onsdag den 29. februar 2012

Høns er kun gode i asparges-terapi

Min mor rapporterer fra hundeskoven, hvor hun dagligt lufter min hund, der er på ferie hos hende.
Det er sjovt, skriver hun. Der er en hønsegård lige op til hundeskoven, men Oakley går i en stor bue udenom.

Min hund er en fuglehund, en jagthund af den slags, der stivner i tegneserie-stilling med den ene pote løftet, så snart der er en solsort i synsfeltet. Eller bare når jeg siger 'find fuglen'.
Men høns?

Jeg har det fint nok med fugle, dog er jeg ikke vanvittigt glad for måger efter at en af dem vækkede mig ved at stirre på mig en nat. Høns er jeg lodret bange for. Satans øgler.

Må lige gennemgå de ting, jeg ikke bryder mig om, så jeg kan begynde at lade som om. Hvis jeg kan påvirke min hund på den måde, ender Aksel med at spytte på høns, ikke kunne se det pæne i skindherresko og ikke spise spegepølse.

 Faderen kan måske hjælpe, men ... vi skal lige se seriøst på vores hang til at købe ting til os selv, gemme dem i skabet for at kunne trække på skulderen og sige 'nå, det er lææænge siden jeg købte den. Billigt'.
Den går i arv. Utvivlsomt.
Med mindre der bliver opfundet en slags Cilit Bang-terapi.




tirsdag den 28. februar 2012

Jeg kan virkelig ikke døje dem, der belærer på den måde

For længe siden var jeg på et lederkursus og blev bedt om at tænke på en person, jeg bestemt ikke brød mig om og begrunde hvorfor.

Valget var ikke svært, for hun var satanedeme en møggimpe og jeg beskrev hende som intrigant, urimelig og primadonna. Hun var bare alle vegne og virkelig ude med kniven efter mig.

Overraskende nok (åh, ironien) var det en spejløvelse der skulle bevise, at alt det, jeg ikke brød mig om ved hende, var sider af mig selv, som jeg lod spejle i hende.
Ikke pissedyb psykologi, men meget rigtigt.

Pointen?
Ikke nogen, tror jeg. Bare en kommentar til et par situationer i andres liv.

Og sådan slap jeg afsted med at være indirekte og alle vegne og ude med den bedrevidende pegepind.

søndag den 26. februar 2012

Dykkersyge

Jeg taler med min arbejdsgiver i øjeblikket for at finde ud af, hvornår jeg skal melde mig tilbage på arbejdsmarkedet og afholde ferie, så jeg kan starte på det helt rigtige tidspunkt for både firmaet og mig.

Jeg har lidt kriller i maven. Lidt 'nu-kommer-virkeligheden-tilbage'-ubehag.

Det er både fedt at have gode kolleger, labre lokaler, voksen-udfordringer og færdiglavet frokost i vente, men det er også skræmmende på en helt basal måde, at jeg skal sende Aksel i pasning og ikke se ham ret mange timer om dagen.

Mest af alt har jeg efterveer.
Kvalme som vender tilbage med forsinkelse.

Jeg blev sygemeldt nogle måneder før jeg skulle føde, fordi jeg var så stresset at min krop reagerede. Temmeligt ufleksibelt arbejdsmiljø og en chef, der videreformidlede det pres, han selv følte han var udsat for fra sin foresatte.
Mails om at det ikke var velset at jeg kørte hjem dagen før begravelsen, fordi firmahåndbogen foreskriver, at man er så meget som muligt sammen med teamet på kontoret. Gentagne informationer om, at der var nogen, der holdt øje med mig.
Kvalme.

Chefen er der ikke mere og jeg har en anden leder nu. Jeg holder stadig rigtigt, rigtigt meget af firmaet og det vi laver. Jeg har både nogle gode gamle legekammerater at komme tilbage til og nogle nye, jeg glæder mig til at arbejde med.

Mailvekslingen med den nye leder er fin. Fleksibel. Vi finder en løsning som passer os. Men jeg har gammel kvalme.

Måske er det bare min hjerne, der er på vej mod overfladen og er ved at trykudligne. 

onsdag den 22. februar 2012

Skriver, når jeg er færdig med at ae mit hofteben

Undskyld, men jeg har først nu fået øjnene skruet nogenlunde i igen.

Jeg har været syg, dårlig og møgelendig af mystisk tropefeber (Nej, ikke snottet med halsbetændelse som alle de andre almindelige stakler. Tropefeber, siger jeg jo!)

Da jeg var færdig med det, skulle jeg lige dele en maveinfektion med resten af familien. Man kommer så tæt på hinanden på den måde.
Og nu er Aksel syg.

De 5 kilo jeg har tabt undervejs gør heldigvis, at jeg er så udmattet at jeg ikke magter at tude over at jeg skal i seng klokken 20.30 for at trøste Aksel og for at hænge sammen. Og så er det på en syg måde dejligt at mærke et hofteben, der stikker ud på den gamle måde igen. 

Ti lige stille med, at kiloene vender tilbage, så snart jeg magter at blande slik igen.

torsdag den 16. februar 2012

Send citronmåne og resten af formaningen, tak.

Jeg er sur idag.
Når jeg ser mig i spejlet ligner jeg en, der er løbet tør for overskud for et årti siden og der er kun mørke, døde huler tilbage der, hvor øjnene plejer at være.
Undtagen når jeg ser ind i et spejl, hvor Aksel også er.

Resten af tiden går jeg og skumler, for jeg synes krafthelvede det er for galt.

Hvorfor er der ikke nogen, der har købt pauser til mig?
Hvor bliver min chokolade af?
Hvem er det, der har bestilt regnvejr uden også at bestille en vogn-gænger når Aksel skal sove, så jeg kan få mere end bare 1,5 minut til at glo lige ud i luften og gro nogle øjne igen.
Tro mig, jeg er pisseligeglad med resten af verden.

Undtagen med  de mennesker, der siger, at jeg skal huske at slappe af og passe på mig selv. Der lytter jeg intenst.

Selvom jeg har tante Møhge-horn og tykke briller og fuld opmærksomhed vendt mod de venlige, omsorgsfulde ord, så kan jeg ikke høre resten af det, som flinke mennesker bestemt må følge op med.  Jeg når aldrig at få opskriften på, hvordan det skal gøres, med.

Det er jeg bitter over.



søndag den 12. februar 2012

Uge 6 aflyst

Jeg har været syg. Det er derfor.

I mandags fik jeg feberkulderystelser så højt på Richter-skalaen, at jeg måtte ringe efter Mikkel. Jeg kan normalt klare mig selv og plejer ikke at holde mig tilbage fra en køretur til København med lungebetændelse.  I mandags sagde jeg, at jeg gerne ville bytte muskelsmerterne for veer.
Og jeg mente det. Den dag.

Tirsdag var værre. Klokken 6 ringede jeg efter min mor, som fluks stillede og sørgede for at jeg kom til lægen, på apoteket og som myndigt sendte mig i seng hver eneste gang, jeg konfust vaklede ud af den. Hun passede Aksel, som normalt er sin mors dreng og Aksel er nu smaskforelsket i sin mormor. Med rette.

Tiden efter tirsdag morgen er ret diffus. Jeg husker ikke meget. Kun at det ikke er den stolteste uge i mit liv. Ærligt, ikke? Min mor måtte tørre mit opkast op og skifte sengetøj for mig. På listen over pinligheder står det meget højt for mig, men jeg kunne simpelthen ikke andet end... det jeg nu gjorde, som jeg ikke husker hvad er.

Da jeg dukkede så meget op til overfladen og kom så meget til hægterne, at jeg kunne tjekke facebook og nyheder var jeg sikker på, at jeg var blevet sat af og at der var sket vildt meget mens jeg var væk.  Jeg frygtede det, for jeg haader når jeg ikke kan følge med.

Kan det passe, at der ikke er sket noget som helst? Ud over nogle som altid dejlige kommentarer til sidste indlæg her på bloggen har der ikke været hverken højde- eller lavpunkter i nogle af medierne. Facebook fortæller mig, at verden behørigt har forholdt sig helt, helt stille og anonymt og det eneste jeg kan se, at nogen har lavet er en, der har dryppet stearinlys med sine børn. Ellers har folk kun glædet sig til at noget skulle ske.

Kommer i snart hjem og underholder mig?

søndag den 5. februar 2012

Det eneste tidspunkt jeg nogensinde har ønsket mig lange bryster

Vi var på vej hjem fra Aalborg i aftes. Det var sengetid for den unge mand, så vi regnede med en tur i stilhed.

Fik jeg nævnt, at min dreng evner at gå i overlyd?
Et øjeblik overvejede jeg om han ville være i stand til at skære isen af ruderne. Mikkel sad med hovedet mistænkeligt tæt på rattet for at se ud, hvor der viste sig et frit stykke rude. Termometeret viste minus 19 grader og sprinklervæsken frøs til is indtil det lykkedes at få aircondition til at omdanne bilen til en rullende sauna.

Aksel skreg.
Jeg vippede med autostolen.
Jeg sang.
Jeg shh-shh-ede.
Jeg bed mig i læben, for Aksel strakte armene frem mod mig mens tårerne trillede.
Altså... man tager jo ikke et barn ud af autostolen og sidder med det i armene i en lille bil på vej gennem frostvejr med 130 i timen, selvom alle instinkter byder en at gøre det.

Hvis barnet ikke kan komme til brystet, må brystet komme til barnet.

Ja.

Jeg fandt mig selv spændt ud mellem de to døre som en teleskopstang mens jeg tænkte på, at autostolen kun er beregnet til 15 kg menneske og sørgede for at spænde maven op, så den ikke hvilede på hverken barn eller stol.
Jeg kunne lige skimte noget af vejbanen med det øje, der ikke var klemt af forsædets ryg, min albue har stadig mærke efter den lille firkant i dørens armlæn og trods krampe i læggen lykkedes det mig at afsynge Solen er så rød mor ned mod barnet med blusen mellem tænderne.

Og således faldt barnet sødeligt i søvn. Lunt og trygt.

fredag den 3. februar 2012

fastelavnsbolle-kuren

En gang var jeg på en udrensningskur i en fuld måned, hvor jeg ikke spiste sukker, hvede, kartofler, tomat og hvor jeg hverken drak kaffe, the eller noget med kulsyre i. Gær var også bandlyst.
Hvis jeg helt selv må bestemme, hvad jeg skal spise ligner det noget fra et dameblad. Det er ikke helt skidt endda og jeg mangler bare lige at forsage fredagsslik, som jeg lystigt spiser alle ugens dage.

Det vil være løgn at sige, at jeg er kostforskrækket. Eller småt spisende. Jeg er endda en af dem, der godt gider at få dej på hænderne og bage.

Nu har jeg valgt at gøre noget ved det. Åbenbart er tiden kommet. Jeg er pt ved at konceptudvikle på en kostomlægning, som ... mangler lidt finpudsning.

Selvom starten er gået fint, så har jeg ikke fået andre resultater end den sædvanlige hovedpine. Utroligt nok, for med en hypercarb-sammensætning som hele denne uge har budt på, så havde jeg forventet lidt mere.

To store poser bland selv, mindst 10 gammeldags fastelavnsboller og to skiver franskbrød i løbet af ugen har i det mindste holdt mine nerver dulmede det meste af tiden.

Det er garanteret de tre skiver rugbrød, jeg også har spist, der har stoppet effekten. Næring er så overvurderet.