tirsdag den 30. november 2010

Mens vi sparer held og lykke op

300 meter fra barnedåben lugtede det meget brændt. Giftigt brændt. Det kom fra vores bil og sekundet efter lød der en lyd som en luftsirene ude fra motorhjelmen.

Bang, og bilen var død. I Tyskland. Vi var kørt hjemmefra i god tid fordi vejret var utroligt dårligt lige her hvor vi bor og skulle bare lige være til barnedåb et par timer inden vi skulle hjem igen og lige tanke op til damerne ved grænsen.

SOS International skulle have en medalje. For helvede, hvor er de gode. Den tyske mekaniker Frank skulle have turneringspræmien, for han var sød, sjov og helt på vores side. Det var ham, der fik igennem, at vi kunne fikse bilen i Tyskland til tyske priser (800 euro) og få en lejebil hjem.

Og så var der EuropCar, som jeg bare turbohader fra nu af og til al evighed.
Sagen var, at vi skulle til barnedåb og jeg måtte midt i ceremonien ud og tale med mekaniker, under frokosten måtte jeg ud til Frank og pisfryse og se bilen forsvinde ud i tysk horisont, mens jeg stod med hundekurv og pakker ved fødderne og følte mig som bådflygtning.
Sagen var også, at jeg skulle oversætte for fuldt drøn, da jeg kom indendørs, selvom jeg var kold, sulten og fortabt og egentlig helst bare ville snakke med min mor og mine søstre og de sødeste små børn.

2 timers oversættelse af friser-vittigheder senere:  Ikke så meget som en bekræftelse af 'ordre modtaget' og EuropCars hovedafdeling i Hamburg var helt ude af stand til at give et tidsestimat til SOS, som vi havde kontakten med.

4 timer senere. De ser på sagen. Siger de. Stadig ikke muligt at give et estimat.
Jeg er nu så langt ude i frustrationstovene, at jeg ikke kan tænke på andet end min dyne og kryber i ly bag mundfulde af mad, mens jeg overlader samtlige dåbsgæster til deres egen sprogskæbne. Alle lader som om de forstår, hvad der bliver sagt på fremmedsprog og alle misforstår.
Mere mundfuld.

5 timer senere, hvor jeg har lagt mig i fosterstilling med hunden i bare frustration, siger EuropCar-medarbejder, at de slet ikke har modtaget henvendelsen fra SOS fordi de har haft fax-problemer.
Som i; Kom vi lyver  strandede, stakkels kunde lige op i ansigtet og lader hende fantasere om at blaffe hele vejen hjem med mand, hund og maven fuld af laktose, som vi jo ikke kan tåle. SOS kunne berette, at de havde talt i telefon med bil-pusheren flere gange.

5,5 timer senere: Telefonen ringer endelig. Det er EuropCar og ham, der ringede op var helt tydeligt ikke begejstret for at det var en indfødt tysker, der tog telefonen. Jeg havde for en sikkerheds skyld bedt min svoger om at tage opkaldet og han fortalte, at medarbejderen var noget stammende og skyndte sig at love at sende en Mercedes C-klasse så hurtigt som overhovedet muligt.
Min svoger sagde, at de vist bare skulle være glade for at vi ikke var strandet på autobahn og havde måttet sidde der i 7+ timer, så de måtte hellere sende den bil hurtigere end det normale hurtigst muligt.

Den ville være der en time senere, sagde løgnhalsen.

En time senere, efter at have slidt en bane i søsters køkkenfliser, var der ingen bil. Ingen lyd fra EuropCar.

Endnu et opkald.

De ville skynde sig. Bilen ville være der om 20 minutter.

Der gik endnu en time og så holdt der ganske rigtigt en firkantet Mercedes som vi kunne køre hjem i. Uden undskyldning.

Håber, at det er Nemsis' måde at sige, at der bliver doblet op på mildhed og medvind ved en anden lejlighed. 

torsdag den 25. november 2010

Single or double, miss?

Det passede helt fint til billedet, at det begyndte at sne. Store fede sneflager, som fik advendtskransen til at dufte ekstra meget af jul og fik plaiden til næsten af sig selv at lægge sig over mine knæ. Mens jeg strikkede en vest til et af de små børn.
Jeg er blevet rigtigt håndarbejdssavvy og har selv lært mig at strikke knaphuller og lukke af. Og så også at hækle i øvrigt.
Jeg er pavestolt og røvkedelig, for hver aften sidder jeg i mit sofahjørne og nyder strikketøj og fred. Så mangler vi bare kamillethe, halvbriller og grå knold i nakken. Og en lille kat, der ligger i den sprossede vindueskarm.

Derfor var jeg også lige ved at tabe en maske, da veninden fortalte om den overnatning hun skal på med sit arbejde.
Selv dagen er en dag, hvor hun og de andre ledere skal fastlægge næste års retning og spise middag og sådan. For lige at få noget socialt med (går jeg ud fra) bydes der også på morgenmad lørdag, hvorefter man kan køre hjem til sit eget.
En dag, en overnatning. 2 på hvert værelse.

Som jeg sidder der i mit sofahjørne, har jeg mistet lysten til at overnatte med kolleger på vandrerhjemsmåden og jeg fik kuldegysninger ved tanken om at skulle dele seng med en anden, man normalt kun omgås i skjorteklædt eller fuld tilstand.
Jeg er blevet for gammel, for forvænt og for privat. Tænk, hvis man kom til at strejfe den andens ubarberede ben med sit.

Veninden? Hun glædede sig ikke ligefrem, men lod til at acceptere firmapolitikken. Tror jeg havde faket en sygdom og købt et enkeltværelse til mig selv.
Godt man har sit strikketøj i fred.

søndag den 21. november 2010

Os og dem

Da jeg gik i skole, fik jeg at vide, at man skulle hade Bertel Haarder, for han tog noget fra os arme skolebørn.

Igår sagde han noget, som jeg ikke på nogen måde kan hade ham for, selvom det for dylan ikke er det standpunkt han får point for i den brede offentlighed.

Frit sygehusvalg. En god ting og en frihed, som ingen vel vil undvære.
Sagen er, at man - ifølge Bertel - skal kunne gøre brug af sin ret til frit sygehusvalg, hvis man ikke bryder sig om at blive behandlet af sygehuspersonale, der bærer muslimsk tørklæde. Ligesom muslimske kvinder har ret til at vælge et andet behandlingssted, hvis de ikke bryder sig om at blive behandlet af en mandlig læge.

Altså. Det er ikke kun fascistiske, nazistiske, intolerante og forstokkede Dansk Folkeparti-medlemmer, der skal tage sig sammen og indse, at man kan være en god læge selvom man er muslim.
Det er også rettroende muslimer, der skal tage sig sammen, blæse på deres religiøse overbevisning og lade sig underlivsundersøge af mandlige, danske læger.
Nå.

Vi er langt forbi kage og saftevands-sager.

Vi er der, hvor frie valg gælder for alle. Ikke bare for muslimer. Ikke bare for kristne danskere. Ikke bare for dem, der ikke bryder sig om muslimificeringen af et lovsikret samfund og ikke bare for muslimer, der ikke vil have haram-fingre i skrævet.  Ikke bare for os og ikke bare for dem.

Bertel gider ikke nævenyttige pressejournalister. Måske er det netop derfor at der kommer skarpe, klarsynede konklusioner ud via højttalerne.

Jeg er stadig lidt bange for hans stikkende øjne og drømmene om, hvor mange elever han vil proppe ind i klasseværelser for at deles om 1 gammel bog.
Men det hjælper lidt på det.

lørdag den 20. november 2010

Forstuvet livmoder og vand i øjnene

I år er selv udfordringen med at finde ud af, hvad jeg skal nytåraften blevet ligegyldig. Der er der sket noget, som sætter alt i perspektiv.

Sælgeropførsel, dårligt vejr, rådne skuldre og finalen i vild med dans: Ligegyldigt.

I aftes mødte jeg Anton og jeg måtte tude af bare ærefrygt over skaberværket.
Han er så FIN.
Og så måtte jeg tude lidt mere over Lindas glæde og hendes måde at håndtere sin søn på og for en sikkerheds skyld også lidt, da Anton nøs.

torsdag den 18. november 2010

Mig og bryster. Ud i det åbne.

Jeg var konfirmand da Sabrina hoppede rundt med store patter og da der blev optaget videoer i swimmingpools hvor der var junger i vådt stof (og hvor sangtalentet dermed blev underordnet. Sig tak, Amalie)

Mig? Jeg troede i mange år at jeg var en almindelig 75B. At det nok lige var i underkanten til at være rigtigt fræk til festerne men alligevel ikke helt lidt nok til en sportsstrømpe i bh'en. Dengang var det også de lange H2O-strømper, der var på mode og det kræver altså sin bh at rumme sådan en. Desuden fandt jeg aldrig ud af, hvordan man placerede sådan en sag. Skulle den krølles sammen eller lægges pænt?


Jeg har været glad for brysterne. Det er ikke det. De har altid passet til min krop og jeg har været i stand til at dyrke sport uden at få dem klasket op i hagen og uden anden smerte end når et sidespark til taekwon-do blev sat lidt for højt.

Jeg har haft nok at sammenligne med, for jeg har haft min gang i omklædningsrum næsten altid. Lange bryster, små-bitte bryster, der næsten kun er en lille bule bag brystvorten, store fyldte poser, der hviler roligt ned ad maven og som gør enhver blyantsprøve til skamme. Ikke at man glor i et omklædningsrum, altså. De er der bare, brysterne.
Og man taler ikke om dem.
Man kalder det heller ikke 'at få pat' når man ammer, vil jeg gerne lige indskærpe. Det lyder så dyrisk.

Allermest glad har jeg været for mine egne, da jeg fandt den rigtige bh-størrelse. Det er en lettelse at bøjlerne ikke bryder ud af de fine blonder og skærer sig som maddiker ind i huden og det er også bare ... rart... at gå op ad trapper nu. Brysterne forrest. Og kun 2 af dem.
Prøv også lige at finde en 75B på udsalg. Forget it. Det er den størrelse de allesammen bruger, bare ikke mig mere. Jeg er en ... D. 70 D og jeg hilser stadig meget pænt på den ekspedient, der bragte mig Den Første Rigtige Størrelse.
whhooooooaaaaa! D! Moi! PATTER! Jeg nikkede anerkendende til dem på Joey-måden (oh... jeg ER blevet Joey) og der var sejrsdans bag forhænget i prøverummet.

Men lige nu er jeg uvenner med brysterne, for de gør naller. på 3 uge. Det er ikke fordi jeg er bange for smerte og jeg er ikke skræmt eller noget, det er bare ikke så heldigt for mig at skulle diskutere med bh-indholdet, når jeg sidder på storrumskontor overfor handelsskoledrenge. 

Så ved I det.
 

tirsdag den 16. november 2010

Meget heldigt at det var en stiv langemand og ikke en oksehudspisk, jeg trak.

Jeg vil til enhver tid støtte andres gode tanker om sig selv. Anytime. Nårsomhelst. Jeg vil endda lyve lidt, hvis jeg kan se, at det støtter uden at føre folk ud i selvbedrag.
Jeg er jyde, kvinde og skeptisk af natur og derfor ville det række rigeligt, hvis jeg bare holdt 'nu skal du ikke komme for godt igang'-sætningerne tilbage. Men jeg kan faktisk godt give et verbalt klap på skulderen og finde på at smile opmuntrende og bekræftende.

Især hvis det er mænd, der har gode tanker om sig selv, for det er den billigste investering i relationer og goodwill, man som kvinde kan få.

Det, der gør, at jeg ikke er beregnende er, at jeg er trodsig og enormt sart, sensitiv og hidsig når jeg føler at folk taler ned til mig. Jeg bliver irritabel hurtigere end en trold farer ud af en æske. Med spændt fjeder.

Usympatisk og ikke særligt overskudsagtigt, men jeg tåler så dårligt, når mænd, der ikke kender mig, begynder at belære mig. Eller når nogen siger mit navn i slutningen af hver sætning istedet for at tage en samtale eller enddog en faglig diskussion. (når jeg skriver enddog betyder det bare at jeg er helt ude i flaming rage og prøver at holde masken. Du ved bedre, kære læser)

Det kommer meget an på hvad det er, Lene... (og man kan næsten høre de effing tankeprikker, ikke?)

Nej, det kommer sgu ikke an på, hvad det er! Jeg har ret og du kan enten
a) anerkende at jeg har ret eller
b) Gro noget erfaring og noget autencitet og argumentere for din sag.

Det andet er billige tøsetricks og jeg er for træt, for garvet og klog på flere måder end du aner til at tolerere den slags preppy-opførsel, så hold nu bare kæft og gør hvad jeg siger mens du danner dig din egen mening istedet for at gentage businessfloskler. Flomme!

Er der flere brune papirsposer jeg kan hyperventilere i?

Seriøst. Jeg er skredet på sur-kælling-måden ud af et lokale idag mens jeg gemte en skråtop-finger bag min blok. Maaaajet modent. Udelukkende fordi en undermåler af en dej-dreng rettede på sin businessbrille og sagde blablablabla, Lene på den patroniserende måde. Nej, vent... han er sådan en, der adskiller sammensatte navneord og staver dem med stort, så i virkeligheden sagde han blabla Bla Bla blabblabla, Lene.
Ser jeg UD som om det er bare remotely på sin plads?

Papirspose!

fredag den 12. november 2010

Baby-stesolid?

Det er et faktum at hele verden har valgt en lang kold vinter til at formere sig i. Jeg kender 1 stk hunkøn, der ikke er i nærheden af at være skruk og ellers er alle enten udstyret med baby, mave eller ægløsningsgadget.
Det er fint, det er livsbekræftende og det er sundt at få sit hamsterhjulsliv sat i perspektiv af noget der er så stort og vigtigt.

Jeg glæder mig sindssygt til at se Linda og de andre som nogens mor, til at møde Anton og jeg har en FEST med at hækle legetøj og tæpper til alle dem, der skal have gaver og som kan finde på at kalde mig moster Lene.


Men det er også angstprovokerende for sådan en som mig.

Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde ud af at have med alle de små mennesker at gøre? Hvad nu, hvis jeg ikke gider?

Hvad nu hvis de stikker i et vræl, så snart de ser mig (og mit nye mørke hår)? Sådan nogle skal holdes rigtigt, dikkedikkes rigtigt og man må vist ikke grine højt og sige frække ord i nærheden af de fromme små.
Man må ikke hvirvle støv op mens man synger fjernbetjenings-solo og ... Er det ikke også noget med at de vågner om natten og vækker folk, der ikke er deres mor?

Jeg skal være sammen med mine to søstre i weekenden. Begge udstyret med baby.
Må man... og jeg spørger bare... kombinere portvin og stesolid?
   
  

onsdag den 10. november 2010

Nogen, der har et job som redaktør på et forlag til overs?

Skal du ikke bare skrive den bog? spurgte han ovre fra sofaen.

Spørgsmålet var en udstrakt hånd, en undskyldning og et forsøg på at vise, at han godt kan se mig en gang imellem.
Spørgsmålet var også det, der fik mig til at trække ned i huden under mit øje og løfte øjenbrynet samtidigt.

Det ville jeg helt vildt gerne kunne, men vi ved godt, at det kommer til at blive en dyr bog, fordi det kommer til at koste vores forhold og fordi min familie ville opfatte det som en nøgle i billakken. Min afhængighed af litteratur og af at skrive har aldrig mødt hverken forståelse eller accept og det er ikke længe siden jeg måtte flytte stakken af blogindlæg, indtil familiemedlemmer fik pulsen ned igen.

At skrive noget, der på nogen måde kan  tolkes som en offentlig udstilling af sorte pletter under familiens overflade, er risikabelt. Der vil være mængder af tavs skuffelse lige om hjørnet. Også selvom jeg iklæder værket fiktionens kappe.

Idag arbejder jeg hjemme, fordi spørgsmålet har bidt sig fast.

Den officielle undskyldning for at blive her er, at jeg skal lave research og strategioplæg, men alle ved, at hjemmearbejdsdage er til for at tænke tanker mens bilen bliver vasket og neglene ordnet.

Jeg skal da lave strategioplæg, men først skal jeg se på hunden, der sover i yndlingsstolen med alle fire poter i vejret, jeg skal træne og jeg skal tale med mig selv i badeværelsesspejlet.

Jeg skal spørge mig selv om jeg burde arbejde på en måde, så jeg har fleksibilitet nok til at drikke kaffe med nyslåede mødre om formiddagen og ikke bare føle det som om jeg løber rundt i et hamsterhjul. Jeg vil gerne være noget for nogen.
Jeg vil gerne kunne tænke en ærlig tanke.

Og så skal jeg spørge mig selv om jeg skal skrive den bog eller bare læse nogle flere.

søndag den 7. november 2010

Sig noget, Pjerrot

Der er så mange stærke, kan-selv-kvinder i min omgangskreds. De fleste af dem har også en sjælden evne til at kunne underholde et helt selskab med sjove kommentarer og historier fra deres virkelige liv. Ingen tvivl om at der er usikkerheder bag facaden, men facaden er stærk og er ikke ubehagelig for dem at have på - det er ikke skuespil, der er en fortolkning som de vælger at vise frem.

Ofte ville jeg ønske, at jeg selv var lige så veltalende og scenesikker som dem, når jeg sidder og slås med at huske navne og med at få sætninger til at lyde sjove og kloge.
Jeg har tit tænkt, at det mest ubehagelige ved at have veninder og kolleger, der fylder så meget i selskabet er, at jeg selv føler mig dum og langsom.

Igår blev jeg klogere.

Lige så langsomt sneg den sig ind på mig, fornemmelsen af at noget var galt.
Det var mig, der havde snakket i halve timer og det var mig, der var den stærke.

Jow jow, det sker da også for mig, men igår var der noget galt. For hende, der normalt plejer at være historiefortælleren og hende jeg normalt plejer at spille underholdningsbold med til selskaber havde overladt scenen helt og aldeles til mig.

Hun var stille.
Havde nok at se til med sine egne tanker og sin egen møgdag og en fysik, der viste sig så modvillig som en hund på vej under bruseren.

Så nu ved jeg bedre.
Det mest ubehagelige ved at have veninder og kolleger, der fylder meget, er, at det er skræmmende når de bliver stille.
    
 

onsdag den 3. november 2010

Lægens drage

Jeg går ikke til lægen ret ofte. Jeg ringer eller kravler derop, når det er nødvendigt og nogle gange lidt for sent, for jeg synes ikke det er sjovt eller godt på nogen som helst måder. Min læge sætter sjældent skub i tingene og er ofte bare en nødvendig forsinkelse i en proces der involverer speciallæger, hospitalsafsnit eller apoteket.

Indrømmet, jeg udsætter lægebesøg til jeg har samlet skavanker nok sammen til at jeg tænker at jeg hellere må få gjort noget ved dem, når de nu ikke gider at gå væk af sig selv.  Jeg kan nemlig ikke lide at fejle noget og jeg har aldrig rigtigt lært at nyde opmærksomheden, når jeg en sjælden gang fejler noget.
Faktisk er jeg røvdårlig til at erkende at der er noget galt. Ask anyone. Har kørt spinning med kold lungebetændelse op til flere gange. 

Derfor bliver jeg også stiktosset og frådende arrig, når jeg som for to uger siden ringer til min læge. Sidder i telefonkø med en ventemelodi, der virker som et tandlægebor i øregangen, i 25 minutter og endelig når frem til lægesekretæren. 

Mig: Det er Le…
Dragen: Ja. Vent lige lidt. (Hun hiver headsettet af, kan jeg høre. Skvalder og grin og noget med kage og kaffe og mere skramlen med headset)
Dragen: Hvad var det nu dit CPR-nummer var?
Mig: Det er 2804..
Dragen: Bebrejdende 28 OGHVASÅ?
Mig: 04
Dragen: 0404
Mig:… nej…

… (meget senere, da dragen sukkende spørger til hvad jeg egentlig vil)

Mig: Jeg har dobbeltslag og vil gerne undersøges, jeg skal have en henvisning til røntgen af skulderen, jeg skal have et celleskrab og en biopsi.
Dragen: Det kan man altså ikke.
Mig: Hvad kan man ikke?
Dragen: Man kan altså ikke bare få et tjek på den måde
Mig (for jeg er forberedt): Jeg har kræft i familien og malign melanom i min journal. Det må jeg gerne. Hjertets dobbeltslag er opstået pludseligt. 
Dragen: Fnyser fornærmet.
Mig: Du skal nok reservere en dobbelttid, for hun kan nok ikke nå det på 10 minutter.
Dragen: Det MÅ jeg altså ikke. Jeg må kun give dig en almindelig reservation.
Mig:… nå.
Dragen: *fnys* Jeg kan høre, hvordan kuglepennen rammer bordet hårdt.
Mig: Så må vi jo håbe at hun kan nå det hele.

Nu kender jeg jo tilfældigvis en lægesekretærstuderende, men jeg tør ikke spørge om de lærer at være ubehagelige og antage at alle patienter er påtrængende hypokondere, der er til ulejlighed.

Fortsættelse:
Mens jeg igår sad  i venteværelset og ventede på at komme ind til lægen som 2. patient og lægen allerede var 15 min forsinket, mærkede jeg min telefon brumme i lommen. Tog den ikke, fordi jeg sad i et venteværelse.
Ude i sekretærrummet kunne jeg høre sekretærdrage spy ild til nogens telefonsvarer: Du har en tid hos lægen klokken 8.30 men lægen er syg og du skal ikke komme. Jeg ved ikke lige hvornår hun er rask igen. Ja… DU MÅ RINGE IND OG BESTILLE EN NY TID.

Min telefon brummede som tegn på at der var indtalt telefonsvarerbesked.