onsdag den 31. august 2011

Om snavset vasketøj i offentlighed

Der er ægtepar, der hakker på hinanden fordi det med årene er blevet deres måde at kommunikere på. Som regel har de nede under de negative kommentarer et vist mål af respekt for hinanden.
I det mindste taler de sammen.

På en ferie mødte jeg et par, som var på vores alder, arbejdede i cirka samme branche og som kom fra samme landsdel som os. Det var oplagt at spise sammen og opleve nogle ting sammen, men vi - og nok mest mig _ måtte ret hurtigt kaste håndklædet i ringen og melde mig ud.

De nøjedes ikke med at hakke. De skændtes, mundhuggedes og hængte hinanden ud ved enhver given lejlighed. Gerne hen over hovedet på deres 3-årige søn og for mig så det ud som om at det ikke just begrænsede deres krig, at der var tilskuere på.

Når jeg kogte alle detaljerne om vasketøjs-uduelighed, manglende optørring af hundesavl og alle de andre hverdagsdueller sammen, så virkede det som om, at de levede hver deres liv under det samme tag og at alt de havde tilfælles var den gensidige modvilje.

Jeg fatter ikke, hvorfor de gad at blive sammen. Forhåbentlig havde de et fantastisk sexliv med alt den ophobede energi.

Personligt havde jeg ikke i sinde at få min ferie ødelagt af udsigten til deres snavsede vasketøj, som så bittert og indædt blev luftet.

På den gode side betød mødet med dem, at vi fuldstændigt udmattede efter en aften i deres opslidende selskab med godnatdrink og røde øjne svor, at vi ville gå fra hinanden længe inden det kom dertil.
Af respekt.

lørdag den 27. august 2011

Onkelhumoren er løbet i forvejen. Træningsformen halser efter

For nogle dage siden kom jeg til at løbe en lille bitte smule, da jeg alligevel havde løbeskoene på for at lufte hunden.

Det var virkelig ikke ret meget, men sig det ikke til sundhedsplejersken alligevel. Jeg er ikke i nærheden af de tre måneder, der vistnok skal gå... Men det var fedt, selvom det var ekstremt klumpet og akavet.
Min krop føltes alt for stor, løs og tung. Som hvis den var bygget af løse kampesten, som en veninde beskrev sin første løbetur efter fødslen.

Idag lagde mand og søn sig på sofaen for at nappe en middagslur. Hvorefter jeg spænede rundt for at ordne vasketøj og tage cykeltøj på, opløftet af udsigten til vind i ansigtet og fart over feltet. Ud på cyklen for bare lige at få balancen tilbage og mærke om der er kraft i stængerne endnu.

Min cykel glæder sig også til jeg finder min kampvægt igen. Den står og råber på vand og mere luft i dækkene ude i skuret endnu.

Mandens kommentar, da jeg efter rekord-kort cykeltur vendte tilbage med røde kinder og triumferende smil?
Nåååå, var det godt at få noget jern mellem benene igen? Høhø.

Ingen tvivl om, at der er plads til forbedringer på flere fronter herhjemme.





torsdag den 25. august 2011

Bussen ud af ground hog day

Pludselig er det torsdag, siger kalenderen. Ikke at jeg kan mærke forskel på mandag og torsdag alligevel. Ugenumnrene siger mig ikke en hujende fis, for jeg har hverken ferie eller kundemøder og den eneste måde, jeg finder ud af, at det er søndag er hvis jeg står og hiver i en lukket butiksdør. Sikkert en af dem, der står 'skub' på.

Det er liiidt ground hog day for tiden, selvom jeg de fleste dage har besøg eller ærinde i byen.
Lad mig i den forbindelse skynde mig at sige helle for at have bilen hjemme de dage, jeg skal på kaffeaftale.

Det er SÅ praktisk at tage bussen, siger alle. Jeg kan godt følge dem. Ikke noget med at betale 70 kroner for at parkere øsen og ikke noget med at bakse barnet i en autostol og skille og samle barnevognen med den anden hånd.
I bussen er det ligesom i de der reklamer for utroligt rummelig, grim bil: Bare ind med hele vognen.

Men den bus, der kører fra mit stoppested er af den gamle slags. Der er ikke trapper, bevares, men der er cirka en meter fra fortovskant til busgulv, så når jeg vipper ind og ud af bussen på den måde, jeg har lært man skal, så kan jeg se mit barn ligge og rode oppe under kalechen.

Desuden kører min bus nogle seriøse omveje for at dække alle boligbloks-områderne og planen er lagt liiige til den snævre side, så der bliver trådt på speederen og stået på bremsen, når nogen lige spæner over vejen lige foran stor gul ting, der kører 80 i timen.
Nogen holder hånden over dem.
Nogen holder godt fast i busstængerne og beder til at fødderne ikke skrider.

Jeg synes ikke, det er en fornøjelse at køre med bus og det er ihvertfald ikke afslappende. En af mine bekendte mødte mig, da jeg rystet steg af bussen efter min jomfrutur med barnevogn og så medlidende ud. Jeg havde i det mindste ikke tudet som hun gjorde.
Bare fortæret en Twix uden at trække vejret

mandag den 22. august 2011

Når kvinder holder mund

Jeg kender mange damer, der snakker. Nogle har mere temperament end andre, nogle har stærkere holdninger end andre, men fælles for dem er, at de snakker eller skrive-snakker.

Flertallet af dem er langt bedre til at holde kontakt og informere om, hvad de tænker og gør end jeg er. Men jeg tror, at vi har en ting til fælles: Når vi tier stille over længere tid, bliver folk bange.
Med rette.

Når jeg tier stille over længere tid, kan det skyldes tre ting:
1: Jeg går og tænker på noget, som jeg ikke ved hvordan hænger sammen. Noget, der involverer følelser og skæld-ud.
2: Jeg er vred, ked af det eller såret. Og siger ikke hvad jeg tænker.
3: Jeg er syg eller i fødsel

Det sidste sker ikke så tit.

Problemet er, når det ikke er mig, der er stille, men en af de andre. Tænk, hvis hun er lige så passiv-agressiv som mig.


fredag den 19. august 2011

Der sidder ikke nogen og tisser her

Dengang jeg var nyslået student og flyttede hjemmefra, hvor jeg skulle klare mig selv, havde jeg et problem, som jeg ikke havde forudset.
Jeg er nemlig ret blufærdig omkring kropsafsondringer - især dem, der kommer ud for neden - så jeg ikke bare gemte hygiejnebind og tampax under store poser æbler, jeg måtte også være kreativ, når jeg skulle købe toiletpapir.
De store poser med hank dækker lige præcis og en bakke flødeboller 4 poser pasta klarede resten, så jeg ikke skulle lide den svie at blive set med toiletpapir.

Jeg har ikke været en af dem, der gladeligt har fyldt toilettet mens min kæreste har været i bad. I forholdsopstarts-fasen har man ofte set mig med forkrampet ansigtsudtryk og stive knæ på vej hjem. For at gå på toilettet. Tænk, hvis det lugtede.

Det var en mand, der lærte mig tricket med at stryge en tændstik for at fjerne lugten og i mit nuværende forhold er vi rigtigt gode til at rose hinanden for at være dygtige til at få det store badeværelse til at lugte.
Jeg mener, man skal huske at rose dem, der virkelig har gjort sig umage.

Men vi har aldrig besørget hverken nr 1 eller nr 2 mens den anden var til stede.

Jeg har et par gange i årenes løb fået en højlydt kundeservice-højttalerbekendtgørelse om, at der ihvertfald ikke står nogen og tisser på den anden side af badeforhænget, når jeg har shampoo i håret og selvom det har været yderst nødvendigt og ... bare mest praktisk... hvis jeg lige kunne lette min fyldte blære mens manden stod med ryggen til (og ansigtet mod et spejl, der fylder hele væggen) og skiftede sønnen, så er det bestemt ikke sket for første gang for ganske nyligt og jeg er ikke stadig en smule rystet. mh mh.

(Indsæt 'these are not the droids you're looking for'-Jedi-bevægelse her)
Sådan holder vi så godt på grænserne, hjemme hos mig.

torsdag den 18. august 2011

Selektiv organdonation?

Flere gange har jeg siddet med organdonorkortet i hånden og vil egentlig gerne melde mig under fanerne og selv tage stilling, så mine pårørende ikke skal sidde og vurdere om andre skal have gavn af mine organer, når den tid kommer.

De dele af mig, der kan genbruges, giver jeg hjertens (!) gerne væk, så andre har mulighed for et bedre og længere liv.
Men jeg vil ikke af med noget som helst, hvis det er en alkoholiker, der skal modtage.

Jeg giver ikke min lever væk til en, der har smadret sin egen og sikkert også sin familie.
Alkoholisme er en sygdom. Ja.
Men der er mulighed for at stoppe, hvis man prioriterer sin familie højere end den halve flaske Brøndum og de 15 håndbajere.

Jeg ved godt, at jeg ikke skal generalisere, heller ikke når det kommer til alkoholikere.

Jeg synes bare overhovedet ikke at de er arme stakler og jeg ved godt, at jeg er forudindtaget og stivnakket, men biologiske far var en af slagsen og i den del af mit liv, han havde en mulighed for at være nærværende (mine forældre blev skilt da jeg var 8 og min mor blev senere gift igen med den mand, der døde tidligere på året) var han en bedøvet statist i mit liv. Han har bestemt gjort sit for at smadre mine tre ældre halvsøskendes psyke.
Min mor fortæller, at han dagligt drak en halv flaske snaps.

Han læser ikke med her. Han har fået et par hjerneblødninger og er så dement, at han nu, selv uden tågerne fra De Danske Spritfabrikker, for altid har glemt mig.

Men altså. Hvis jeg skal være organdonor, så skal der stå med store bogstaver, at jeg ikke giver til alkoholikere.
Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg definerer hvor lang tid, man skal have været tørlagt og hvor kort tid, man skal have drukket for at ... 

Åh, jeg venter nok bare endnu engang med at udfylde det kort.

onsdag den 17. august 2011

Skriveparanoia

Her er lidt stille.
Inde i bestyrelseslokalet mellem mine ører er der alt andet end stille, men for at være ærlig, så skal der lige en bande interne revisorer, en stak jurister og dåserne fra kommunikationsafdelingen ind over, før jeg tør skrive noget om, hvad der bliver flyttet frem og tilbage over mødebordet.

Ikke fordi det er store og banebrydende sager. De er i virkeligheden både små og trivielle. Til gengæld er de personlige og handler om mig. Og så mig. Og mig igen.
Det er vist fair nok, når det er min blog, men...

Som regel er det når jeg skriver noget om mig selv og mine betragtninger, at jeg kommer til at jokke folk over deres grænser i privaten - og som regel også der, hvor jeg får nogle af de mest dømmende, jeg-ved-du-er-sådan-kommentarer fra anononyme, der på den måde sejler under et bekvemmelighedsflag, som jeg ikke sejler under.

Jeg kæmper lidt med at få plads til mig uden at det kommer til at virke aggressivt.
For der skal vi ikke ud. 



lørdag den 13. august 2011

Det er bedst med to forældre

... med mindre man er superhelt med struktureret overskud og med mulighed for at gro to ekstra arme og har et sted at tude, hvor nogen lytter, altså.
Bedst for forældrene.
Enlige er glimrende mødre. Og fædre. Men hvor må de være hårdt spændt for.

Jeg vil ikke sige, at jeg har den største respekt for enlige forældre sådan helt generelt, men jeg har stor respekt for den arbejdsindsats der bliver lagt, når der kun er en primær omsorgsperson til at klare et spædbarn.
Også selvom spædbarnet er af den lette slags.

Idag har jeg været alene med purken. Jeg fik mad klokken 13.30 og det var ikke fordi, jeg ikke var sulten før, men der var en ung herre, der havde andre planer end voksenmad. Hvilket så endte med at jeg spiste kagerester, mens jeg åbnede en dåse tun.

Med en hånd.

Der kræver sit at få amning til at fungere, hvis der ikke er et par hjælpende hænder, siger jeg bare. Især hvis forudsætningerne er mad, hvile, indre ro og varme ankler.

Jeg sætter pris på, at jeg har manden til at hjælpe.
Selvom han føler sig magtesløs her i den første tid, hvor bryster rules og han mest af alt kan hjælpe med det praktiske og bleskiftene i dagtimerne.
Selvom jeg kan blive neongul indvendigt af irritation over ham til tider, så ville jeg meget meget nødigt undvære ham.

Fx når vi alt for sent kommer fra familiefødselsdag og må sidde på mørk rasteplads, skeløjede af træthed og skæve i hovederne af babyskrig, mig med brysterne fremme for at amme barnet til så meget ro, at han kan komme retur til autostolen igen, fordi NOGEN har forsømt at vænne ham til at bruge sutten og NOGEN har vænnet ham til at falde i søvn ved brystet i vores seng. 

Jeg er også taknemmelig for, at jeg har nogen at give noget af skylden for manglende sutte-træning.

Tænk, hvis jeg skulle blive indebrændt på mig selv over alt det, der ikke er gjort.

Jovist kan man klare at blive en god mor alene. Men det må eddermame ikke være den lette løsning. For nogen.


Vil nogen ikke nok sige, at jeg ikke ser sådan ud?

OK.
Jeg har set artiklen i Søndag. Bladet lå i min postkasse idag, så jeg lige kunne nå at række ud efter en brun papirspose at trække vejret i, inden mit kontrafej kommer til at ligge på alle kaffeborde i det ganske land.

Mærkeligt, at læse artiklen. Det er så længe siden, jeg talte med skribenten, at jeg dengang ikke var nået til at underrette myndighederne og billedet er af mig som højgravid.
Jeg, der har været højgravid i adskillige måneder, åbenbart, for billedet er taget, FØR jeg fik så meget vand i kroppen, at jeg ikke kunne have mine ringe på.

Jeg ligner Byggemand Bob.  Eller en Lego-mand i tømrer-outfit. Firkantet hovede, alt for kort (damn you, frisør) pandehår, bryster og mave, der er så runde at de er firkantede og kompakte. Hvis der kom et lillebitte jordskælv, så ville jeg lynhurtigt gå fra Lego-woman til noget, der er malet af Picasso.

Her gik jeg og troede, at jeg havde talje og kindben og større øjne. Ikke helt Lotte Heise-markeret i fjæset, men alligevel...

Er der ikke nok nogen, der vil fortælle mig, at jeg ikke ser sådan ud mere? (Please?)

onsdag den 10. august 2011

Århusiansk kvinde fik ondt i halsen af slik-flagermus

Der er så meget, der undrer mig for tiden. Jeg er ikke kommet dertil, hvor jeg tilskriver mig selv ammehjerne. Der sker bare ikke så meget for tiden (ud over at jeg sødt synger AVFORSAAATAN og krummer tæer når tryklåsen knapper sig på flere gange om dagen).

Men jeg har tænkt på, om der er kommet en ny våbentype for autonome og Londonere i kamp? Jeg sværger, at den danske Emil på ferie i London, der blev interviewet i Godmorgen Danmark, sagde, at de kastede med missiler i gaderne.
Da jeg sidst hørte efter, var missiler nogle større, computerstyrede størrelser, som ikke lige er tilgængelige i Campden. Måske er det et slangudtryk for nye Molotovcocktails?

Er Malou Stella begyndt at synge(-ish)? Hvorfor?

Udtrykket 'Det er lige mig'. Det har jeg aldrig forstået. Hvad mener man, når man kommenterer vejrudsigten som står på møgvejr og siger men det er fint nok. Det er lige mig.
woot?

Endnu et udtryk: Melder han sig ved måltiderne. Det bliver brugt om babyer og det er et tjekspørgsmål for at kontrollere om børnene er sunde og raske og har appetit. Men hvad betyder det egentlig? At bebs står klar ved babs med serveringsbakken klar? Eller hvad?

Og til sidst. Hvordan er det lovligt at sælge 1 kgs-poser af Haribo-flagermus uden at skrive på den, at overdrevent indtag giver ondt i halsen. Må man det?


mandag den 8. august 2011

Omtale i Søndag

Min mor har lige skrevet for at sige,  at hun kan se, at det er i næste uges Søndag at min beretning om at blande mig er med.

Så er det snart på tryk.
Ikke at det spiller den store rolle, men ... jeg har ikke set billedet, der følger med og jeg gruer for dobbelthager og anstrengte øjne.

Har jeg fortalt, at jeg lukker øjnene på næsten alle billeder? På resten er det kun det ene øje, der er på vej i, så jeg ligner en, der har nappet 3 Skanderborg Festival i træk. 

søndag den 7. august 2011

Jeg indrømmer. Jeg er min klartone utro med alt med bogstaver

Jeg tror, jeg har berørt emnet før: Telefoner er til sms og til korte samtaler. Jeg er ikke
særligt god til at få ringet til folk og jeg er desværre heller ikke en af dem, der glædestrålende tager telefonen hver gang den ringer.

Der er noget invaderende over at folk ringer og forventer, at man lige kan klare det, de nu har på hjerte. Alternativt, at man ringer tilbage pronto.
Arbejdsmæssigt kunne jeg stramme mig an og sørge for at få grebet knoglen, men jeg må indrømme, at barsel og moderskab ikke ligefrem har udstyret mig med en forstærket evne til at få svaret alle opkald.

Misforstå mig ikke. Jeg havde nogle fantastiske mennesker som kunder (Undtagen en, som var en nederdrægtig ko) og jeg har haft nogle vanvittigt gode samtaler med dem.
Jeg holder også af alle dem, der ringer og skriver til mig i privaten og jeg sætter ekstremt stor pris på den kontakt, der er nu.

Især når folk spørger til hvordan jeg har det i en tid, hvor jeg synes at der er lidt for langt mellem gaverne til mig.
(Hvor fanden bliver den fanfare af, når jeg står op om morgenen med brysterne først? Og skulle jeg ikke begaves med diamanter og tiaraer som påskønnelse af min fine bidrag til befolkningen? Hva?)

Jeg bruger min telefon meget. Jeg læser ofte blogs og nyheder og mails på telefonen, så jeg har den som regel lige i nærheden. Men jeg vil ikke sidde med den skudklar når jeg har Aksel sat fast som en lille tryklås til min overkrop.

Jeg bryder mig ikke om at se kærestepar på cafe, hvor den ene er fraværende og forsvundet ind i sin telefon, mens den anden kan sidde ene og forladt tilbage, så jeg nægter at svigte min søn på samme måde.
Og så sker der bare af og til noget med tiden for mig. Hvis jeg har fået en sms midt i noget, tænker jeg over hvad jeg skal svare og ... så kan der godt gå en del timer før jeg kommer i tanke om, at jeg ikke fik trykket på hverken taster eller send.
En gang imellem, altså.

Det er vel ok, når det, jeg bruger tiden på er vigtige ting som modergerning og bad.

Det, jeg ikke forstår er,  hvordan forventningen om, at jeg svarer prompte og ringer ofte kommer fra, når jeg aldrig har været en, der har været god til at ringe og aflægge rapport eller spørge om hjælp.

Er det sådan noget man plejer at skulle når man er på barsel?
Eller ... vent... er det noget af det, jeg lærer undervejs når jeg begynder at kede mig?

torsdag den 4. august 2011

Så fås det ikke vildere

Efter en dag, hvor Aksel kun ville være hos mig og i nærheden af brysterne HELE tiden, kunne han godt overtales til at sove lidt ekstra i barnevognen idag, da vi kom hjem fra gåturen.

Min nyvundne frihed skulle udnyttes.
Fandengaleme. Nu skulle jeg slå mig så meget løs, at dagene som bartender med penge mellem hænderne skulle få lov til at blegne.

Så meget knald på, jeg kunne nå på den halve time, jeg regnede med at have til mig selv.
Så jeg lavede mig en kop decaf-nescafe og købte uld-hjemmesko på nettet.

Jeg kæmper stadig med at få pulsen ned. Uh, så crazy jeg er.

onsdag den 3. august 2011

Bland dig. Er hustruvold i orden hvis man stemmer for multikulti?

Dette indlæg har jeg ventet lidt med at skrive, for jeg er blevet interviewet til Ugebladet Søndag på baggrund af mine overvejelser om jeg skulle blande mig i andres børneopdragelse eller ej.
Jeg ville helst lade de overvejelser stå alene og lade eventuelle nye læsere få den 'rene' historie uden at skulle tage stilling til et tillægsdilemma, der handler om, at familien ikke er dansk.

Men nu er der gået nogle måneder og enten har Søndag bragt historien eller også venter de lidt endnu... og så må det være sådan at jeg kan fortælle resten.

Jeg talte med to andre på vejen og fortalte om mine overvejelser.
Den ene sagde, at man faktisk har underretningspligt og at hun selv havde overvejet om det hun havde set, var nok og den anden var stille lidt, inden hun fortalte, hvad hun havde set fra sit køkkenvindue, som vender ind mod den familie, som vi alle sammen er bekymrede for.

En aften havde hun haft besøg af en veninde og mens de ventede på kaffevandet i køkkenet, udbrød veninden pludselig: Nå, der fik hun lige en på hovedet.
Hun kunne se lige ind i køkkenet, hvor børnenes mor gjorde tegn til manden om, at man kunne se, hvad han havde gang i.

Lyset blev slukket.

Dagen efter gik min genbo ind til familien. Hun ville høre om kvinden var ok og så også lige få spurgt, om det var noget, der skete tit. Altså om hun fik tæsk.
Først afviste børnenes mor alt. Men efter ganske få minutter fortalte hun, at hun havde fået et slag i ansigtet og at manden i huset havde taget kvælertag på hende, efter at lyset var blevet slukket.

Det skete jævnligt.

Min genbo måtte spørge en kollega om det var normalt i tyrkiske familier, at omgangstonen var så ... håndgribelig. Hvilket den tyrkiske kollega kunne bekræfte.

Ikke alene mangler børnene omsorg og opsyn og moderen mangler støtte og overskud. Børnene ser også at hun får bank af en far, der ellers ikke er nærværende.

I Danmark er det forbudt at slå sin kone. Ved lov.

Og jeg ved ikke, om det bare er mig, der synes at dilemmaet med at blande sig bliver ekstra svært, fordi familien en tyrkisk og manden er ægteskabssammenført for 9 år siden og tydeligt ikke er afstemt med dansk kultur, men har bragt den tyrkiske med ind i nabohuset.

Er der elementer i en fremmed kultur, som man ikke skal acceptere bliver udøvet i vores samfund?

tirsdag den 2. august 2011

Lidt rigeligt om bryster

Gode ting ved at være på barsel:

Halvanden uge endnu får jeg morgenmaden serveret mens jeg selv åbner for den store babymorgenbuffet

Bryster som Lara Croft. Jeg tog mig selv i at synge Under dine brysters skygge, Herre vil jeg bo og bygge for Aksel i morges.

Dejligt hjertevarmende historier om, hvordan vejens damer har 6 måneders barsel med fuld løn fordi de er offentligt ansatte. Det er godt for dem. Især når jeg har 3 måneder med løn og kan se frem til meget lidt forståelse i det private erhvervsliv for tidlige dage og barns første sygedag.

Barnet. Lille varm krop med babyfødder og blond hår. Han putter sig veltilfreds og besidderisk ovenpå hynderne, når han er færdig med at spise. Atta boy.

Sundhedsplejersken

At kunne passe mine sko igen

At finde ud af, at der er en verden og et socialt liv udenfor barselsboblen med ø-kuller og at det kan lade sig gøre at komme afsted med barnevognen og kigge på andre mennesker. 

Barselsbesøg. Elsker dem. (Jeg har kun haft besøg af folk, der ikke har pillet min søn i ansigtet og nogle af dem havde endda chokolade med).

Sætningen 'Den tid den sorg. Det tager vi som det kommer'. Genial og superbrugbar. Især når en af vejens damer kalder de første 3 uger for honeymoon-perioden og varsler, at de stooore problemer melder sig lige om lidt.

Ikke at have brug for ammeindlæg aka trusseindlæg for patter.
Og lur mig, om ikke jeg lige har jinxet det ved at skrive det, så jeg i morgen må gribe til de store hospitalsbleer for at holde mælkeflowet fra t-shirten.