Den 27. maj skal jeg MR-scannes. Den 30. maj får jeg svaret ud på eftermiddagen.
De to sætninger rummer så meget for mig, at de nærmest står og pulserer på skærmen nu.
Ikke alene synes jeg, det er meget lang tid at vente på et svar (neurologerne skal lige have tid til at se ordentligt på scanningsbillederne. Forstået. Lægen skal lige have tid til mig. Forstået). Jeg har det svært med at nogen allerede har svaret et par dage før mig og den næste der siger, at det jo bare er et par dage som de andre, har ikke helt fået med, hvor bange jeg var, sidst jeg stod og ventede på at få en tilbagemelding fra en læge. Der ventede jeg ikke nær så længe og jeg var lige ved at bide armen af Mikkel, da han forsøgte at lægge en beroligende hånd på mit lår.
Jeg kan ingenting før efter den 30. og alting er på standby, selvom der bliver planlagt. Hvis der findes en halvvågen zombietilstand er det den her.
Overvejelserne går allerede i rundhyl. Der er så mange 'hvad nu hvis'er over det her og jeg er så sart og overtroisk at jeg ikke tør går med tørklæde, når det blæser, fordi jeg har set et billede af Heidi med tørklæde i solskin og se hvordan det gik hende...
Jeg slider i det med nedtrapningen af prednisolon, som gør mig så træt, at selv jeg forstår, at jeg ikke kan lave noget nonstop hele dagen, selvom jeg skammer mig over det. Jeg synes også at kemo-kurene tager hårdt fat.
Men jeg føles rask når jeg ikke slås med medicin.
Det beviser det. Jeg er rask. (Bank under bordet)
torsdag den 16. maj 2013
onsdag den 15. maj 2013
Nye neuroser
Der var engang, hovedpine dukkede op og blev fordrevet med to panodil eller et skulderkast.
Dengang var spændingshovedpine en naturlig følge af for meget arbejde, for meget bilkørsel, for meget læsning i dårligt lys.
Nu er hovedpine en lille pose med koncentreret angst. En brusetablet, som får kroppen til at huske sidste gang, der var smerter i regionen og straks til at tænke katastrofetanker om at det er samme uvæsen, der er vendt tilbage som en Stephen Kingsk klovn. At der er en ny knude og at trykket er for højt i kraniet igen. Og hvis der samtidig er så meget som en lille murren i kæbeleddet eller en lille summen i læben er det bekræftet af neuroserne. Det er ikke bare hovedpine.
Det er aldrig bare hovedpine mere. Heller ikke selvom hovedpinen forsvinder efter to panodil. Der er altid et dræberspind af angst og bekymringer med, som griber familien, fremtiden og åndedrættet i en klæbrig, kvælende omfavnelse.
Hvor ville jeg ønske, at jeg havde påskønnet tømmermænd, overtræning og dårlige romaner midt om natten.
Og skuldertræk.
Dengang var spændingshovedpine en naturlig følge af for meget arbejde, for meget bilkørsel, for meget læsning i dårligt lys.
Nu er hovedpine en lille pose med koncentreret angst. En brusetablet, som får kroppen til at huske sidste gang, der var smerter i regionen og straks til at tænke katastrofetanker om at det er samme uvæsen, der er vendt tilbage som en Stephen Kingsk klovn. At der er en ny knude og at trykket er for højt i kraniet igen. Og hvis der samtidig er så meget som en lille murren i kæbeleddet eller en lille summen i læben er det bekræftet af neuroserne. Det er ikke bare hovedpine.
Det er aldrig bare hovedpine mere. Heller ikke selvom hovedpinen forsvinder efter to panodil. Der er altid et dræberspind af angst og bekymringer med, som griber familien, fremtiden og åndedrættet i en klæbrig, kvælende omfavnelse.
Hvor ville jeg ønske, at jeg havde påskønnet tømmermænd, overtræning og dårlige romaner midt om natten.
Og skuldertræk.
onsdag den 1. maj 2013
Shadow sounds
Turboweekend har jeg slæbt med mig rundt, hvor jeg kunne komme til det. I mixet version til spinningtimerne, som arbejdsmusik i ørebøfferne og ikke mindst som køremusik i bilen.
De kan noget. Deres musik gør noget. Silas' stemme er blandt dansk musiks allerbedste. En stemme, jeg på en gang forføres hjertebankende af og roligt kan hvile mine ører på. Overraskende med den sikkerhed og så stor en spændvidde og nerve på en gang.
Navnet på deres nye EP (Shadow sounds) gør ikke identifikationen og sympatien mindre...
Se halvdelen optræde i Godmorgen Danmark her
De kan noget. Deres musik gør noget. Silas' stemme er blandt dansk musiks allerbedste. En stemme, jeg på en gang forføres hjertebankende af og roligt kan hvile mine ører på. Overraskende med den sikkerhed og så stor en spændvidde og nerve på en gang.
Navnet på deres nye EP (Shadow sounds) gør ikke identifikationen og sympatien mindre...
Se halvdelen optræde i Godmorgen Danmark her
tirsdag den 16. april 2013
Rock on. Jeg tager heller ikke t-shirten på den dag
Helle fortalte, at hun skulle tale til et motionsløb arrangeret til fordel for kræftramte for nogle år siden.
I dagens anledning sendte man lige de kræftramte ud på en ekstra runde i gule t-shirts, så de kunne blive hyldet som fightere.
Jeg ER sikkert en af de eneste, der slet ikke kan se logikken i det.
Ekstrarunde? Hyldest?
Yay, hvor er du sej, fordi du har kræft. Du fortjener en ekstrarunde, en hyldest og en medalje (selvom du sikkert helst bare ville være normal og levende, vi er ligeglade, for nu skal vi lige lege overskuds-feel-good-agtige og gøre noget godt for vores eget selvbillede, mens vi lægger hovedet på skrå)
Hurra, du har kræft! Nej vel?
Den forherligelse af sygdommen, som jeg oplever Kræftens Bekæmpelse have nogle gange, lægger jeg helt reflektorisk afstand til.
Der er ikke noget helteagtigt over at have fået kræft og man er ikke en helt, hvis man bliver rask, men heldig.
Derfor kom det også lidt bag på mig, da jeg fik en mail fra Drivkræften med titlen 'Hyldestkoncert for kræftramte', hvor de gerne ville have mig til at omtale en koncert i Vega.
Den tænkte jeg over. Længe.
Det krævede en cykeltur.
Flere kopper kaffe.
Hård rock.
En lang forsvarstale til spejlbilledet for at melde tilbage at ordvalget alene er så stor en sten i skoen for mig, at jeg ikke vil bidrage.
Samme sprogsten gør også, at jeg sikkert vil sidde og råbe til Knæk Cancer til efteråret. Sikkert noget højlydt fornærmet om, at man da heller ikke hiver udsultede afrikanske børn på scenen og klapper af dem. (ER det bare mig?)
Og så læste jeg lige mailen igen og fik faktisk også klikket på linket.
Der er stadig opkast i min mund, men jeg må se om jeg ikke kan blive lidt mindre sproghysterisk, fordi andre ikke er det i samme udstrakte grad som jeg er.
Desuden havde jeg lige vist mig i fuld offentlighed i min La Flamme Rouge-cykeltrøje, flankeret af fedt fjæs, halvskaldet hovede og en lillebitte snert af dobbeltmoral.
Jeg kan kun se noget godt i livemusik, en fed aften, fælles oplevelser og jeg kunne faktisk godt lide mailens andre ord. Koncerten skal være en god oplevelse og være med til at belyse den særlige bagage, man har efter en kræftdiagnose. Man er arret på krop og sjæl, selvom man bliver erklæret rask. Det synes jeg er sindssygt vigtigt at få formidlet. Dog bedst serveret med livet i fokus.
Det er min opfattelse, at folkene bag koncerten med Kira Skov, The Eclectic Moniker og The William Blakes (guest stars) netop vil feste i noget liv og oplyst glæde.
Tanken om, at der er en slags brugsanvisning til alle de pårørerende og vennerne på de t-shirts, der bliver påtrykt Hold om mig, når jeg er bange, kan jeg faktisk også godt bruge, for det er fannerme ikke altid let for mine venner og pårørende at knække koden til, hvordan de skal håndtere mig, der stadig har meget store udfordringer med at bede om hjælp og vise sårbarhed.
Jeg kan forestille mig, at de har det lidt som jeg har det med det her billede af Frederik Vedersø fra The Eclectic Moniker. Ikke ligefrem et kram, man er mest tilbøjelig til at række frem mod ham og hans stop-hånd.
Gå til livekoncerter alt hvad I kan, nyd det. Også denne her. I støtter Kræftens Bekæmpelse samtidig.
Imens håber jeg, at de modige kommunikationsmennesker i cancer.dk skynder sig at slette 'hyldest' fra alt deres materiale.
Tanken er god nok. Tror jeg. Jeg forsøger stadig at overbevise mig selv om, at det kun er mig, der tænker 'freakshows-retorik'.
I dagens anledning sendte man lige de kræftramte ud på en ekstra runde i gule t-shirts, så de kunne blive hyldet som fightere.
Jeg ER sikkert en af de eneste, der slet ikke kan se logikken i det.
Ekstrarunde? Hyldest?
Yay, hvor er du sej, fordi du har kræft. Du fortjener en ekstrarunde, en hyldest og en medalje (selvom du sikkert helst bare ville være normal og levende, vi er ligeglade, for nu skal vi lige lege overskuds-feel-good-agtige og gøre noget godt for vores eget selvbillede, mens vi lægger hovedet på skrå)
Hurra, du har kræft! Nej vel?
Den forherligelse af sygdommen, som jeg oplever Kræftens Bekæmpelse have nogle gange, lægger jeg helt reflektorisk afstand til.
Der er ikke noget helteagtigt over at have fået kræft og man er ikke en helt, hvis man bliver rask, men heldig.
Derfor kom det også lidt bag på mig, da jeg fik en mail fra Drivkræften med titlen 'Hyldestkoncert for kræftramte', hvor de gerne ville have mig til at omtale en koncert i Vega.
Den tænkte jeg over. Længe.
Det krævede en cykeltur.
Flere kopper kaffe.
Hård rock.
En lang forsvarstale til spejlbilledet for at melde tilbage at ordvalget alene er så stor en sten i skoen for mig, at jeg ikke vil bidrage.
Samme sprogsten gør også, at jeg sikkert vil sidde og råbe til Knæk Cancer til efteråret. Sikkert noget højlydt fornærmet om, at man da heller ikke hiver udsultede afrikanske børn på scenen og klapper af dem. (ER det bare mig?)
Og så læste jeg lige mailen igen og fik faktisk også klikket på linket.
Der er stadig opkast i min mund, men jeg må se om jeg ikke kan blive lidt mindre sproghysterisk, fordi andre ikke er det i samme udstrakte grad som jeg er.
Desuden havde jeg lige vist mig i fuld offentlighed i min La Flamme Rouge-cykeltrøje, flankeret af fedt fjæs, halvskaldet hovede og en lillebitte snert af dobbeltmoral.
Jeg kan kun se noget godt i livemusik, en fed aften, fælles oplevelser og jeg kunne faktisk godt lide mailens andre ord. Koncerten skal være en god oplevelse og være med til at belyse den særlige bagage, man har efter en kræftdiagnose. Man er arret på krop og sjæl, selvom man bliver erklæret rask. Det synes jeg er sindssygt vigtigt at få formidlet. Dog bedst serveret med livet i fokus.
Det er min opfattelse, at folkene bag koncerten med Kira Skov, The Eclectic Moniker og The William Blakes (guest stars) netop vil feste i noget liv og oplyst glæde.
Tanken om, at der er en slags brugsanvisning til alle de pårørerende og vennerne på de t-shirts, der bliver påtrykt Hold om mig, når jeg er bange, kan jeg faktisk også godt bruge, for det er fannerme ikke altid let for mine venner og pårørende at knække koden til, hvordan de skal håndtere mig, der stadig har meget store udfordringer med at bede om hjælp og vise sårbarhed.
Jeg kan forestille mig, at de har det lidt som jeg har det med det her billede af Frederik Vedersø fra The Eclectic Moniker. Ikke ligefrem et kram, man er mest tilbøjelig til at række frem mod ham og hans stop-hånd.
Gå til livekoncerter alt hvad I kan, nyd det. Også denne her. I støtter Kræftens Bekæmpelse samtidig.
Imens håber jeg, at de modige kommunikationsmennesker i cancer.dk skynder sig at slette 'hyldest' fra alt deres materiale.
Tanken er god nok. Tror jeg. Jeg forsøger stadig at overbevise mig selv om, at det kun er mig, der tænker 'freakshows-retorik'.
torsdag den 11. april 2013
Kluddermor
Mandag var en vigtig dag, for jeg skulle ind og opleve Eddie Izzard. Selvfølgelig vælger jeg den dag af alle at bytte om på medicinen.
Jeg havde ellers omhyggeligt talt op, hvor mange tabletter a 4 mg binyrebarkhormon der skulle til for at give 32 mg. 8. Tjek. Dobbelttjek med Mikkel. Ned i halsen.
Der gik en halv time, så var jeg sat ud af spillet. Jeg havde det rædselsfuldt. Jeg kunne ikke se klart, kunne ikke finde ud af at svare med de ord, jeg ville, og var så træt at det var lammende, samtidig med at mine muskler spændtes og bevægede mig, så jeg ikke kunne sidde eller ligge stille.
Dagen efter gik det op for mig, hvor fanget i min egen krop jeg havde været. Jeg kunne ikke forklare mig undervejs.
Først på vej hjem fra det fabelagtige show, hvor jeg begyndte at blive mere gammeldags træt, dæmrede det for mig, at jeg kunne have taget 8 kvalmestillende piller istedet for 8 af de meget nødvendige.
Jeg mødte to helt ubrudte glas med de rigtige piller og et farisærpilleglas, der havde mistet ret meget af sit indhold.
Facepalm.
Af alle dage.
Ti facepalms senere kom lettelsen over, at der var en forklaring på den sølle tilstand jeg befandt mig i og at det er gået over igen. Det var bare medicin og ikke permanent hjerneskade.
Jeg HAR købt en doseringsæske.
Nu håber jeg, at jeg kan trappe mere rigtigt ned på binyrebarkhormon, for jeg er langt fra stolt af det måneansigt, jeg slæber rundt på.
Jeg skal ikke sige om det var flovheden over mit ansigt eller tågen i min hjerne, der gjorde, at jeg ikke turde hilse på Annamette.
Stod bare der mellem celebs på stribe og kunne ikke være i mig selv.
Men Eddie? Han stod helt skarpt med bule i buksen, lange negle med den mest utrolige lak og et show, der muligvis blev endnu mere fantastisk af at være helt blottet for sexistiske jokes.
Jeg havde ellers omhyggeligt talt op, hvor mange tabletter a 4 mg binyrebarkhormon der skulle til for at give 32 mg. 8. Tjek. Dobbelttjek med Mikkel. Ned i halsen.
Der gik en halv time, så var jeg sat ud af spillet. Jeg havde det rædselsfuldt. Jeg kunne ikke se klart, kunne ikke finde ud af at svare med de ord, jeg ville, og var så træt at det var lammende, samtidig med at mine muskler spændtes og bevægede mig, så jeg ikke kunne sidde eller ligge stille.
Dagen efter gik det op for mig, hvor fanget i min egen krop jeg havde været. Jeg kunne ikke forklare mig undervejs.
Først på vej hjem fra det fabelagtige show, hvor jeg begyndte at blive mere gammeldags træt, dæmrede det for mig, at jeg kunne have taget 8 kvalmestillende piller istedet for 8 af de meget nødvendige.
Jeg mødte to helt ubrudte glas med de rigtige piller og et farisærpilleglas, der havde mistet ret meget af sit indhold.
Facepalm.
Af alle dage.
Ti facepalms senere kom lettelsen over, at der var en forklaring på den sølle tilstand jeg befandt mig i og at det er gået over igen. Det var bare medicin og ikke permanent hjerneskade.
Jeg HAR købt en doseringsæske.
Nu håber jeg, at jeg kan trappe mere rigtigt ned på binyrebarkhormon, for jeg er langt fra stolt af det måneansigt, jeg slæber rundt på.
Jeg skal ikke sige om det var flovheden over mit ansigt eller tågen i min hjerne, der gjorde, at jeg ikke turde hilse på Annamette.
Stod bare der mellem celebs på stribe og kunne ikke være i mig selv.
Men Eddie? Han stod helt skarpt med bule i buksen, lange negle med den mest utrolige lak og et show, der muligvis blev endnu mere fantastisk af at være helt blottet for sexistiske jokes.
søndag den 7. april 2013
Sometimes it snows in april
Det er ikke lange løg det hele. (ja, det var en aprilsnar. De af jer, der har lagt ordrer... undskyld)
Faktisk er jeg langt mindre brokrøv nu end jeg var før operation, stråler og kemo.
Selv nu, hvor jeg har kroppen fuld af kemo, prikken og stikken, kan jeg se alt det gode meget klarere end jeg forfalder til at lufte lange løg og bitterhed over noget som helst.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk gider skrive så mange statusopdateringer om det dårlige vejr, når vi lige har haft en hel stribe dage med sol og sprødhed i luften. At det skifter til sne i april er fascinerende. For mig altså.
Der er heller ikke nogen store planer, som lidt snevejr forhindrer, for jeg kan ikke planlægge. Ikke arbejdsstart, ikke flytning, faktisk ikke engang hvilken rækkefølge jeg skal klare dagen, før jeg står midt i den. Og at få overblik over et loft, der skal ryddes og vurdere, hvilket af mit gamle legetøj, jeg vil bringe hjem, får mine fødder til at summe og min tinding til at spænde.
Jeg kan ikke. Det er en hvid plet på mit landkort for tiden.
Det betyder ikke, at jeg ikke har planer. Jeg kan bare ikke særligt godt afstemme dem med andres forventninger uden at blive irriteret. Mest på mig selv.
Måske nærmere pivbange over, at det er sådan det er med mig nu og at ingen ved om det går væk igen.
Men det er sådan det er. Det er også sådan, at jeg har motorik, tale og sociale evner i behold, selvom jeg er følelsesløs i låret og jeg kan blive så bange indimellem at jeg ikke tør sove.
Solen skinner mere end det sner i april. Det er et faktum.
At stirre sig sneblind på en eftermiddag er at give den for meget magt.
Faktisk er jeg langt mindre brokrøv nu end jeg var før operation, stråler og kemo.
Selv nu, hvor jeg har kroppen fuld af kemo, prikken og stikken, kan jeg se alt det gode meget klarere end jeg forfalder til at lufte lange løg og bitterhed over noget som helst.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk gider skrive så mange statusopdateringer om det dårlige vejr, når vi lige har haft en hel stribe dage med sol og sprødhed i luften. At det skifter til sne i april er fascinerende. For mig altså.
Der er heller ikke nogen store planer, som lidt snevejr forhindrer, for jeg kan ikke planlægge. Ikke arbejdsstart, ikke flytning, faktisk ikke engang hvilken rækkefølge jeg skal klare dagen, før jeg står midt i den. Og at få overblik over et loft, der skal ryddes og vurdere, hvilket af mit gamle legetøj, jeg vil bringe hjem, får mine fødder til at summe og min tinding til at spænde.
Jeg kan ikke. Det er en hvid plet på mit landkort for tiden.
Det betyder ikke, at jeg ikke har planer. Jeg kan bare ikke særligt godt afstemme dem med andres forventninger uden at blive irriteret. Mest på mig selv.
Måske nærmere pivbange over, at det er sådan det er med mig nu og at ingen ved om det går væk igen.
Men det er sådan det er. Det er også sådan, at jeg har motorik, tale og sociale evner i behold, selvom jeg er følelsesløs i låret og jeg kan blive så bange indimellem at jeg ikke tør sove.
Solen skinner mere end det sner i april. Det er et faktum.
At stirre sig sneblind på en eftermiddag er at give den for meget magt.
mandag den 1. april 2013
Mangler bare navnet
Utallige selvudviklings- og lederkurser har lært mig, at man skal vise sig selv i noget kreativt.
Og hvad skal man ellers tage sig til, når man sidder og udvkler lange løg?
Der har været rigtigt mange muligheder oppe at vende, når jeg har skullet realisere mig selv og blive lidt supplements-selvstændig: Næsten allesammen noget med mad eller kager eller forfatteri.
Nu tror jeg, konceptet er der.
Det viste sig nemlig, at kommentarsporet i mit facebookopslag flød over med mandlige bekendtes nysgerrige spørgsmål. Jeg skylder min tidligere spinningkollega tak, for det var ham, der bedst satte ord på mit fremtidige virke og i den grad pinpointede en niche indenfor herreaccessories, som jeg ikke havde spottet uden hans hjælp.
Løgposer. I en kold tid.
En anden supplerede med en tør konstatering af, at jeg havde valgt den glatte model og satte mig dermed i en lidt prækær situation, hvor produktporteføljen dels fik et løft og jeg blev helt stille i lang tid, mens jeg prøvede at tænke på om jeg nogensinde havde set behårede boller. (jeggooglerdemIKKE).
Men her er de! Jeg har nu to udgaver og de kan individualiseres.
Nu har min spinningkollegas boller ikke så meget som strejfet mig eller mine tanker før nu, men jeg tænkte, at hvis det skulle være naturtro covers til ham, så skulle det være noget med en skaldet plet, hvor hårene, uanset hvor sirlagt dadlerne bliver lagt på sadlen, er slidt af. Og lidt alderstro. Det der med stilkene er jeg ikke sikker på, men jeg kan ikke holde ud at tænke mere på det.
Det er sikkert ikke alle poser, der behøver være lige lange. Nogle kan også bare være pompom-agtige. Andre kunne laves som vanter, formet i et nænsomt greb nedefra og op. Til festlige lejligheder kunne en neonekstension og en lille lomme med plads til mønter og knæklys være en mulighed.
Det er det jeg skal. Der er åbent for bestillinger.
Blot... en lille detalje: I (jeg tror jeg har flest kvindelige læsere) kommer selv til at tage mål af jeres mænds bagage. Jeg skal nok opretholde tavshedspligt, hvis i bare lover, ikke at tage billeder.
Oh... hey. De fås også i en version til at hænge i bakspejlet, hvis I lige som jeg synes at de der klistermærker med 'Mors dyt' er for fesne.
Mind mig om at takke mine mandlige kommentatorer, Maria på Oslobåden og Mikkels gameface, når jeg bliver udråbt til årets gazellevirksomhed.
Og hvad skal man ellers tage sig til, når man sidder og udvkler lange løg?
Der har været rigtigt mange muligheder oppe at vende, når jeg har skullet realisere mig selv og blive lidt supplements-selvstændig: Næsten allesammen noget med mad eller kager eller forfatteri.
Nu tror jeg, konceptet er der.
Det viste sig nemlig, at kommentarsporet i mit facebookopslag flød over med mandlige bekendtes nysgerrige spørgsmål. Jeg skylder min tidligere spinningkollega tak, for det var ham, der bedst satte ord på mit fremtidige virke og i den grad pinpointede en niche indenfor herreaccessories, som jeg ikke havde spottet uden hans hjælp.
Løgposer. I en kold tid.
En anden supplerede med en tør konstatering af, at jeg havde valgt den glatte model og satte mig dermed i en lidt prækær situation, hvor produktporteføljen dels fik et løft og jeg blev helt stille i lang tid, mens jeg prøvede at tænke på om jeg nogensinde havde set behårede boller. (jeggooglerdemIKKE).
Men her er de! Jeg har nu to udgaver og de kan individualiseres.
Nu har min spinningkollegas boller ikke så meget som strejfet mig eller mine tanker før nu, men jeg tænkte, at hvis det skulle være naturtro covers til ham, så skulle det være noget med en skaldet plet, hvor hårene, uanset hvor sirlagt dadlerne bliver lagt på sadlen, er slidt af. Og lidt alderstro. Det der med stilkene er jeg ikke sikker på, men jeg kan ikke holde ud at tænke mere på det.
Det er sikkert ikke alle poser, der behøver være lige lange. Nogle kan også bare være pompom-agtige. Andre kunne laves som vanter, formet i et nænsomt greb nedefra og op. Til festlige lejligheder kunne en neonekstension og en lille lomme med plads til mønter og knæklys være en mulighed.
Det er det jeg skal. Der er åbent for bestillinger.
Blot... en lille detalje: I (jeg tror jeg har flest kvindelige læsere) kommer selv til at tage mål af jeres mænds bagage. Jeg skal nok opretholde tavshedspligt, hvis i bare lover, ikke at tage billeder.
Oh... hey. De fås også i en version til at hænge i bakspejlet, hvis I lige som jeg synes at de der klistermærker med 'Mors dyt' er for fesne.
Mind mig om at takke mine mandlige kommentatorer, Maria på Oslobåden og Mikkels gameface, når jeg bliver udråbt til årets gazellevirksomhed.
mandag den 18. marts 2013
Lukket planlægningsfest
Jeg er normalt ikke nervøs før udviklingsmøder. Nærmere opstemt. Men denne gang skal jeg forsøge at fremmane et overblik og en plan, som bare ikke findes. Jeg skal snakke om tilbagevenden til arbejdet lige om lidt med to chefer fra mit arbejde.
Jeg trapper ud af binyrebarkhormon og bruger kræfter på at restituere og genskabe min fysik.
Det er blevet bedre siden jeg sad og hviskede ned i min kaffe om, at jeg måske troede, at jeg var på vej op igen, men det er også helt tydeligt, at ressourcerne ikke er uanede.
Jeg har været til yoga, jeg har været i butikker (har ellers været supersvært at få hovedet omkring), jeg har været til dobbelt barnedåb og generelt haft mange successer.
Jeg har også haft et angstanfald, som jeg var ved at besvime af og jeg kan ramme træthedsmuren 10 minutter efter jeg styret hele verden. Typisk hvis der er mange mennesker, der vil give mig et knus samtidig.
Nu skal jeg så forsøge at lave en plan for at komme tilbage. Rundbarberet og uden mit sædvanlige fodfæste.
Det er her, jeg kan mærke hvor stor en omgang jeg har været igennem og det er helt tydeligt, hvor lang tid der er til starten af juni, hvor en MR-scanning vil vise om der er mere tumor i min hjerne. Hjernen og strålerne agerer i fællesskab dørmænd og nægter mig adgang til overbliks-festen.
Men hey... et udmærket udgangspunkt at kunne mærke det. Det er vilkår.
Der er smukhed, der skal opsøges og det får ikke lov til at vente til juni. Den finder jeg bare ad hoc og helt uden brug af budget-excelark med L-opslag og pivottabelller, som andre sidder og tungekysser derinde, hvor der bliver holdt planlægningsfester.
Fraaaaaaa NU af.
Jeg trapper ud af binyrebarkhormon og bruger kræfter på at restituere og genskabe min fysik.
Det er blevet bedre siden jeg sad og hviskede ned i min kaffe om, at jeg måske troede, at jeg var på vej op igen, men det er også helt tydeligt, at ressourcerne ikke er uanede.
Jeg har været til yoga, jeg har været i butikker (har ellers været supersvært at få hovedet omkring), jeg har været til dobbelt barnedåb og generelt haft mange successer.
Jeg har også haft et angstanfald, som jeg var ved at besvime af og jeg kan ramme træthedsmuren 10 minutter efter jeg styret hele verden. Typisk hvis der er mange mennesker, der vil give mig et knus samtidig.
Nu skal jeg så forsøge at lave en plan for at komme tilbage. Rundbarberet og uden mit sædvanlige fodfæste.
Det er her, jeg kan mærke hvor stor en omgang jeg har været igennem og det er helt tydeligt, hvor lang tid der er til starten af juni, hvor en MR-scanning vil vise om der er mere tumor i min hjerne. Hjernen og strålerne agerer i fællesskab dørmænd og nægter mig adgang til overbliks-festen.
Men hey... et udmærket udgangspunkt at kunne mærke det. Det er vilkår.
Der er smukhed, der skal opsøges og det får ikke lov til at vente til juni. Den finder jeg bare ad hoc og helt uden brug af budget-excelark med L-opslag og pivottabelller, som andre sidder og tungekysser derinde, hvor der bliver holdt planlægningsfester.
Fraaaaaaa NU af.
tirsdag den 12. marts 2013
Mens Nemesis gaber over chokoladen
I min mødregruppe har vi gennemskuet det. Systemet.
Man må ikke sige det højt, at barnet sover fint, spiser godt og at det faktisk er temmeligt meget optur for tiden, for så er det helt sikkert, at Nemesis-boomerangen svinger hen over barnets søvn og appetit dagen efter man har åbnet sin store mund.
Så nu mumler jeg det bare lige så stille ned i min kaffe på mødregruppemåden: Jeg tror, det går fremad. Jeg tror, strålernes effekt har toppet og side i går eftermiddags giver plads til at jeg kan rumme lidt mere end 1 ting ad gangen.
Det er bare før kommet fuldstændigt bag på mig, hvor hurtigt jeg kan skifte fra overskud til ærke-træthed, så ... sssscchh, kaffe.
Man må ikke sige det højt, at barnet sover fint, spiser godt og at det faktisk er temmeligt meget optur for tiden, for så er det helt sikkert, at Nemesis-boomerangen svinger hen over barnets søvn og appetit dagen efter man har åbnet sin store mund.
Så nu mumler jeg det bare lige så stille ned i min kaffe på mødregruppemåden: Jeg tror, det går fremad. Jeg tror, strålernes effekt har toppet og side i går eftermiddags giver plads til at jeg kan rumme lidt mere end 1 ting ad gangen.
Det er bare før kommet fuldstændigt bag på mig, hvor hurtigt jeg kan skifte fra overskud til ærke-træthed, så ... sssscchh, kaffe.
søndag den 10. marts 2013
Under the water
Jeg er rigtigt ked af, at jeg ikke får skrevet blogindlæg oftere og at jeg skylder sms'er, svar på facebook og mails. At jeg mangler at få spurgt til Lindas dårlige ryg og veninders hverdag med barn nr. 2. Generelt bare ærke-ked af, at jeg ikke får givet noget til andre for tiden.
Jeg har det som om jeg vader i vand til livet. Hver bevægelse koster flere kræfter end normalt og har jeg først skrevet en halv time på computeren er min dagsration af skærm og kræfter brugt op.
Som i ... helt op.
Så bliver jeg nødt til at lukke øjnene og hvile. Hvilket ikke er helt let, når det er weekend, Mikkel har influenza og Aksel er hjemme.
Jeg plejer at kunne bide tænderne sammen og bare knokle igennem trætheden, men den seneste uge har været ualmindeligt anderledes (hey, jeg kan stadig lave en pleonasme, så afskriv mig ikke helt)
Tænk at jeg er nået dertil, hvor selv min trofaste fysik begynder at kræve pause, hvile og hensyn. Mine muskler dirrer og jeg bruger stort set alle kræfter på at spise og fordøje.
Det ser simpelthen så ynkeligt ud på skrift.
Men det er sådan det er.
Om en uge, når alting vender og bliver lettere, skal jeg nok holde verden igen og være noget for andre.
Det er så fattigt at have hovedet oppe i røven på sig selv.
Jeg har det som om jeg vader i vand til livet. Hver bevægelse koster flere kræfter end normalt og har jeg først skrevet en halv time på computeren er min dagsration af skærm og kræfter brugt op.
Som i ... helt op.
Så bliver jeg nødt til at lukke øjnene og hvile. Hvilket ikke er helt let, når det er weekend, Mikkel har influenza og Aksel er hjemme.
Jeg plejer at kunne bide tænderne sammen og bare knokle igennem trætheden, men den seneste uge har været ualmindeligt anderledes (hey, jeg kan stadig lave en pleonasme, så afskriv mig ikke helt)
Tænk at jeg er nået dertil, hvor selv min trofaste fysik begynder at kræve pause, hvile og hensyn. Mine muskler dirrer og jeg bruger stort set alle kræfter på at spise og fordøje.
Det ser simpelthen så ynkeligt ud på skrift.
Men det er sådan det er.
Om en uge, når alting vender og bliver lettere, skal jeg nok holde verden igen og være noget for andre.
Det er så fattigt at have hovedet oppe i røven på sig selv.
mandag den 4. marts 2013
Pas nu godt på dig selv
Hospitalstøjet er sendt til vask og de sidste kemotabletter i en måned er taget. Idag var min sidste strålingsdag.
Dorthe, en af mine faste og superkompetente sygeplejersker, har som en af de eneste formået at forklare, hvad hun mener med 'pas nu godt på dig selv'. Hun har luret, at jeg stiller alt for høje krav til mig selv det meste af tiden. Så at passe på mig selv betyder lige nu at skrue ned for forventningerne til, hvad jeg skal kunne.
Det er så let at glemme at jeg næsten lige har gennemgået en hjerneoperation, for den gik jo godt og jeg slap overraskende let og uden problemer fra den.
Det er også meget let at sætte flueben ved 30 strålebehandlinger, daglige ture til Kommunehospitalet og fastspænding i maske og så i øvrigt lægge det bag mig. For det er også gået godt, tror jeg.
Alt er fint. Og lad mig så komme ud i foråret, begynde cykeltræningen, få hud og baller hejst op på plads igen. Igang, igang, igang, videre, videre, videre, for jeg er jo så sej.
Eller... Det ved jeg ikke om jeg er, for hvad betyder det at være sej? Det er for mig lige så diffust som at passe på sig selv.
Jeg er heldig, det er hvad jeg er.
Og det er jeg kun når det lykkes mig at fortrænge, hvilken meget alvorlig kræfttype, jeg er opereret for. Kontrolscanningen, der kan vise om alt tumor er væk ligger først om tre uvisse måneder.
Men så kan jeg jo begynde at træne, mens vi slår det hele hen.
Alle har en opskrift på, hvor meget og hvad jeg skal træne og jeg har en del projekter, jeg gerne selv vil have gang i. Tror egentlig også jeg har et lille projekt i at være lige så kontant i min udmelding til mig selv, når jeg begynder på mine vilde planer, som jeg er, når folk siger, at jeg bare lige skal en halv time ud i frisk luft dagligt. (Gåture er stadig lidt snyd i min bog)
Det kan godt være, at jeg bare lige skal lure dagsformen og vurdere om min særlige bagage kan slæbes med og så lade den bestemme, mens andre folks ideer og mine egne vilde planer skal sætte sig hen i køen til alt det andet, der må blande sig uden om.
Fordi det er sådan det er.
Det må være det, der hedder at passe på sig selv. At underlægge sig den vægelsindede Hr. Dagsform med bagage.
Nu har det bare alrig været min hofdisciplin at underlægge mig noget som helst, men jeg lærer vel også så længe jeg lever.
Jeg har lovet nogen at gøre hvad jeg kan for at leve længe.
Kæft, jeg bliver klog.
Dorthe, en af mine faste og superkompetente sygeplejersker, har som en af de eneste formået at forklare, hvad hun mener med 'pas nu godt på dig selv'. Hun har luret, at jeg stiller alt for høje krav til mig selv det meste af tiden. Så at passe på mig selv betyder lige nu at skrue ned for forventningerne til, hvad jeg skal kunne.
Det er så let at glemme at jeg næsten lige har gennemgået en hjerneoperation, for den gik jo godt og jeg slap overraskende let og uden problemer fra den.
Det er også meget let at sætte flueben ved 30 strålebehandlinger, daglige ture til Kommunehospitalet og fastspænding i maske og så i øvrigt lægge det bag mig. For det er også gået godt, tror jeg.
Alt er fint. Og lad mig så komme ud i foråret, begynde cykeltræningen, få hud og baller hejst op på plads igen. Igang, igang, igang, videre, videre, videre, for jeg er jo så sej.
Eller... Det ved jeg ikke om jeg er, for hvad betyder det at være sej? Det er for mig lige så diffust som at passe på sig selv.
Jeg er heldig, det er hvad jeg er.
Og det er jeg kun når det lykkes mig at fortrænge, hvilken meget alvorlig kræfttype, jeg er opereret for. Kontrolscanningen, der kan vise om alt tumor er væk ligger først om tre uvisse måneder.
Men så kan jeg jo begynde at træne, mens vi slår det hele hen.
Alle har en opskrift på, hvor meget og hvad jeg skal træne og jeg har en del projekter, jeg gerne selv vil have gang i. Tror egentlig også jeg har et lille projekt i at være lige så kontant i min udmelding til mig selv, når jeg begynder på mine vilde planer, som jeg er, når folk siger, at jeg bare lige skal en halv time ud i frisk luft dagligt. (Gåture er stadig lidt snyd i min bog)
Det kan godt være, at jeg bare lige skal lure dagsformen og vurdere om min særlige bagage kan slæbes med og så lade den bestemme, mens andre folks ideer og mine egne vilde planer skal sætte sig hen i køen til alt det andet, der må blande sig uden om.
Fordi det er sådan det er.
Det må være det, der hedder at passe på sig selv. At underlægge sig den vægelsindede Hr. Dagsform med bagage.
Nu har det bare alrig været min hofdisciplin at underlægge mig noget som helst, men jeg lærer vel også så længe jeg lever.
Jeg har lovet nogen at gøre hvad jeg kan for at leve længe.
Kæft, jeg bliver klog.
onsdag den 27. februar 2013
Særlig bagage
Helle bruger udtrykket, når hun skriver til mig og jeg forsøgte om 'særlig bagage' også dækkede det, sygeplejersken ville forklare mig idag: At jeg skal forholde mig til kræft fra nu af, at det bliver en art kronisk sygdom, som man holder øje med fra professionel side, men som også vil følge mig i de valg, jeg tager og de sociale sammenhænge, jeg indgår i. Det bliver som en astma eller en hjertesygdom, som er velreguleret.
Sygeplejersken lyste op og hun bryggede selv videre på det. Det er som at have en ekstra rygsæk med sig hele tiden, der skal checkes ind og nogle gange er i vejen når man rejser. Den er nogle gange ekstra tung.
Også for andre end mig.
Jeg ved godt, at det er svært for de fleste at forholde sig til en kræftsygdom. Nogle slår det lidt hen, når de ser mig, for det går jo meget godt, andre bliver meget bange, bekymrede og forskrækkede. Mest kvinder.
Mange forsøger at læse sig igennem alt for meget på nettet for at føle at de kan forudse, hvor det hele fører hen - og bliver endnu mere bange.
I mig er der lidt stille. Jeg mangler 3 strålebehandlinger og skal allerede i morgen sige farvel til en af de sygeplejersker, som har gjort størst forskel for mig i hele det her up-tempo-forløb. På den anden side af mandag er der vacuum og uvished indtil midt maj.
Jeg er træt nu og trætheden er ikke lammende, som 'fatigue' beskrives på nettet. For mig føles det som om der er lagt mere belastning på vægtstangen eller som om jeg går gennem vand. Ret billigt slutppet, at det først kommer nu.
Derfor er overvejelserne omkring skriveriet også blevet sat på standby. Jeg vil så gerne fortælle om alt det, jeg har set i forløbet, om kontakten mellem hospital og patienter, om kommunikationen, om hvad jeg (ikke) har kunnet bruge Kræftens Bekæmpelse til, om pårørende, om venner, om roller og familiemønstre, der forandres, men jeg mangler den rette vinkel og det rette format.
Kan være jeg spørger jer til råds senere om, hvor I synes mine erfaringer kan bruges og i hvilken form de skal serveres. Hvad man ikke har i hovedet, må man have i sin indsigtsfulde, hjælpsomme læserskare.
Senere. (Men kom bare med de gode ideer)
Lige nu er jeg igang med at tilpasse skulderstropperne på min særlige bagage og indstille mig på at jeg skal være sådan en, der beholder rygsækken på i bussen og nogle gange kommer til at smadre den ind i dem, der står ved siden af mig.
Sygeplejersken lyste op og hun bryggede selv videre på det. Det er som at have en ekstra rygsæk med sig hele tiden, der skal checkes ind og nogle gange er i vejen når man rejser. Den er nogle gange ekstra tung.
Også for andre end mig.
Jeg ved godt, at det er svært for de fleste at forholde sig til en kræftsygdom. Nogle slår det lidt hen, når de ser mig, for det går jo meget godt, andre bliver meget bange, bekymrede og forskrækkede. Mest kvinder.
Mange forsøger at læse sig igennem alt for meget på nettet for at føle at de kan forudse, hvor det hele fører hen - og bliver endnu mere bange.
I mig er der lidt stille. Jeg mangler 3 strålebehandlinger og skal allerede i morgen sige farvel til en af de sygeplejersker, som har gjort størst forskel for mig i hele det her up-tempo-forløb. På den anden side af mandag er der vacuum og uvished indtil midt maj.
Jeg er træt nu og trætheden er ikke lammende, som 'fatigue' beskrives på nettet. For mig føles det som om der er lagt mere belastning på vægtstangen eller som om jeg går gennem vand. Ret billigt slutppet, at det først kommer nu.
Derfor er overvejelserne omkring skriveriet også blevet sat på standby. Jeg vil så gerne fortælle om alt det, jeg har set i forløbet, om kontakten mellem hospital og patienter, om kommunikationen, om hvad jeg (ikke) har kunnet bruge Kræftens Bekæmpelse til, om pårørende, om venner, om roller og familiemønstre, der forandres, men jeg mangler den rette vinkel og det rette format.
Kan være jeg spørger jer til råds senere om, hvor I synes mine erfaringer kan bruges og i hvilken form de skal serveres. Hvad man ikke har i hovedet, må man have i sin indsigtsfulde, hjælpsomme læserskare.
Senere. (Men kom bare med de gode ideer)
Lige nu er jeg igang med at tilpasse skulderstropperne på min særlige bagage og indstille mig på at jeg skal være sådan en, der beholder rygsækken på i bussen og nogle gange kommer til at smadre den ind i dem, der står ved siden af mig.
Abonner på:
Indlæg (Atom)