lørdag den 30. april 2011

Gammel, rund og med fortrængninger som støttestrømpe.

Jeg er lige blevet 29 for ... hvor mange gange er det nu? Ligemeget, indvendigt er jeg 28.
Nogle gange en del yngre og nogle gange en pokkers masse ældre, men 28 i gennemsnit. Hver gang jeg skal sige, hvor gammel jeg rigtigt er, føles det som om jeg lyver.

Sådan har jeg det også, når jeg ser mig i spejlet for tiden. Det er et noget gammelt hylster, der stirrer tilbage på mig. Det ser ud som om det har spist gær. Fordi jeg ikke fik de ekstra 10 cm i benlængde i fødselsdagsgave, ser jeg ud som en hudfarvet udgave af Barbamama, bygget af cirkler.

Og rynker.

Jeg kan heller ikke helt fatte, at mine jævnaldrende også ligner rigtige voksne. Mest mændene, faktisk. En del af mine bekendte er blevet rigtigt distingveret gråhårede og rigtigt mange af dem har fået voksne maver og fladere baller. Hang til sildemadder og en kold øl.

Jeg forstår det ikke. Det, jeg ikke forstår er nok, at jeg ikke forstår det, for det er egentlig ved at være på tide, at jeg ikke bilder mig selv ind at huden er glat og kæbelinien skarp i min alder. Men skal det være en fortræningning, så lad det være en fortrængning.

Det er bare umuligt at fortrænge, at jeg selv er 39, når kæresten er ivrig fotograf.  Det bør være forbundet med skrap censur at tage billeder af mig, før der er installeret filtre og blødt lys og før lommeudgaven af instant-photoshop er opfundet.

Til gengæld har jeg opfundet en ny leg, når jeg er ude at blive luftet med manden. Jeg spørger stadig om de ben vi møder, ligner mine, når jeg tror, der er et match (for man ved bare ikke rigtigt, hvordan man selv ser ud, vel?), men nu er jeg også begyndt at vurdere, om de damer, vi møder til lagersalg er ældre eller yngre end mig.

Nogle gange er det bare sindssygt svært at vurdere, hvor gamle kvinder er, når de går rundt i beige, grydeklip og dårlig bh.

  

fredag den 29. april 2011

Den bedste fødselsdagsgave

Det er min overbevisning, at man skal tage udgangspunkt i sig selv i alt hvad man gør, forstået på den måde, at man ikke skal strække sig længere end overskuds-elastikken rækker og at man altid, altid skal have sig selv med i det man gør.

Derfor er det også ganske i sin orden, hvis man melder fra til noget med en undskyldning i temaet: Det har jeg ikke overskud til/Det kan jeg ikke overskue.

Nogle gange gør man også sine omgivelser en stor tjeneste ved at melde afbud, så man ikke sidder med et øje på klokken eller med rande så sorte om øjnene, at de matcher samvittigheden over at være lige der og ikke et andet sted.

Der er ikke meget ved at være vært for gæster, der bare skal have det overstået og guderne skal vide, at det heller ikke er andet end sur røv at være gæst uden overskud, når man hellere vil sidde hjemme i sofaen med dynen.

Derfor har jeg den dybeste, inderligste respekt for det gode menneske,  der melder sig ind i nedtonet fødselsdag og kun gør det, fordi det er indenfor elastikkens rækkevidde og fordi det menneske med fuld respekt for sin egen formåen har plads og lyst til at være der og kan rumme andre menneskers og mærkværdige behov.

Mine, that is.  Jeg får så meget lyst til at lave mad til sådan en...

tirsdag den 26. april 2011

Facer-repellant

Vi skal være gode ved naturen, vi skal redde verden, vi skal købe fairtrade, vi skal sende alle vores penge til Nigeria for ellers får vi sars og dårlig karma og DET kan vi ihvertfald ikke være bekendt.

Men seriøst, ikke? Min AuraKarmaZen bliver vred, når der står en lømmel i langt fedtet hår og dyre snickers og ser forudrettet ud, mens han affekteret råber op om Den Eneste Rigtige Sandhed og vil overbevise mig, der er dobbelt så gammel og overhovedet ikke så naiv som ham, mens han ryger en smøg og har parkeret øjenbrynene overtalenden oppe i den alt for glatte pande.

Det. gider. jeg. ikke.
Facere skal skride væk fra min vej. Blev der sagt.
Facere kan med deres blotte tilstedeværelse få mig til at sige stædigt nej til uanset hvilken god sag, de vil prakke mig på, og give mig lyst til at knibe dem lidt i kinderne og spørge om ikke de skulle gå hjem og få sig en marmelademad og et glas mælk. Og passe deres skole. 

Jeg har prøvet mange strategier for at få dem verfet af men det lykkedes den anden dag. Greenpeace er kendt for at der skal mere end en højtryksslange til at få dem til at give op, men ... det er så mig, der virker bedre end at blive spulet med iskoldt, fiskestinkende vand.

Fedtet teenager kommer selvretfærdigt smilende mig i møde i solskinnet. Jeg har ikke travlt. (Jeg kan ikke engang se ud som om jeg har travlt med den her gangart). Clipboardet er skudklart, approach-bemærkningen taler til mit bedre jeg som virkelig, virkelig skylder at dele ud af min umådelige overflod og redde verden.

Hvorefter min mund siger: Det kan godt være, at jeg ligner en hval, men det der? Det har absolut ingen interesse. Selv for mig.

Idag stod der en hel flok af Greenpeace-youngsters med blottede clipboards. Ikke en af dem henvendte sig til mig.

Muarharharharhaaaaaaaah.  Min vej, sagde jeg jo.

mandag den 25. april 2011

Kan det være tvillinger?

'Nå, skal det snart være?' Sådan spurgte præsten i morges og som han stod der og gav hånd var der ikke tid til at jeg kunne svare ham, så det var med den bemærkning, jeg gik ud i påskesolen.

For et par dage siden kom der endnu en uopfordret kommentar til min størrelse. Altså, det kunne sagtens være en fuldstændigt harmløs bemærkning, som alle gravide får i 6. måned, men jeg er lidt sart.
For nu at være ærlig.

Jeg er vokset. Derom hersker ingen tvivl. Jeg er cirka dobbelt så rund i 6. måned, som Kronprinsessen var i 9. måned. (Teorien ved vanvittigt hyggeligt selskab tidligere idag om at tvillingerne i virkeligheden er født af surrogatmødre lyder mere og mere appellerende) og hvis det passer at det først er fra nu af, at jeg for alvor tager på, så er jeg lidt bange.
Lige nu sidder det hele lige midt på maven. Bevares, min mås er også vokset og mine overarme begynder også at rundes og opblødes, men det er maven, der fylder.

Og jeg ER sart. Jeg er ubesværet og ville på en måde ønske, at det også er sådan det ser ud udefra. Jeg har det rigtigt godt med at være gravid.
Men jeg bliver meget gravid og meget rund.

Og jeg træner stadig, selvom det ikke er i samme mængder og i samme intensitet som før. Den lille er begyndt at sparke, så det bobler og så man kan se bevægelserne udefra og jeg kan bruge lang tid på at ligge og mærke det. Det er fuldstændigt fantastisk og jeg har ikke spor travlt med at tiden skal flytte sig fra der hvor vi er lige nu, for lige nu er det over alle forventninger at være gravid.

Det ville bare - helt ærligt - være endnu mere fantastisk, hvis jeg kunne få en garanti for, at mave og ekstra kilo (også dem i ansigtet) forsvinder helt igen når jeg har født.

Jeg har fået både 'Du skal baaaaare nyyyyyde det' og 'baaaare vent, det bliver værre' og alle 'husk nu'-sætningerne, men jeg mangler stadig den skriftlige garanti (og en ekstra forsikring om, at der ikke har ligget en tvilling og gemt sig i sin brors skygge)

lørdag den 23. april 2011

Til min fødselsdag ønsker jeg mig at få Villy Søvndal ud af mediebilledet. Permanent.

Glædelig påske!

Den smukkeste påske i mands minde og solen skinner alt for meget til at jeg har set Passion, hvilket ellers er en påsketradition for mig. Den film sender stadig kuldegysninger i bølger over samtlige kvadratmeter hud på min krop.

Det gør Villy Søvndal også. Bare på en helt helt anden måde.

Lad mig lige sætte scenen.

Jeg har været i sommerhuset med familien. I min familie betyder det mængder af god mad og i år var ingen undtagelse. I år havde jeg selv suppleret med en skildpaddelagkage med en diameter som et brønddæksel i 3 lag. Jeg beklager, alle i stakler, der gik forgæves efter Toms skildpadder idag. Det er mig, der har tømt lageret. Også kun fordi påsken falder så tæt på min fødselsdag i år.

Jeg vender derfor tilbage til civilisationen med alle hjørner af min krop optaget, alle celler i mit væv stoppet ud og hver eneste nerveende isoleret med lige dele kvalitetsfoder og sukkerladet flødeskum og har noget der ligner icecream headache gange 10 og en hjerne der sitrer. Min mentale tilstand tillader mig kun at tænke på koldt vand og stærke bolcher.

Og så åbner jeg mine to pipelines til verden udenfor samtidigt. TV og Mac. Og ser Villy Søvndal, der beder om en undskyldning.

Er vi nu blevet til arabere?

Hvad fanden vil skelettet med en undskyldning ud over at købe sig mere medietid han kan fylde med endnu en dans med tomme tønder?

Undskyldning?
For at lægge usynlighedskappen ud over de gennemført teoretiske 12 minutter, der skulle redde verden?

Så snart jeg er færdig med at tørre min eksploderede harme og flødeskum af væggene sætter jeg Passion på Mac'en og bruger tiden på at få kuldegysninger over noget, der er væsentligt.
 
   
   

tirsdag den 19. april 2011

Lorteforberedelse

Jo tak, her går det godt.
Solen skinner, det er en fornøjelse at gå med hunden og i morges var jeg så begejstret over de mængder af D-vitamin jeg får suget til mig, at jeg besluttede mig for at tage ned og formiddagstræne, mens jeg stadig havde skoene på.

I omklædningsrummet lagde jeg mærke til at mine sko var lidt sorte. Der var lidt jord på og jeg kan lige nu ikke fortælle, hvad det var, der fik mig til at lugte til det, der sad på siden af sålen.
Det var ikke jord.

Jeg skal spare jer for detaljer om, hvordan man skyller sådan noget af i en fitness-håndvask og tørrer efter med papirhåndklæder, vasker hænder mange gange og går ud til træningen med en våd sko.

I forvejen er det bare ikke det samme at stå foran et stort spejl og danse, når man ligner en, der er kommet til at sluge en af de træningsbolde, der må pustes op til 55 cm.

Well. Der blev svuppet rundt i den våde sko, der blev cha-cha'et og salsaet og rystet røv og det var udmærket, selvom min krop ser anderledes ud. Det var et udmærket bidrag til min tilvænning til et liv, der aldrig bliver hvad det plejer at være.

For helt ærligt har jeg ikke fattet, at det er der, jeg er på vej hen. Jeg har ikke halsbrand, ikke kramper og selvom jeg nu er gået et par størrelser op i BH (Oh.my.GOD) og føler mig enormt stor, så har jeg flere gange tænkt, at det der står i graviditetsbøgerne om, hvad man kan opleve og hvad man skal forberede sig på må være skrevet for andre end mig. Det, andre har fortalt om deres 'bivirkninger' er blevet modtaget på lidt samme måde.


Det tænker jeg ikke mere, for universet mener, at det er på tide, at jeg begynder at indstille mig på at være gravid for alvor og forberede mig på at blive konfronteret med lort og prutter.

Med håndklæde om håret skulle jeg lige gå 5 meter for at nærlæse et skilt, som fitnesscentret havde hængt op i omklædningsrummet. Undervejs slog min mås en meget højlydt prut, da vi var lige ud for en pige, der sad på en bænk og tog sko på. Præcis ud for hendes hoved. Fuldstændigt uden varsel.

I min vildfarelse tænkte jeg (den eneste gravide i miles omkreds) at ingen ville genkende mig, hvis jeg tog det grønne håndklæde af, jeg havde bundet om hovedet.

  

fredag den 15. april 2011

Dead pants walking

Ahem, Lenøøø? Jeg tror, du skal kigge dig selv i spejlet. Altså bagfra, sagde Manden forsigtigt. 

Ja, så er jeg kommet så langt. Jeg har taget på og nu kan jeg ikke længere passe mine bukser fra før jeg kom i omstændigheder. Der var en lang sprække med kig til bart og hvid g-streng.
Flot. 
Sådan er det når man spiser for meget chokolade producenterne ikke laver tøj i ordentlig kvalitet.

Jeg var mest rystet over, at jeg ikke havde mærket det trække koldt der hen over den højre balle, hvor stoffet havde givet fortabt.

Idag stod jeg så i skammens kø til kassen med bredere røv og bukser i en størrelse større end normalt med bomuldslag til at trække op over maven.
Håret sad umuligt. Jeg lignede noget, der godt kunne trænge til en god ansigtsbehandling med riiiigeligt botox og restylane og så en tur i noget sol. Jeg trængte til kaffe.

Bag disken stod der den smukkeste, fine, mørkhårede ekspedient med fast, klar hud og stram mås. (ja, jeg kigger. Sue me)

Får du kørt noget spinning? spurgte smuksakken. Og det gik op for mig, at jeg ikke havde set hende på tv, men i min egen spinningsal, hvor hun har været fast deltager på mine spinninghold  mandag efter mandag.  Ja, fortsætter hun, for jeg har jo set, at der er en anden der har kørt timen mange gange og.... det er jeg rigtigt ked af, når jeg nu helst ville køre med dig. Kommer du aldrig tilbage igen? Jeg mener.... Du kommer vel tilbage, når du er færdig med ...

Hun så helt ærligt ud som om hun ikke så min grå hud og størrelsen på bukserne. Hun så ud som om hun talte til den Lene, som har overskud og begejstring og røde kinder.

Jeg var bundsmigret.
For helvede, hvor var det lige det, jeg trængte til. Bekræftelse. Ligemandsagtig tiltale fra en pige med stram røv som er 15 år yngre.
Goddammit, Alexis. We need those pipelines.

Jeg gik sejrsgangen ud af butikken.
Og blev mindet om mine ekstra kilo, historien med de sprækkede bukser og ømheden over hoftekammen lige udenfor butiksdøren, da størrelses-tagget på nye bukser grinede op mod mig fra posens dyb og jeg pludselig kunne mærke, at min lange trøje sad fast i bukselinningen bagpå.

Og blottede en sprække lige vest for højre lomme. Med kig til bart.

torsdag den 14. april 2011

De noler ikke mit navn, siger jeg til jer

Jeg sidder klar til tvillingedåben. Der er kaffe, der er kage og aftensmaden er også præpareret, så nu skal jeg bare sidde her og lave fordybning i sofaen, mens jeg krydser fingre.

Det bliver en blandet fornøjelse, kan jeg spore. Jeg kan så godt lide at se de udsendelser og jeg glæder mig så jeg er lige ved at tisse i bukserne til at høre drengekoret i Holmens Kirke og barnedåb er for mig en af de allersmukkeste begivenheder.

På den anden side ser jeg frem til fingerkrampe. Ikke på grund af alle de tweets jeg skal skrive og det arbejde, jeg skal lave samtidig med den royale eftermiddag, men fordi alt kommer til at foregå med fingrene hårdt krydsede. Jeg har nemlig en lille smule et favoritnavn, som jeg helst ikke vil høre sagt idag.

Ikke fordi det vil ændre på at jeg kan lide navnet, men ... jeg gider bare ikke fremstå som en royal copycat. Jeg har altså allerede slikket på navnet.
Jeg må bare ikke sige det højt. Mumle mumle...
  

onsdag den 13. april 2011

En dreng? Er du glad?

Mange tak for alle de navneforslag, der er kommet ind. Jeg er megaglad for dem alle sammen, for det giver unægteligt et bedre billede af mulighederne, når hippier, nytænkere, Frederiksbergmødre og vestjyder med hang til fantasy melder ind end når man læser igennem de 50 mest populære drengenavne lige nu.

Jeg troede, at mange af mine drenge-bekendte ville melde deres eget navn ind som det mest oplagte navneforslag, men nej. Drengevennerne er blevet ældre, så nu melder de deres sønners navne ind istedet.
Undtagen min svoger. Han svigter aldrig.

Det er også lidt lettere at afgøre, hvilken retning man ikke skal se i. Og nu tror I nok, at I ved, hvad jeg ikke vil vælge og hvad jeg vil vælge, men det bliver en vaskeægte cliffhanger, som kommer til at hænge en hel del afsnit endnu. Jeg siger det nemlig først til barnedåben. Hvis jeg altså ikke har bestemt det inden og er fuldstændigt ude af stand til at holde mund mens jeg har ammehjerne.

Jeg kom til at tænke på noget midt i Njal, Nestor og Elvis-Sebastian:
Da jeg forkyndte ud over hele verden at jeg venter en dreng, var der rigtigt mange, der lige skulle tjekke om jeg nu var glad for det, inden de sagde tillykke.

Set i lyset af en historie jeg hørte til en fødselsdag, hvor en gæst fortalte, at hun venter sin tredje søn og som kvittering for den oplysning havde oplevet at få et medlidende nåååh... det skal nok gå. Så må I jo bare prøve en gang til synes jeg at jeg er sluppet billigt.

Jeg ER glad.
For jeg havde ønsket mig et sundt barn og måske en dreng en lille smule mere end en pige. Jeg kan nemlig godt huske, hvordan det var at være teenager og pige. Scary shit. 

Og lidt skræmt, for jeg kommer fra en familie, hvor vi er tre søstre, så jeg har meget sparsom erfaring med drenge (OH MY GOD hvor har jeg savnet en lejlighed, hvor jeg kunne skrive det uden at komme til at gnække).

Det passer mig storartet med en dreng. Jeg ser Formel 1 med stor fornøjelse, har gået til kampsport og synes generelt at blå er lidt pænere end lyserød og jeg glæder mig som en sindssyg til at købe drengetøj og bmx-cykler. Jeg tror ikke at min femininitet er for svag til at klare mand, hanhund og søn i skønsom forening.

Men jeg synes det er lettere at finde pigenavne end drengenavne.

fredag den 8. april 2011

Andre forslag end Benny, Ib og Thomas?

Sidst i Juli kommer der efter planen en lille dreng til verden. Og han skal have et navn.

Jeg har hele tiden haft meget lettere ved at finde de gode pigenavne, der nærmest har meldt sig af sig selv og det er heller ikke fordi jeg er helt blank, hvad angår drengenavnene, men det er som om, at der ikke er nogen af navnene på bruttolisten, der føles helt rigtige....

Måske er det, fordi det er så sindssygt betydningsfuldt med det navn,  at ide-generatoren er ude af drift. Så det er her jeg bliver nødt til at bede om din hjælp, kære læser.

Hvis du vil hjælpe med dit eller dine yndlingsnavne til ide- og mulighedsbanken, så giver jeg en is, hvis det er dit forslag, der bliver sagt højt til barnedåben.

Jeg vil ikke fortælle, hvad det er for navne, vi har på listen, for jeg vil så nødigt have, at det begrænser iderigdommen hos dig også, men jeg vil gerne fortælle, hvilke navne, der er dømt ude på forhånd: 

Linus. Jeg synes, det er et helt fantastisk navn, det lyder godt, føles godt og det ville være mit allerførste valg, hvis ikke det var fordi at Annes søn allerede hedder det og fordi manden har nedlagt veto mod det. Vi er begge to Mac-elskere, manden lever af at arbejde sammen med Microsoft, så det holder ikke i byretten at opkalde sønnen efter ham, der opfandt Linux. (IT-snak, undskyld).

Ib eller Bo. Det er godnok let at stave, men det er ikke let at synge en fødselsdagssang på.

Anders. Godt, sympatisk navn og det kunne sagtens være en kandidat, hvis vi gerne vil have en søn, der opfinder en smørskål og synger grandprix-sange. Jeg hedder Frandsen som det sidste efternavn.  Bech Frandsen.

Anton. Drengen skal ikke hedde det samme som sin homie, selvom jeg godtnok er kommet til at tiltale ham sådan det seneste døgn. Lindas lille charmør kryber under huden på en. 

Jeg bliver helt utroligt glad for forslag (og meget pinligt til mode over et tomt kommentarfelt). Jeg forestiller mig at min søn bliver til noget stort en dag, så navnet må gerne passe til enten en sportsstjerne eller en litteraturprofessor.

Mange tak for hjælpen på forhånd.

onsdag den 6. april 2011

Hilsen fra mit chokolade-zen

Hvordan går det så, når du ikke skal på arbejde?

Mange har bekymret spurgt til om min verden styrter i grus og jeg går i frø eller får et bækkenskridende træningsflip, fordi de er vant til at jeg har stressrynker og vilde øjne på grund af arbejdet og bestemt er ude af stand til at have et liv ved siden af. 

Det går fint. For i virkeligheden er jeg en gammel dame indeni. Og i virkeligheden er jeg ikke ude over mit granatchok og de to opgaver, jeg har lovet at lave inden jeg sætter mig i lotusstilling.

Jeg bager af økospelt fra Aurion med en minimal mængde gær i, for det må man godt uden at blive grinet af. (Den sidste, der grinede fik et Camilla Plum-brød på tværs og blev tvunget til at sige, at jeg er DYGTIG). 
Jeg får middagslur med strikketøjet i skødet og jeg har meldt mig til gravidyoga.
Det vildeste, der sker idag er, at jeg skal på kaffebesøg. Altså... verden ordner jo ikke sig selv og jeg vender hjem til min hjemmelavede, grøntsagsbaserede aftensmad senere, så suck my dick så længe, zen-regler. Hoooojaaaaa!

Jeg æder stadig sukker i mængder, der kan få Mars, Snickers og Twix til at sende et takkebrev any minute now. Reglen om, at det ikke feder, så længe man spiser mad i samme farve, holder 100 procent. 

Forklar mig lige, inden jeg kommer for langt ind i mine zen-overvejelser, hvordan man undgår at blive en tyk mor, der har lår, der når sammen selvom man sætter fødderne med 2 meters afstand mens man æder fransk hotdog med runde kinder hængende ind over vognen på vej IND i Bilka?

Der er et hjemmebagt kæmpebrød på tværs til den første, der så meget som antyder, at det hænger sammen med mængden af chokolade i graviditeten.
Økospelt.
 

mandag den 4. april 2011

Om at holde vejret og sige fra.

En af grundene til, at der var en pause i indlæggene i sidste uge er, at det har været meget svært at have overskud til andet end at overleve arbejdsdagene.
Så jeg har taget mig selv i nakken, sparet mod sammen, lukket øjnene, holdt vejret og mærket sparkene i min mave. Og været ved lægen for at få en sygemelding.
Det er det rigtige at gøre. 

Jeg har allerede haft blødninger to gange og den sidste gang var skræmmende slem. Lægerne på akutafdelingen har truet med indlæggelse. Ikke fordi de fysisk set har kunnet gøre noget for mig, men fordi at de ved, at man ikke kan gøre andet i en hospitalsseng end at slappe af. (Og blive rastløs) og de mener, at jeg presser mig selv for hårdt, både fysisk og mentalt, og i den grad skal passe på mig selv for at passe på barnet.

Det vil være helt forfærdeligt at ofre mit barn på arbejdets alter.

Og så siger man nok derude ved computerskærmene, at man bare skal sige fra og passe på sig selv og at man sagtens kan arbejde mens man er gravid.  Det er jeg enig i.
Man skal også bare lade være med at kæmpe mod vindmøller og man skal erkende, hvor langt ens egen indflydelsessfære rækker. Havde jeg haft et andet job og havde der været andre vilkår på det arbejde, som jeg virkelig holder meget af, var det bestemt også det, jeg havde gjort.

Jeg kan bare ikke lave om på arbejdsvilkårene, den manglende flexibilitet og de krav, der over det seneste år kun er blevet skærpet mere og mere.  Derfor må jeg tage konsekvensen og vælge en løsning, der ikke får mig til at ligne en Don Quixote på et øg.

Og er du da sindssyg, hvor er det svært at sige fra på den måde.
Jeg vågner op, badet i sved, og skal forsikre mig selv om, at jeg stadig er ved mine fulde fem og ikke er landet blandt indbildte sygdomme og kæderygere.

Heldigvis har jeg nogle fantastiske mennesker omkring mig, der husker at minde mig om at det er den eneste rigtige prioritering, når jeg får dårlig samvittighed over at lade mine kunder og mit team i stikken.

Idag er ikke en nem dag. Jeg skal sige det højt til mine yndlingskolleger og kunder om et par timer. 
  

lørdag den 2. april 2011

Nu ved han da, at jeg kan sige fra

Jeg skulle bestemt have læst medicin istedet for litteratur. Hvem skulle have troet, at lige præcis det studie trumfer alle andre og automattildeler retten til enetaler og fastlaste antagelser.

Nåmen, jeg kom til at sige fra og bede lægen klare de lægelige regler og papirarbejdet selv og fokusere på mig, mens jeg var der, for det var det eneste, jeg personligt agtede at holde fokus på.

Så her sidder jeg og skiftevis fniser småstolt og overrasket over mig selv og tænker på, om jeg var for strid.
Jeg sagde det altså temmeligt pænt. Og jeg fik det jeg ville.
Men... hææh....