torsdag den 30. juni 2011

Tak, fremmede

På vej til fødselsforberedelse gik vi gennem en p-kælder i det indre Århus. Den, der altid lugter af abegrotte lige inden for indgangen og den, der ligger lige under den ene del af mit fitnesscenter.

På vej forbi rækkerne af biler og p-automater, lyder det pludselig: Hvor er den flot! og jeg kigger efter stemmen.
Smukkeste lyshårede stykke femininum står ved siden af sin bil og kommenterer min mave. Det var mig, hun snakkede til. Mig!

Du læser sikkert ikke min blog, fremmede, men du reddede min dag og mere til. Der er noget helt særligt over at få ros af mennesker, der selv er lækre og har flot hår.
Tak.

onsdag den 29. juni 2011

Ode til min mor

I forgårs fandt jeg mig selv stortudende med en tændt støvsuger ved fødderne og en vilje låst fast på at støvsuge færdig, selvom jeg ikke kunne.
Jeg kan ikke støvsuge mere, heller ikke selvom jeg støvsuger sidelæns og har noget at læne mig op ad samtidig. Det gør herrenas i bækkenet og smerte der gemmer jeg helst til en anden dag.

Jeg har aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle tude over IKKE at kunne støvsuge.

Her til morgen gik jeg tur med hunden i fin stil. For så at kravle tilbage i seng og sove 3 timer mere med savl og det hele af bare udmattelse.
Og så ringede min mor og spurgte om hun ikke lige skulle kigge forbi idag med noget, hun havde syet.
Jeg skulle alligevel ikke noget og idag kunne være lige så god som i morgen. Desuden fik jeg en undskyldning for at købe jordbærkage.

Min mor kom med roser fra haven.
Hjemmelavet kreation til at hænge ved siden af puslepuden som er noget nær genial. Versatil, nærmest. Og 14 danskvand, så jeg kan klare mig til hun kommer tilbage fra Tyskland med friske forsyninger. Altså... hvis man ikke forstår hvad danskvand på dåse betyder, så er det ok.
For mig er det noget nær den ultimative kærlighedserklæring for tiden.

Min mor spiste lige så meget jordbærkage som mig. Det sætter jeg pris på. En jordbærtærte til deling er lige tilpas.

Min mor er et fremragende bekendtskab. Også nu. Hvem skulle jeg ellers spørge, om tisselærred skal under eller over lagenet i en barnevognslift. Hvem skulle ellers fortælle mig, at der er noget, der hedder tisselærred?

Jeg fik lov til at at lave aftensmad til hende. Men så havde hun også lige sørget for at støvsuge hele huset, gå tur med hunden, rose mig for min fysiske form (selvom mine hænder er stive og jeg ikke kunne overhale en snegl på valium lige nu) og sige, at hun tror jeg bliver en fremragende mor, der kun vil være hys på nogle helt specifikke punkter.

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende.

mandag den 27. juni 2011

Bland dig. Hvad der videre skete

Sidste gang, jeg skrev om min nabo og mine egne overvejelser i forbindelse med at blande mig i deres liv, havde jeg været inde at banke på, hørt om det hele fra hestens mund og var stadig i tvivl om jeg skulle kontakte kommunen. 

Børnene blev mindre synlige. Men de er stadig uden opsyn - bare et andet sted, lader det til. Naboens familie og veninder har haft lidt andre aktiviteter den seneste måneds tid.

Min sundhedsplejerske ringede inden hun skulle på før-fødselsbesøg hos os. Et sted i samtalen fangede jeg, at hun ved, hvem min nabo er og jeg fik spurgt så meget ind til det bekendtskab, som jeg kunne for respekten for naboen og for hendes tavshedspligt. Hun var pludselig meget interesseret og begyndte at stille lige så mange spørgsmål den anden vej, mens hun på intet tidspunkt svigtede sin egen tavshedspligt.  Hun ville gerne høre nærmere om alt det, jeg oplever.

Det fortalte jeg så om, da hun udvidede sit besøg hos os og hun bad om lov til at give informationerne videre til forvaltningen. Hun kunne ikke skjule sin bekymring.

Dagen efter ringede hun tilbage og sagde, at hun nu havde talt med store bogstaver overfor de ansvarlige og sagt, at de ikke længere kunne lade være med at reagere. De har før fået anmeldelser på familien, der har før været skærpet opmærksomhed, men forvaltningen er lagt ned af alt for mange sager og udskiftninger i staben og bla bla bla...

Sundhedsplejersken ringede samme dag, som faderen blev kendt skyldig i Brønderslevsagen.

Mine genboer og jeg mødes af og til på vejen, de to andre med helt små børn, så der bliver snakket om skæve  bryster og grinet af uld-ammeindlæg. Og så om naboen.
Den ene har fundet ud af, at vi faktisk har anmeldelsespligt. Såååå...

Den anden kunne fortælle om en episode for et års tid siden, hvor hun fra sit vindue havde frit udsyn til naboens køkken. Genboen havde en veninde på besøg og veninden udbrød pludselig: NÅ! Der fik hun lige en på hovedet. 
Naboens mand havde stukket hende en knytnæve lige i ansigtet.
Naboen havde signaleret til ham, at genboen kunne se det og lyset blev slukket.

Dagen efter kunne naboen så fortælle min bekymrede genbo, at det var noget, der tit skete og at han havde taget kvælertag på hende efter at lyset var blevet slukket.

Så.
Jeg er ikke så meget i tvivl mere. Jeg kan bare ikke anmelde at hun får bank, for det har jeg ikke set selv.
Men jeg er meget, meget i tvivl om kommunen kan hjælpe. Og om de sætter det rigtige skyts ind. Hun er skidebange for at miste sine børn og hun vil heller ikke selv gøre noget aktivt, er jeg sikker på.

søndag den 26. juni 2011

Noget om ar efter mænd. Og knallerter

Det er langt fra alle de mænd, jeg har kendt, der har begavet mig med fysiske minder. En del har foræret mig nogle mentale ar og en enkelt har forsøgt at sætte et blivende aftryk af en knyttet næve i mit ansigt. Det forsvandt igen lige så hurtigt som jeg kom ud af døren og det kom ikke tilbage igen. Det gjorde jeg heller ikke.

Jeg har selv påført mig et par brandsår i tidens løb. Det seneste, da jeg rakte ind over elkedlen den dag jeg havde Rasmus uhuh Seebach på hjernen. Men aldrig med vilje, kun af klodsethed og altid i sammenhænge, hvor jeg har kunnet give andre skylden, som nu med Rasmus Seebach. Det var hans skyld.

Selvom jeg har overvejet tatovering og har valgt en anden slags kropsudsmykning, har branding aldrig rigtigt sagt mig noget. Sikkert fordi jeg synes det vil være lidt dumt at betale andre for at lave det, som andre kalder selvbeskadigelse.

Jeg er jo en pige fra landet.
De eneste brandsår, man stadig kan ane i min hud, er derfor også nogle som minder mig om, at jeg engang boede helt derude på landet.

Derude og dengang sad man bag på den udvalgtes knallert.
Dengang og derude havde drengene brug for at have en knallert, ikke for at fræse rundt om en sø og stjæle tasker fra damerne, men fordi de skulle kunne fragte sig selv frem og tilbage mellem hjem og den gård, hvor de var medhjælpere om eftermiddagen.
Der var et ordentligt bagsæde på de knallerter, men de var designet til folk i Kansas.
Ikke til bare pigeben Skt. Hans aften og slet ikke til bare pigeben, når ruten gik ad ujævne markveje henover den jyske hede. 

Nu ville jeg gerne fremvise et billede som bevis på at jeg skam taler sandt. Og er ægte (det ord lyder så bitterfisset for tiden). Men dels er mærkerne ved at være flere tusind år gamle og dels er mine ankler så vædskefyldte lige nu at jeg ikke vil være det bekendt. Faktisk kan jeg kun med besvær nå helt derned.

Du må derfor tage mig på ordet og tro mig, når jeg fortæller, at de to stempler jeg har på indersiden af højre ankel skyldes Lars og hans Puch med langt bagsæde og 4 gear og Anders, dyrlægesønnen, og hans Yamaha.

Du må forresten lige sværge, ikke at sige noget til min mand. Han har nemlig vedtaget, at jeg aldrig har kendt andre hankøn end ham.

Så hvis du skulle møde ham her eller i virkeligheden, må du gerne virke helt overbevist om, at jeg har siddet bag på min egen knallert engang for længe siden. Måske vil han faktisk æde den historie af bare lettelse over, at jeg har ejet en respektabel knallert med blottet udstødning og ikke bare en Yamaha Sting med pensionist-røvs-venligt sæde.

 

lørdag den 25. juni 2011

Bitch in a bubble

Jeg bor inde i en boble og har gjort det i to dage nu. Jeg er så træt, at jeg kan stå op og sove, når jeg nu ikke sover ordentligt om natten, og derfor er jeg også så hudløs, at de mindste ting ryger lige ind og gør mig stille.

Der er rigtigt mange ting at være glad for og som er det brændstof, der holder mig flyvende.
Jeg har en mand, som vokser med opgaven lige for øjnene af mig og som godt gider at lægge sig midt på et flyttetomt gulv og lege med Anton, til Antons tydelige lettelse og fornøjelse, mens 6 uligevægtige veninder står omkring dem og tuder ned i hver deres pølsehorn, fordi Antons mors lejlighed er pakket ned i flyttebilen udenfor vinduet. 

Det er også ham, der i aftes lyttede til at min verden faldt fra hinanden og ikke forsøgte at lime den sammen igen, for verden er der såmænd ikke gået nogle skår af. Jeg var bare så træt at jeg ikke magtede at føle mig mere alene. Eller magtede at gå i seng, for den sags skyld.
I det øjeblik de første tårer fik lov til at flyde, sparkede barnet i min mave for første gang i mange timer. Og så tudede jeg endnu mere af lettelse. Og glæde. 

Jeg ved, at jeg skal være rigtigt glad for, at det først er nu, jeg får det sådan. Der er andre gravide, der tuder hele deres graviditet igennem og er så hyperfølsomme, at kritik kan få dem til at voldæde chokolade og tude endnu mere.
Så det er jeg. Glad, altså.
Det er ikke min yndlingsdisciplin at være så stille og så træt, at jeg ikke engang magter at blogbitche over ting, der på mig virker opblæste og malplacerede, men istedet lader dem marinere mig mere og mere mør.

Fanden, om jeg gad at have det sådan flere måneder i træk.

Jeg skal nok skælde ud lige om lidt igen, for det er min måde at værne om min glæde på.
   

fredag den 24. juni 2011

Cow-parade

Efter at have trænet i mange år, kunne fødselsforberedelsen igår ikke få mig til at rødme.

Jeg har oplevet stripfitness. Jeg har været til flere Zumba-timer, selv som gravid og jeg har stønnet i kor med spandexklædte spinninghære professionelt. Jeg har endda lavet knibeøvelser, siddende på en lille hjælpeløs bold sammen med 15 andre, der havde fuldt fokus på området mellem skedeåbning og numsehul.

Jeg tror, min blufærdighedsmødom blev taget på et mindre højintensivt hold: Yoga. At ligge i obskøne stillinger og trække vejret tungt og rytmisk og så at lave 'løven': En meget dyb indånding mens man læner sig bagud og server en voldsom udånding afsted med vidtåben mund og tungen strakt så langt ud som muligt.
(Når du prøver det lige nu, der foran skærmen, så gør du det rigtigt, hvis du lige bliver nødt til at tørre duggen af skærmen med et ærme)

På fødselsforberedelsesholdet igår skulle vi lære at trække vejret ind gennem næsen og puste ud gennem munden med en lille smule modstand på luftstrømmen, så vi kunne høre vores egen udånding.
Det tog lidt overtalelse fra instruktøren, før halvdelen smed nok blufærdighed til at give det en chance.

Da vi både skulle ligge med panden i en vindueskarm, sætte måsen i rotationer og trække vejret med lyd på samtidig, kom jeg til at kigge op på Manden, som var med.
Han grinede.

Han grinede lydløst og hjerteligt på den måde, hvor jeg slet ikke kunne lade være med at grine med, for set fra hans vinkel var der udsigt til ve-salsa for diverse gravid-måse.
En røvparade bredte sig ud over hele lokalet og fædrene stod ved siden af hver deres vrikkende numse og vidste ikke rigtigt om de skulle ae deltagende over rygstykkerne eller om de bare skulle overgive sig til det absurde syn.

Jeg fik ros, da manden havde tørret lattertårerne af kinderne. Både for mine mobile hofter og fordi det virkede som om jeg tog det hele meget afslappet.  De to ting hænger sammen: Når først agterstavnen bliver sat i svingninger, klarer den resten selv (Og jeg havde ikke regnet med at blive rost for at holde fast på blufærdigheden og holde benene samlet)
Havde vi fået at vide, at vi skulle krumme ryg og brøle som en ko, der kælver, så havde jeg også gjort det.

Hov, vent lige.... Det var vist det vi trænede til.
Muh.

onsdag den 22. juni 2011

Har du en livsforsikring?

I Storcentre og indkøbscentre landet over har forskellige firmaer stillet en stand op, der skal sælge deres varer og som er lavet af malet pap.

I mit indkøbscenter er der også en telefon-ø udenfor, hvor meget blonde piger tygger rigtigt meget tyggegummi og hvor de unge mandlige ansatte bruger alt for meget voks.
Og så er der Falck.

Falck er et respektabelt firma, der skal signalere sikkerhed, så derfor har de sørget for at det er voksne mænd, der bemander deres stand. Sammen med en Falck-kasse og nogle hjul. De plejer at stå lige ved udgangssvingdøren, så de også kan hjælpe damerne med rollator. Men nu er de flyttet til de der indgangs-svingbomme til supermarkedet. Lige ved siden af, så man ikke kan undgå de runde maver med slips ned over.

Jeg har et skilt med nej tak til reklamer på min postkasse, jeg turbohader facere og andre gadesælgere og jeg synes, de er den kommercielle pendant til Jehovas vidner, der kommer tilbage 3. gang.  Midaldrende mænd i Falckslips er ingen undtagelse, selvom de breder armene ud på come to daddy-måden.
Indrømmet. Jeg var ikke til pæn brug den dag. Jeg var træt og tung og ret dårligt gående - og derfor også skidesur og vrissen. Det fik mig ikke til at se med mildere øjne på gadesælgere.
Hans udbredte Messias-arme fik kun ansporet min fantasi til at vise mig et billede af, hvordan jeg løb hovedet ind i maven på ham på american football-måden. Resten af mig rejste børster og hvæsede.

Ik. lige. nu! sagde jeg.
Det er muligvis ikke det klogeste, jeg nogensinde har sagt, men han hørte det.

To smertefulde, tunge, hidsigskridt senere rakte Schlüterbølgerne den ene hånd frem mod mig og spurgte med hovedet på sned: Har du en livsforsikring?
Det VAR ikke klogt, det jeg sagde, men det burde eddermame være enkelt nok til at forstå.  Han var igang med at sige, at der også var en speciel forsikring til små børn, som alle ordentlige mødre burde sørge for at have, da jeg med mit ansigt ca 20 cm fra hans gentog mit simple budskab, bare lidt højere og en hel del mere hidsigt. IK. LIGE. NU! (blev der sagt)

Han skulle sørge for at tjekke sin egen livsforsikring og forvisse sig om den dækker død ved strubebid.
(Og nu ved jeg endelig, hvad jeg skal sige hvis jeg møder ham igen)

tirsdag den 21. juni 2011

Go the fuck to sleep

Det siges, at børn kan genkende musik og stemmer fra den tid de har ligget i maven. Man skal spille sin yndlingsmusik og barnet vil automatisk genkalde sig den afslappede følelse, som man selv har, når man hører den.
Jeg kommer til at bruge denne her.

Jeg synes ikke, at man skal bande foran børn og lære dem at sig fuck og fucking i hver anden sætning, men på den anden side, så... fuck it.
At Samuel L. Jackson, den ondeste skuespiller, har indtalt en godnathistorie som denne her er så autentisk, at det virker. Det fucking virker. Lyt selv.

mandag den 20. juni 2011

Jeg har næsten ikke trukket mit kørekort i en automat

I anledning af at Superheltemor skal til køreprøve i morgen, så lad mig fortælle, hvordan jeg fik mit kørekort.
Jeg vover at fortælle historien nu, hvor jeg mener at jeg er ved at køre så godt bil, at jeg kan tåle lidt hån.
Hvis historien bliver for lang for dem, der er pissenervøse og skal til køreprøve lige om nu, så kommer moralen her: Man lærer først at køre bil EFTER køreprøven. Eller... det er vist ikke moralen, men det er rigtigt nok alligevel.

Så. Nu kan i godt have held og lykke til køreprøven og stoppe med at læse. Med mindre i gerne vil have en sandfærdig historie fra for mange Herrens år siden i Vestjylland.

I det distrikt, hvor jeg tog kørekort, havde man overblik over de motorsagkyndige. Der var 3. En af dem gik under tilnavnet Rødskæg. Han var politimand og havde ry for at slagte folk for det mindste. Især dem, der ikke kunne parallelparkere, bad han om at returnere til centralen uden nåde.
Og ham fik jeg.
Jeg kunne ikke parallelparkere.

Til gengæld var jeg lige blevet student. Jeg dimitterede dagen inden den praktiske prøve og kunne møde op med studenterhue og hvid bluse.
Og så satte vi igang, mig med svedige hænder og det store røde politioverskæg ved siden af mig.

Der gik ikke 20 meter, før skægget kommenterede, at det var ærgerligt, at solen ikke skinnede bare lidt mere, for så kunne jeg jo køre i bikini.
Jow, jow. Smørret pornosmil og hvad har vi. Jeg var 19 og sagde ingenting. Gik bare lidt på klartone i hovedet mens jeg kørte videre indenfor hastighedsgrænsen og ud på den anden side af byskiltet, mens de klamme kommentarer fortsatte.

Om jeg vidste, hvor stærk han var? Faktisk var Rødskæg i så god træning, at han kunne tage armstrækkere mens jeg stod på ryggen af ham. Og hans brystkasse var så udholdende at jeg kunne sidde overskrævs på den uden at hans vejrtrækning overhovedet ville påvirkes. Og han kunne bevise det.

Jeg kørte videre og var efterhånden så presset og pissesur over klam gammel, panikaldermand (han har nok været ca den alder jeg har nu) at jeg klarede at sætte bilen igang ved hajtænder, op ad områdets eneste stejle bakke og i 3. gear. Uden problemer og uden brug af håndbremse.

Og han blev ved, mens vi kørte rundt ude på små veje på landet, hvor jeg havde kørt selv et helt år og hvor der var meget langt mellem modkørende og andre mennesker.
Perfide, nærgående kommentarer om udholdenhed, om alle de fysiske udmærkelser han havde optjent i korpset og om, hvor uforstyrret det var derude.
Jeg var ikke nogen bly viol og mine kinder rødmede ikke længere af eksamensnerver. Jeg var så provokeret, at selv mine hænder var holdt op med at ryste, så da han vendte tilbage til ideen om, at han da lige kunne bevise, hvor stærk han var, var jeg ikke overrasket over at han havde trukket trumfkortet. Der var et lille rum på kørecentret som var forbeholdt de motorsagkyndige.

Hvis jeg ville gå med derind, ville han give mig kørekortet.

Jeg kiggede på ham, tænkte på parallelparkeringen og hvordan det ville føles fantastisk at parkere et opadgående taekwon-do-spark i skridtet på ham og kiggede væk igen. Min tavshed var åbenbart accept-tegn for ham og han har sikkert ikke villet tage chancen for at jeg skulle skifte mening, mens han testede mig af i vognbaneskift, parallelparkering og rundkørselskørsel, for han fik travlt med at sætte kursen retur mod den motorsagkyndiges lille rum. 

Sidste formalitet var at bakke i bås udenfor centret. Jeg parkerede famlende mellem to båse og så skævt at jeg var helt afstemt med træerne derovre i vestenvinden.
Andet forsøg var kun marginalt bedre,  men Rødskæg havde allerede vendt mundvigene opad og løsnet sikkerhedsselen.

Min kørelærer havde ventet på os lige inden for døren. Og var gået helt ud på parkeringspladsen for at møde mig, så Rødskæg måtte udskrive den gnattede papirlap, der var det midlertidige kørekort i bilen.
Kørelæreren fortalte, efter at han med en arm om mine skuldre havde fulgt Rødskæg ud af centret med øjnene, at han tidligere havde åbnet døren til det lille rum og set et prustende rødt skæg med et paralyseret lille blond lam på ryggen.
Og at han ikke ville sende enhver lille bondedatter ud på tur med en erigeret Rødskæg, men nok havde troet på, at jeg ville kunne klare mosten.

Tak. Tror jeg nok.

lørdag den 18. juni 2011

Om andre mennesker i trafikken. Og deres manglende evne til at tale i telefon samtidig

Mobiltelefoner i trafikken er farlige. Livsfarlige.
Selvfølgelig er det farligt at køre 130 og tale i telefon fordi reaktionsevnen er nedsat, men det er noget andet, der udgør den sande livsfare: Når man kører så langsomt, at medtrafikanter kan nå at stige ud af bilen, gå op på siden af telefonisten, så er det skidt.
En Sony Ericsson banket godt ind i øregangen skal gøre ondt og der er kun en fordel ved det - den del af hjerneaktiviteten er allerede lammet, bedøvet og reserveret.

I tror mig ikke, er jeg sikker på. Jo jo, smerten kan man forholde sig til, men at man kører langsommere når man taler i telefon?

Vi spoler lige tiden tilbage til sidst jeg kørte på en 2-sporet indfaldsvej til Århus.
Bag mig kører en lillametallic Ford af den voldsænkede model. Den kører så stærkt og så tæt på mig, inden den trækker ud i det andet spor, at jeg automatisk rykker frem i førersædet. Som om de 3 cm skulle hjælpe.

De to spor fletter sammen og THansen-øsen kommer til at køre lige bag mig. (Læg mærke til den subtile fremstilling af, hvor godt jeg kører) 50 meter senere har jeg pludselig en fodboldbane af bar asfalt bag mig. Ford-mobilen har sænket farten og jeg kan se hvorfor.
Der er kommet en sms.
Den skal passageren lige se og den skal besvares og der skal være en hånd fri til cigaretten, der skal tjekkes hår og siddes skævt i sædet, når et opkald bliver nødvendigt.


Bag dem er der kø i flere lag.
(Nej, man dytter ikke af sådan en vogn. Det er normalt en overlagt provokation fra førerens side, når farten sænkes på den måde og det er bedst at lade som ingenting. Nuff said)

I tror mig stadig ikke?  Jeg kunne godt nævne hende trunten med den grimme permanent, der kørte i ydersporet på motorvejen med 80 km/t, men lad mig flytte scenen: Det er jo en valid undersøgelse, jeg har haft gang i. Kom, vi tager i Bilka (sssschhh med de jubelråb)

Der er mange mennesker og mærkelige kreaturer i Bilka sådan en lørdag formiddag og det er altid en test af trafiksans og nerver. Der er vogn-helvede i gangene og der er ikke system i bevægelsesmønstrene og derfor heller ikke rigtigt flow.  Der er brede røve og hængestil i massevis og så er der også pludselig prop.
Kødprop.

En midaldrende mand tager to museskridt og står stille, drejer vognen lidt til højre og slentrer lidt frem. Konen har lange ører og går med teleskophals mens hun mandsopdækker ham tæt, for når mobiltelefonen ringer, kræver det fuld opmærksomhed.
Og halvåben mund.

Så meget opmærksomhed, at det ikke har nogen effekt at folk løfter kurve over den tværstillede vogn og åler sig forbi det optagede ægtepar. Kun et stærkt forurettet blik, når damen med røven tager fat i kanten af mandens vogn og skubber lidt til den, kan de mønstre. Så må man jo lige have gentaget, hvad der blev sagt, mens vognen glider ud og blokerer igen.

Kreaturerne bag dem bisser.
Kurven med smørkringle på tilbud redder dagen, fordi der bliver en åbning i modsatte side af den brede gang, som jeg lige kan spurte hen og kaste mig sidelæns igennem.

Jeg skal lige se noget på DR2 om 'vreden på vejene', hvis i vil have mig undskyldt.
Andre mennesker er fandeme så emsige i trafikken.

fredag den 17. juni 2011

Måske skulle hun få sig en blog

Som hun sidder der, min veninde, ser hun ud som om hun er tilfreds. Der er styr på sagerne, opvasken er taget og hun ejer en iPhone. Der er ikke noget i vejen med det. Der er ikke noget i vejen med hende.

Sådan ser det i ihvertfald ud, udefra.

Men som hun sidder der ved spisebordet med den bærbare åben foran sig og et tomt blik, der får hendes fingre til at klikke sig ind på alle de blogs hun plejer at læse og alle de modeblogs, som findes, men som heller ikke inspirerer hende til nogetsomhelst, så kæmper trangen til at skrive noget skarpt, eller bare PIK, i et kommentarfelt med følelsen af at være overset.
Mens hun stadig leder efter det rigtige emne, de rigtige ord, det rigtige øjeblik.
Og de rigtige meninger, som helst skal være skarpe, men også så sjove, at de store bloggere vil lægge mærke til hende.

Det øjeblik, der bliver udsat af endnu en tur til køleskabet, endnu en tur til de skabe, hun ved er tomme og endnu en kop kaffe, der får hendes ånde til at smage lige så indelukket som hun føler sig.
Uopdaget. Besk. U.  

Hun skulle skrive den bog. Skulle hun.

De siger, at hun kan. De få, hun har luftet ideen for.
Men hun kan se sin egen angst spejlet i deres. For de vil helst ikke have, at hun gør det.
I virkeligheden.
For tænk, hvis hun skrev noget om dem - eller noget om sig selv, som ikke var pænt og som ville betyde, at de ikke ville kunne prale af at kende hende og som ville gøre kaffe-aftaler til en akavet affære, når det hele ikke er så lige til.
Når nogen har følt sig ramt og dømt.  Når hun kan mærke, at hun er skyld i at nogen føler sig ramt. Og dømt.
Når nogen finder ud af, at hun ikke er som de troede hun var. 

Og tænk, hvis hun fik succes og der var et blad, der skrev om hende og hendes bog. Det ville de sikkert heller ikke kunne lide.  Der hvor hun kommer fra skal man ikke stikke snuden for langt frem.
Man skal ikke tro, man er noget, med mindre man gør det på Facebook.

Det er bedst sådan.

Hun ville heller aldrig kunne skrive den bog. I virkeligheden. Selvom de siger det.
Ikke engang en novelle.
Hun mangler det rigtige emne, de rigtige ord og det rigtige øjeblik.

  
 

torsdag den 16. juni 2011

6 uger igen

Så blev det torsdag. Og det blev tid til at mærke, hvor gravid jeg i virkeligheden er.
I tirsdags meldte de vandfyldte ankler sig pludselig, igår fik jeg en pusletaske og tankerne om, hvad der skal med på hospitalet meldte sig. Idag har sundhedsplejersken været på besøg og i aften er det tid til første fødsels- og forældreforberedelsesgang.

Sundhedsplejersken var god og hun fik både konstateret at jeg ER stor og lige spurgt om jeg havde fået brystreducerende operation inden jeg blev gravid. Uden at jeg bed hovedet af hende. Det var faktisk både befriende og helt i orden at hun kommenterede, at jeg har slugt en badebold og to fodbolde i størrelse F, selvom jeg altså plejer at være i midten af normalstørrelsen og at det med at være stor, rund, tung og slet ikke fast i kødet er det, der er allerværst for mig nu.

Lille Bastian (det hedder han idag) er en handlingens mand. Det har virket at losse faderen hårdt og gentagent i håndfladen for at få ham til at slippe iPhonen og Daddy-O er faldet i søvn på rekordtid med aftryk af små fodsåler og et lyksaligt smil.

Bastian er også blevet god til at claime sin crib. Jeg får ikke lov til at sidde foroverbøjet uden at få en advarsel under ribbenene, for der bor han altså. Jeg lurer, at der ret hurtigt kommer et skilt på døren til børneværelset med 'ingen adgang'.
Det gør ikke spor, for han er allerede min dreng: Siden han begyndte at kommunikere med mig via maveskindet har han jublet når jeg kører bil. Fælles fornøjelse. Mors dreng.

Det er det mest fantastiske i hele verden at mærke ham bevæge sig rundt derinde. Og når Oakley lægger sig til at sove med hovedet på min mave, bevæger barnet sig jublende, bakker tættere op mod ham og aer ham under hagen, mens jeg får glædestårer i øjnene og sidder helt stille i ærefrygt over al den nærhed.

I morgen er barnevognen klar hos BabySam, ringede den unge mand noget forsagt og sagde.
Og så er der vist kun tilbage at fatte at vi nærmer os.

tirsdag den 14. juni 2011

Nogen har en FEST med at spejderdrille nyansatte i BabySam. Håber jeg

Ung mandestemme i telefonen:

'Ja, hej...  ...  Det er fra Babysam. Jeg ringer for at si......  informere om at vognen er ankommet. Du kan bar....De kan hermed blot sige til et par dage inden De ønsker at afhente den, så gør vi den klar'.

Mig:
'Tak, det var dejligt.
Så sagde vi jo, at jeg ringede til dig nu. I må gerne stille den klar, så kommer vi og henter den'

Ung stemme:
'....... øh'
'altså.... Antracitstellet er ikke helt kommet endnu... så.....'
'.....'

Mig:
'Så hvornår regner du med at det er der også, så der er hjul under kassen?'

Ham:
'Jeg har lige fået varer.... altså.... Jeg har netop modtaget en leverance fra producenten idag, så jeg får nok .... altså... Jeg forventer at det ankommer mandag i næste uge'

Mig:
'Så holder vi vejret så længe. Skal vi så ikke aftale, at du ringer til mig, når hele barnevognen er klar?'

Ham:
'Jo. Det er en aftale. Jeg ringer når.... på mandag... altså... når leverancen er ankommet'

Vi husker på, at det var i BabySam at en ekspedient i ramme alvor fortalte en kunde at stellet var lavet af kryptonit.
 

mandag den 13. juni 2011

Klokken var lidt i feeeeem, uuuuh uh uh

Den var lidt i 10, uuuh uh uh
da jeg brændte mig første gang idag. Må jeg anbefale, at De ikke stiller Nescafe i en position, hvor De skal række igennem elkedlens vanddampe for at få fat i det.
De første røde, brændende plamager mærker bredte sig over min venstre arm.
Så vrikkede jeg om på turen med hunden og noget smækkede op i lysken
Ved at bukke mig ned til nederste køkkenskuffe (jo, jeg kan godt nå, blev der sagt) blev der stoledans udsat for skelet i lænden og jeg krabbede lidt rundt som foroverbøjet bedstemor (som stadig skulle lade være med at høre Rasmus Seebach)

Og så spildte jeg min iiiiis, uuh uh uh
Sikke noget satans piiiiiiiis, uuuh uh uh
Parallelparkeringen var ikke imponerende og selvfølgelig skulle jeg lige have passager med denne gang.
Og så blev klokken lidt i sææææks og jeg skulle hælde kogende grøntsagsvand i vasken.
Påførte venstre fod og venstre arm lidt flere af de røde hævede mærker, bare lige for at understrege at mine hænder aspirerer til en plejehjemsplads.

Det' Rasmus Seebachs faaaaaajl,  at
jeg fucked op big taaaaaaim
 
Jeg halter småbitchende rundt, mens jeg skændes med dekoratøren om jeg mest ligner en, der har psoreasis eller en, der med vilje brænder sig på synlige steder for at få medlidenhed.

Og så den fucking saaaaang,
i min øregaaaaang,
slider nerver sprrrøøøød
Mens jeg ligger her i bløøøøød

Fuck it.  Og jeg kan endda kun de to første linier plus det løse.
Jeg går snart hen og brænder mig på en bageplade eller ser en reklame for Bet24, bare for at slippe for den hyletone på repeat -  og for at skabe nogle lidt skarpere mønstre.

Jeg tror, jeg kan finde en normalfarvet plet lige under albuen.
   

søndag den 12. juni 2011

Magt til salg. Gratis, hvis du selv afmonterer den.

Det er let at generalisere. Muslimer. Kvinder. Mænd. Personligt bliver jeg smækfornærmet, når der bliver generaliseret over noget, jeg har gjort. Faktisk måtte jeg lige stavetjekke om der er a i ordet, bare lige for at understrege mit halvfærdige forhold til det ord.

Men jeg vover et halvt øje alligevel i sagen mellem huslige pligter og de to parter i et forhold.
Der er altid en, der ikke er lige så ligeglad som den anden. Der er altid en, der er mere emsig omkring at tørre bordet af efter middagen end den anden. Der er altid en af parterne, der allerede fra morgenen tænker på  at planlægge aftensmaden, så der kan købes ind på vej fra arbejdet eller tages noget op fra fryseren i tide, så man ikke står klokken 2 minutter over sulten for satan og først skal til at finde på.

Hvis man laver en valid undersøgelse, tror jeg, at der er flere kvinder end mænd, der tager ansvaret og planlægningshatten.
Det er mit gæt, at der er flere kvinder, der sætter en ny toiletrulle i holderen af hensyn til de andre i husstanden, når de har brugt det sidste, end mænd, som så måske har en mere pragmatisk tilgang til sagen og sætter ny rulle i, når de selv har  behov for den.
Også selvom de så må gå pingvin-gang med bukserne om hælene og en stille bøn på læben om ikke at tabe noget undervejs mellem toilet og toiletpapirslager.

Kun en fornemmelse. I virkeligheden tror jeg ikke, det er så meget et spørgsmål om køn og dette her er ikke et bidrag til nogen som helst kønskamp.
Det er et spørgsmål om magt.

Der er altid en, der er opdraget til at være mere bekymret, mere planlæggende, mere dygtig end den anden. Mere pæn og mere forberedt på, at ubudne gæster helst ikke skal se, hvordan kondiskoene har fået lov til at blive liggende hvor de landede. Men det, vedkommende i virkeligheden er opdraget til er at have kontrollen, magten og æren.

Jeg er en af dem.
Jeg er helt klart den, der styrer kødgryderne og jeg har helt selv skabt en forventning om, at jeg har ansvaret for mad-delen.
Det er ikke fordi manden ikke kan eller vil.  Jeg har bare vænnet ham til ikke at tage ansvaret for det mens jeg totalt blottet for sans for konsekvens har stoppet magt op i skåneærmerne  - og efter at have harcelleret, skældt ud og sukket fornærmet, følt mig misforstået og udnyttet, må jeg lide den tort at indse, at skylden er min egen og at jeg i virkeligheden har gjort det for at blive påskønnet og værdsat uden at sige det højt.

Jeg var endda omkring tanken om at blive lesbisk, for så skulle det problem da være løst. Samtidig med at jeg så med garanti ville få en mere tankelæsende partner.

Indtil jeg kom til at tænke på min uni-veninde med det lange flammerøde hår, som sov og spiste mellem bøger og brugte trusser mens kanden med rød saft groede et par temmeligt imponerende åkander af mug.
Og min anden veninde, der sandt for dyden var en mand i sin måde at ville have tingene på sin måde og forventede at andre som en selvfølge sørgede for at det skete, mens hun nassede kaffe, lod andre betale og altid tog det sidste stykke kage.

Nu ligger jeg så her, midt i dagens 3. nødvendige pause, og må sande, at fødderne og maven og forholdet bare ikke har godt af at jeg holder så hårdt på magten længere.

Og at jeg ikke aner, hvordan jeg får lagt halvdelen ud på bordet igen.

(Den der siger 'baaaaare vent til barnet kommer' vil ikke være den første til at smide den kommentar. Den har procesdirektøren i bestyrelsen allerede truet med. Hjalp ikke) 

lørdag den 11. juni 2011

Året for store perspektiver og faldne fædre

Jeg har ikke længere overblik over alle de fædre og forbilleder, der er døde i år.

Flere end jeg tør tænke på  i vennekredsen og i familien står med sorgen og ikke mindst fornemmelsen af at være den forreste i rækken nu. Pludselig at være ældste generation uden muligheden for lige at ringe og spørge, hvordan det nu lige er man gør. At være slået til voksen, selvom det føles alt for tidligt.

Og så var der lige Keld Tolstrup, Tine Bryld og ham bartenderen med Schnurbart fra Århus, der også forsvandt.
Et år med store kontraster, for der bliver også bragt meget nyt liv til verden og der er meget at glæde sig over.

Solen skinner anderledes i år og jeg har kun skuldertræk til overs for små mænd, der sætter skilte op med 'hund i snor'.

Men jeg vil stadig gerne have en ny iPhone og er ikke for fin til at kommentere, hvis nogen ikke får skiftet til 4. gear i tide.

Tjah.

fredag den 10. juni 2011

Så opfører vi os lige ordentligt!

Så de skal skilles, de kernesunde.

De to voksne, der udgav en bestseller, hvor de gav opskriften på et sundt og harmonisk liv. Deres opskrift, altså. De var med i den første del af den bølge, der forsager de tre hvide dræbere: Hvidt mel (gluten), mælk og sukker.
Og så gav de den liiiige en tand ekstra og hævdede, at de også kunne afhjælpe autisme og asperger ved at fjerne de tre hvide dræbere fra kosten og sørge for at hælde essentielle olier ud over resten.

Jeg har en holdning til det med maden og mælken og alt det fortyggede og færdigproducerede. Og jeg har en holdning til min egen kost, der baserer sig på lige dele sund fornuft og selvtilgivelse, når jeg falder i slikskålen. Jeg tror på, at man kan spise sig syg. Jeg ved, at stærkt forarbejdede madvarer ikke er gode for mig.
Og jeg bryder mig ikke om nogen former for ekstremisme.

Men her må jeg lige skrue halvbrillen på, for hvad hjælper det, at lægge en sensationsdrevet skadefryd frem, når den kernesunde familie skal skilles?
Det er for billigt at falde i skandaleskålen og synes, de har rigtigt godt af det. Som om de er fejlet som mennesker (og sektledere) og at de så kan lære det og få betalt for ALT det med maden.

Ligesom med Brønderslevsagen, hvor medierne falder over enkeltpersoner i sagsbehandlingen efter tur. Det hjælper nok ikke hverken Brønderslev-familien eller andre familier at journalisterne forsøger at sælge til hævn-genet i os alle sammen.
Jeg synes, det er smagløst.

Næsten lige så smagløst som det er at opfatte kernesund-familiens opløsning som en Nemesis over deres hoveder og føle, at man har ret til at pege hævngerrige fingre af dem.

torsdag den 9. juni 2011

Situationsbillede af min numse

Jeg har kørt på cykel i uendeligt mange år.

Da vi boede ude på landet og der var 2 km til bussen (og bussen derefter kørte i 30 minutter inden den nåede skolen), blev jeg garvet. Mine baller blev hærdede og jeg fik enormt stærke nakkemuskler, fordi der altid blæste en orkan af en sidevind derude i de åbne vidder.
Senere var det mountainbike op og ned ad Århus' veje. Mit mellemkød kunne klare både Gammel og Ny Munkegade siddende. Hele vejen.
Så kom spinning og jeg har slidt adskillige par cykelbukser og ikke så få spinningsadler op. Måske også et par deltagere.
Så kom landevejs-cykleriet til med timelange ture i sadlen. Mit understel har aldrig klaget.

Hell, jeg har to gange kørt følgebil til Århus-København-cykelløbet. Den ene gang i en Citroen og min røv klynkede kun en lillebittesmule ved den lejlighed. Men det var vist mest af stolthed over at skulle tilbringe så lang til i en fransk bil.  Selv min mås har stolthed.

Nu?
Muligvis hænger det sammen med min størrelse og den tungere og anderledes vægtfordeling. Jeg overdriver ikke, når jeg siger at jeg mindst en gang dagligt bliver mødt med en af to bemærkninger:
1: Er du sikker på, at der ikke er to derinde?
2: Nåda. Det er vist lige op over, hva?

Måske er det fordi jeg har mentalt ondt i r.... over, at den kropsdel var den eneste, der meldte sig som emne til dagens blogindlæg.
Ihvertfald er indersiden af mine baller stadig mærket af de 25 km jeg kørte forleden. Sølle 25 km.

Tænkte, at I gerne ville vide det.
 

onsdag den 8. juni 2011

Jeg kommer til at savne at være gravid

Jeg er i uge 32 og jeg er nået så langt i graviditeten, at jeg bliver nødt til at konsultere min iPhone-app for at finde ud af, at det er der jeg er.  Ikke som i begyndelsen, hvor jeg på dagen vidste, hvor langt jeg var og hvor jeg var piv-bange for at gå på toilettet, fordi jeg frygtede at se blod. Igen.

Jeg har hørt mange historier om, hvordan gravide har mareridt om, at de føder et kuld killinger. Om at de føder et vanskabt barn eller sådan en fra en gyserfilm. Ifølge bøgerne har mange mareridt om deres ufødte børn.
Bare ikke mig.

Jeg er så meget hunde-mor, at de mareridt jeg har haft, har drejet sig om min 3-årige, behårede dreng: Hunden.
Og de har været så forfærdelige, at jeg har grædt med tårer i søvne. I et af mareridtene så jeg den blive taget til fange, pelset levende og parteret.
Jeg tror, det var i orden, at hunden fik lov til at sove i sengen resten af den nat.

Nu har jeg - i 33. uge - for første gang drømt om mit ufødte barn. Og han var fin, hel, umorderisk, havde alle de tæer han skulle have og da jeg i drømmen vendte ham om for at se hans ansigt, var han harmonisk og fredfyldt og lå der i mine drømmehænder med et lille bedrevidende smil.

Det er lige gået op for mig, at jeg er gravid og skal have et barn lige om lidt, der vokser op og får sin egen mening, sin egen cykel og kærestesorger.

Selvfølgelig er det også nu det går op for mig, at jeg skal gennemgå det, som moderjuntaen har skrevet under på, aldrig at fortælle helt sandfærdigt om. Nogle lyver endda så stærkt, at de kalder det en smuk oplevelse. Andre kommer til at beskrive det som et smertehelvede og et blodbad iblandet lort.

Inden de snakker videre om kanelsnegle og alt det praktiske man skal huske at pakke.

tirsdag den 7. juni 2011

Ammebluserne frem eller jeg bider

Den næste, der spørger om det er hormonerne, får det Tena Lady, jeg netop har modtaget som vareprøve. Inklusiv plastik med påskriften: Vær klar til tiden efter fødslen.
Jeg siger det bare. Og I må helt selv om, hvor i stopper det hen.

Det er ikke hormonernes skyld at jeg er irritabel, vred, afvisende og grådlabil.  Det er verden. Det er andre mennesker og deres tåbelige opførsel. Det er manglen på sukker. Og det er ammeblusernes skyld.

Jeg staver lige til det: Jeg er ikke irritabel over at skulle give penge for polyester i dårlig pasform, som vil fremhæve min snarligt laskede mave fordi jeg er hormonel.
Jeg er irritabel, fordi det er effing berettiget at være irritabel over det og jeg ville være pissetræt af at skulle slippe 600 kr for stof, som er hentet ind fra det gamle østtysklands gardinstænger og rimpet sammen, selvom jeg ikke var gravid.

Hormonerne er bare mit nye powershift (Nyt automatgear, d'damer) som lynsnart banker irritationen op gennem de 8 trin. Og slår turboen til.

Jeg synes det bunden af nederen.

Jeg er kæmpetræt af at have brugt hele aftenen igår på at søge efter ammetoppe for at ende med en hoodie og en sort bluse. Hoodien fås så kun i en størrelse small, som ville passe mig, hvis jeg ikke allerede inden mælketilløb havde E-skålsbryster, polske landarbejderoverarme og udsigt til lasket mave og løs hud over lænden.

Blusen ville jeg gerne betale alle de maaaaange kroner for, hvis det ikke var fordi at jeg samtidig følte at jeg stiltiende og artigt skulle acceptere at ALT andet såkaldt ammevenligt tøj var beregnet til at flashe flabbermave og hele foderbrættet, med mindre det koster det samme.
Flade mælkekasser i gennemblødt, slapt bomuld, fedtet hår og...

Klart at jeg ikke fandt så meget som en eneste top i byens butikker, da jeg tog kampen op igen idag. For dem har tåbelige, grimme ekspeditricetrunter gemt (sammen med de rigtige butikker) mens de vrinskede mmmmmmnnnaaaaaarj PRHHH. Vi har kun ventetøj, men hvad med denne her ssszzzzzkøøønne, ssszzkøøønne polyester-bondebluse istedet. Der kan du knappe de to knapper op. Den ved jeg at mange af os tøøøøøzer PRRHH er zzuperglade for, når vi sidder der med familien bænket om de to tønderland fritlagt pat-hud 

(PRRRHH). 

Kan godt være, at jeg trænger til en kæmpestor lur liiige mellem øjnene. Men der er ikke hormonernes skyld, siger jeg jo.

mandag den 6. juni 2011

Om nedladende, dårlige jobopslag - der ikke er for sjov. Part2

Hyldeblomst har været en tur i marken, drevet af en nysgerrig trang til at finde ud af, om det i virkeligheden var for sjov, det opslag.

Se fortsættelsen i kommentarerne her, hvor du kan læse, at det skam er med vilje. Helt med vilje. Mest for ikke at få ansat alt for mange mennesker, der har læst for mange bøger og er 'studentikose'.

Tak til Hyldeblomst for dagens tåkrummende grin. Fantastisk.

søndag den 5. juni 2011

Jeg har vundet i Lotto

WOOOP!

Mens jeg åbnede mailen, nåede jeg at tænke på, hvordan jeg ville bruge de mange millioner.
Ud over at købe alle småtingene som to mountainbikes, en is til alle blog-læserne, et års fri til at skrive den der bog og et hus i Risskov, så vil min største og første gerning være at ringe til bankmanden, lade ham tale sig tør og så meddele ham, at jeg agter at købe ikke en, men to Range Rover Sport.

Bare for at høre ham tabe en knastør kæbe ned på bordet inden jeg fortæller ham, at han kan droppe de sidste våde drømme om gebyrer.
Pufff... Lyden af en bankmand, der forstøver. Imploderer.

Vi har lige nu ikke råd til at købe en fornuftig stationcar (OK altså den stationcar, som vi har udset os), selvom vi sælger begge vores biler og køber 1, som kan holde til at køre de mange kilometer, som to fuldtidsansatte rådgivere kan tilbagelægge og som manden kan have sine lange ben i.
Ifølge bankmanden, ihvertfald.

Jeg ved, at der sidder studerende derude, folk med kun 1 indtægt og måske også en væsentligt lavere indtægt end min som tager sig til panden og tænker, at jeg er sindssygt forkælet.

Bilerne er vores arbejdsredskaber,  så 1 bil  er faktisk kun en mulighed så længe jeg er på barsel.
En bil mindre er også en nødvendighed når jeg går på barsel, for man bliver ikke millionær af barselsdagpenge. 

Jeg må vente med at høre lyden af forstøvet, belærende, fyret bankmand.
Indtil da kan jeg passende afgøre, hvordan jeg skal feste vildt, uhæmmet og saliggørende.
For 41 kroner.

lørdag den 4. juni 2011

Hvordan man ikke skal skrive et jobopslag


Andreas Klinke Johannsen bragte dette opslag til torvs på facebook:

http://hih.so.dk/for-jobsoegere/job.aspx?jid=39713

Som en af kommentarerne lød: Please lad det være et reklamestunt. Jeg magter ikke alternativet. 

Bemærk, at de skriver 'unik'. Nuff said.

fredag den 3. juni 2011

Der er så dejligt derude på landet

Jeg er fortrukket til min mors sommerhus.
Det er ude vestpå. Det rigtige hav er ikke langt væk og vi er alligevel så langt væk fra Lindas havn at det eneste, der lugter af fisk er hundens ører, fordi den fik resterne af fiskeretten. Don't ask.
Her er meget stille og man skal virkelig anstrenge sig for at holde stressniveauet oppe.

Når jeg er i København,  bliver jeg inderligt forarget over serviceniveauet i butikkerne.
Jeg føler mig nærmest til ulejlighed, når jeg kommer ind med Dankortet affyringsklart og betjeningspersonalet knapt gider at løfte et skamplukket øjenbryn. 

Det kan godt være, at kvalitetssansen herovre på kysten har en anden målestok, men det samme gælder for serviceniveauet.

For år tilbage, var der en kro-tjenerinde, der bar mit rødvinsglas, der havde så meget pulveriseret korkprop i overfladen, at jeg ikke kunne se vinen oppefra, ud i køkkenet for glædesstrålende at vende tilbage lidt efter og meddele mig at problemet var fikset og at hun 'lii haaad kørt det gemmen et kaff-filter' og at det så skulle være helt fint nu.

Fornemmelsen for rødvin, hipsters og ordentlig kaffe (og den korrekte brug af filtre og antallet af n'er i 'gennem') er muligvis ikke nået herover for alvor endnu. Men hvor moden i butikkerne i Oksbøl er ... u-mode, så er det svært at bevare bitterheden på disse kanter.

Om det er fiskeren, der sælger fra kutterkanten, købmanden eller apoteksassistenten, så får de Københavnerpersonalet til at ligne empatiforladte, tvangsplacerede, modvillige teenagere (vent... er de det?).
Uopfordret og uden at forvente tak kommer der en ekstra fisk i posen inden den bliver rakt over kutterkanten, så man kan stå og smile hjemme ved køkkenbordet. 

Jeg må hellere komme hjem inden velbehaget holder op med at overraske og jeg husker at de søde vestjyske handlende jo bare har fattet, hvad rigtig relationsmarkedsføring består af.

Og ihvertfald inden jeg kommer til at købe en brugt stressless-stol.

 

torsdag den 2. juni 2011

Kære Bloggerhjerne, put me out of my misery

Jeg har blogget i mange år efterhånden og jeg er nået til det tilbagevendende tidspunkt, hvor jeg tager bloggen, dens kvalitet, dens berettigelse og dens plads i blogverden op til revision.

Det tror jeg er meget sundt for ikke at komme til at sidde fast i navlepilleri som ingen gider at læse. Indrømmet... Jeg skriver ikke kun for min egen skyld, for mig er det afsindigt vigtigt, at der er nogen, der gider at læse og kommentere. Ellers havde jeg skrevet dagbog.

At revisionen møder op på bloggen lige nu er typisk: Jeg er utidig, rastløs, selvkritisk og temmeligt pylret.
Sådan er det hver gang og jeg giiiider ikke være sådan en der klynker på repeat, heller ikke indvendigt, så denne gang vover jeg at slå dørene op og udlevere mig selv og bede om hjælp:

Hvad kan I godt lide at læse her hos mig? Hvad vil I gerne have mere af og hvad kunne få jer til at stikke hovedet forbi med jævne mellemrum?

Manden synes, jeg skal skrive meget mere om, hvor fantastisk en mand jeg har og sætte billeder af ham på. Og noget med porno.
Det er jo et alternativ til at skrive mere om en kedelig hverdag med fortrængninger af at jeg skal være nogens mor lige om lidt.
Eller om overtrætte eksistens-overvejelser som denne her. 

Jeg ved, at der selvfølgelig skal være noget at komme efter, så jeg har sat mig for at blogge hver dag indtil jeg får så mange veer, at jeg ikke kan ramme tasterne (eller bliver så stor, at jeg ikke kan nå dem)

Hvis I ikke skriver et input i kommentarfeltet om hvad I elsker at hade hos mig eller hvad I gerne vil have mere af, så .... bliver det enormt pinligt. For mig, altså.

Og så bliver jeg bare ved at rable rundt som jeg plejer. Så ved I det.

Kærlig hilsen
Lene

onsdag den 1. juni 2011

Advarsel: Pladderoptimistisk indlæg grundet manglende nattesøvn

Dagen har taget hævn over en nat med brækjernssmerter. Efter at jeg har gået og vugget mit hovede og isposen i hænderne med halvanden times mellemrum, bankede postbuddet på døren, fik lov til at se mig iført en dyne som jeg håber dækkede bare det vigtigste og så var dagen igang.

Ny vandhanedims, så vandet ikke sprøjteejakulerer ud over mig når jeg tænder for hanen.
Gulve støvsuget
Gulve vasket
Kun spildt vand en gang
Gulvtæppe til tørre i solen
Brød, der kun mangler et par timers efterhævning før det skal bages
Udsigt til min mors mad i sommerhus i aften, som jeg tror jeg kan spise uden at flå stingene op.
Smertefri formiddag.

Det kan godt være, at min røv er stor, jeg ligner en der har spist gær og at jeg stadig er kålhoveddukke i ansigtet, men solen smelter det hele væk lige om lidt.
Jeg ved det bare.