søndag den 31. juli 2011

Du danske sommer, jeg elsker dig

... du behøver virkelig ikke lave om på dig selv for min skyld. Kom bare tilbage med lidt skyer og noget blæst, læg ikke bånd på dig selv. Eller bare nogle temperaturer som kalder på en hoodie over shortsene.

Og undskyld til alle dem, der hver dag knuselsker høj sol og trykkende hede så meget at de bliver nødt til at skrive det på facebook. Hver dag. Med versaler.
Jeg hader jer en lille smule. 

Det kan godt være, at jeg har have og træterasse og at jeg andre år har haft en fest med solen. Men i år har jeg
a) været gravid og smurt ind i et tykt lag fedtet solcreme så snart jeg stak storetåen udenfor. Det er ikke strandegnet.
Og b) fundet ud af, at vores lille hus bliver til en trykkoger uden så meget som et køligt hjørne at stille en barnevogn i. Det er ikke søvn-venligt.

Jeg ønsker mig en overskyet dag uge måned.
Som sidegevindst slipper jeg for alle de der 'love my life, love the sun'-opdateringer.
Der er en solvarm skraldespand fyldt med karryfarvede babybleer til den næste der laver sådan en lille statussatan.

lørdag den 30. juli 2011

Selvynk og tøsagtig klage

Igår var jeg ude i verden uden Aksel for første gang. Efter at have slugt seperationskvalmen var det næsten en fest at gå i Rema og købe Nescafe.

På nær en ting, som plager mig.
Min mave.
Den er stadig rund og lige så stor som nogle gravide er i 5. måned. Jeg ved godt, at det ikke er mere end 12 dage siden jeg fødte min store søn og jeg ved også godt, at jeg var mere end humongously stor.

Men det, der sammenlignet med min store gravide mave nu kun er en blød ballon er bare... noget jeg er rigtigt ked af og som jeg ikke ejer tålmodighed med. Jeg havde det fint med at være stor og rund som gravid.
Men ikke nu.

Jeg sammenligner selvfølgelig med alle de forkerte. Med veninden, der altid har været fanatisk med sin sport og som havde flad mave, da jeg så hende halvanden måned efter fødslen. Jeg er selvkritisk nok til at glemme, at der lige er over en måned til forskel - og at hun kun var halvt så stor som mig da hun var gravid.
Og så med dem, der har børn på mere end halve år.
Jeg glemmer selvfølgelig også, hvor mobil jeg er og at jeg ikke har nogen helbredsmæssig grund til klage.

Oh well. Min hjerne forstår fejlen, men jeg får stadig tårer i øjnene og bliver ked af kuglen.

Derfor har jeg også ekstra ondt af hende, der var skidesød og meget hjælpsom i samme Rema igår.
Jeg kiggede på blehylden og hun kom hen og anbefalede de billigste bleer på det varmeste. Hun synes bare lige, at hun ville sige det, fordi de kun kostede en krone stykket og de var bedre end andre bleer, hendes datter, havde prøvet.
Og nu kunne hun jo se, at jeg var gravid.

Av.
Hun blev rigtigt pinligt berørt, da jeg sagde at jeg ikke var gravid, men at det kun var 11 dage siden jeg var det.
Stakkels hende.
Og lidt stakkels mig. Faktisk.

torsdag den 28. juli 2011

Hvad skal barnet hedde?

Jeg ville egentlig have lavet den royale model og ikke afsløret navnet på arvingen før barnedåben. Men altså...
Nu har vi bestemt os. Valget stod mellem et par udvalgte navne, blandt andet Magnus, som Manden har haft som sit nr 1-navn i flere år end han har kendt mig.
Mikkel, Magnus og mor.

Når nu drengen har fået sin første post og navnet prompte kom på postkassen lige bagefter, så er det vist omsonst at forsøge at holde på hemmeligheden længere.


Verden, mød Aksel Emil.

Opkaldt efter Mandens (og han hedder altså Mikkel) far.
For at vores Aksel ikke kun skal være opkaldt efter sin farfar, men have navnet som sit eget er Emil kommet med også,
Også fordi han allerede er en lyshåret, lille nordisk knægt. 

Og nej... det er uden bindestreg. Lidt royal har man vel lov til at være.

onsdag den 27. juli 2011

Fik jeg fortalt om lægen?

Nåmen, jeg lå jo der i ve-storm part 2 efter at epiduralen havde givet mig en lille times pause fra at mærke noget.
Tilbage igen til at være introvert og trække vejret. Bare trække vejret ind og puste det ud igen. Fuldt fokus på vejrtrækningen og på at være tung i kroppen. 

Jeg ville ønske, jeg kunne sige til dem, der enten har glemt hvor ondt det gør eller står overfor en fødsel for første gang, at det bare er naturlige sammentrækninger, som kan klares, men mens jeg glemmer mere og mere - også smerterne - så er mindet altså ikke helt væk. Endnu. For satan i helvede, hvor gjorde det himla nas.

Jeg ligger der klokken 23.30 og er brugt. Færdig. Der er ikke flere kræfter og der er uendeligt lidt fremskridt. Stadig kun udvidet 4 cm. Og så er der vagtskifte.
Min nye jordemoder (Jeg kysser den jord, hun går på) har indkaldt lægen og bagvagten til status. Ind kommer ung kvindelig læge.

Og hun taler ned til mig.
Hun taler til mig, som om jeg er dum og svag og klynkende.  Jamen, hun kan godt se, at jeg har det hårdt og at det gør ondt. Men lad os nu give det en time mere. Der skal være fremskridt og vi satser på en udvidelse på minimum 1 cm.
Vi.
Os.
Og endnu et time-stint, ligesom de 6 foregående, der alle har vist sig at gå uden at give hverken regelmæssige veer eller udvidelse.
Når man ligger der er tiden som sirup. Enten gledet hurtigt væk eller bare klæg og træg og langsommelig. Med hende lægens ord om at 'det gode er, at barnet har det godt og håndterer veerne fint' ringende for ørerne, trækker jeg vejret noget mere og fester i de inderlige skrig, jeg kan høre fra den anden side af gangen.
Mens jeg begynder at tude og forskrækker både jordemoder og Mand ved at gøre det.

Modvillig læge viser sig ikke på fødestuen igen, men får resultatet en time senere. 0,5 cm udvidelse.
Og så sendte hun besked tilbage til mig: Lad os nu lige prøve en time mere.
Nu sker der jo noget.

Uheldigvis er det samme læge, der skal foretage kejsersnittet. Det nåede jeg ikke at opfatte i kampens hede, men jeg har fået det fortalt.
Jeg er helt sikker på, at hun var så sur på mig over at jordemoderen modsagde hendes dom, at hun har fyldt mit maveskind med kapok som hævn.

Min mave er stadig kuglerund og jeg kan ikke komme på andre forklaringer.

mandag den 25. juli 2011

1. uge

I nat havde vi en-uges jubilæum. Præcis på fødselstidspunktet var den nu 1 uge gamle meget vågen og syntes at verden var alt for spændende til at hedde nat.

I løbet af den første uge har jeg lært at
Man ikke får noget at vide, med mindre man spørger, når man er inden for hospitalsmurene. Om noget som helst. Mind mig i øvrigt om, at jeg næste gang jeg får veer skal huske at skrige og jamre mig meget mere end jeg gjorde første gang. Det har set for let ud til at blive taget alvorligt.

At der findes mennesker, der har meget travlt med at advare og varsle sygdom. Den høre-dame, der foretog testen på min gule søn, havde meget travlt med at advare om, hvor langt den gule farve måtte komme ned mens hun tog tøjet af ham og kaldte ham basse. (Og mens jeg havde meget travlt med at overtale mine hænder til at lade være med at kvæle hende).
Resultatet af høreprøven blev leveret i en hurtig indånding: Perfect pass på begge ører i første hug, mens det store rungende dommedags-men kom med dedikeret fokus: Testen siger ikke noget om disposition for mellemørebetændelse og vand i ørerne. Det kommer ved 8 måneders alderens og så skal der lægges dræn.

Hvad siger spåkone-gøgleren? Hun stod med min perfekte søn og det perfekte pass og snakkede om noget som MÅSKE vil ske om 8 måneder. Kunne vi lige tage at slappe lidt af? Og holde snitterne fra min dreng mens vi holder kæft?
Hun stillede det samme spørgsmål 3 gange uden at gide at høre svaret. Ja, han melder sig til måltiderne.
Møgkælling. Hun er stadig en møgkælling selvom jeg er længere end 4.-dagen.

Jeg har lært, at jeg tuder over at der bliver stillet blomster på bordet.
Jeg tuder også af frygt for, at der skal ske min søn noget og jeg tuder, når jeg bebrejder mig selv, at han har fået gulsot og af frustration, når det er det eneste, folk kan kommentere.
Jeg har også tudet, fordi jeg savnede min lille hund, der viste sig at være kæmpestor, da den kom hjem fra super-mormor i går.
Og jeg har tudet, fordi samme mormor er så aldeles fantastisk og uundværlig. Og over de kartofler hun serverede for os i aftes.

Jeg har overlevet at finde ud af, at jeg har ligget iført gul desinfektion og nettrusser og lignet en bayonneskinke. Jeg overlevede også de mange og meget store bleer, jeg måtte iføre mig to dage efter fødslen. Jeg er indtil videre også overlevet at have en rund mave stadigvæk.

Mest vigtigt: Jeg har lært på en uge, at intet nogensinde kommer til at overgå min søn uden at det har været forbi mig først. 
Busserne skal fremover have lyddæmpere og velsmurte bremser når de kører forbi os og der bliver ikke noget Sunny Beach til ham, blev der sagt.

Nå ja. Jeg har også fundet ud af, at jeg godt kan finde ud af at være hans mor. Jeg har haft manualen hele tiden.

lørdag den 23. juli 2011

Med hjertet i hænderne og forargelsen lige inden for ammebh'en

Verden er et farligt sted, har jeg fundet ud af.

Der er så mange farer, der lurer og her taler jeg ikke om den psykopatmorder, der har taget så forfærdeligt mange sønners og døtres liv i Norge. Der kan jeg ikke finde ord, der er store nok.

Jeg er grundangst og har haft det rigtigt skidt ved at vide, at min søn har gulsot (Der er gode grunde og der er styr på det) og at han ikke fik vædske nok i begyndelsen, fordi de kloge sygeplejersker ikke havde taget højde for at meget små doser råmælk ikke er nok til en stor dreng som ham. Det var forfærdeligt.

Det værste i hele verden ville være, hvis der skete ham noget. 
Men ud over det, hvad sker der så for andre mennesker? Ved de ikke noget? 

Jeg taler om dem, der kører rundt i biler ude i verden udenfor boblen.

Jeg har ikke selv kørt bil siden vandet gik, men har indtaget pladsen på bagsædet ved siden af autostolen. Manden kører som en nervøs blød hat med et blik i bakspejlet, fordi andre bilister kommer farende med 240 km/t og VED de ikke, at det dyrebareste i hele verden sidder lige inde på den anden side af 2 mm blødt blik?
Der er en enkelt vejstrækning her i nærheden, hvor vi simpelthen ikke kører når der er barn i bilen. 

Og om dem, der står og ryger lige uden for mor-barn-afdelingen? Hvad sker der med det?
Jeg ved godt, at det er svært at være ryger og at vi skal være her alle sammen og at det er fri luft og fri verden og alt det der, men nogle kan måske ligesom mig kende situationen og føle et lille strejf af forargelse.
Der findes mødre, der ryger og det er deres valg. Jeg kunne måske godt foretrække, at de lige gad at flytte rygerflokken 5 meter væk fra døren, så vi andre også havde et frit valg.

Jeg har trumfen:
Da vi gik ud fra hælprøven på hospitalet, stod der en ung mand i Randers-uniform: Joggingbukser og badesandaler og en hvid t-shirt, der havde set bedre dage.
Og en tændt cigaret lige hen over en åben babylift.
Han stod og så rådvild ud, som om han passede nogens hund. Mens han nervøst røg sin cigaret hen over barnet. Der lå i åben lift.
I solskin.

Nåmen, jeg skal hen og lufte madkasserne. Jeg lover, at jeg aldrig får sådan et skilt med 'børn i bilen'.
Jeg bliver bare her i min ammestol med mit hjerte i hænderne.

fredag den 22. juli 2011

Hilsen fra boblen

Jeg er nogens mor. Ikke bare nogens mor, jeg er min fantastiske søns mor og det er ... eddermame underligt og vildt. Og stort.

Jeg har fået så mange oplevelser de seneste dage, at jeg har en bank af blogindlæg at tage af - også nogle af de forargede, bare så I ikke skal tro, jeg er gået helt i lyseblåt med stjerner på.

For at begynde hvor jeg slap: Der var så meget vand, så mange veer. Jeg fik lige to advarselsveer, så jeg vidste hvad der var på vej. De kom med 10 minutters mellemrum og var bare en høflig, afdæmpet ringetone.
Hvorefter ve-døren blev brudt ind med en rambuk af de instisterende.

Jeg var på Skejby under en time efter jeg skrev forrige blogindlæg.

Sådan her så det ud nogle timer senere

Kun lidt bange og meget travl med at lave vejrtrækningsøvelser.

Veerne virkede aldrig rigtigt efter hensigten, så efter 7 timer havde jeg stadig kun udvidet mig 3 cm. 7 timer i konstant vejrtrækningsøvelse og smerter, der bestemt må svare til den pine, som mænd føler, når de bliver losset gentagne gange i løgene. 

Målet var 10 cm.
Epiduralblokaden, som jeg ellers havde fravalgt med overbevisningen om, at jeg kunne klare mig med ikke-medicinsk smertelindring er vores ven. Eller... Det var den ihvertfald en times tid.

Jeg nåede aldrig helt til de 6 cm, veerne virkede ikke rigtigt og barnet stod aldrig helt nede i bækkenet. Efter tidlig vandafgang og mange hårde veer uden effekt skete miraklerne. _Først kom narkoselægen og stoppede veerne ved at bedøve mig.

Så blev min søn født ved kejsersnit klokken 01.31  den 18. juli.
Perfekt, smuk og allerede meget meget klog.


(Tjek lige ud, hvor meget vand jeg har i hænderne. Efter så mange timer med Niagara Falls mellem benene er jeg stadig ikke tørlagt. Mine fødder er horrible, I tell ya)

søndag den 17. juli 2011

VAND! VAAAAAND! Vandet er gået

Klokken 3 i nat åbnede sluserne sig.

Jeg havde hørt, at man godt kunne være i tvivl om det var vandet, der var gået, når det skete, men her var der ikke noget som helst at være i tvivl om.
Jeg havde ingen anelse om, at der ville være så meget vand. Store pytter på badeværelsesgulvet og ... det bliver bare ved.
Måske er det derfor jeg har været så stor. Det var ikke gær, jeg slugte, det var et fyldt badebassin.

Jeg vækkede manden med det klassiske 'vandet er gået' mens jeg forsøgte at klemme lårene sammen om et natbind, der var gennemblødt inden nogen kunne sige 'skybrud over København'.
Jeg siger det bare: Jeres vand i kældrene, ik? pffff....

Ingen veer på banen, men jeg har alligevel ligget og lavet lister og skrevet sms til de nærmeste fra klokken 3 til klokken 8.30, hvor jeg blev undersøgt og sat igang med et par Oxytocin-kapsler klokken 9.30.

Nu, derimod: Av for satan.

Nå, jeg ville bare sige, at arvingen er på vej. Hvis veerne bliver ved med det interval 30 minutter mere, er jeg på Skejby meget snart igen.
Game on.

fredag den 15. juli 2011

Dagens irritationsliste

At stå i kø ved isbiksen med en sukkercraving så intens at hænderne sitrer og benene ikke vil bære mere og være vidne til at mor, tante og fire unger efter tur er ubeslutsomme og vil have 2 kugler med flødeskum, nej guf, nej... 3 kugler og banansoftice... nå, ingen banansoftice, så almindelig softice.
På tur.
Alle uden undtagelse.
Det tog tid. Det tog laaaang tid og det kan fandeme ikke være meningen at en familie kan stikke så grim en kæp i hjulet for at ende med 6 næsten identiske is, mens køen vokser og nogle begynder at forsøge at snige sig foran. Bestem jer nu!
Træd i karakter, slappe mor, så isdamen ikke skal stå med det cirkus selv. Luk i det mindste munden, så du ikke ser bøvet ud samtidig.

Og lad mig nu bitche over andre menneskers børn så længe jeg kan gøre det med uvidenheden som undskyldning.

Onfone-reklamen med Lars Bom. Hvem er det, der synes at det er en supergod ide til en TV-reklame at præsentere sit firma som et, der er stolt af at bruge stalker-facer-metoder? Jeg synes den er klam. Jeg synes han ligner Gollum.

Rolf Sørensens hosterallen. På Gud ved hvilket år. Ikke alene er han den mandlige pendant til Amalie sådan sprogligt set, men han har konstant en tudse i halsen, en rallen i røret og sidder og hoster ned i mikrofonen.
Jeg kunne faktisk godt tænke mig at vide hvorfor han har den hosterallen, sådan helt reelt (er det astmamedicin?) men jeg bliver eddermame også MEGAirriteret over at han harker mig lige ud i stuen hele tiden.

Det irriterer mig på samme måde som de elendige radioværter, der er på P3 for tiden. Især ham der hedder Jonas, som har et meget langt program om eftermiddagen, der hedder noget med Touren på P3. Han ved ikke noget om noget som helst.
Han kan ikke formulere en selvstændig sætning OG udtale alle ordene korrekt samtidigt eller lade være med at sige det samme mindst 3 gange i træk. Han siger alt for ofte, at han ikke ved noget som helst om touren, men at han håber han kan lære noget undervejs.
Jamen.
Hvorfor sidder du der og jager lyttere væk?

Værkstedet, der ikke mener, at de kan tænkes at have lavet fejl, da de skulle fikse ulykkesbilens aircondition, men udelukkende lader garanti være producentens problem. Især når jeg skal foretage snakken om kompressorer, stik, der er faldet ud og generatorer, der er brændt sammen på tysk og der er mange penge på vej ud af vores snart dagpenge-truede konti.

Regnvejrsudsendelser fra enten FDFs landslejr eller Grøn Koncert i Randers, hvor journalisten er fuldstændigt overengageret og nærmest hysterisk højspændt for at lade som om det er bare i nærheden af at være interessant.
Regnen er der. Det er spejdere.
Eller i Randers.
Ikke nyheder. For fanden i helvede.
I øvrigt gider jeg heller ikke se på fede familier med alt for små cykelhjelme i regnvejr. (Og jeg kan faktisk godt finde på at slukke for fjernsynet)
Ja, det regner og man bliver våd. Det KAN ikke komme bag på nogen.

Nåmen, da jeg havde talt tre gange med værkstedet og foldet mine tyskkundskaber ud, redegjort for fejlen, lyde og mekaniske specifikationer, var jeg faktisk også blevet lidt stolt af mig selv og tænkte, at jeg måske kunne gå hen og blive til noget bruge min tyskuddannelse til andet end at bede min svoger om at række mig skinken.

Og så vandt Thor Hushovd på den mest fantastiske vis og jeg jublede og de norske kommentatorer jublede og hold nu kæft, hvor var der heia Norge over det hele. 
Så jeg tænkte, at jeg burde rejse ned og klappe Thor på skulderen og røre lidt ved hans ben. Lige indtil jeg kom til at tænke på, at jeg har et par gode mandelægge indenfor rækkevidde og faktisk er gift med ham de sidder på og at jeg desuden er for tyk til at rejse nogen steder hen. Ikke engang til det tyske værksted.

Og så blev jeg irriteret over det også.  Nu er jeg også irriteret over, at jeg ikke kan formulere det som et irritationspunkt, der er konkret nok.

Ææææj.

onsdag den 13. juli 2011

Hvor dårlige spørgsmål kan du stille, journalist?

Hvor desperat er situationen i Libyen? Spurgte Kaare Kvist Naser Khader i nyhedsudsendelsen klokken 21. På den måde skrev han sig ind i trenden for journalistspørgsmål for tiden.

Jeg ser jo så meget Tour de France og jeg går sjældent glip af en studieudsendelse eller interviews med rytterne og derfor får jeg også lov til at klaske en flad hånd for panden rigtigt mange gange i løbet af en dag.
Hvor stressende er det at sidde i feltet en dag som idag? 
Hvor meget brænder Marc Cavendish for at tage etapesejren i morgen?
Hvor vanvittigt var det at se bilen køre ind i to ryttere?

Jeg ved ikke hvem, der har fundet på at bruge retoriske spørgsmål som rigtige spørgsmål der skal svares på, men jeg ved, at der sjældent bliver svaret med andet end jamen, det er meget stressende/vanvittigt/xxx. 
Jeg ser meget sjældent nogle interview-ofre, der bruger tid på at gætte, hvilket svar journalisten gerne vil have. Go figure. 


I virkeligheden ved vi ved jo godt, at svaret på alle de spørgsmål er 42.Med mindre man er Danmarks Dronning og er knivskarp til at kigge over brillen på den såkaldte journalist når hun spørger, hvor god en søndag det er idag og returnere med et spørgsmål om, hvordan man normalt vægter søndage.

Men det er ekstremt fristende at pille det lille 'hvor' ud af alle studieværters og journalisters vokabular (med mindre de skal bruge det til at spørge om vej til opfindsomheden) med to spidsede røde blyanter.

tirsdag den 12. juli 2011

Her bor jeg, du kan kigge ind til mig

Siden Facebook har vundet indpas og næsten alle i mit liv er hoppet på den vogn - og på twitter, google+ og blogs og hvad har vi, behøver jeg slet, slet ikke snakke med nogen for at finde ud af, hvordan de har det.

Og derfor tjekker jeg Facebook som det første jeg gør, når jeg får linser i øjnene om morgenen og som det sidste jeg gør, inden jeg kyler linserne på gulvet, så de ligger der som små blå gobler. Man er vel socail. sozsia... Social!

Jeg behøver ikke læse kærestens breve, for at følge med. Jeg kan følge med i, hvem af hans snart tudsegamle ekskærester, der stadig synes, at hun skal kommentere på alt han skriver (på nær Mandens kommende faderstatus og civilstand) OG jeg kan følge med i, hvad han går og laver og hvad han tænker.

Uden facebook ville jeg ikke vide, at han overvejer at tage en cloudbaseret backup af vores NAS eller at han er på jagt efter den perfekte forgaffel til mountainbiken.
Uden facebook var vi heller ikke blevet så facebookificerede, at vi taler til hinanden i statusopdateringer. Det flyver jævnligt gennem stuen med statusmeddelelser som Jeg skal tisse eller tror godt, jeg kan sove i nat.

Vi svarer nogle gange med en tommelfinger mod loftet. 

Det er så dejligt nemt!
Hvis jeg lige skulle glemme at høre efter, hvad der bliver sagt, fordi jeg har tour de France kørende non stop, så kan jeg altid lige klikke ind på fjæsen og se, hvad det var jeg ikke fik hørt, for der står det, ord til andet.
Det var på den måde, jeg fandt ham den anden dag, for hans status meddelte, at han havde fjernet ukrudt i haven og drak øl samme sted nu. Og at han var blevet til sin farfar.
Easy! Så skulle jeg bare gå efter festivallugten, hvis jeg ville ham noget.

Det lyder sarkastisk. Og det kan godt være, at jeg i nær fremtid kommer til at bitche over, at vi nogle dage kommunikerer sådan, men lige nu passer det fint og er helt tilpas, for han arbejder hjemmefra. Kun adskilt fra mig af en tynd dør og jeg er ikke aaaaaltid til pæn brug og overstrømmende lykkelighedssamtaler for tiden.

Jeg vil til enhver tid hellere kommunikere sådan her, lettere distanceret, end befinde mig i nærheden af hende den fjerne bekendte, der hver dag skriver sager som love my life eller tak for en god aften med gode venner og Summersby. 
Måske er det bare mig, men ...  Jeg kan ikke se lyset i et billede af en rejemad. Eller af en Summersby. 

Ved ikke om mit eget upload fra idag er bedre. Det rummer ihvertfald noget agression og humor som Summersby aldrig får.
Og så kan det bruges i en snæver vending som kommentar til Manden på Facebook. Eller som trussel.

mandag den 11. juli 2011

Mig og thaipigerne (Advarsel: Ikke-surt indlæg)

I Århus ligger der mange thai-massageklinikker. Og nogle af dem sælger faktisk massage. Og aromaterapi og den slags.
Det er dem, der ikke har røde lamper i vinduerne og dem, hvor man ikke bliver vist ind til en gennemknaldet boxmadras, når man skal have rygmassage.


Jeg ved ikke, om det er det bedste thai-sted, det jeg har fundet, men det er eddermokkeme suverænt. Jeg har ikke turdet få en rigtig thaimassage, når jeg render rundt med bulken fra et Mærsk containerskib på maven og min søn indeni, men jeg har brugt thaistedet til fodbehandlinger et par gange, fordi det er for svært at nå selv nu.

Mine fede, overbelastede klumper af nogle fødder er blevet filet, masseret og lakeret og er nu nogle bløde og lidt pænere, fede, overbelastede klumper, hvor tæerne ligner strittende baby-aspargeskartofler med hver deres klat japan-orange neglelak.

Det, der gør oplevelsen så fantastisk er, at de smukke skabninger er så skidesøde og snakker hyggeligt omkap med hinanden på trillende thai, mens de jonglerer med file, pimpsten, massageolie og neglelakfjerner i en fuld klokketime uden på noget tidspunkt at lade opmærksomheden svigte deres kunde uanset hvor fede ben kunden har.

Ikke noget med at sidde i køkkenet hos fodpleje-Jonna og føle sig til overs i de 20 minutter det tager hende at tobakshoste sig gennem tørre hæle.

Det faktum, at de forstår at fejre en gravid mave har givet dem endnu flere Buddhastatuer i min bog.

Hele staben har været forbi og lægge sarte hænder på bulken idag og huje opstemt, hver gang arvingen bevægede sig og kvitterede med en flad fod på de pålagte hænder.
På et tidspunkt var der 5 hænder samtidig og de kæmpede om pladsen, gjorde de. 10 minutters fest over at jeg var gravid og roser på thai over, hvor godt maven sad, tillykker med at det er en dreng og så lige et ekstra lille klap på vej ud.

Mere skulle der ikke til at jage en urolig nat og tudeture væk. 

Positive mennesker så snart, der er nogen, der kigger. Pigerne dernede viser, at de ikke kan lide folk ved høflig ignorance.
De nikkede tavst til hende, der råbte lidt for højt op om at der ikke var lys på toilettet og om at hun havde født et barn på 4 kg. Og tændte på kontakten helt uden at himle med øjnene, inden de løb hen til min lille kickbokser igen.

Så meget i orden.

lørdag den 9. juli 2011

Røv-hukommelse. Let marmoreret.

For mange år siden havde jeg en kæreste, som havde en humor, der var lige så ufølsom som han var høj.
Når jeg ser mig selv i profil bliver jeg altid mindet om, at han grinende kaldte mig Dobby og sendte mig billeder af den lille husalf med den spidse næse fra Harry Potter.

Dobby.

Igår kom jeg til at tænke på noget andet, han havde kaldt mig, og som på det tidspunkt gjorde endnu mere nas. Og spørg mig ikke, hvorfor jeg gider at plage mig selv med det nu.
Han kaldte mig for en belgisk blåhvid.

En ting er, at min smukke, seje søster beundrende er blevet kaldt en Jersey-ko af en dyrlæge-bekendt, fordi hun havde en perfekt fødsel og har ammet min lige så smukke yndlingsnevø uden problemer, men det er meget svært at finde noget beundrende eller kærligt i belgisk blåhvidt. 


Kødkvægsracen var i nyhederne dengang, fordi den race af ko er blevet avlet så meget, at den har tendens til muskelhypertrofi, dvs at danne så mange muskler i flere lag, at den har svært ved at kælve for bare muskelmasse.
Og der blev vist billeder af brede, kompakte ko-røve med masser af sultne muh-lyde i baggrunden.

Jow, jow.... jeg kan godt se ligheden. Kompakte ben, som lige mangler 10 cm for at kunne posere. Solide lår, som gjorde mig i stand til at løfte ham når han blev alt for kæphøj og sætte ham væk.
Men jeg ER altså mere glad for de rosende omtaler af min popo, som jeg får af manden. Og han er lige så høj.


(Jeg lover at hovere, hvis det lykkes mig at føde mit eget afkom og så kan han sige at han har glemt alt om belgisk blåhvidt alt det han vil. Hans nuværende kæreste er, udover at være verdenskendt som sportskvinde, noget bredere over bagen end mig (og en del højere, men fuck det))

fredag den 8. juli 2011

Jeg skal sgu ikke føde. Hvad fabler du om?

Igår havde jeg sidste fødselsforberedelsestime.
Presseveer og humørsvingninger i tiden lige efter fødslen var temaet. Og da vi kørte hjemover sagde manden, at han godt kunne tænke sig at høre, hvad jeg glæder mig til ved at få det lille drengebarn.

Og der må jeg bare sige, at alle må have misforstået noget. 
Jeg har ikke skrevet mig op til den del med natteamning og 14 bleskift i døgnet. Jeg har i det hele taget ikke meldt mig til det med at få et barn.

Jeg er bare den, der er gravid.

Mit job består i at være den, som hele Baresso glor åbenlyst på, når jeg træder ind. Eller som hele gågaden i Århus går i stå over. Min mave vækker så meget opsigt, at der bestemt ikke kan være nogen tvivl om, at den ikke skal gå væk. Hvad skal byens damer så snakke om, måske?

Det er også mig, der er den der sørger for ting. At lave mad til fryseren og huske manden på at skaffe en ny navneattest og købe babytøj og den slags. Det er også mig, der er bekymret for, hvordan barselbesøgene skal afvikles, hvordan manden skal klare at mangle nattesøvn og skaffe sig ro til at amme. Det er også ham, der skal øve vejrtrækningen til fødslen og fucking høre efter, hvad læreren siger,  for det er ihvertfald ikke mig.

Nej, siger jeg jo.  Og du kan godt glemme alt om at himle med øjnene. Her sætter jeg foden ned. Jeg skal ikke, gentager IKKE, gennemgå udvidelsesfase og pressefase, skide på fødebriksen mens 12 mennesker ser på, have brystvorterne flænset op gang på gang og ikke have et øjeblik til mig selv de næste mange år. Samtidig med at jeg skal bekymre mig om at lave mad og sørge for at manden hører efter i timen.

Hvad helvede tror I selv? Det er der ingen ved deres fulde fem, der gør frivilligt, det der.

onsdag den 6. juli 2011

Jeg skal da... jeg skal da vinde det hele!

I weekenden var der Challenge Århus. Det er et tri-stævne, hvor en del af dem, jeg plejer at se i mit fitnesscenter har deltaget efter mange måneders hård, struktureret træning.

Et par af pigerne har fået helt vildt gode resultater og jeg ved godt, at det efterhånden er 17000 år siden (og ca lige så mange kilo lige nu) at jeg løb maraton i Berlin, men da jeg så billederne af den enes ekstremt tynde lår og fine tredieplads, gik det galt.
Jeg har jo ikke trænet seriøst i et par år. Løbekarrieren har faktisk ikke været eksisterende siden 2004. Raceren har været ude siden, men jeg kan til gengæld ikke svømme crawl.

Så sagde vi jo, at jeg på fødestuen afleverer alt det ekstra vand, der fylder min krop og giver mig fede fødder og firkantet fjæs OG at jeg er i stand til at amme, så det ekstra fedt, jeg har lagt til mig også bare tager og skrider, så jeg får så tynde lår som aldrig før.

Plus at min bækkenbund heler på 2 dage og at sønnebønne ikke alene bliver et let barn, men også gør mig til superatlet ved fødslen.
Skulle bare mangle med det smertehav, jeg skal krydse for hans skyld.

Der er sikkert mange der siger, at de der træningspiger så ikke har børn eller hund. Eller have. Det er rigtigt nok, men det sagde vi så ikke spiller nogen rolle. Pfff. Manden bliver nemlig pludselig med et trylleslag til den mest opofrende fader, som klarer alt det der.
Og klapper når jeg vinder medaljer med min flade mave og tynde ben.

mandag den 4. juli 2011

Anonyme kommentarer er vejen frem

Jeg har bestemt mig for at surfe lidt rundt på de blogs, jeg ikke læser så meget mere, fordi ... ja... bare fordi jeg trænger til at være grim og dum.
Og så vil jeg kommentere anonymt.

Jeg skal så meget af med de sure, bitre stikpiller og have presset noget ud mellem sidebenene, som længe har hindret mig i selv at skrive ordentligt og frit. Jeg regner med, at det er det, der driver de andre, der kommenterer anonymt...

Altså. Der er selvfølgelig dem, der er anonyme, fordi de ikke har oprettet hverken profil eller blog, men det er ikke sådan en, jeg vil være.

Jeg vil gøre ligesom nogle af de andre bloggere, der igennem tiden har samlet misundelse sammen, virkelig skabe noget ravage og dele nogle af de lede lussinger ud.
Måske vil jeg lige prøve at sløre, at det er mig, der står bag den kommentar, der kommer til at sidde som en spids sten i skoen på blogejeren.
Sprogligt, mener jeg.
Det må være en flad fornemmelse at blive genkendt på at skrive 3 spørgsmålstegn hvergang man kommenterede eller ved at bruge den samme formulering eller ordstilling, som man plejer.

Jeg vidste bare, at jeg ville kunne bruge min universitetsuddannelse i dansk til noget.

Men så skal de sateme også få sandheden at vide om, hvad jeg mener om dem. Allesammen. De mennesker, der garanteret kun blogger for at få læsere og blive store og kendte.  Jeg vil gøre dem så kede af det, som jeg overhovedet kan, så de kan sidde der med skriveblokering og være usikre. Og så vil jeg huske at skrive noget med at Skyggesiden er den bedste. 
Hvis ikke, der er andre, der gider at sige det, så må jeg jo selv.

Jeg har bare noget sygdom, der plager mig lidt og som stopper missionen. Det er sådan noget krillerværk...

Sådan noget selvrespekt og respekt for andre, der vover at skrive.

Det skal jeg lige af med, før jeg kan iklæde mig anonym-kappen og verbal-stabbe uden at skulle føle mig ynkelig og få en grim smag af selvlede bagerst i munden.
  

søndag den 3. juli 2011

Tour de France og de grimme bivirkninger

Jeg har fulgt Tour de France i en del år, efterhånden.
Det begyndte for alvor, da Bjarne Riis var i den gule trøje, deroppe hvor bjergene var høje og jeg er kæmpefan af Jørgen Leth og Dennis Ritter som kommentatorer. De er mine faste husvenner i Juni måned.

Rolf Sørensen elsker jeg at hade, men han har givet mig en ny sofasport. Jeg sætter en streg hver gang han siger 'moment' og mener 'tidspunkt' mens jeg råber AAAAARRRRGGHHH.  Jeg råber det samme hver gang han siger noget med 'dengang jeg selv kørte touren' og ryster dertil opgivende på hovedet. Nu hvor jeg ikke kan lave et drikkespil ud af det.
Den eneste danske cykelrytter, der hævder, at han aldrig har været dopet. Dolly Parton sover med lige så stor sandsynlighed på maven.

 Der er bare en ting, jeg virkelig, virkelig ikke kan lide ved Touren.

2 ting, faktisk, når man tæller med, at jeg ikke kan lave tour-etaperne om til spinningprogrammer i år. Det savner jeg.
Nej, 3 ting, for jeg gider heller ikke rigtigt genopdage, hvordan journalistpraktikanterne jagter de tyndeste historier, der kan smage bare det mindste af dopingskandale.

Den ting, jeg hader mest ved tour-tiden er dig, motionscykelrytter, som er overbevist om, at den eneste grund til, at du ikke selv kører med de professionelle nede i Frankrig, er en lille smule doping hver dag og som derfor mener, at du er hævet over trafiksikkerheden her i Danmark.

Som du kommer benende ud over hajtænderne i dit gamle cykeltøj med CSC på maven og ligner en rullepølse, fordi du vejer en 30-40 kg mere end de rigtige professionelle men har forsøgt at klemme dig i en størrelse medium, med et blik som på den ene side er fortørnet over, at vejen ikke er spærret af for dit enmandsløbs skyld og på den anden side forsøger at efterligne en blanding af Armstongsk målrettet sammenbidthed og Bjarne Riis' frådende kamp, så synes jeg faktisk ikke at du fortjener andet end et opdragende dyt i min Swifts imponerende pivedyr af et horn.

Hvis du mener, at du skal fremvise dine cykelbukser, der er så hårdt spændt ud over din behårede røv, at maskerne kæmper for at nå sammen, men har opgivet at skjule en røvrevne så mørk som Marianergraven, ude midt på den vej, hvor jeg kommer kørende, så skal du også bare vide, at jeg ikke er for fin til at hånle af din Ultegra-gruppe og tage dig i mor-grebet lige over albuen, mens jeg fortæller dig om dengang jeg kørte motionsløb og en, der kørte ligesom dig, blev påkørt og fik hovedet kilet fast oppe under køleren på en sølvgrå Mazda ganske få meter foran mig.


Surt at køre om etapesejren, når man ikke ligger i udbrydergruppen. Det brækkede kindben, kraveben og knæskallerne har gjort nas. Men ikke så nas som mit mor-greb.
Det er der heller ingen der vil ynke dig for når du kommer hjem, for konens øjne er alligevel fastmonteret i positionen 'opgivende himlende' og hun ved godt, at du har været forbi bageren efter hindbærsnitte og at du i virkeligheden kun kører for at slippe væk fra hende og ungerne to timer hver søndag. Og så for at kunne være lidt som Rolf.

Og hop så ud af min Tour og ind på cykelstien med den der røv.

fredag den 1. juli 2011

'Cause, Noooothing compares to youuuu

I morges stod jeg veed din døøør
Men du var der ikke mer
aaaah ah ah aaaaah aaaah
Istedet stod hun med en fiskehåååånd
sagde hun var studern'

Jeg kan tude alt det jeg viiiil
Men du er der ikke mer
Spise sukker og forsage urtecreme
for du er der ikke mer

And NÅÅÅÅÅTHING compares, NÅ'THING compares to youuuuu

Nå, jeg skulle jo til jordemoder i morges og jeg glædede mig til at se min flippede, korthårede Sinead O'connor-klon, der altid har lange skørter og meget meget kort hår. Hende kan vi godt lide.

20 minutter efter aftalt tid blev mit navn råbt op af en jordemoderstuderende med et håndtryk så slapt som en to dage gammel lunken fisk og jeg måtte berolige mig selv med at min tzotalt yndlingsjordemoder nok bare havde en studerende med sig idag og ventede på mig med kønne øjne og en klippefast tro på urter. Underligt nok har jeg kæmpe respekt for urtetroen, når det er Bettina, der har den.

Hej! Jeg hedder Ursula, sagde jordemoderpagen, der på ingen måde var Bettina, Sinead eller rigtig. Nå, nej... Bettina var også ked af, at hun ikke kunne have konsultationen mere, men nu er jeg jo tilbage og hun havde kun kons til låns.  (Kons?  Til låns? Så det er ikke dig, der er vikar?)
Og du har det fint, ser det ud til.  Ja, så skal jeg jo bare have fars CPR-nummer, ikke Annemette? Og så skal du huske at ringe til afdelingen, hvis du ikke mærker liv, Annemette. 

Ikke, at der er noget i vejen med at hedde Annemette. Jeg hedder bare Lene og blev lidt forvirret.
Hun var sød, det var hun da. Især da hun slog hænderne sammen i begejstring over min lille drengs hjertelyd og mente, at han vejer på den tunge side af 3 kg nu. Det kunne vi godt lide hende for.

Og faktisk er det besluttet, at det var godt, at det var Ursula, der var der idag, for det må betyde, at Sinead venter på mig på fødegangen. Eller hende den anden rigtige jordemoder, der hedder Rikke, som havde rundvisningen på fødestuen. Hun virkede også som om hun havde gode hænder og nok havde begreb om at få et barn til verden og mig guidet igennem smertebadet.
 
Skæbnen er trådt til for at holde en hånd over Ursula ved at holde hende væk fra mit fødeleje dermed sikre hende mod at få flået struben ud verbalt. 

And that how it's taken away my bluuuees
'Cause nooothing compares to you