tirsdag den 21. maj 2013

Fitnessreglen gælder stadig. Bare ikke for mig.

Jeg har meldt mig ind i mit gamle fitnesscenter igen. Jeg har hentet både min mand, min bedste veninde, flere gode historier og en fodvorte der - så jeg burde ikke overraskes over noget. Men det viser sig, at tiden i fitnesscentrene på mange måder står stille og på andre måder tager store spring, når man lige er udmeldt lidt.

Barbering under bruseren frabedes. Jeg ved ikke, hvor mange skilte med forskellige formuleringer af det budskab, der har været hængt op i tidens løb. Nogle med mange udråbstegn, andre blot som venlige henstillinger. Intet virker.
I båsen ved siden af mig har der to gange i træk stået et kvindemenneske med fødderne i balletposition og knæbøjning, så skraberen kunne komme godt ind i hjørnerne.  Jeg er bare glad for, at hun ikke sætter sig på hug, selvom det stadig er alt, alt for privat for mig - og ulækkert at skulle helt op på tåspidserne og hoppe væk fra vand med pubeshår.

Inspireret af crossfit er det blevet helt normalt for mænd at gå rundt i træningsområdet med lange kompressionsstrømper. Det ser lækkert ud på trimmede cross-fittere med glatte ben. Ja, ja... jeg kan GODT lide en god læg, men på mænd over 40 med krøluld i store mængder på stængerne ser det ud som om de er kommet til at glemme at tage bukser på.
Hvis jeg havde været instruktør på den spinningtime, hvor en mand troppede op i kompressionsstrømper og lidt inde i timen smed t-shirten, så hans cykelbuks med seler afslørede, at krølulden havde indtaget hele hans krop, for- og bagside, så havde jeg gjort noget.
På det tidspunkt spillede instruktøren sit andet Nik og Jay-nummer, så jeg var meget lidt rummelig.

Jeg havde frygtet at skulle stå med halvskaldet hovede i omklædningsrummet, men jeg fik bekræftet den gyldne regel for fitnesscenter-forfængelighed: Alle er travlt optaget af at se på sig selv i spejlet, no worries.
Der var en yngre kvinde, der stod helt stille og stirrede på mig. Det tog pippet fra mig og jeg følte mig helt ved siden af, men jeg tror nok, jeg har besluttet at hun bare stod helt stille og stenede.
Når mit hår er vådt, er det meget synligt, at der ikke er noget hår i højre side, så jeg havde regnet med en eller anden reaktion, da den asiatiske pige rettede sig op fra 'hårtørrerpositionen'. (Hvad er der blevet af reglen med at man ikke læner sig frem for at tørre hår før man har fået trusser på?)
Intet.
Ingen reaktion overhovedet. Hun så i øvrigt fantasisk ud med sine store falske bryster og laaaaaange sorte hår, som blev børstet og glattet i 20 minutter.

Ja, JEG kigger.

torsdag den 16. maj 2013

Rask. Venter på bekræftelsen.

Den 27. maj skal jeg MR-scannes. Den 30. maj får jeg svaret ud på eftermiddagen.

De to sætninger rummer så meget for mig, at de nærmest står og pulserer på skærmen nu.

Ikke alene synes jeg, det er meget lang tid at vente på et svar (neurologerne skal lige have tid til at se ordentligt på scanningsbillederne. Forstået. Lægen skal lige have tid til mig. Forstået). Jeg har det svært med at nogen allerede har svaret et par dage før mig og den næste der siger, at det jo bare er et par dage som de andre, har ikke helt fået med, hvor bange jeg var, sidst jeg stod og ventede på at få en tilbagemelding fra en læge. Der ventede jeg ikke nær så længe og jeg var lige ved at bide armen af Mikkel, da han forsøgte at lægge en beroligende hånd på mit lår.

Jeg kan ingenting før efter den 30.  og alting er på standby, selvom der bliver planlagt. Hvis der findes en halvvågen zombietilstand er det den her.
Overvejelserne går allerede i rundhyl. Der er så mange 'hvad nu hvis'er over det her og jeg er så sart og overtroisk at jeg ikke tør går med tørklæde, når det blæser, fordi jeg har set et billede af Heidi med tørklæde i solskin og se hvordan det gik hende...
Jeg slider i det med nedtrapningen af prednisolon, som gør mig så træt, at selv jeg forstår, at jeg ikke kan lave noget nonstop hele dagen, selvom jeg skammer mig over det.  Jeg synes også at kemo-kurene tager hårdt fat.
Men jeg føles rask når jeg ikke slås med medicin.

Det beviser det. Jeg er rask.  (Bank under bordet)


onsdag den 15. maj 2013

Nye neuroser

Der var engang, hovedpine dukkede op og blev fordrevet med to panodil eller et skulderkast.
Dengang var spændingshovedpine en naturlig følge af for meget arbejde, for meget bilkørsel, for meget læsning i dårligt lys.

Nu er hovedpine en lille pose med koncentreret angst. En brusetablet, som får kroppen til at huske sidste gang, der var smerter i regionen og straks til at tænke katastrofetanker om at det er samme uvæsen, der er vendt tilbage som en Stephen Kingsk klovn. At der er en ny knude og at trykket er for højt i kraniet igen. Og hvis der samtidig er så meget som en lille murren i kæbeleddet eller en lille summen i læben er det bekræftet af neuroserne. Det er ikke bare hovedpine.

Det er aldrig bare hovedpine mere. Heller ikke selvom hovedpinen forsvinder efter to panodil. Der er altid et dræberspind af angst og bekymringer med, som griber familien, fremtiden og åndedrættet i en klæbrig, kvælende omfavnelse.
Hvor ville jeg ønske, at jeg havde påskønnet tømmermænd, overtræning og dårlige romaner midt om natten. 
Og skuldertræk.

onsdag den 1. maj 2013

Shadow sounds

Turboweekend har jeg slæbt med mig rundt, hvor jeg kunne komme til det. I mixet version til spinningtimerne, som arbejdsmusik i ørebøfferne og ikke mindst som køremusik i bilen.

De kan noget. Deres musik gør noget. Silas' stemme er blandt dansk musiks allerbedste. En stemme, jeg på en gang forføres hjertebankende af og roligt kan hvile mine ører på. Overraskende med den sikkerhed og så stor en spændvidde og nerve på en gang.

Navnet på deres nye EP (Shadow sounds) gør ikke identifikationen og sympatien mindre...

Se halvdelen optræde i Godmorgen Danmark her