tirsdag den 27. august 2013

Scchh med det muskelmassetab. Op med måsen

Det er alderen, siger de. Du har jo ikke trænet i 3 år.  Hvilket er næsten sandt. Jeg har ihvertfald ikke trænet som jeg gjorde før jeg blev gravid og slet ikke som dengang jeg var single. Og jeg er fyldt 40.

Men det er ikke hele forklaringen, selvom alle gerne ville skubbe resten lidt i baggrunden. Min stolthed kan næsten ikke bære at mærke, hvor stor en kamp det er at gennemføre bare en fjerdedel af det, jeg plejede at kunne gøre uden at gøre mig synderligt umage.  Min muskelmasse er så reduceret af kemo, binyrebarkhormon og alder, at kompakte ben og vilje ikke redder mig mere.

Jeg er fristet til at sige til dem, der spørger om jeg skal deltage i cykelløb eller med ud at træne i skoven at jeg skal noget den dag.  Bare for ikke at skulle forklare, hvorfor jeg er i SÅ dårlig form at jeg ikke bare kan tage med på en hyggetur. (Hyggetur med udsigt til vrangsiden af lungerne og seriekramper i læggene?)

Nu er jeg kommet til at bilde mig selv ind, at jeg nok skal redde den på medvinden og heldet og udstyret, bare jeg tror på det,  så jeg er tilmeldt Træd til i Skanderborg den 8. september mens alle de seje cykeltrunter kører ræs i Tour de Femme imens, så jeg ikke bliver fristet til at konkurrere stoltheden af mig.   Det eneste der virkelig virkelig ikke må ske er at jeg punkterer, for jeg  har ikke kræfter i hænderne til at skifte slange.

Og så vil jeg forære mig selv en gave.  Fra mig til mig.  Skov, luft og opløftet mås-udstyr.


fredag den 16. august 2013

Tudemarie

2 uger på job og det står helt klart, at jeg har forandret mig i forhold til den gamle Lene-på-job. Jeg har stået i min chefs meget varme kontor idag sammen med 21 kolleger og kæmpet med dirrende hage og mundvige, der trak udad, så mine øjne løb i vand.

Jeg har før skrevet om, at min nye arbejdsplads er fabelagtig fordi den tør give sådan en som mig en chance. I virkeligheden burde jeg skamrose en enkeltperson, som jeg føler jeg skylder en hulens masse mere end bare hyldest: Min chef.
Jeg kender hende fra for 10 år siden, hvor vi var en slags kolleger. Jeg var til samtale med hende før jul og har hende i min facebook. Hun har holdt fast i mig, selvom hun har fået den private insight og insisteret på at få mig ansat i firmaet - og helst i hendes afdeling, fordi hun synes jeg er god.
Hun har passet på mig og det driver taknemmelighedstårer frem.

Idag meddelte hun så, at hun skal være chef for en anden afdeling.

I gamle dage havde jeg trukket lidt ærgerligt på skuldrene over at miste en dygtig leder, men husket på, at det er vilkårene. Chefer flytter sig, organisationer ændrer sig og solen stiger stadig op i øst.

Min chef har en plan. Min chefs planer får mine tårer til at løbe.

Jeg synes egentlig det er ret befriende at være følelsesladet på den letbevægelige måde, men det er også temmeligt bemærkelsesværdigt, hvor let jeg knytter mig til folk.
Der røg det image som kølig forretningsdame.

mandag den 12. august 2013

1 uge og en dag

Så længe har jeg været på mit nye job. Jeg har lært lidt.

Det er ikke så hårdt at starte nyt job som jeg - og især andre - havde frygtet.

Jeg har været træt, men fordi Mikkel har været 5 dage på festival har jeg haft for meget at lave til rigtigt at lægge mærke til det.

Det kan lade sig gøre at være til Princekoncert OG passe sit arbejde, men jeg vil ikke nødvendigvis anbefale mig selv tage den chance igen. Især ikke hvis Princekoncerten skal opleves klemt inde mellem 53000 andre. Jeg har sjældent nydt den friske luft så meget, som da jeg sad i sædet i en cykeltaxa på vej væk fra festivalpladsen efter jeg besluttede, at jeg havde oplevet det, jeg skulle. Den aften, altså.

Jeg mangler stadig at lære at finde vej til kantinen, at bruge en ip-telefon, bordmodellen og at holde mine følelser i skak, når jeg hører om nogen, der har mistet sin ægtefælle eller om et barn, der har mistet en forælder til kræft. Det rører mig, så jeg næsten ikke kan trække vejret.

Og nå ja. Jeg har lært at jeg ikke skal spise flere dougnutferskner. 
Der er bevægelsescensor på toiletterne på mit nye arbejde og det må virke underligt at gå forbi toiletdøren og høre nogen skraldgrine derinde, fordi nogen måtte vifte armene frem og tilbage som en anden Kaptajn Jespersen. Fra tønden.

Jeg lærer nok lidt mere, for jeg satser på at gå på arbejde længe endnu.