (for jeg er forberedt): Jeg har kræft i familien og malign melanom i min journal. Det må jeg gerne. Hjertets dobbeltslag er opstået pludseligt. 
Dragen: Fnyser fornærmet.
Mig: Du skal nok reservere en dobbelttid, for hun kan nok ikke nå det på 10 minutter.
Dragen: Det MÅ jeg altså ikke. Jeg må kun give dig en almindelig reservation.
Mig:… nå.
Dragen: *fnys* Jeg kan høre, hvordan kuglepennen rammer bordet hårdt.
Mig: Så må vi jo håbe at hun kan nå det hele.

Nu kender jeg jo tilfældigvis en lægesekretærstuderende, men jeg tør ikke spørge om de lærer at være ubehagelige og antage at alle patienter er påtrængende hypokondere, der er til ulejlighed.

Fortsættelse:
Mens jeg igår sad  i venteværelset og ventede på at komme ind til lægen som 2. patient og lægen allerede var 15 min forsinket, mærkede jeg min telefon brumme i lommen. Tog den ikke, fordi jeg sad i et venteværelse.
Ude i sekretærrummet kunne jeg høre sekretærdrage spy ild til nogens telefonsvarer: Du har en tid hos lægen klokken 8.30 men lægen er syg og du skal ikke komme. Jeg ved ikke lige hvornår hun er rask igen. Ja… DU MÅ RINGE IND OG BESTILLE EN NY TID.

Min telefon brummede som tegn på at der var indtalt telefonsvarerbesked.

søndag den 31. oktober 2010

NU er du bange... for børn med masker.

Sidste år  - eller var det forrige år - skrev jeg et indlæg i anledning af Halloween, der nok kunne tolkes som lige dele antipati og god vilje.

Jeg glemmer hurtigt, modsat hvad visse mænd i tidens løb har hævdet, for jeg er fanget i Halloween igen og har i år lagt ud med lidt med velvilje end sidst, men er endt med at hade den lorteleg.

I år havde jeg ikke KUN mandariner til ungerne, der går tiggergang hos mig. Faktisk havde jeg igår lavet en hel skål på amerikansk maner med cookies, overflod af guldkarameller og selvfølgelig æbler, for der skal også være måde med galskaben. Desuden var skålen enorm, så der skulle lidt til at fylde med.

Og det ringede på døren første gang.

Udenfor stod 7 store børn, iklædt masker og lagener og store poser. Jeg rakte velvilligt og stolt min skude af en Halloween-skål frem og nåede at blinke to gange før jeg så flagrende lagener og monstermasker på vej ud af indkørslen igen og da jeg så ned, trillede æblerne rundt helt alene i den store skål.

De havde sgu flået mig, de små utaknemmelige røvere.

Nå. Så havde jeg da gjort mit for at være hende den rare dame og jeg gik tilbage til min pizza.

Og det ringede på døren for anden gang.

Situationen er nu den at jeg ikke har noget at byde på. Manden er allerede ved at rulle gardinerne ned og nægter at have noget med det hele at gøre. Hunden er skræmt i en grad så den glammer og knurrer mens den ryster over hele kroppen.
I forvejen er den ikke glad for indvandrere iklædt niqab og den er rystende bange for de unge indvandrerdrenge.

Det ringede stadig på døren. Udenfor stod en flok i mørket med monstermasker og råbte MUUUAAAHAAAHAAAA.
Hunden snerrer.
Manden har nu mørkelagt alt, så vi kan rykke sammen i sofaen uden at blive set.
Hvis vi tør, for hunden snerrer nu også af os.

I formiddags ringede det på døren 3. gang.
Den gode amerikaniserede husmor ville have smilet, rystet på hovedet af børnenes leg og bragt dem en skude af et fad med lækkerier.

Denne husmor valgte at gå ud i haven med en flaske portvin, så jeg kunne lade som om jeg ikke hørte dørklokken, selvom hunden gøede, som var det fanden selv der ringede på.
Der sad jeg så og pissefrøs med min alkohol fra flaske indtil jeg kunne høre børnene gå deres vej igen.

Jeg gider ikke det Halloween, for jeg har ikke selv børn og kan derfor slet ikke sætte mig ind i den sæsonbestemte sindssyge og nu er det endegyldigt. Andre menneskers afkom formerer sig og bliver til tiggerzombier, som jeg faktisk er bange for.

Jeg gider ikke Halloween, fordi det er et amerikansk hype ligesom Valentines day og jeg gider ikke Halloween, fordi jeg faktisk ikke gider at have grådige tiggere ved min dør mindst to gange om året. Fastelavn går jo ikke væk, vel?

Og jeg er bange for Halloween, fordi hunden ikke bliver sig selv før en gang i December og det kun, hvis jeg kan holde havenisserne på afstand. Det kunne være rart at kunne klappe sin hund uden at blive bidt og det kunne være rart at kunne lukke gæster ind.

Jeg ville bare ønske, at jeg kunne stå ved det. Hvordan fortæller man børn at de er nogle terrorister og at det ikke er sjovt?

torsdag den 28. oktober 2010

90'erne har ringet, de vil have deres retoriske animerede gif tilbage.

Jeg læser ret mange tekster, der er skrevet til nettet. Annoncetekster følger med og må jeg i den forbindelse konstatere, at der er gået inflation i spørgsmålstegnene?  ja, se bare der.

Vil du være top of mind hos forbrugerne?
Vil du tjene mere?
Hvordan forholder markedet sig til x?
Hvordan holder man på kunderne?
Hvorfor fanden tror du at man rækker ud til læsere ved at stille endnu et  retorisk spørgsmål, som man selv besvarer umiddelbart efter?
Hvilken betydning tror man selv det får, når man bare copy-paster alle andres annonceindledninger istedet for at skrive et statement eller et udsagn eller bare en nogenlunde indholdsrig sætning, som læseren kan forholde sig til?
Vil du helst have et kys på kinden eller et los i løgene?
GRR!

Overdosis, siger jeg bare.
Retoriske spørgsmål er fine som retorisk krydderi og jeg skal også lige love for at de får min opmærksomhed selvom de på ingen måde får mig til at læse mere. Mere.

Jeg er nok også godt og grundigt paraplyvaccineret mod bezzerwizzermetoder og derfor stjerner jeg helt ud, når jeg lige efter at have taget dagens runde på diverse websites bliver mødt med mundtlige sætninger som '... og hvordan gør vi så det?' mens afsenderen knapt nok kan holde på vandet, mens han lader som om han hører tilhørernes hjerner knage og springer ud i sin egen løsning i samme sekund nogen snapper luft for at bidrage.

Alle dem, der tror at jeg gider at overveje at svare, ræk hånden op.
    

onsdag den 27. oktober 2010

I love him like a fat kid loves cake

Alt for længe er jeg gået til frisøren uden den store entusiasme, for jeg er gået derfra med den samme farve hår og den samme frisure, hver gang. Sat i den samme umulige frisure, fordi alle, der har fået æren af at tørre mit garn har syntes det ville være ZÅ zmart at fremkalde krøllerne i mit versatile hår.
Det er ikke smart. Det ligner en wetlookudgave af cocker spaniel.
Nogle gange har jeg også haft buler i hovedet, fordi assistenten har lidt af en slags fysisk tourette, der forvandler en vask til torturinstrument.

Nu har jeg fået ny frisør og han gør ikke som jeg siger. Jeg er henrykt.

Jeg har kun været der en gang og han skældte mig ud, svinede den gamle frisør (og afslørede at han har datet ham en kort overgang, men at det virkelig ikke var noget for ham, tssss) og solgte mig en røvfuld produkter, fordi vi altså skulle gøre noget ved det der hår. Indsæt selv udråbstegn og affekt.

Han fik sneget et lille spørgsmål ind i sin talestrøm: Hvor længe har du egentlig været lyshåret? Og det spørgsmål er vokset og vokset lige siden, for han vil gerne - har jeg hørt via en anden kunde han har - farve mig mørkhåret.

Det er angstprovokerende med helvede til, for jeg har de seneste år bevæget mig fra Phoebe-blond og i retning af Rachel. Og nu vil han gøre mig ... mørkhåret.
Jeg aner ikke om det er latino-sort (forhåbentlig ikke) eller en brunlig version af den gode gamle farv-selv-mahogni, men jeg kan love, at jeg tænker over nuancer, hver eneste gang, jeg møder nogen, der har en eller anden form for mørkere hår end mig.
Inklusive dem på gaden og dem i tv og dem i blade.

Hvad nu hvis jeg bliver Monica-mørk og kedelig? Hvad kan man have på til mørkhåret? På positivsiden kunne jeg risikere at komme til at blive taget seriøst.

Jeg sidder allerede i fælden. Min frisør har overbevist mig uden på noget tidspunkt at have frontet mig personligt med beslutning og farvekort og jeg er imponeret.

Han er i øvrigt stinkende dygtig og han taler mere end mig. Jeg elsker ham.

   

tirsdag den 26. oktober 2010

First things first

Midt i møgmandag og travlhed møder jeg Linda iført sin sidste spinningtime b.a (before Anton). Hun stod med forgrædte øjne og instruktørtøj og var på vej på hospitalet med svangerskabsforgiftning.
Og så kørte jeg selv to spinningtimer mens jeg krydsede fingre for noget, der er så meget mere vigtigt end 84% af maxpulsen.

Da jeg kom hjem lå der to mails fra nærmeste leder med småting, der lige skulle rettes. Klokken 21.
Ude på  vejen blev den smukkeste skovkat kørt ned af to biler med tyrkiske chauffører i høj fart. Stort palaver, masser af mennesker, pludseligt opbrud og en kat, der stadig lå i græsset ved siden af vejen.

Ved ikke om jeg er blevet den mærkelige kattedame allerede, men i det øjeblik var jeg ikke i tvivl om, hvad der var vigtigst: At råbe rasende efter baglygterne på smadret punto og nænsomt lægge død kat i en kasse med et håndklæde i bunden, så børn ikke skulle se den når de gik til skolebussen i morges, eller at rette sidernes rækkefølge i et indscannet dokument.

Hele dagen har jeg trawlet rundt for at holde kunder glade. Skrevet kontrakter, arrangeret kundemøder, sendt cv og været apatisk.
Jeg fik også en opsigelse mere, så 2 trediedele af mine udviklere nu forsvinder. Gode mennesker. Gode kolleger. Godt for dem.  Jeg burde være rystet over ikke at kunne levere til kunderne fra den 1. december.
Jeg drak en kop kaffe og snakkede med opsigeren om at han skulle holde jul på en dykkerbåd.

Min far er opereret for en cyste i halsen, har fået en indsprøjtning i øjet så han forhåbentlig kan se stregerne på tommestokken igen, Linda skal holde sig i ro i en måned, Karina har mere ondt nu end før operationen og tyrkere i smadrede punto'er kører stadigvæk hurtigt. Min hund vil ikke af med mig om morgenen.

I morgen er der salgsmøde og mellemledermøde med ham, der ville stirre mig i stykker, hvis det ikke havde været et telefonmøde. Jeg burde forberede mig til tænderne.

Jeg hækler et monster til et af menneskebørnene.

søndag den 24. oktober 2010

I'm going down to Alfabet alfamale street

Jeg beklager stilheden de seneste dage: Jeg har tilbragt en forlænget weekend i et sommerhus uden netadgang og uden Prince. Og jeg er stadig i chok. Både over at skulle undvære begge dele og over stilheden og... fordi jeg har brugt fredag, lørdag og idag (og sikkert også de næste mange år) på at ruge over det, jeg fik at vide i torsdags.

Det er svært at få hul på at skrive om, for det skal ikke lyde som tuderi. I virkeligheden er det nok bare et positivt skub i retning af den hundepension, jeg skulle have istedet for et job i alfahan-verden.

For nogle år siden blev jeg fyret fra et job, som jeg rent ud sagt heller ikke passede særligt godt. Årsagen var, at jeg var fejlplaceret og skulle løse opgaver, som kræver ret meget systematik og detaljebevidsthed. Det er ikke der, jeg excellerer, for nu at sige det mildt. Jeg arbejder bedst uden opskrift og jeg fungerer ikke med tæsk, men bruger udelukkende kærlig støtte som drivmiddel.

En anden årsag var, at jeg var stresset helt ud på alle fronter og ikke var i stand til at fokusere eller få noget arbejde påbegyndt, gennemført eller afsluttet.

I torsdags fik jeg at vide, at  det bliver brugt meget tid på at skærme mig mod en person i mit firmas ledelse. Af en eller anden grund har vedkommende set sig vred på mig og jeg kan i hans øjne ikke gøre noget som helst rigtigt, selv når jeg gør det rigtigt.
Uanset hvad jeg gør for tiden, får det vedkommende helt op i det røde felt og han taler om irettesættelse af mig.

Diskussionen foregår mellem ledelsen. Ikke en lyd er kommet til mig, før i torsdags.

Jeg er salgsansvarlig og blev for et halvt år siden udnævnt - af ledelsen - til at lede et team. Og begge roller er nye for mig (som sædvanlig vil jeg meget hellere roses end kritiseres, hellere succes end luskebukseri, der i virkeligheden bare er alfahanners måde at være tøseangste).
Jeg har ingen anelse om, hvad jeg har gjort for at hans missilier skulle låses mod mig som mål.

Jeg ved godt, hvad jeg kan gøre bedre.
Men nu ved jeg, at jeg ikke kan gøre noget godt nok og at jeg er under konstant overvågning. Jeg kan godt flyve under radar, men jeg gør vold mod mig selv når jeg ikke kan følge min intuition og fokusere på mit team, men er tvunget til for enhver pris at sige bestemte ting til møderne, mens jeg må og skal holde kæft med andre, samtidig med at jeg lige skal vende et post-finanskrise marked og få 10 store firmaer til at lægge ordrer hos mig. Nu.

Jeg får flashbacks til dengang. Og jeg er begyndt at se mig om efter andre jobs, selvom jeg er glad for mine opgaver.

Desværre er jeg ikke maskulin nok til at være ligeglad og lade alfahannen være tøs. Jeg tager det til mig og jeg er ... mere rystet end jeg vil indrømme. For tænk nu, hvis jeg aldrig kan gøre noget godt nok.

Beklager, at det ikke er et indlæg om den nat, jeg funkede med Prince.

torsdag den 21. oktober 2010

Funkmaster-sehnsucht must be obeyed

Lady Gaga...
Jeg under enhver at have været til koncert med hende og jeg kan høre, at hun har været alle pengene værd. Egentlig er jeg ikke så ked af at jeg ikke var med selv. Da billetterne blev sat til salg havde jeg lige været til U2-koncert og selv nu, hvor alle har haft den fedeste aften, synes jeg ikke der gik noget af mig, fordi jeg sad hjemme og hæklede babylegetøj igår. Hun er sikkert god, men hun har ikke helt fanget mig.

Men Prince...
Den lilla prins graver et større og større behov for at være der når han spiller live og battler bas-Ida, for Prince er tonen fra hele min ungdom. Jeg tror jeg er indehaver af en rimeligt anseelig del af alle hans udgivelser og synes stadig at Dirty Mind er soundtracket til mit liv.

Også af andre grunde end den indlysende varedeklaration, der lige så tydeligt kunne definere bestyrelseslokalet.

Jeg har ellers besluttet at jeg ikke har råd. Jeg har besluttet, at jeg ikke gider at stå lige bag ved ham den høje med rygsækken og jeg gider ikke se på flere Herning-trunter, der bare står ubevægelige med tasken på skrå, så remmen splitter barmen. Men lige nu, ikke?

Han kastede sin guitar ud til publikum i Forum i aftes for crying out loud.

Han er Prince og jeg kommer så meget til enten at købe en billet eller begrave mig i afsavnets smerte, pine mig selv med gennemlytning af hele den lille mesters værk - og ende med at stå i Herning alligevel.

søndag den 17. oktober 2010

Død ved hindbærroulade

P3's ugen uundgåelige. Det skal jeg lige love for. Uanset hvad jeg gør, så kan jeg ikke slippe for at høre på Peter Sommer, som jeg fandeme ikke holder mere af, selvom han har fået et lift af Simon Kvam.

Jeg kan godt lide musikken, men det er fordi det lyder så meget af Nephew som det gør.
Det, jeg hader på jegkylerradioenudafvinduet-måden er Peter Sommers stemme og så den tekst, der lægger sig om mine hjerneceller og lige så langsomt kvæler dem med noget som minder om klæg hindbærroulade fra tanken.

For mig dur det ikke at have god musik, hvis teksten er rådden.

Jeg har ikke lyst til at døøøøøøø.
Nå.

Det kan godt være, at De eneste To ikke har lyst til at dø, men det får jeg, når jeg skal lytte til den stemme, der kun med nød og næppe holder sig fra de falske toner, mens han badeværelsesmesser.
Jeg vil vædde den sidste rest af god musiksmag på at han har fået at vide at 'det nok er bedst hvis du bare holder dig til en tone. Det virker... mere cool, lissom', mens ingen har haft nerve til at fortælle ham, at det er mere specielt end det er godt uden på nogen måde at være andet end ynkelige vokalforsøg.

Hvem er det også, der har bestemt at man er musiker fordi man skal spille 3 akkorder? Eller at man er berømt bare fordi man har haft sex for åben skærm på Paradise Hotel? Hvor er kvalitetsbevidstheden henne? Eller bare bevidstheden for den sags skyld.
Se mig, hør mig... jeg vil hellere dø.

Jeg afviser ikke, at jeg er blevet gammel på Gintberg-måden (høje hyl), men jeg synes at der er en udtalt mangel på gode tekster i de danske kunstneres værker nutildags. (Kan i høre det? gammel...)
Bevares... det virker da på mig, når der synges at 'jeg har lyst til at skære mit hjerte ud til min datter og fortælle dem der ikke vil have børn at de ikke fatter... en skid', men det er skitte den højspændte poesi eller sprogligt håndværk, der rammer, men selve det, at det slår en streng an i min helt egen livssituation lige nu, på samme måde som de unge mødre eller Hjemmet kan gøre det.

Hindbærroulade i vacuumpak, siger jeg jo.

Det er kun en cm fra at være lige så møgdårligt som Medina og Sys Bjerre, der også river en side ud af dagbogen og sætter musik til det. I dont get it.
Og hvad med Volbeat? Fed musik, kæmpe energi, stor succes i hele verden og slikhår. Men sangeren kan jo ikke synge engelsk. Teksterne giver ingen mening. Sætningerne hænger knapt nok sammen. Hvad sker der med det?

Og så siger jeg det lige igen: Jeg kan ikke lide gøglere, facere, klovne, Peter Sommer og 7-klassestekster i radioen. Jeg nærer en fuldstændigt ligestillet afsky for al skabagtig, prætentiøs og påtrængende eksemplificering af fordummende lavkultur.

Blev der sagt.

torsdag den 14. oktober 2010

... Men han blærede sig lidt alligevel

Ved siden af at være fuldtidsjobber og fitnessinstruktør er jeg også massør. Det værste der kan ske for en massør som mig er at få en skade, for så skal man på jagt efter en massør, som man ikke ligger og evaluerer, mens man bliver behandlet.

En stor del af min uddannelse som massør har fokuseret på, hvordan man omgås patienterne. Hvordan man opretholder en professionel stemning og en professionel distance, så patienten kan føle sig tryg og ikke skal bruge kræfter på at ligge og tænke på om massøren vil krydse blufærdighedsgrænsen.

Når man samler på gode historier, som jeg gør, så er der også gode sider ved at have en skade, så man er nødt til at møde andre massører.

Ham, der behandler min rådne zombieskulder, kunne nemlig fortælle, hvordan en kvinde var gået lidt længere end bare at smile og blinke til massøren. Hun havde sendt en sms til ham om, at hun forventede særbehandling, når hun kom næste gang (hint hint) Og det kostede vel ikke ekstra?

Kvinden er 48 og mor til en datter, som blev sendt afsted til vor massør for at prøvekøre, afhøre og spille giftekniv. Det foregik ved at presse massøren op i et hjørne med brysterne, mens hun betroede ham at han var det store samtaleemne ved middagsbordet derhjemme og at hun nu godt kunne se, hvad moderen så i ham.

Jeg kan afsløre, at han ikke var stolt af situationen. 

tirsdag den 12. oktober 2010

Om stress og udstyrs-lykke. ish.

I Indien er vejene røvdårlige og fyldt med hellige køer og lort. Folk har ingen penge, ingen biler og rigtigt dårlige tænder. Men de smiler med de dårlige tænder.
De accepterer, bøjer af og finder en vej.

I Danmark er det en naturlov, at vejene bliver vedligeholdt. Der er uddannelse og sund mad, der er velstand og muligheder, der er kloakering.
Og vi har det ikke godt.

Alle dem, der ikke er pressede, stressede eller slæber rundt på et problem, de gerne vil have en løsning på lige nu, rækker hånden op.
(Hvis der er nogen derude, der rækker hånden op nu vil jeg være overrasket).

Der er så mange omkring mig, der enten har sure svigermødre, de gerne vil have til at holde kæft og opføre sig anstændigt, eller har for meget om ørerne, for dårlige chefer eller for store forventninger presset lige op i masken.
For slet ikke at nævne alle dem, der har fornemmelsen af, at de slet slet ikke er gode nok.

Fælles for os alle sammen er, at vi prøver at fikse det. Vi prøver hårdere med de samme metoder og nægter at indse, at der er kræfter, der er større end vores. Vi kan ikke ændre på at chefen er røvdårlig. Vi kan ikke lave om på svigermor. Vi kan ikke få sygdom til at skride, når den først er flyttet ind.

Jeg siger ikke, at det er godt i Indien. Egentlig skulle de tage at få bare lidt mere styr på stumperne og få lortet væk fra gaderne. Men jeg mener bestemt heller ikke, at vi løser vores udfordringer godt i Danmark, hvor det ville give langt flere et lavere stressniveau, hvis udgangspunktet var at acceptere tingenes tilstand.

Måske ville andre løsninger dukke frem hvis 'det SKAL bare ikke være sådan' blev fjernet fra synsfeltet.

Jeg var lige ved at inhalere den store Buddha-figur på meditationskurset, som netop handlede om at få ro i hovedet og tankestormen til at lægge sig, da min sidekvinde udtalte: Når min mand holder op med at have ondt i ryggen bliver jeg glad. (hun havde fortalt at han var førtidspensioneret pga ryggen. red.). Og så skal jeg også gøre noget ved det meditation. 

Hun var iklædt fuldt yoga-ornat, bedebønner, helligt udtryk i øjnene, økologisk hør og mantra-kit. Nyligt indkøbt.

lørdag den 9. oktober 2010

I bilen er tiden din egen

Det var rigtigt nok. Jeg havde fået en badebillet til meditationskursus idag med Henning Daverne.
Der er et par gode historier i selve kursusdagen, men dem vil jeg gemme lidt. Istedet vil jeg lige nu, hvor jeg er kommet hjem til Århus igen, fortælle om det, jeg også vandt:

6 timer alene i en bil. 3 af dem i solnedgang og mørke.

Jeg tror ikke kun, turen var tiltrængt, fordi der er store tanker og endnu større udfordringer i mit liv lige nu. Grundlæggende har jeg brug for et roadtrip ganz allein fra tid til anden. Jeg ville få det dårligt, hvis jeg ikke kan tage en hjemmearbejdsdag eller få mulighed for at være alene hjemme, men jeg har et helt specifikt behov for at køre bil. Alene.

Dvs... Mig og Tina D tog turen hjem sammen. Hvis en af jer sidder et sted på Fyn og undrer jer over, hvad det var for en lyd, der blev trukket lang i luften for et par timer siden, så var det mig og Tina i højlydt duet inde i en blikkasse i alt for høj fart.

Tina er til at stole på, for hun har skrevet alle sangene om mit liv og når hun så spiller dem for mig i Swiften, så er hun heller ikke den, der sladrer om tårerne og de meget høje og sikkert falske toner.

Inde i bilen, hvor ingen kigger og ingen svarer igen, får hun og jeg lige sagt de ting, der burde være sagt til andre. Hovedsagen er, at de er sunget ud.
Nu hænger de jævnt fordelt som tøj på en meget lang tørresnor langs motorvejen mellem København og Århus.

Husk lige at dukke jer lidt, hvis i ikke vil have en gang klæbrig Glow lige i fjæset, når i er i vindretningen og ... må jeg have lov til at advare om at inhalere de tankebilleder, der er vævet ind i sætninger som 'a leftover dream I should have outgrown, 'strong man, strong arms' og 'shame, i dont feel no shame'.

Jeg kan blive nødt til at slå jer ihjel for at sikre evig tavshed omkring lige netop de minder.

Det står ikke til debat at det er mig, Tina Dickow skriver om.  Der findes andre, mere almindelige mennesker, der synes, at deres liv minder om mit, så de også kan næres ved de samme tekster.  Den slags kopister er der 12 på dusinet af. Tsk tsk.

Inde i min bil er det mine sange. Og min tid.

torsdag den 7. oktober 2010

Tillykke, du har vundet

Katja har sendt dig en besked på facebook, stod der i min inbox. Jeg kender ikke nogen Katja.

Tillykke, jeg skulle hilse fra Henning og sige, at han giver dig en gratis deltagelse på sit meditationskursus på lørdag. Du skal bare hurtigst muligt besvare denne mail.
Jeg tænkte på, hvilken fælde jeg nu ville gå i. Tænkte på de mængder af nyhedsbreve jeg ville få, hvis jeg svarede, og på at læse det med småt, for det måtte være noget holistisk, langhåret snyd.

Men jeg vil gerne på det kursus. Selvom det er i København og selvom det er på den lørdag, hvor kæresten har planlagt at hænge ud med drengene, så han ikke kan passe hunden og selvom han siger, at han ikke kan lave det om.

Jeg vil gerne tro på, at jeg har vundet, for det kunne jeg for helvede godt have brug for. Både at vinde og at komme på meditationskursus.

Men det er garanteret bare noget langhåret snyd og jeg gider i virkeligheden ikke at køre til København to dage i træk. Passer mig i virkeligheden rigtigt dårligt. Kom nu, kom nu, kom nu. Skriv Katja!

tirsdag den 5. oktober 2010

Er der nogen, der skal have et fælleshus med?

Udfordringen som blogger er at få øje på de situationer, der er velegnede til blog, midt i alt det andet rod. Det gælder om at fiske kammerjunkerne fri fra det ligegyldige kærnemælksfyld.

En god blog bør være en slags si, der lige af-kærnemælkificerer det, der er vigtigt.

Den næste store plan, der ligger tilbage i min si ville ikke være opstået, hvis den ikke havde ligget og vokset sig stor, potent og tiltalende i en kærnemælkssuppe af ynk, klynk, sygdom og alt for meget om ørerne. Det er ikke kun min plan, skal jeg skynde mig at sige. Det er ikke kun mig, der trænger. Vi er mange...

Mine damer, jeg beder jer om at bevare roen. Vi taler stadig om Planen. Ikke om maskuline kønsdele.  (DET kunne vi ellers godt, i et andet afsnit)

I mange år har der været tale om at etablere et olle-kolle.
Et sted, hvor man kan have sit eget lille rækkehus og samtidig bo tæt på dem, der har rødvin, kaffe og er gode for et grin.
Planen er blevet fremrykket, for det er tydeligt for enhver, at der er mange, der godt kunne bruge lidt god gammeldags støtte og et sted at være med udfordringer og æren i behold uden at risikere at drukne i ynkelighedssovsen. 

K kunne mose rundt med sin rollator og give tips til træning, kost og smukke negle, Linda kunne have alle Antons tanter m/k lige ved hånden, når der skal trænes, Lasse kunne have en legekammerat til Vaps (så han selv kan løbe videre som en anden meeep meeep-fugl) og jeg, jeg kunne have nogen at bage til og nogen, der gider at komme med cola når jeg selv er syg. Det er jeg nu og der er nældens rod. Ynk, blev der sagt.

Jeg henter salgsopstillinger på diverse kolle-egnede bygningerskomplekser.  Forelægger dem for tanterne så snart jeg holder op med at lyde som et gammelt rullegardin når jeg trækker vejret.

søndag den 3. oktober 2010

Det endelige bevis på at spelt desillusionerer

Jeg husker en gang, hvor alt jeg sukkede efter i livet var en kæreste.  Jeg var villig til at se gennem fingre med lange arbejdstider, manglende evne til at slå brættet ned og andre særheder.

Alt sammen for at slippe for søndagene alene.

De var sindssygt langsommelige dengang, søndagene. Jeg følte mig alene og var pinligt berørt over, at jeg ikke bare kunne sidde i min sofa og læse en bog på den intelligente, Bo-Bedre-afstemte måde, med en latte klædeligt placeret inden for rækkevidde.

Jeg var for rastløs og det endte altid med at jeg havde fjernsynet kørende non-stop mens jeg stirrede på telefonen for at få den til at sende sms'er med underholdning.

Efter 5 år i et forhold, 4 af dem som samboende, har alene-søndage fået kultstatus. Det er en fest og jeg kan slet ikke begynde at forklare, hvor meget jeg nyder at have kæresten langt udenfor min sfære.

Misforstå mig ikke.
Jeg kan godt lide at være i et forhold, jeg kan godt lide at have en at blive irriteret på og jeg kan godt lide alt det positive, der uvægerligt følger med at være i et forhold og jeg kan godt lide ham, ikke mindst, men... hold nu kæft, hvor er det en lettelse, når han spørger om jeg er OK med at han tager til den lokale udgave af Oktoberfesten hele lørdag.

Jeg skal seriøst prøve at lade være med at flække fra øre til øre i et kæmpe jubelsmil, mens jeg forsikrer ham om, at det selvfølgelig er helt i orden. Og imens hopper hele bestyrelsen inde i mit hovede, for Oktoberfest hele lørdag?

Det betyder ikke bare en lørdag alene, det betyder næsten 2 dage alene, for der er dømt seriøse tømmermænd kombineret med taknemmelighed fra hans side og det betyder så igen, at han godt ved, at det er hans tur til at købe ind i Bilka og at han ikke kan slippe for at tage bare en smule del i driften, når han nu har været fritaget hele lørdag.  Hvad han ikke ved er, at der er jubilæum i Bilka: Det tager en halv dag at købe ind og efterfølgende fosterstilling i sofaen i timevis er nødvendig. 

Det betyder friweekend!

Efter 5 år i forhold, kunne man forestille sig, at jeg ville gøre alt det, der minder om det optimale singleliv: Sms'e til Gud og hvermand, springe fra cafe-aftale til cafe-aftale, tage det pæne undertøj på og bare nyde at der ikke er nogen i nærheden der hælder dårlige vaner ud over mig, fordi alle er til pænt brug og anstrenger sig for at være omgængelige.
Eller man kunne forestille sig, at jeg ville nyde en bog i sofaen på den afslappede måde.

Ikke hos mig.
Jeg har læst 1,5 side bog inden jeg faldt i søvn på sofaen. Jeg har hæklet babytæppe foran skod-tv og gået rundt i Grimme-behagelige bukser. Pretty much ligesom i gamle dage.

I løbet af årene har fået en hobby. Også kaldet en fridags-perversitet: Jeg har gang i dej til 4 forskellige brød (et af dem er med kartoffel-surdej OG økospelt, eat my shorts), jeg har tørklæde om håret og mel på bukserne, tungen i mundvigen og udøver fri-dans med grydeske. Bestyrelsen har ansat en kantinedame, goddammit.

Mon ikke det er med mine alene-søndage som med alt muligt andet: Jeg er  blevet normal-blind og vil have det, jeg ikke har.  Det er ikke sjovt, hvis det er normalen at være alene hver søndag, men ekstraordinære søndage er... ekstraordinære og alt for korte.

fredag den 1. oktober 2010

Feje fredag eller 'lesbiske er ikke sensationelle'

Fredag er for mig den dag, jeg punkterer. Jeg ved, at jeg falder i søvn inden vild med dans, hvis jeg drikker en fredagsøl på arbejdet . Fredage er sofadage i grimt, varmt tøj og humør, der heller ikke er til pænt brug og det taler sit eget tydelige sprog, at vild med dans er hele formålet med fredage. Det er nu officielt at jeg er blevet for gammel.

Idag er alle fredages fredag, for oven i det hele har det været faktureringsdag og jeg har ondt i halsen, mega ondt af mig selv og tilmed, oveni hele den nød og elendighed, ynk, klynk og klage, måtte hende den lækre sjove ikke være med i vild med dans mere.

Jeg er helt sikker på at hun røg ud fordi der bare ikke er særligt mange sensationer og sladderartikler i lesbiske.

Se bare Anne Linnet. Hun har fået barn med en kvinde, der er jævnaldrende med hendes egen datter og hun har ikke set nogen forsider på grund af det. 50 anslag og et gammelt billede var hvad det kunne blive til.

Så sjov, smuk, lesbisk dansetrold måtte ud mens Skattekristian danser videre. Og så skrider jeg altså i seng på Maude-måden. Med mine egne konklusioner.

onsdag den 29. september 2010

Politisk korrekt-fan? Kom lige igen i morgen, så...

Det er slet ikke så slemt, sagde jeg til hende efter at hun havde sagt, at hun overvejede at flytte til mit kvarter, men havde opgivet tanken igen. Hun syntes simpelthen at der var alt for mange indvandrere, da hun var ude og kigge på området.

Det er ikke så slemt, gentog jeg for en sikkerheds skyld. Og vist mest for min egen skyld. Der er ikke mange tyrkiske familier her (set i forhold til Gellerupparken) og de er godt integrerede (2 af dem).

Faktum er, at jeg også synes her er for mange tyrkere, her i mit unge-børnefamilie-paradis. Der er langt flere danske, velstillede, velfungerende børnefamilier end der er tyrkiske familier i det hele taget. Vi er 493 husstande og 20 af dem er tyrkiske.  De er meget synlige.

Jeg ved godt, at jeg ikke er politisk korrekt, når jeg skriver dette her og jeg vil med det samme sige, at det heller ikke er min ambition at være det. This is stating the obvious.

De tørklæder, der skulle sløre kvindeligheden og skærme for mandeøjne, tiltrækker opmærksomhed.

Børnene løber selv rundt på trafikkerede veje og flytter sig ikke nødvendigvis for bilerne. Deres forældre er ikke i nærheden. Det, der gør det synligt er, at børnene har en anden døgnrytme end deres danske jævnaldrende og derfor kan de huje rundt til klokken 22.30 på hverdage. Også min to-årige nabo.

Der er mange biler, hvor tyrkerne bor. Og der er mange gæster, der kommer kørende i biler. Biler i tomgang og biler der er parkeret uden hensyn til andres matrikelgrænser eller mulighed for at færdes.

De tyrkiske beboere i mit kvarter færdes altid i flok. Kvindeflokken, børneflokken, gruppen af unge mænd og troppen af ældre herrer. Det er deres kultur. Det er desværre også det, der gør, at potentielle huskøbere kører igen og synes, her er for mange indvandrere.

Det er ikke så slemt, gentog jeg lige for en sikkerheds skyld og forsøgte at holde fokus på min gode have, det unge kvarter og mit hus, som er helt perfekt til mig.
Fik hverken overbevist hende eller mig selv.

mandag den 27. september 2010

Jeg skal da haaaa!

Om lidt vil man kunne se mig luske langs en mur og bevæge mig mod strømmen. Jeg ved godt, at jeg er i overhængende fare for at blive straffet, løftet fingre af og ikke mindst blive udsat for.... oh gisp... hønserøvsmunde.

Det er upolitisk og det er overhovedet ikke korrekt, men jeg trænger.

Min krop er skummetmælksblå - og her taler jeg ikke om den økologiske skummetmælk, men den sølle af slagsen - og min ansigtshud er så bleg at den nærmest rækker enhver rød plet frem mod beskueren i bare afmagt. En afmagt, der kun forstærkes af, at det snart er mørkt når jeg ikke sidder i arkitektlampens skær.

Jeg gør det altså. Indløser to syndige solpoletter og tillader mig selv 16 solrige minutter.  Ta den, hellige køer. Der blev sagt 2!

lørdag den 25. september 2010

Samtale fremmer forståelsen eller ' Hun kaldte ham kun halvabe bag hans ryg'

Jeg tror, jeg har sart.
Ikke Sars. Jeg tror, jeg lider af den tilstand, der hedder sart: Tiltalesart, sprogsart.

I gamle dage, da jeg var lille, fik jeg at vide, at man skulle tale pænt og ikke råbe. Ikke bande og sige pænt tak for mad. Hvis man ville opnå noget skulle man bede pænt og høfligt om det og bestemt ikke beordre mor til at komme med et glas mælk. Klynk hjalp heller ikke.

Jeg husker tydeligt den lørdag formiddag, hvor jeg havde forsøgt at lukke den hårdt pakkede stofkuffert og revet neglen på min tommelfinger af, fordi lynlåsen gik i stykker og hægtede sig fast i neglen.  Nær besvimet af smerte, fik jeg at vide, at jeg godt kunne sige pænt goddag til min stedfar, der var trådt ind i rummet.

Efter at min veninde havde fået to opkald fra sin chef, der var fomuleret som et verbalt knytnæveslag har hun også måttet erkende, at hun heller ikke ikke kan tåle det.
Hun måtte fortælle ham, at det ikke bare går ud over hendes aften og dyrebare nattesøvn, fordi hun både bliver ekstremt rasende og bange for at miste sit job. Det går også ud over hendes motivation.

Hans respons? Han skulle nok prøve, men han kunne ikke love noget. Sådan var han bare. Hvis han blev sur over noget, ville han have lov til at kalde hende en klaphat.

Jeg er ikke afvisende for at det hjælper på et samarbejde med klar tale og ærlighed, men... klaphat?


fredag den 24. september 2010

Guddommelig humor

Var der noget med at Skt Peter vogter porten til himmerige? Udenfor Skt Peters basilika har en kunstner ventet på at solen kunne skinne på hans helt personlige fortolkning af ... vejen til perleporten.

onsdag den 22. september 2010

På tur med legomanden

En af grundene til at jeg kan lide at køre i tog er, at der er andre mennesker at kigge på og der er masser af tid at gøre det i.

Mange mennesker afslører deres sjovheder lige med det samme, andre har brug for at sidde helt ubemærket indtil Odense for så at gå amok i højlydte telefonsamtaler med muse-pusse-stemme med kæresten og chipsposer, som de fortærer, som om de var helt alene hjemme. Inklusiv det fine træk med at tørre fingrene af i bukserne.

Denne gang var så afgjort en bonusgang, for manden, der slog sig ned overfor mig, fik det til at klø i mine fingre for at tegne ham.
Hans hovede var kuglerundt. Bowlingkugle-rundt. Der var maskinklip over hele fladen og jeg blev nødt til at inhalere en hel rulle Mentos på en gang for ikke at komme til at fnise ved tanken om, hvordan han studsede den knold. Trimmer, tjek. Og så bare rundt om jorden. Rundt. Hår og skæg lige langt, øjenbryn matcher. Tjek.

Der var lige en halv liter cola, en karrygul fleecejakke med fyldte lommer, der gjorde hans krop firkantet og så et lille Vmax-blad til at fuldende billedet.

Mine særheder? De afslører sig lige med det samme. Det er mig, der altid kæmper med alt muligt udstyr, headphones, bøger og hækletøj i kampen for at finde den lader til iPhone, som jeg alligevel altid har glemt, nede på bunden af min dametaske af mærket The great Abyss. Næste kapitel er en tro kopi af den første, nu har jeg bare kæmpet mig varm og leder nu istedet efter kablet mellem iPhone og computer, som så må agere strømkilde. Nå ja... og så mentos ud over det hele.

tirsdag den 21. september 2010

Take a chance on me

Nye venskaber er dyrebare.
De er desværre også sjældne.

Jobs og fritidsinteresser giver mulighed for en mængde nye bekendtskaber, men konvertingen til venskaber er vanskelig, i bund og grund er det nok fordi vi ikke rigtigt tør lukke nye mennesker ind bag facaderne, ind til alt det, der skal nås og hverdagen, der kun bliver holdt sammen af nød og næppe.

Det skal jo helst se pænt ud, når der kommer folk, forstås, og der skal også gerne være et overskud at byde på, mener vi. Som om det er antallet af hundedyre cafelatter, der bestemmer det.

Det er svært at etablere et venskab, når der først skal bygges en bro mellem to kalenderstyrede liv og især hvis man skal nå at lægge makeup først.
Og så har jeg slet ikke nævnt utrygheden i at indgå i endnu en relation, hvor man både skal give og tage. Den slags bliver heller ikke lettere med alderen, selvom vi er nogle, der burde have haft masser af tid at øve os i.

Igår skrev jeg en mail. Faktisk skrev den næsten sig selv, mens mit hjerte sad helt oppe i halsen, for det jeg ville var at række ud til et vanvittigt sejt menneske og tilbyde min hjælp og en kop relation.

Jeg forventede ikke andet end et pænt tak med en efterfølgende beklagelse om, at det hele var uoverskueligt lige nu - og det havde lige i den situation været fuldstændigt fair og på sin plads. Den kalender jeg bejlede til er mere end fyldt op med igtigere ting end mig og jeg kunne godt have levet med, at jeg ihvertfald fik sagt det, mit hjerte var fuldt af.

Og så fik jeg bare verdens bedste mail tilbage. En mail, som hamrede en pæl igennem al den stolthed, jeg lige har brugt blog-plads på at beskrive og en favn så åben at jeg øjeblikkeligt begyndte at tude af glæde.
Hvad fanden skal man også med blankpolerede facader, når den kraft, der ligger bag, alligevel ikke kan holdes tilbage.

mandag den 23. august 2010

og så taler vi ikke mere om børn

Jeg vil måske alligevel gerne have børn.
Det troede jeg ikke at jeg ville, for jeg er glad for mit liv, min frihed og min ret til at falde i staver når jeg trænger.
Desuden har mit biologiske ur på ingen måde været anmasende.

Men altså. Jeg havde alle symptomerne: Brækkede mig ved lugten af mælkeprodukter, uanset om de var for gamle eller presset til feta og syntes i øvrigt at alting lugtede mærkeligt. Kaffe smagte dårligt (Det fik øjnene hevet op på kæresten, for kaffe er min krykke og det første jeg griber efter på jobbet) og jeg havde de der smerter allernederst i maven.

Da jeg lækkede så meget blod, at man skulle tro, jeg var sponseret af Libresse, blev jeg så skuffet at det kom bag på mig selv. Jeg havde vist håbet lidt mere end jeg ville indrømme, selvom der ikke var tænkt på noget som helst praktisk og barsel på mit arbejde er en farce.

Som jeg sad der med trusserne om læggene måtte jeg indrømme det for mig selv. Jeg vil gerne være gravid.
Ved ikke helt med det at være mor, altså.