mandag den 29. oktober 2012

Cancer på budgettet

En af mine kolleger har oprettet en indsamling til fordel for neonatalafdelingen på Rigshospitalet, hvor forældre, der er kastet ud i deres livs krise ikke har så meget som en sofa, de kan sætte sig i for at drikke en kop kaffe eller bare tale om deres sorger, fremskridt eller bekymringer.

En anden af mine kolleger supplerede og opfordrede til at støtte. Hans nyfødte datter havde også været indlagt.
Læs mere på facebook og støt det gode formål.
(Undskyld, at jeg bryder med alle journalistiske princippers moder og har to indlæg i et. Denne sag fortjener i virkeligheden sit helt eget. Jeg er sikker på at I kan abstrahere og tilgive mig)

Jeg har tidligere nævnt Rune (som desværre tabte kampen mod cancer, men som har gjort en kæmpe forskel med at få skaffet knoglemarvsdonorer og gjort et uudsletteligt indtryk for uendeligt mange) og indsamlingen til ham. Helphealingheidi.dk har jeg også nævnt.
Kræftens bekæmpelse støtter jeg hvert eneste år og skulle der dukke endnu et godt formål op, der handler om dyreinternatet eller bekæmpelse af cancer eller en sag, der er vigtig for nogle, jeg kender og holder af, så har jeg rigtigt svært ved at lade være med at donere.
(J
eg siger ikke hvor meget jeg giver og har givet til alle disse formål, for det er virkelig, virkelig ikke det, der er sagen)


Selvfølgelig forsøger Kræftens Bekæmpelse og andre organisationer at gøre netop deres formål vedkommende, at tale til følelserne og finde personer og historier, de kan bringe frem for at få os til at føle, at vi hjælper rigtige mennesker.

Hvilket selvfølgelig gør det ekstremt nødvendigt for alle, der har brug for at samle midler sammen til deres egen helbredelse at markedsføre deres hjertesag, så den får ørenlyd og kommer på lystavlen - og så folk kommer til at føle at de kender dem.

Det er den ene side af udfordringen. Den anden side bor hjemme hos mig, blandt andre.
Når næste indsamlerhold, fra Røde Kors, Red Barnet eller Kræftens Bekæmpelse ringer på døren og beder om din støtte, vil du så kunne sige: Nej, jeg giver ikke noget. Jeg støtter ikke din sag, for jeg har allerede støttet noget andet, jeg følte mere for?

Også mens du ser den 10-årige indsamler i øjenene?

Vil du kunne sige, at du ikke støtter dine venners gode formål, fordi du allerede har givet så rigeligt til noget, der markedsførte sig godt?
Eller ville du hoste op med endnu flere penge i den gode sags tjeneste?

Jeg mener... man kan jo ikke engang undvige den åbne konflikt og slippe afsted med at bede om et girokort, fordi man ingen kontanter har. Der er en grund til at de bærer Dankort-terminaler.

Jeg kan godt sidde bag nedrullede gardiner og lade som om jeg ikke er hjemme, når det er haloween-patruljer, der tigger slik og jeg kan sagtens vise facere min blottede håndflade på åben gade,  men jeg kan godtnok ikke få mig selv til det, når det er sager, jeg føler er personligt vedkommende, der ringer på døren. 

Alternativet kunne være at støtte med mindre end man kan over hele linien, fordi man kalkulerer med, at der er flere, der bliver ramt af forbandede uretfærdige lortesygdomme.

For mig er det svært at finde en måde at afgøre, hvad der er værd at støtte og hvad der lige præcis ikke når skillelinien  - og med en begrundelse, jeg kan sige højt. 

lørdag den 27. oktober 2012

Hundedage

Jeg står med en meget stor udfordring i disse dage. Det handler om min hund.

Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil skrive om dilemmaet, detaljerne og min beslutning her, før jeg har fundet ud af at leve med løsningen. Det kan godt tage måneder.

Hvorfor ikke?
Jeg har flere gange tænkt højt på bloggen og det er gået fint - Selv de negative kommentarer har givet mig noget, der har hjulpet mig på vej, når jeg lige har ladet chocket over folks ufølsomhed lægge sig. Men lige nu er dilemmaet bare for følsomt for mig til at folk giver mig deres syn på sagen.

Minder ret meget om børneopdragelse og andre folks gode råd. Især de gode råd der begynder med 'du skal'. Dobbelt op på dem der starter med 'du skal baaaaare'. Dem har jeg heller ikke på noget tidspunkt haft det fedt med at få. Nok også fordi barnet og børneopdragelse og søvnproblemer er superfølsomme områder og derfor bør behandles med respekt og fløjshandsker.
(Tak igen, kære held, at jeg kom i en god mødregruppe). 

Dem, der bilder sig ind, at deres egne erfaringer er svaret på andre menneskers spørgsmål har også æren for at coaches og gode veninder er i så høj kurs.

Så egentlig er dette indlæg en lille disclaimer om at jeg er grådlabil, har det som om nogen er ved at vride hjertet ud af min brystkasse og reagerer med at smadre det første, bedste og nærmeste i afmagt, hvis der er nogen, der siger noget i retning af 'du skal bare' eller 'tænk nu positivt'.

Jeg er overbevist om, at jeg aflyser mig selv, hvis der kommer kritik af min måde at håndtere min bepelsede dreng her på bloggen.

Skriver snarest om noget andet, der også er vigtigt. Kager, f.eks.

onsdag den 17. oktober 2012

Sverige, det er en bytter

Aksel kan godt lide at lege med min makeup, men det er  i fascination over, at man kan skrabe læbepomade op med en lang pilfinger og smøre det på spejlet og at eyelineren har hætter, der kan tages af ligesom på de tusch man bruger på papir og penslerne... oh joy... dem kan man jo male mor i hovedet med eller bare kyle i gulvet når æsken skal tømmes for 117. gang. Mest er det for at lege med det samme som jeg gør.

Det kan jeg ikke se noget som helst farligt i og jeg er ikke bange for at han skulle gå hen og blive makeupartist eller ... gisp... bøsse på grund af det.

Han er som han er og jeg elsker ham ubetinget - uanset om han vil gifte sig med Asta eller Kalle.

Men må han få prinsessekjole på i skole? Må han køre uden cykelhjelm, fordi det lige er det, han synes han har lyst til den dag? Må han vælge at leve på slik og røde pølser hele vejen gennem børnehavealderen? Vil vi lade minoritetsskrækken eller angsten for at støde minoriteter styre hvad vi gerne selv vil?

Nix.

Der skal være rammer. Inden for dem kan han udfolde sit væsen alt det han vil - og hvordan han fortolker sin personlighed som den dreng han er, vil vise sig.  Rammerne sætter vi for at hjælpe ham og for at holde bestanden af terapeuter bare lidt nede.

Jeg siger ikke, at forskellen mellem mand og kvinde bliver lige så fundamental for hans generation, som den har været for mig og min, men man sætter vel rammer for sine børn, som passer nogenlunde til det fundament man selv har fået støbt sig... Jeg synes det er liiiige teoretisk og idiotisk nok at prøve at slippe alle tøjler og kalde alle børn for 'hen' i kønsneutralitetens hellige navn.
I vuggestue- og børnehavealderen er kønnet vel ikke den fremtrædende differentiering for børnene selv?

Mens jeg lige klasker mig for panden over at svensken har haft held til at smitte kønsneutralitet af på visse danske institutioner (som sikkert serverer sukkerfri hashkage istedet for frugt), kan I læse et skarpt indlæg fra Bitterblog, skrevet tidligere på året.

Jeg ved ikke hvordan kønsneutraliteten slap igennem det net af sund fornuft, der har fanget og bremset andre svenske ideer, som fx pulverkartoffelmos i hotdogs.
Nogen bør sporenstrengs sende det tilbage gennem hullet og bytte med billig løsgodis.

mandag den 8. oktober 2012

Trafik-dumhed

Jeg tror, jeg kørte foran dig forleden sagde hun lidt forlegent. Det var ihvertfald en lille hurtig Swift, der kørte bagved og ... jeg kører nok lidt langsomt. 

Indrømmet.
Jeg kan godt finde på at tale lidt højt af folk, der parkerer midt i det hele og vælger at køre præcis 60, hvor man må køre 70. (Men kun når Aksel ikke er med i bilen. Han skal ikke høre, at jeg leverer mine uberettigede enetaler til andre mennesker på den måde). Det, jeg for nylig har set mig gal på, er de folk, der breeeemser op og triller ligeså langsomt frem mod det røde lys uden at ænse, at de blokerer vejen for de biler, der rigtigt gerne skulle ud i venstresving-banen.

Jeg er helt klar over, at folk kører langsomt af forsigtighed eller fordi de tror de kan spare brændstof. Men... det er et faktum, at folk, der kører langsomt på de veje, der ligger mellem mit hjem og mit arbejde enten udsætter sig selv for stor fare. Eller også provokerer de bevidst.

Fare, fordi nogle af de andre bilister ikke når at opfatte at der er en afvigelse fra gennemsnitsfarten. Der er folk, der kører indenom på cykelstierne, overhaler i svingbanerne, kører over for rødt eller bare kører så hasarderet og tæt på, at en lavere hastighed end skiltene tillader, gør de forsigtige bilister til sammenstødskandidater.

Mens jeg hæver et øjenbryn af de læsere, der har ment, at jeg bare er katogorisk intolerant og racistisk, når jeg har skrevet, at tyrkerbilerne på Edwin Rahrs vej og Silkeborgvej er livsfarlige, vil jeg rette opmærksomheden mod nyhederne i aftes, der viste et klip fra netop det område. Hvor en af kulturberigerne ligefrem står frem med navn og åbent siger, at det er helt normalt at køre over for rødt.
Det er ikke kun tyrkerne, der kører råddent. Her til morgen så jeg en etnisk dansk mand med barnesæde i sin grå Skoda tage den over for rødt. Helt rødt.

Jeg sagde det jo.
At politiet og ambulancerne ikke får en god modtagelse i det område er den side af sagen, som ingen rigtigt vil sige højt. Der er heller ingen, der nævner at man ikke er fri for at blive bestjålet, selvom men sidder med smadret front og halskrave. Det er også en anden historie.

Faktisk var det ikke mig og min Swift, der kørte hurtigt bag veninden.  Jeg kører ikke provokerende nogen steder, for det tør jeg ikke.
Jeg kører nogle gange for hurtigt, men jeg holder afstand. Jeg forsøger også at lade være med at skrive SMS og læse mails mens jeg kører.

Ikke for at være hellig, men for at aflive nogle gamle vaner, som ikke kan enes med det faktum, at jeg faktisk holder af mit liv, min søn og min førlighed. 

torsdag den 4. oktober 2012

Mig og Sanne

Min mund taler ofte uden at få lov. Det er en konstatering.
Jeg er egentlig aldrig kommet sådan rigtigt i vanskeligheder på grund af det, mest fordi jeg på en eller anden måde har kunnet trække et jedi mind trick, der har afledt opmærksomheden fra min mangel på professionel kontrol og min ironiske distance til det meste.

Nu er det bare sådan at mit jedi mind trick er ved at være lidt rustent og en person tæt på mig, som nogle gange får vist mig, hvordan jeg ser ud udefra på en tilpas kærlig måde, sagde det ret klart, så jeg lige fik en mavepuster og en selvindsigt i samme hug: Pas nu lige på, du ikke bliver til en Sanne Salomonsen. 

Giver ikke skidemeget mening udenfor kontekst og når man ikke kender mine hjernebilleder, gør det?

Jeg tænker dobbelttydigheder ind overalt. Man kan jo ikke sige noget som helst om at sluge, begejstre eller tage hånd om uden at jeg fniser og dobler op på sjofle underbetydninger. Kan kraftedeme føre en hel samtale, som på overfladen er helt, helt tilforladelig og børnevenlig, men i virkeligheden handler om noget sexuelt.

Da jeg blev ansat i firmaet blev jeg forsigtigt advaret om, at tonen godt kunne blive lidt grov fordi der er så mange mænd ansat. Der gik ikke lang tid, så blev nyansatte advaret mod tonen over frokosten, pga af ... ja.
Og det er jo fint nok, når man er fast i kødet, ny i firmaet og i en alder, hvor det er helt OK at være hormoner i høje hæle og have det hele i munden (!), fordi andre godt kan leve med de fantasibilleder det skaber hos dem.

Straks noget andet, når man krydser den usynlige grænse til det land, hvor indbyggerne forventes at være modent afmålte og bare lidt nydelige.
Hvis jeg brænder de samme hurtige pointer af nu, kan jeg pludselige se Sanne Salomonsen sidde i min stol og grine på en måde hun selv synes er snedig, men som udefra sagtens kan tolkes som om hun har underlivet forrest og er en gammel hun-gris. I panik. Og tyk make-up.

Ved ikke, om det har noget at gøre med at kende sit publikum og sin besøgstid.  Eller om at det i virkeligheden drejer sig om, at jeg på mange områder er en mand.
Sådan en, der tror han kan pulle det off at være lidt kæk uden at tøsebørnene ruller med øjnene og tænker AD! inde bag bobletyggegummiet.

På tide at træde ned af scenen, Sanne. Ind med noget noblesse.