tag:blogger.com,1999:blog-61822521672341096582024-03-05T11:50:47.402+01:00SkyggesidenBilleder fra et bestyrelseslokaleskyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.comBlogger336125tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-68452416198662870122014-03-06T11:36:00.002+01:002014-03-06T11:36:25.092+01:00Tusinde tanker
<style>
<!--
/* Font Definitions */
@font-face
{font-family:"MS 明朝";
mso-font-charset:78;
mso-generic-font-family:auto;
mso-font-pitch:variable;
mso-font-signature:-536870145 1791491579 18 0 131231 0;}
@font-face
{font-family:"Cambria Math";
panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4;
mso-font-charset:0;
mso-generic-font-family:auto;
mso-font-pitch:variable;
mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}
@font-face
{font-family:Cambria;
panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4;
mso-font-charset:0;
mso-generic-font-family:auto;
mso-font-pitch:variable;
mso-font-signature:-536870145 1073743103 0 0 415 0;}
/* Style Definitions */
p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal
{mso-style-unhide:no;
mso-style-qformat:yes;
mso-style-parent:"";
margin:0cm;
margin-bottom:.0001pt;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:12.0pt;
font-family:Cambria;
mso-ascii-font-family:Cambria;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-fareast-font-family:"MS 明朝";
mso-fareast-theme-font:minor-fareast;
mso-hansi-font-family:Cambria;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;
mso-bidi-font-family:"Times New Roman";
mso-bidi-theme-font:minor-bidi;
mso-ansi-language:DA;}
.MsoChpDefault
{mso-style-type:export-only;
mso-default-props:yes;
font-family:Cambria;
mso-ascii-font-family:Cambria;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-fareast-font-family:"MS 明朝";
mso-fareast-theme-font:minor-fareast;
mso-hansi-font-family:Cambria;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;
mso-bidi-font-family:"Times New Roman";
mso-bidi-theme-font:minor-bidi;}
@page WordSection1
{size:612.0pt 792.0pt;
margin:72.0pt 90.0pt 72.0pt 90.0pt;
mso-header-margin:36.0pt;
mso-footer-margin:36.0pt;
mso-paper-source:0;}
div.WordSection1
{page:WordSection1;}
-->
</style>
<br />
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA">Jeg vil tage chancen og skrive et langt indlæg
denne gang. Fordi det meget vel kan være det sidste jeg skriver.<span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Jeg er efterhånden<span style="mso-spacerun: yes;"> </span>så medtaget, at min koordination er blevet
skidt.</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA">Jeg er blevet tildelt en terminal erklæring.</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA">Den lader <span style="mso-spacerun: yes;"> </span>vi lige stå et øjeblik. </span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA">Det er ikke der, vi er endnu. Og systemet
bliver stædigt ved med at behandle. Men min tid som velfungerende løber ud.</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA">I alle de år jeg har blogget, har jeg sjældent
mødt så stor generøsitet, som da jeg skrev at jeg havde en hjernesvulst, og det
har ikke skortet på gode råd og gode tanker.</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA">De gode tanker tager jeg imod.</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA">De gode råd med forbehold og i den gode mening
de blev givet; den vokser så sindssygt hurtigt den her hjernetumor, at der ikke
rigtigt er tid til hverken det ene eller det andet, og cannabis tør jeg sgu
ikke rigtigt, fordi det vil have stor indflydelse på mit liv og resten af min
sunde fornuft. </span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA">Men de gode tanker… dem kan jeg håndtere.</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA">(og alle de gaver der følger med)</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA">Det er med blødende hjerte, jeg gør det her.
Jeg siger ikke farvel nu, men vælger at lukke bloggen ned; resten af min tid
skal gå til Aksel Emil.</span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal">
<span lang="DA">Tak fordi I læste med.</span></div>
skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com45tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-41088982747240968092014-02-18T16:53:00.000+01:002014-02-18T16:54:06.369+01:00ikke godt nytScanningen viste knuden ikke er reduceret, tværtimod er der er vokset en massiv masse frem i det centrale cortex.<br />
<br />
Og det er ikke godt. Min yndlingsoverlæge har med det samme ordineret tredje linie behandling, efter den er der ikke andet end immunterapi i Kbh.<br />
Den er jeg ikke sikker på at jeg har kræfter til på det tidspunkt. Allerede nu kan jeg mærke at det kræver ekstra kræfter at skrive et blogindlæg på grund af finmotorikken. <span style="font-size: x-small;">(tak, Linda for at ville redigere mine blogindlæg)</span><br />
<br />
Jeg får travlt med at ordne alt muligt til Aksel. Og gå lange ture. Det skulle være så godt. Lange ture vil i mit tilfælde sige 2 km.<br />
<br />
Gad vidst hvad det er i cykelkilometer.<br />
<br />
<br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com24tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-31490418246362262612014-02-14T20:40:00.000+01:002014-02-14T20:43:56.885+01:00so far so good Overlægen satte tiden ned til et halvt år uden kørsel fra et år.<br />
Faktisk føler jeg mig heller ikke klar til at køre mere end korte ture endnu selvom lægen nok sagde at jeg ville kunne fange det i opløbet og køre ind til siden. Og have tid til at tage nøglen ud.<br />
<br />
Hvis det altså skulle ske at jeg fik et epileptisk anfald.<br />
<br />
Jeg håber bare at mine onkologer ikke sætter tiden ned. <br />
<br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-36586546486379469982014-02-13T21:07:00.000+01:002014-02-13T21:07:41.529+01:00ventetidImorgen får jeg svar på hvad der skal ske med epilepsimedicinen og min mulighed for at køre bil igen.<br />
Det bliver svært for efter 4 mdr uden kørsel er jeg tilbage til det punkt, hvor jeg skal øve mig i at dreje til højre.<br />
<br />
På mandag får jeg svar på scanningen. Om præparaterne virker. Og jeg er nervøs.<br />
<br />
<br />
consume the curse<br />
that brings you down<br />
(a fading liar)<br />
who wakes up alone<br />
<br />
It's there in front of you<br />
<br />
Invert this tragedy to come<br />
And reclaim your future<br />
this is a call to arms<br />
one quest at a time<br />
<br />
Feed the hunger, climb on up<br />
repress the negative<br />
You are not alone<br />
<br />
It's there<br />
in front of you<br />
<br />
<span style="font-size: x-small;">In flames - move through me</span><br />
<br />
<br />
<br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-74714718265433761162014-02-04T16:25:00.004+01:002014-02-04T16:28:19.349+01:00Ret ryggenDet er utroligt så meget stemmeøvelser kan gøre. I de dage jeg sang, lavede jeg dem ofte, men nu varmer jeg jo ikke op når jeg skal synge godnatsang. <br />
<br />
Og så hjælper det at have en mor, der er talepædagog.<br />
<br />
Ikke mindst fordi jeg så slipper for udredninger hos diverse øre-næse-hals-specialister, der bare tager tid. <br />
<br />
Når man laver stemmeøvelser skal man ranke ryggen. Der er ikke noget som at ranke ryggen, det giver mod på det hele.<br />
Og cykle en tur. <br />
<br />
<br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-59299671566130595412014-01-26T13:20:00.001+01:002014-01-26T13:47:16.246+01:00svingendePludselig rammer kemoens tåger og pludselig letter de igen.<br />
Idag er bedre, endnu ikke helt ok, men bedre: Jeg kan stadig ikke ramme telefonens taster rigtigt, men jeg er ikke helt så hård ved mig selv. og jeg kan bedre tale, i sammenhænge hvor jer er tryg, uden at holde alt for mange pauser, hvor jeg bare kigger tomt ud af vinduet som for at lede efter sammenhængen. <br />
(Psykologsamtalen i forgårs var besynderlig, mig der hele tiden var på grådens rand og så pokkers usammnenhængende)<br />
<br />
Besynderligt nok var det på samme tidspunkt jeg skrev det forrige indlæg. Som om jeg vil råbe om hjælp på det tidspunkt, hvor den så end skulle komme fra.<br />
<br />
Forhåbentlig råber cancercellerne også på hjælp. <br />
<br />
<br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-40559489510339317392014-01-24T12:39:00.000+01:002014-01-24T14:16:14.317+01:00PinligJeg fjumrer for tiden. Får tandpasta på Aksels tøj lige inden han skal i vuggestue og orker ikke at skifte ham igen.<br />
Kemohjerne, der også gør at jeg går rundt om mig selv som en hund der skal lægge sig og så er jeg så distræt at jeg glemmer hvor jeg kom fra og hvordan jeg kommer videre.<br />
<br />
<i>Jeg kan se at du er henvist til det palliative team</i>, sagde socialrådgiveren. <i>Får du gratis medicin?</i><br />
Det er kun terminale patienter der får gratis medicin. <br />
<i>Nå, men så lyder du nok mere syg end du er. Du kan også få din mand til at ringe</i>.<br />
<br />
Jeg synes jeg er tyk, og det piner mig. <br />
Det er 4. dagen fra min kemobehandling og det er altid den værste dag.<br />
<br />
Ps: Tak, Anne, for redningschokoladen. skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-40976220970497161552014-01-12T20:40:00.001+01:002014-01-12T20:53:09.521+01:00StumJeg har ingen stemme.<br />
Ud over den pivende, knagende plage, der ikke engang kan synge en ærlig godnatsang.<br />
<br />
Måske er det spændinger, måske er det reminicenser fra den måneds hoste jeg har haft, måske er det bivirkninger, måske er det psykisk. Jeg har ihvertfald ingen ordentlig stemme. Jeg, der altid har kunnet råbe en spinningsal op eller fyre en joke af eller alternativt en syngende verbal lussing, kigger nu ned i disken når jeg skal købe noget. <br />
<br />
Nu kan jeg ikke.<br />
Jeg er for det første langsom og når man sidder sammen med hurtige knallerter som jeg typisk gør, så kræver det en del mod at insistere på at de venter på at jeg får kvækket mit beskedne bidrag.<br />
<br />
Måske er det fordi jeg ikke rigtigt taler med nogen. <br />
<br />
Og når jeg gør, så er det engelske floskler, der kommer humpende ud.<br />
Awkward. skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com10tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-34791457117440086242014-01-03T13:28:00.001+01:002014-01-03T13:38:45.723+01:00Magtesløshed i reliefEn helt ny virkelighed har åbnet sig for mig. Før kunne jeg klare alt og altid lige strække mig lidt længere, hvis jeg brændte for det jeg skulle og hvis der var et ansvar at leve op til.<br />
<br />
Tumoren styrer nu. Bæstet vokser hurtigt, hvis det får lov. Jeg kan ikke holde det tilbage med hverken positiv tænkning eller idel stædighed.<br />
Usikkerhedsmomenterne står i kø. Næste usikkerhed er om behandlingen virker. <br />
<br />
Jeg beklager ikke, at jeg giver jer den positve version herinde, for den fulde nuancerede sandhed kræver næsten at jeg sidder overfor hver eneste en af jer for at versionere og forklare og helt ærligt; det orker jeg ikke.<br />
Jeg lader ikke facaden falde for hvem som helst.<br />
<br />
Slet ikke for kontordamer, som bare vil have et velbehageligt billedblads-gys på en fredag formiddag, og som derfor ikke lader sig verfe af med en bemærkning om at vasketøjet skal passes, når de nu lige har tid til adspredelse: <i>Ja, vasketøjsmængderne er store med børn i huset. Hvor mange børn er det du har? Det bliver ikke bedre når de bliver teenagere, skal jeg hilse og sige. Og sygdommen er kronisk, siger du? </i><br />
<br />
Jeg håber det bedste. Det bedste ville være at blive kræftfri, men det er urealistisk. Jeg bliver aldrig rask. Det bedste er, at jeg kan holde tumorvæksten i skak så længe som muligt og have så høj en livskvalitet som muligt mens jeg gør det.<a href="http://www.poemhunter.com/poem/invictus/"> Jeg bestemmer, om bæstet skal have lov til at stjæle resten af mit liv. Invictus.</a><br />
<br />
Men noget kan jeg da klare: Min genbo ringede på døren her til morgen med en manual i hånden. Hun var febrilsk...<br />
'Lene, er du god til biler?' Jeg svarede ja, uden at forestille mig hvad hun mente med 'god til biler'. Olielampen havde lyst kortvarigt et par gange igår og når hun trak 'den gule pind' op, var den helt tør. <br />
Vi fiksede det og jeg sidder og spiser mig vej gennem den pakke (præmie)toffifee hun gav mig som tak. Jeg burde takke hende for at give mig følelsen af succes tilbage: Jeg kan stadig fikse de fleste problemer.<br />
<br />
Bare ikke det i mit hovede. <br />
<br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com23tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-77157207669496901812013-12-17T10:45:00.000+01:002013-12-17T10:48:57.699+01:00Runde 2Der har været stille her på det sidste, modsat aktiviteten i mit liv. Det har været nogle vilde, surrealistiske uger og det har også været meget svært at finde ud af, hvad jeg kunne skrive her. Alt det vigtige sker helt inde i privatsfæren og involverer andre end mig. <br />
<br />
Jeg kan endnu engang give en opdatering på vejen mod raskhed:<br />
Min sidste skanning viste desværre overordentligt dårligt nyt. Der er ny tumorvækst og denne gang sidder det et andet sted end hvor alle havde forventet det. Jeg har flere gange hørt at kræftcellerne ville vokse ud det samme sted som før og at det var yderst sjældent at det flyttede sig eller spredte sig. Det har været en beroligelse for mig, for selv om det er frustrerende og slidsomt at skulle opereres igen, så har jeg haft visheden om at jeg var helt tumorfri lige efter en operation. Og at det var næsten gratis at blive opereret der, fordi det var til at komme til for kirurgen og fordi der ikke sad vigtige funktioner, jeg ikke kunne kompensere for.<br />
<br />
Den nye tumor (som består af tre mindre knuder) sidder centralt i hjernen på broen mellem de to hjernehalvdele og kan ikke opereres.<br />
<br />
Så nu begynder en anden behandling: Kemo og avastin intravenøst. I morgen sidder jeg på ambulatoriet fra klokken 11 og føler pludselig at døden er kommet tættere på og at jeg er syg for alvor.<br />
Jeg er skræmt fra vid og sans. Pissebange, mens jeg forsøger at sælge mig selv tanken om at dette bare er anden omgang i en Taekwon-do-kamp eller at jeg er Million dollar baby, der vælger en taktik om at tage tæskene og så læne mig lidt ekstra ud i tovene for at få afsæt til at smadre den lede ko af en modstander med et eneste slag, når hun mindst venter det.<br />
<br />
Samtidig får jeg så snart hjælp fra et palliativt team, der skal overtage alt det her koordinations- og tovholderhelvede med hospitalets afdelinger og hjælpe os herhjemme med hvad vi nu har brug for psykosocialt. <br />
Vi <u>har </u>brug for hjælp. Men jeg slugte lige en klump, da lægen sagde palliativt team, for jeg troede det er sådan noget døende får hjælp fra. Lægerne siger beroligende, at jeg ikke er opgivet.<br />
Ergo: Runde 2. Bring it. Heal me.<br />
<br />
Må i alle få en velsignet jul. Lad lysene skinne klart i år, hold forventningerne til jer selv nede og nyd det der er. Ikke det i ville ønske der var. <br />
<br />
<br />
<br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com46tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-23691721790643014632013-11-18T09:39:00.001+01:002013-11-19T06:30:41.342+01:00Aktivitets-rationeringJeg ville have skrevet om kommunalvalget og især om, hvor fuldstændigt uigennemskueligt det er, hvad kandidaterne mener og vil kæmpe for - og hvilke evner de har for at komme igennem med det.<br />
Men... det bliver endnu en opdatering på Lene.<br />
<br />
Jeg blev nødt til at læse tilbage i bloggen for at finde ud af, hvordan jeg havde det efter den første operation, for jeg synes jeg er meget træt og meget skrøbelig denne gang. Jeg tror ikke forskellen fra den ene operation til den anden er så stor, bortset fra at jeg bare var vildt lettet efter den første og slet ikke havde fattet .... nogetsomhelst, faktisk.<br />
Jeg havde vilde smerter op til den første operation og haft det rigtigt godt op til den anden. En væsentlig forskel.<br />
<br />
Der er et ikke uvæsentligt element, der har sneget sig med i den samlede pulje af usikkerhed denne gang.<br />
90% af alle, der har fået en hjerneoperation får epileptiske anfald. Jeg troede, jeg gik fri, for der har ikke været andet i den retning end en trækning i underlæben når jeg var træt.<br />
<br />
Jeg har været under et utroligt stort pres på det sidste: Aksel har
været syg et par dage og manden har været lukket i luftvejene
samtidig, så min vigtige nattesøvn, der skal hele min hjerne, har været noget hullet.<br />
Samtidig har jeg ikke fået nok at spise - både fordi jeg gerne vil leve sundt og kræftrigtigt og ikke har haft overskud til at lave grøntsagsretter til mig selv hver dag og fordi jeg bare ikke har været særligt sulten. To elementer, som gør at krampetærsklen rykker tættere på, siger neurologerne.<br />
<br />
Så jeg fik et epileptisk anfald.<br />
Det er, hvis nogen spørger jer, indbegrebet af kontroltab.<br />
Frygten for at det kommer igen er der hele tiden. Tænk, hvis jeg har brugt kræfterne og rammer krampetærsklen midt på gaden eller i en bus. Jeg skal hele tiden vurdere om jeg vil bruge klip på en aktivitet. Kan jeg både svare på en sms og gå en tur? Er en 90 års fødselsdag vigtig nok, når jeg ved, at jeg er lukket ned hele den næste dag? Vil jeg skrive et blogindlæg, når jeg ved at det øger risikoen for et anfald?<br />
Der er så meget stolthed og forfængelighed på spil, men der er også en omsorg for dem, der vil komme til at opleve mig i epileptiske kramper.<br />
Så sagde vi jo, at medicinen og hyppige hvil forhindrer at der kommer flere. <br />
<br />
Krampen er beviset på alt det jeg har været igennem. En konstant påmindelse af, at alt ikke er i orden.<br />
Jeg må ikke køre bil de næste måneder, så det er også et helt håndgribeligt frihedstab. Det lyder måske som en detalje for langt de fleste af jer, men der er nogle af jer, der ved, at min bil og det at køre bil spiller en meget stor rolle i mit liv. Det er der, jeg kan være alene og slappe af. Sagde jo, at jeg lidt er en mand. Med hang til høje hæle. <br />
<br />
Jeg
tror ikke jeg vil overraske nogen, når jeg siger at min situation også er et
enormt stressmoment for mine nærmeste. Ikke alene er der en masse
ansvar og praktik, som jeg plejer at stå for, som andre må løfte, der er også en
frygt for mit helbred, tanker om hvad der skal ske hvis jeg ikke er her
mere og en angst for at de selv bliver syge.<br />
Jeg tror ikke, der er en
eneste af mine familiemedlemmer, som ikke har tænkt tanken om kræft ved
den mindste uregelmæssighed. Man bliver bange.<br />
<br />
Det er voldsomt for mig at skulle erkende, at jeg ikke kan eller må hjælpe dem. Jeg har ikke kræfter til både at passe på dem og mig selv. Nu er det min tur.<br />
<br />
Men hold nu kæft, hvor er det svært. <br />
<span style="font-size: x-small;">Savner du indlægget om kommunalvalget? Forståeligt...</span><br />
<br />
OK, OK... Mine blodtal efter den første kemoserie er FINE så vidt jeg kan se. <br />
Der <u>er </u>håb og jeg tror jeg får lov til at få den anden runde fra i morgen.<br />
<br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com5tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-3849858749909486632013-10-31T10:09:00.002+01:002014-01-03T12:18:41.294+01:00Støttehjul til behandlingFordi vævsanalysen viste, at det desværre ikke bare var arvæv (eller pseudoprogression som det hedder på lægesprog) de opererede ud af mig, men cancerceller af værste skuffe, skal jeg have noget efterbehandling.<br />
<br />
Vi prøver igen med den samme type kemo som sidst og håber at min knoglemarv kan følge med denne gang.<br />
Jeg fik den første omgang i kemokarussellen sidste uge og er så småt ved at finde benene igen. Kemo slår alt ned, ikke bare kræftceller, og jeg skal hilse og sige at det godt kan mærkes, selvom jeg er på ca halv dosis nu.<br />
<br />
Jeg leder (selvfølgelig) efter måder at styrke mit immunforsvar, så jeg kan klare mosten.<br />
<br />
Lad mig lige med det samme nævne Hampeolie eller cannabisolie, som er det helt store hype indenfor altenativ kræfthbehandling nu. Og alternativ sclerosebehandling. <br />
Og jeg mener hype.<br />
Der er artikler på <a href="http://www.information.dk/475950" target="_blank">information</a> og i <a href="http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article2135425.ece%E2%80%8E" target="_blank">ekstrabladet. </a><br />
Det er ikke en anerkendt behandlingsform og det etablerede system advarer mod at gøre brug af den naturlige cannabis, fordi man også får de psykoaktive stoffer med og fordi man risikerer at fremme celledelingen istedet for at stoppe den. Istedet er der udviklet et syntetisk cannabionoid, der hedder JWH-133. Det skulle efter sigende virke på min kræftform. Måske.<b> </b><b> </b><br />
<br />
Måske er det bare en måde at slå plat på menneskers panik. <b> </b><br />
Ihvertfald vil jeg ikke bruge det nu. Jeg gør ingenting, der ikke er afstemt med <a href="http://morkesiden.blogspot.dk/2013/09/a-team.html" target="_blank">the A-team</a><br />
<br />
Jeg tror meget på at styrke kroppens eget forsvar, så jeg læner mig voldsomt op ad <a href="http://www.blogger.com/goog_2079556784">Chris McDonalds metode</a><b><a href="http://fuckcancer.dk/">.</a> </b>Kost og motion, frisk luft, mentalt overskud og 40 gram mørk chokolade<br />
<br />
På søndag tager jeg til akupunktør for at få en hjælpende hånd til mit immunforsvar, så min knoglemarv har bedre muligheder for at klare behandlingen denne gang.<br />
Jeg ved ikke om det virker, men det kan ikke skade.<br />
Jeg er meget spændt og var lige ved at tude, da akupunktøren i telefonen sagde at hun var sikker på at hun kunne hjælpe og lød som om hun havde erfaring og gode resultater med at understøtte den etablerede behandling. Ikke erstatte den.<br />
<br />
Bliver generelt vildt rørt, når folk gerne vil hjælpe<br />
<br />
<span style="font-size: x-small;">(For eksempel når Mette gør opmærksom på at jeg kan få en neuro-psykologisk og kognitiv afdækning der hvor hun arbejder. Det er også en håndsrækning, der driver tårer. Jeg vil så gerne godt videre)</span><br />
<b><br /></b>
<b><br /></b>
<b> </b>skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com11tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-23598334637262225862013-10-30T16:38:00.001+01:002013-10-31T09:05:04.386+01:00Bare mig, der gør noget naturstridigtJeg er sådan en, der klarer alting selv, hvis jeg kan komme til det, for det er lettere for mig at flytte en hel lejlighed selv, kasse for kasse end at bede nogen om hjælp. Jeg fikser skabslågerne, skifter hjul på bilen og går helt selv til lægesamtaler, hvis jeg kan slippe afsted med det, fordi det er det letteste for mig.<br />
Jeg har antennerne så langt ude og når jeg har nogen med til lægesamtalerne, så har jeg derfor en ekstra opgave i at håndtere min ledsagers reaktioner og passe på den, der egentlig skulle være der for at støtte mig. Det kommer lynhurtigt til at tage fokus fra min egen reaktion, som jeg bare glemmer at mærke. <br />
Jamen, sådan er det. Det er også mig, der sidst får mad herhjemme. Selvom jeg er besvimelsen nær af energimangel.<br />
<br />
Der er mange af den mere alternative skole, der mener at sygdom og især kræft skal lære en noget. Jeg mener, at man skal være meget påpasselig med at nærme sig en begrundelse for hvorfor nogen får kræft og andre ikke. Skyldsbegrebet er ømt som en byld og spørgsmålet 'hvorfor lige mig?' er uundgåeligt - men det burde udløse instant lynnedslag at andre prøver at begrunde sygdom som en slags nedkaldt straf eller 'læring' som det hedder. Man bliver ikke syg fordi man skal lære noget, jeg tror mere på, at man lærer noget fordi man bliver syg.<br />
Hvad jeg har lært? Åh...<br />
Det er en proces, er det ikke det, man siger? Jeg lærer hele tiden. Og forsøger at sætte mig selv først.<br />
Jeg tror på at jeg skal støtte op om min gode operation og de gode behandlinger ved at få den rigtige kost, den rigtige motion og finde motivation og mentalt overskud, så jeg får optimale betingelser for at blive rask - istedet for at blive ædt op af stress.<br />
Jeg skal lære at sætte mig selv først.<br />
<br />
Jeg leder efter 'implementer'-knappen og er oppe imod meget fastgroede vaner. <br />
<br />
Det er en forandringsproces og det går ikke problemfrit for sig. Kost og motion er i den lette ende, men at jeg sætter mig selv først betyder også at jeg må prioritere andre lavere. Der er meget, der bare ikke skal lægges på mit bord mere. <br />
Hvis jeg nu ikke var en pleaser og lettere konfliktsky, så ville det være lettere, men det er faktisk svært for mig at ignorere mails med ønske om en opdatering på mit forløb, hvis jeg kan mærke at jeg ikke har behov for at udlevere mig selv i retning af afsenderen. Det er nogle gange svært bare at mærke, at jeg ikke har lyst til at lukke op.<br />
For hvad vil folk synes, når jeg nægter at give dem det de beder om?<br />
<br />
I den modsatte ende af skalaen er det også utroligt svært at lukke op og tage imod den omsorgsfulde støtte. Det er jeg overhovedet ikke forvænt med. Hvordan doserer jeg åbenheden? Kan folk lide mig, hvis jeg fortæller, hvor råddent bange jeg er ind imellem og rent faktisk tager imod hjælpen? skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-41783659845325466802013-10-18T20:58:00.000+02:002013-10-18T21:10:40.435+02:00Grusomt sejJeg læser ikke gerne selvbiografier eller beretninger, der handler om hvordan nogen, gerne kendte, overvandt cancer. Jeg har enten siddet med et savn efter en højere litterær kvalitet eller med en fornemmelse af at nogen har været alt for bevidste om at cancer sælger og kan genoplive en karriere, hvis det bliver vinklet rigtigt.<br />
I virkeligheden er min udfordring nok at jeg sidder tilbage med en følelse af at have fejlet, hvis jeg ikke klarer det her. Som om man kun er sej, hvis man overlever og ender med at se godt ud med kemohår.<br />
<br />
Men så nævnte<a href="http://hellesblog.com/" target="_blank"> Helle</a> <a href="http://www.teachingcancertocry.com/" target="_blank">Ezra Caldwell og hans billeder</a>, da hun var på besøg igår. De er virkelig også noget for sig selv og jeg elsker den råhed og uforfalskede måde at finde skønheden i det enkle, han viser. <br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="http://www.teachingcancertocry.com/wp-content/uploads/2013/07/fish-in-a-barrel.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="211" src="http://www.teachingcancertocry.com/wp-content/uploads/2013/07/fish-in-a-barrel.jpg" width="320" /></a></div>
Der er billeder af cykler, der er en passion for bevægelse, mennesker og for fotografi som rammer mig.<br />
<br />
Nu har jeg også fundet en beretning om et kræftforløb, som jeg ikke kan slippe, selvom det gør rigtigt modbydeligt ondt i mig at blive ved med at læse, for hans ord er også fulde af uforfalskethed og passion.<br />
<br />
Han er terminal cancerpatient og har besluttet sig for ikke at ville modtage mere behandling. Han har valgt døden.<br />
<br />
Han overlever ikke. Men hold nu kæft hvor er han sej, for han skriver lige præcis det han er - også når han er bange og når han er nødt til at holde pause, fordi han er for konfus til at få sætninger til at hænge sammen. Der er plads til grin og selvironi og der er selvportrætter, som får min mave til at vende sig af lige dele ubehag og fascination - <a href="http://ezracaldwell.com/" target="_blank">hans fotosite finder i her</a>skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-59973867111679651002013-10-13T20:36:00.000+02:002013-10-13T20:36:56.618+02:00Helt sikkert usikkertForestil dig, at du efter en lang barsel eller en meget lang influenzaperiode eller bare en jordomrejse vender tilbage til arbejdet.<br />
Efter et par måneder er du ved at have bare lidt greb om det at koncentrere sig om noget nyt i længere tid ad gangen, du begynder at gøre en forskel og hverdagen er ved at være i faste rytmer.<br />
Kedeligt, tænker du nok, men influenza er også kedeligt. Efter mange måneder med sygdom forestiller jeg mig, at du længes efter en forudsigelighed, der er sikker nok til at du kan planlægge nye ting at krydre det hele med. Og du begynder at glæde dig til jul, frokosten i kantinen og de evindelige spørgsmål om hvad du skal lave nytårsaften. Til ferie med dit barn. <br />
<br />
Jeg beder dig ikke forestille dig at være syg af kræft.<br />
<br />
Jeg beder dig forestille dig så at du pludselig en dag får at vide at du skal væk to uger igen - influenzaen er tilbage - og at du bagefter skal et eller andet. Hvilket andet? Det får du at vide en af dagene, men lige nu kan du kun tænke over om det er det ene, der giver dig forhøjet blodtryk eller om det er det andet, der giver dig sygedage, værre end influenzadagene og gør dig skaldet.<br />
Lige nu kan du se om du kan få tankerne fra 'det andet' og juleplanlægningen, træningen og noget som helst andet, der kræver forberedelse. Det er ikke nu, du kan tænke på det. Du kan ikke aftale med din bedste veninde at ses i weekenden om 3 uger, for du ved ikke endnu om det er det ene eller det andet og slet ikke, hvor slemt 'det andet' bliver. Hvis det altså bliver det. Du ved heller ikke hvornår 'en af dagene' er. <br />
<br />
Du kan også lige se om du kan lade være med at tænke på Sofie Gråbøl og på, hvordan du vil se ud uden hår og om folk vil glo og tænke på død, nød og elendighed før de tænker på dig, når de ser dig. Det nytter alligevel ikke noget, at du tænker over det. Du får bare ondt i maven og småkramper i hele din torso mens du ligger og forgæves prøver at sove efter at være vågnet for 4 gang med et sæt. Bare prøv at lade være. Prøv også lige at lade være med at tænke på om du nogensinde kan indgå i en arbejdsplan uden at svigte den. Altså... når du er færdig med at være så ked af det, at du ikke kan trække vejret fordi at dem, du holder af, skal trækkes igennem det hele, både tankerne og gentagelserne med dig. <br />
<br />
Forestil dig så, at du som en slags metausikkerhed kommer til at gentage turen flere gange i løbet af de næste år. Fravær fra alt - også din familie - og så noget andet.<br />
Det kan være, at der bliver længere mellem gentagelserne, men det kan også være, at du efter nogle gentagelser også bliver udstyret med en lammelse i ansigtet, der gør det svært at tale og synge godnatsang, at spise og se uberørt ud. Eller bare glad. Du ved det ikke. Men prøv bare at lade være med at tænke for meget over det. Det nytter jo ikke at være bekymret og ked af det også mellem gentagelserne.<br />
Som du ikke aner hvornår kommer. Eller slutter.<br />
Forestil dig, at du faktisk overhovedet ikke har lyst til at de slutter. <br />
<br />
Sådan ser den bagage ud, jeg bærer på. Cirka. Lige nu ihvertfald. skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-7317464490825904322013-10-07T12:03:00.000+02:002013-10-07T14:07:40.188+02:00The only wrong you can do is not doing anythingJeg blev opereret i mandags.<br />
the A-team var ikke sikre på, hvad det var, de så på MR-billederne fredagen før og turde ikke tage nogen chancer ved at se tiden an. Überkirurgen afventede min accept af planen og gik så i egen høje person ud og fandt en tid til operation. Mandag. Bang. Milevidt fra Læge med slattent håndtryks strategi om ikke at gøre noget og se tiden an.<br />
<span style="font-size: x-small;">(en tumor af værste slags vokser sig fuldvoksen på 2 mdr.)</span><br />
Jeg sov hele tirsdag når jeg ikke kastede op. Lyste op, da lægen kom ind på min stue og blev udskrevet. Så sov jeg noget mere, før jeg droppede morfinen, der gjorde mig dårligere end operationen lægger op til.<br />
Nu går det hastigt opad, jeg bliver stadig rigtigt træt lige pludselig, men jeg mangler kun at svare et par enkelte mails og sms'er.<br />
<br />
Jeg regner med at få svar på vævsprøverne en af dagene og så ser vi, hvad der følger af ydeligere behandling.<br />
<br />
I får lige denne her med Geo, der ikke prøver at være sjov lige her. Meget relevant. Alle de hilsner og håndsrækninger, jeg har fået her, på sms, på facebook, fra alle tænkelige - og overraskende - kanter støtter, varmer og giver håb.<br />
Man kan ikke gøre noget forkert.<br />
<br />
<iframe allowfullscreen="" frameborder="0" height="360" src="//www.youtube.com/embed/mFK60wv4pho?feature=player_embedded" width="640"></iframe><br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com11tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-4854278877663853772013-09-23T20:46:00.000+02:002013-09-23T20:46:26.199+02:00A-team<i>Jeg har fået at vide at du har bedt om en samtale med mig, selvom du har fået svar en gang</i>, sagde hun. <i>Men jeg kan ikke se i din journal, at du har fået svar og derfor kan det godt være, at jeg ikke siger noget mere opløftende idag. Og det beklager jeg. </i><br />
<br />
Hvorefter overlægen vender sin skærm om mod mig, så jeg kan kigge med. Hun gennemgår det hun kan se; randopladning, lille 'dims' lige over operationshullet som hun også måler op til mindre end en cm. <br />
<i>'Jeg tror at det er rester fra operationen, vi kan se, men jeg tør ikke garantere noget, for det er lidt fortættet siden sidst'. </i> <br />
<br />
Jeg gik derfra 15 minutter senere efter at have bekæmpet min trang til at kramme brillerne af hende, selvom hun ikke har frikendt mig. Hun gav mig klar besked, sin vurdering og satte lige på stedet gang i sygeplejersker og koordinatorer for at få mig og mine billeder med på en konference på fredag, hvor der både er neurokirurger, neuroradiologer og hende selv til stede, fordi hun ikke vil være skråsikker, men gerne diskutere med andre erfarne kræfter. Hun spurgte endda til, hvem der opererede mig, lige inden hun skubbede brillerne op på plads som om hun kunne mærke mine gentagne mentalkrammere, der kun tog til i styrke, da hun sagde at jeg ikke skulle bruge kræfter på at mærke efter 'alt muligt mystisk'. <i>Vi ser det, før du gør. </i><br />
<br />
Fra nu af vil jeg få svar fra det panel og hvis hun ikke er der, er min anden hjerneoverlæge der.<br />
Jeg har det stærkeste hold nu og ude i mit postnummer humper nogen rundt med krydsede ben, fordi alt skal krydses, der krydses kan, om man så skal ligne før-billedet fra en Tena-reklame lige til på fredag. skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com5tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-341782127646119432013-09-10T21:31:00.000+02:002013-09-10T21:31:44.628+02:00Det falske svarTypisk mig. Jeg havde sat mig for at alt var fint og væk og tilbage til normalen, bare med en skæbnesymfoni som afdæmpet underlægningsmusik resten af mit liv. Det skulle være så sundt at kunne fortrænge bare lidt for at fungere.<br />
<br />
Jeg ved ikke om jeg fik fortalt det sidst, men den forrige skanning, altså den første kontrolscanning, viste en smule hvid opladning i kanten af operationshullet. Man får kontraststof sprøjtet i åren under MR-scanningen og hvis der er noget, der lyser op på billederne er det 'aktivt' væv på den forkerte måde. Eller også randopladningen en reaktion på strålebehandlingerne. <br />Ligesom når man får et brandsår på armen, så er der lidt mærkelig kant på. Sådan. <br />Overlægen sagde sidste gang at de så det meget ofte og at der med overvejende sandsynlighed ikke var fare på færde i dette tilfælde. <br /><br />Denne gang kommer jeg så til samtale og forventer min sædvanlige kyndige gamle overlæge, der har set det hele, men bliver istedet mødt af en ung læge med krøllet skjorte og slattent håndtryk. Og en masse mistænkeligt ledende spørgsmål. <br />Om jeg har hovedpine? <br />Prikken ud i hånden? <br />Nogen synsforstyrrelser?<br /> indtil jeg spørger om han kan se noget på billederne, siden han fisker sådan. <br />Jaaaaaa.... det ser jo ikke for godt ud, siger han. Hullet i mit hoved er blevet mindre, men randopladningen er der stadig. Den hvide opladning ser lidt tykkere ud nu og straks tænker jeg på en elastik, der bliver mere gennemsigtig i farven, når man strækker den og mere koncentreret og tykkere, når man slapper den igen. Måske det kunne være tilfældet med kanten på mit nu mindre hul i hovedet? Jeg ved en masse om god fantasi til at bortforklare grimme ting, men hvad ved jeg om hjerner?<br /><br />
Lægekonferencen, hvor ingen af de hjernespecialiserede havde været til stede, havde besluttet ikke at gøre noget, men at holde nærmere øje med mig. Det kan jeg kun være glad for og jeg var måske også lidt mindre rystet, hvis lægedrengen var begyndt på den måde: Der er stadig randopladning og vi holder godt øje med dig og især hvis Læge Med Slattent Håndtryk ikke også lige fik sagt at jeg, når det så sådan ud, måske skulle forberede mig på at skulle have en kemobehandling. Af den slags i dropform som man bliver MEGET tyndhåret af. Og at jeg skulle være opmærksom på forandringer og sige til, hvis der dukkede nogen op, for så ville de fremrykke scanningen <span style="font-size: x-small;">(Jeg ved godt at det skrives skanning, men jeg synes, det ser forkert ud. So sue me)</span>. Adspurgt hvilke forandringer jeg sådan mere konkret skulle være opmærksom på, svarede han: hovedpine, synsforstyrrelser eller alt muligt mystisk. <br />Øh. <br />Alt muligt mystisk? Bare for at gøre mig så sindssyg som overhovedet muligt?<br /><br />Nåmen her er jeg. Jeg har det godt på trods af udtalt hypokondri i hovedregionen og jeg holder øje med de symptomer, der var til stede da tumoren voksede frem inden jul. Konstant hovedpine og facialis parese. Ellers kan selv den mindste musealbue hurtigt blive alt for mægtig.<br /><br />Jeg bange mæ hælve te, men stadig så meget mig selv at jeg har insisteret på at få en af hjerneoverlægerne til at se på billederne og give mig svar der er baseret på erfaring. Det tog mig to timer i telefonen at overbevise sekretærer og sygeplejerske om det rimelige i det og jeg skal vente til den 23. på at komme i audiens.<br />
<br />
Jeg ved godt, at der er risiko for, at hun bekræfter at der er grund til bekymring og udsigt til kemo. Så er det bare et svar, der er baseret på erfaring istedet for noget, der er læst i en bog på et kollegieværelse, der lugter af makrelsalat. <br /><br />Bidsk? Mangler tillid til unge læger der giver svar jeg ikke kan lide? Jep. Copingstrategierne er skruet ordentligt i. <br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com5tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-70147164142636170592013-09-05T21:01:00.000+02:002013-09-05T21:07:50.348+02:00Kom med detJeg er så træt af kun at blogge, når det handler om kræft og vejen tilbage til raskliv. Der må være andet i mit liv.<br />
Jeg er så forbasket irriteret over, at det andet, der er i mit liv, består af morgenrutinen, arbejde, aftenrutinen, 20 sekunders tv eller bog og så søvn inden næste dags tur rundt i hamsterhjulet.<br />
<br />
Nej, jeg trænger ikke til at komme ud og hamre tequilashots eller være monteret under et kridhvidt spahåndklæde i eukalyptusdampende 48 timer alene. Nej, jeg trænger ikke til at tænke mere positivt og drikke aloe vera.<br />
<br />
Jeg trænger til at få svar på kontrolscanningen imorgen, rå uforbeholdne mængder af kærlighed fra alle vinkler og træning. <br />
<br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-73770490186516563122013-08-27T21:22:00.000+02:002013-08-27T21:22:58.660+02:00Scchh med det muskelmassetab. Op med måsenDet er alderen, siger de. Du har jo ikke trænet i 3 år. Hvilket er næsten sandt. Jeg har ihvertfald ikke trænet som jeg gjorde før jeg blev gravid og slet ikke som dengang jeg var single. Og jeg er fyldt 40.<br />
<br />
Men det er ikke hele forklaringen, selvom alle gerne ville skubbe resten lidt i baggrunden. Min stolthed kan næsten ikke bære at mærke, hvor stor en kamp det er at gennemføre bare en fjerdedel af det, jeg plejede at kunne gøre uden at gøre mig synderligt umage. Min muskelmasse er så reduceret af kemo, binyrebarkhormon og alder, at kompakte ben og vilje ikke redder mig mere. <br />
<br />
Jeg er fristet til at sige til dem, der spørger om jeg skal deltage i cykelløb eller med ud at træne i skoven at jeg skal noget den dag. Bare for ikke at skulle forklare, hvorfor jeg er i SÅ dårlig form at jeg ikke bare kan tage med på en hyggetur. (Hyggetur med udsigt til vrangsiden af lungerne og seriekramper i læggene?)<br />
<br />
Nu er jeg kommet til at bilde mig selv ind, at jeg nok skal redde den på medvinden og heldet og udstyret, bare jeg tror på det, så jeg er tilmeldt <a href="http://traedtil.dk/" target="_blank">Træd til </a>i Skanderborg den 8. september mens alle de seje cykeltrunter kører ræs i Tour de Femme imens, så jeg ikke bliver fristet til at konkurrere stoltheden af mig. Det eneste der virkelig virkelig ikke må ske er at jeg punkterer, for jeg har ikke kræfter i hænderne til at skifte slange.<br /><br />
Og så vil jeg forære mig selv en gave. Fra mig til mig. Skov, luft og opløftet mås-udstyr.<br /> <br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiJ6fl8rcpb1_5wB0mhHq7TTs2GKdj30HhmxizMEIwTU3IyIPvBVUQWdFUEn82BUCDHh1V40ebTzHBlQW5esoPOnM4LbirXTnp6EnuU2pIRaNCeG7IlCwjyUlxFBHUfmcjUdpUHIEo75dw/s1600/64997.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="224" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiJ6fl8rcpb1_5wB0mhHq7TTs2GKdj30HhmxizMEIwTU3IyIPvBVUQWdFUEn82BUCDHh1V40ebTzHBlQW5esoPOnM4LbirXTnp6EnuU2pIRaNCeG7IlCwjyUlxFBHUfmcjUdpUHIEo75dw/s320/64997.jpg" width="320" /></a></div>
<br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-61751268341115534462013-08-16T21:16:00.002+02:002013-08-16T21:16:41.609+02:00Tudemarie2 uger på job og det står helt klart, at jeg har forandret mig i forhold til den gamle Lene-på-job. Jeg har stået i min chefs meget varme kontor idag sammen med 21 kolleger og kæmpet med dirrende hage og mundvige, der trak udad, så mine øjne løb i vand.<br />
<br />
Jeg har før skrevet om, at min nye arbejdsplads er fabelagtig fordi den tør give sådan en som mig en chance. I virkeligheden burde jeg skamrose en enkeltperson, som jeg føler jeg skylder en hulens masse mere end bare hyldest: Min chef.<br />
Jeg kender hende fra for 10 år siden, hvor vi var en slags kolleger. Jeg var til samtale med hende før jul og har hende i min facebook. Hun har holdt fast i mig, selvom hun har fået den private insight og insisteret på at få mig ansat i firmaet - og helst i hendes afdeling, fordi hun synes jeg er god.<br />
Hun har passet på mig og det driver taknemmelighedstårer frem.<br />
<br />
Idag meddelte hun så, at hun skal være chef for en anden afdeling.<br />
<br />
I gamle dage havde jeg trukket lidt ærgerligt på skuldrene over at miste en dygtig leder, men husket på, at det er vilkårene. Chefer flytter sig, organisationer ændrer sig og solen stiger stadig op i øst.<br />
<br />
Min chef har en plan. Min chefs planer får mine tårer til at løbe.<br />
<br />Jeg synes egentlig det er ret befriende at være følelsesladet på den letbevægelige måde, men det er også temmeligt bemærkelsesværdigt, hvor let jeg knytter mig til folk.<br />
Der røg det image som kølig forretningsdame.skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-82511163490957983752013-08-12T20:37:00.000+02:002013-08-12T20:41:50.768+02:001 uge og en dagSå længe har jeg været på mit nye job. Jeg har lært lidt.<br />
<br />
Det er ikke så hårdt at starte nyt job som jeg - og især andre - havde frygtet.<br />
<br />
Jeg har været træt, men fordi Mikkel har været 5 dage på festival har jeg haft for meget at lave til rigtigt at lægge mærke til det.<br />
<br />
Det kan lade sig gøre at være til Princekoncert OG passe sit arbejde, men jeg vil ikke nødvendigvis anbefale mig selv tage den chance igen. Især ikke hvis Princekoncerten skal opleves klemt inde mellem 53000 andre. Jeg har sjældent nydt den friske luft så meget, som da jeg sad i sædet i en cykeltaxa på vej væk fra festivalpladsen efter jeg besluttede, at jeg havde oplevet det, jeg skulle. Den aften, altså.<br />
<br />
Jeg mangler stadig at lære at finde vej til kantinen, at bruge en ip-telefon, bordmodellen og at holde mine følelser i skak, når jeg hører om nogen, der har mistet sin ægtefælle eller om et barn, der har mistet en forælder til kræft. Det rører mig, så jeg næsten ikke kan trække vejret. <br />
<br />
Og nå ja. Jeg har lært at jeg ikke skal spise flere dougnutferskner. <br />
Der er bevægelsescensor på toiletterne på mit nye arbejde og det må
virke underligt at gå forbi toiletdøren og høre nogen skraldgrine
derinde, fordi nogen måtte vifte armene frem og tilbage som en anden
Kaptajn Jespersen. Fra tønden. <br />
<br />
Jeg lærer nok lidt mere, for jeg satser på at gå på arbejde længe endnu.skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-74340779784484883152013-07-25T21:04:00.000+02:002013-07-26T11:53:50.097+02:00Slut på en epokeNåmen, hvad har jeg så lavet siden jul? Der forsvinder jo ikke bare sådan 7 måneder uden en eller anden form for produkt, vel?<br />
<br />
Jeg kan ikke umiddelbart bringe noget stort og banebrydende frem på tadaaaa-måden, selvom det jo var meningen, at jeg skulle skrive den bog, så snart jeg fik en 6-7 måneder til overs.<br />
Det har jeg ikke kunnet.<br />
Jeg har ikke evnet at overskue og planlægge et projekt som en bog ville være. Først indenfor den seneste måneds tid har håbet om at kunne noget så komplekst stukket hovedet forsigtigt frem.<br />
<br />
Mit hoved og min krop og mine følelser har været i undtagelsestilstand.<br />
Jeg har været imploderet.<br />
<br />
Sygdom og en hestekur af en behandling kunne med lethed have gjort mig handicappet på en eller anden måde og den slags forløb jeg har været igennem gør de fleste permanent trætte og giver et blivende koncentrationsbesvær.<br />
Jeg er heller ikke sluppet helt gratis, men billigt. Jeg har bare ikke kunnet ret meget ud over at være stille.<br />
Og skamfuld. Og rundhovedet. Og mere skamfuld. <br />
<br />
Jeg virker. Det hele dur. Jeg har bare ikke lavet noget særligt siden jul. Ud over at sidde i venteværelser, være taknemmelig over alle de fantastiske mennesker på Aarhus Universitetshospital jeg har mødt, tjekke facebook og i øvrigt holde vejret mens jeg har krydset mine afsprittede fingre. Og været mor. Nogle gange ved at hive mig selv op ved de få nakkehår jeg havde tilbage, men jeg har været der. Hver dag.<br />
<br />
Nu skal jeg ikke have mere kemo og jeg begynder så småt at trække vejret. Det er farligt, for lettelsen gør mig vakkelvorn og det hele begynder at dæmre for mig.<br />
Min efterbehandling stopper her, for min knoglemarv er ikke kommet sig over den 3. kemokur. Selvom jeg skulle have haft 6 ture i alt. <br />
<br />
Nu kan jeg begynde at stikke hovedet ud af boblen. Tror jeg. Og blive stærkere uden at kunne se frem til at blive slået tilbage til start med 3 ugers mellemrum. <br />
<br />
Jeg er ikke så irritabel mere. Bare forvirret. <br />
<br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com10tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-28751281845366341952013-07-24T09:39:00.003+02:002013-07-24T09:40:55.632+02:00Utidighed og urimelighedDet svinger mellem utilfredshed med at ingen lægger mærke til mit nye mørke hår og bedre (synes jeg) udseende og utilfredshed med at der bliver lagt for meget mærke til mig: Mit rod, fx. Eller når jeg taber noget eller glemmer noget.<br />
Lige dele 'så se mig da' og 'kunne man ikke lige se væk et øjeblik, hva?'<br />
<br />
Det svinger mellem 'tag nu lige hensyn, for fanden' og 'spar mig for medlidenhed'.<br />
<br />
Mellem boblende forventning om et normalt, langt og lykkeligt arbejdsliv og frygt for om jeg kan klare at springe ud i et fuldtidsjob et nyt sted med nye systemer.<br />
<br />
Jeg veksler mellem at håbe, at mine blodtal ikke er helt fine nok endnu i morgen, så lægerne denne gang ikke udsætter mere, men vælger at stoppe kemo-kurene, for de er ikke for bange kvinder, der skal være noget for nogen hele tiden, og at håbe, at min knoglemarv er kommet sig, så jeg kan få de sidste 3 behandlinger og have den ekstra sikkerhed for at være rask, så jeg kan være noget for nogen hele tiden.<br />
<br />
Irritationen svinger kun i styrke. Den er der hele tiden. Man behøver ikke en master i psykologi for at hive konklusionen frem om at irritation bare er tegn på at der er følelser til stede og at jeg har et enormt behov for bekræftelse.<br />
<br />
Så tør jeg ikke sige noget, tænker du nok. Næ... Det er nok også klogest at lade være. Risikoen for at jeg hvæser et urimeligt og usikkert forsvar mod dig er overhængende. <br />
<br />
Vi taler om min evne til at tage mod kritik og vurdering en anden dag i en anden galakse. skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-6182252167234109658.post-52581594287465105532013-07-10T09:46:00.000+02:002013-07-10T10:31:40.803+02:00Nyt jobJeg sagde jo, at jeg havde en hemmelighed:<br />
<br />
Sidste år gik jeg til jobsamtaler og tog mensa-lignende tests mens jeg fik morfin. Budgetter blev flyttet i virksomheden og der var pludselig ikke noget job at søge mere.<br />
Jeg blev opereret, bestrålet og fyldt med kemo og ringet op igen. Om jeg stadig var interesseret? Den afdeling, der havde fået budgetterne ville gerne tale med mig også..<br />
Flere tests og flere samtaler senere fik jeg et afslag. Jeg har fuld forståelse for, at afdelingslederen hellere vil ansætte 2 unge mennesker, der er sprængfyldt af nye ideer, end en 40-årig mor med hår, der er tyndet af erfaring.<br />
Det er ok. Især fordi han i samme åndedræt sagde, at den første afdelingsleder havde en plan. Om hun måtte ringe til mig igen?<br />
<br />
Jeg begynder i en fuldtidsstilling den 5. august og har sagt op som konsulent. <br />
Her står jeg så med armene over hovedet, fordi jeg har fået job mod alle odds og fordi jeg glæder mig for fuld udblæsning til at arbejde for en virksomhed, der siger, at de hellere end gerne vil ansætte mig - og at de er endnu mere overbeviste fordi de er fuldt informerede om min situation.<br />
Det tog mig lige et sekund at fatte den sidste del... <br />
<br />
Mine arme er groet fast i mine ører efterhånden.<br />
Mens mine knæ ryster.<br />
For kan jeg? Ved de nu helt hvad de har ansat? Jeg kan høre Mikkel gentage for 120. gang at jeg er testet i hoved og røv, men forstår de nu situationen sådan rigtigt? Er det ikke forfærdeligt at have en kemo-sygedag indenfor de første to uger?<br />
<br />
Vi får se.<br />
Jeg springer ihvertfald ud i det og får en ilddåb.<br />
Jeg begynder den 5., skal til Princekoncert den 7. og får kemo den 8. <span style="font-size: x-small;">(Hvis mine blodtal er i orden)</span> Mikkel passer festivallen et par dage efter, mens jeg skal sætte mig ind i nye kolleger, nye opgaver og passe Aksel på en bund af nyt job og kemo.<br />
<br />
Jeg er sikker på, at jeg har armene endnu mere over hovedet når jeg har festet mig igennem hele den uge. <br />
<br />
<br />skyggesidenhttp://www.blogger.com/profile/15217507468307482403noreply@blogger.com6