mandag den 18. marts 2013

Lukket planlægningsfest

Jeg er normalt ikke nervøs før udviklingsmøder. Nærmere opstemt. Men denne gang skal jeg forsøge at fremmane et overblik og en plan, som bare ikke findes. Jeg skal snakke om tilbagevenden til arbejdet lige om lidt med to chefer fra mit arbejde.

Jeg trapper ud af binyrebarkhormon og bruger kræfter på at restituere og genskabe min fysik.
Det er blevet bedre siden jeg sad og hviskede ned i min kaffe om, at jeg måske troede, at jeg var på vej op igen, men det er også helt tydeligt, at ressourcerne ikke er uanede.

Jeg har været til yoga, jeg har været i butikker (har ellers været supersvært at få hovedet omkring), jeg har været til dobbelt barnedåb og generelt haft mange successer.

Jeg har også haft et angstanfald, som jeg var ved at besvime af og jeg kan ramme træthedsmuren 10 minutter efter jeg styret hele verden. Typisk hvis der er mange mennesker, der vil give mig et knus samtidig.

Nu skal jeg så forsøge at lave en plan for at komme tilbage. Rundbarberet og uden mit sædvanlige fodfæste.
Det er her, jeg kan mærke hvor stor en omgang jeg har været igennem og det er helt tydeligt, hvor lang tid der er til starten af juni, hvor en MR-scanning vil vise om der er mere tumor i min hjerne. Hjernen og strålerne agerer i fællesskab dørmænd og nægter mig adgang til overbliks-festen. 

Men hey... et udmærket udgangspunkt at kunne mærke det. Det er vilkår.
Der er smukhed, der skal opsøges og det får ikke lov til at vente til juni.  Den finder jeg bare ad hoc og helt uden brug af budget-excelark med L-opslag og pivottabelller, som andre sidder og tungekysser derinde, hvor der bliver holdt planlægningsfester. 

Fraaaaaaa NU af.

tirsdag den 12. marts 2013

Mens Nemesis gaber over chokoladen

I min mødregruppe har vi gennemskuet det. Systemet.

Man må ikke sige det højt, at barnet sover fint, spiser godt og at det faktisk er temmeligt meget optur for tiden, for så er det helt sikkert, at Nemesis-boomerangen svinger hen over barnets søvn og appetit dagen efter man har åbnet sin store mund.

Så nu mumler jeg det bare lige så stille ned i min kaffe på mødregruppemåden: Jeg tror, det går fremad. Jeg tror, strålernes effekt har toppet og side i går eftermiddags giver plads til at jeg kan rumme lidt mere end 1 ting ad gangen.  

Det er bare før kommet fuldstændigt bag på mig, hvor hurtigt jeg kan skifte fra overskud til ærke-træthed, så ... sssscchh, kaffe.

søndag den 10. marts 2013

Under the water

Jeg er rigtigt ked af, at jeg ikke får skrevet blogindlæg oftere og at jeg skylder sms'er, svar på facebook og mails. At jeg mangler at få spurgt til Lindas dårlige ryg og veninders hverdag med barn nr. 2. Generelt bare ærke-ked af, at jeg ikke får givet noget til andre for tiden.

Jeg har det som om jeg vader i vand til livet. Hver bevægelse koster flere kræfter end normalt og har jeg først skrevet en halv time på computeren er min dagsration af skærm og kræfter brugt op.
Som i ... helt op.
Så bliver jeg nødt til at lukke øjnene og hvile. Hvilket ikke er helt let, når det er weekend, Mikkel har influenza og Aksel er hjemme.
Jeg plejer at kunne bide tænderne sammen og bare knokle igennem trætheden, men den seneste uge har været ualmindeligt anderledes (hey, jeg kan stadig lave en pleonasme, så afskriv mig ikke helt)

Tænk at jeg er nået dertil, hvor selv min trofaste fysik begynder at kræve pause, hvile og hensyn. Mine muskler dirrer og jeg bruger stort set alle kræfter på at spise og fordøje.
Det ser simpelthen så ynkeligt ud på skrift.

Men det er sådan det er.
Om en uge, når alting vender og bliver lettere, skal jeg nok holde verden igen og være noget for andre.
Det er så fattigt at have hovedet oppe i røven på sig selv.

mandag den 4. marts 2013

Pas nu godt på dig selv

Hospitalstøjet er sendt til vask og de sidste kemotabletter i en måned er taget. Idag var min sidste strålingsdag.

Dorthe, en af mine faste og superkompetente sygeplejersker, har som en af de eneste formået at forklare, hvad hun mener med 'pas nu godt på dig selv'. Hun har luret, at jeg stiller alt for høje krav til mig selv det meste af tiden. Så at passe på mig selv betyder lige nu at skrue ned for forventningerne til, hvad jeg skal kunne.

Det er så let at glemme at jeg næsten lige har gennemgået en hjerneoperation, for den gik jo godt og jeg slap overraskende let og uden problemer fra den.
Det er også meget let at sætte flueben ved 30 strålebehandlinger, daglige ture til Kommunehospitalet og fastspænding i maske og så i øvrigt lægge det bag mig. For det er også gået godt, tror jeg.

Alt er fint.  Og lad mig så komme ud i foråret, begynde cykeltræningen, få hud og baller hejst op på plads igen. Igang, igang, igang, videre, videre, videre, for jeg er jo så sej.
Eller... Det ved jeg ikke om jeg er, for hvad betyder det at være sej? Det er for mig lige så diffust som at passe på sig selv.

Jeg er heldig, det er hvad jeg er.

Og det er jeg kun når det lykkes mig at fortrænge, hvilken meget alvorlig kræfttype, jeg er opereret for.  Kontrolscanningen, der kan vise om alt tumor er væk ligger først om tre uvisse måneder. 

Men så kan jeg jo begynde at træne, mens vi slår det hele hen.
Alle har en opskrift på, hvor meget og hvad jeg skal træne og jeg har en del projekter, jeg gerne selv vil have gang i. Tror egentlig også jeg har et lille projekt i at være lige så kontant i min udmelding til mig selv, når jeg begynder på mine vilde planer, som jeg er, når folk siger, at jeg bare lige skal en halv time ud i frisk luft dagligt. (Gåture er stadig lidt snyd i min bog)

Det kan godt være, at jeg bare lige skal lure dagsformen og vurdere om min særlige bagage kan slæbes med og så lade den bestemme, mens andre folks ideer og mine egne vilde planer skal sætte sig hen i køen til alt det andet, der må blande sig uden om.

Fordi det er sådan det er.
Det må være det, der hedder at passe på sig selv. At underlægge sig den vægelsindede Hr. Dagsform med bagage.
Nu har det bare alrig været min hofdisciplin at underlægge mig noget som helst, men jeg lærer vel også så længe jeg lever.
Jeg har lovet nogen at gøre hvad jeg kan for at leve længe.

Kæft, jeg bliver klog.