mandag den 31. december 2012

You shall not pass

Lørdag den 21. december fik jeg bortopereret en tumor i hjernen. Ugen op til havde jeg haft så meget hovedpine, at jeg kastede op af smerter.

Tumor i hjernen. Jeg skriver det lige igen for at se det på skrift. Måske forstår jeg det så snart.  Jeg tror min psyke holder min forstand for ørerne for at beskytte mig. Ihvertfald er det ikke gået op for mig, at jeg lige har gennemgået en hjerneoperation, som kunne have kostet mig førligheden.

Operationen klarede jeg fint. Viftede som en lille tosse med venstre arm og ben så snart jeg vågnede fra narkosen for at se om jeg var lam. Arret i hovedbunden kan jeg dække med hår og jeg er helt ærligt meget lettet over at hovedpinen er væk. Jeg har ingen mærkbar funktionsnedsættelse, min mundvig er oppe på plads igen efter at have sendt min læge signalet om at noget var helt galt.

Nu venter jeg på resultaterne af vævsprøverne og på efterbehandlingen. Lægerne går ud fra at det er ondartet cancer (Man er i øvrigt gået væk fra at kalde noget for en godartet knude) så jeg har muligvis strålebehandling og kemo i udsigt.

Så...
Jeg håber på at det er en godartet knude (aka den mindst agressive kræftform)
Hvis det ikke er tilfældet, håber jeg, at det er en primær knude, de har fjernet fra mit hovede.
Hvis det er en metastase, tør jeg ikke tænke tanken til ende og statistikkerne er meget værre...

Uanset hvad, så skal det uvæsen bare væk. Jeg skal klare efterbehandlingerne. Jeg skal være Aksels mor til jeg er tudsegammel som min mormor og som min mor også bliver. Jeg skal være her når han starter i skole, når han scorer sit første fodboldmål og når han bliver student. Hell... jeg skal også være farmor.

Jeg ved, at det er på sin plads at være pivbange. Det er jeg også.
Jeg er også inderligt rørt over at mærke, hvor mange, der tænker på mig og min lille familie, krydser fingre, folder hænder og tilbyder hjælp. Skriver breve, der får mig til at tude af taknemmelighed.
Indtil jeg får resultaterne, suger jeg al positivitet til mig, så jeg kan lave en ordentlig Gandalf når jeg skal stå ansigt til ansigt med min indre Balrog: You shall not pass.

Uvæsenet skal bare tilbage i skyggerne igen. Så må jeg leve med den evige usikkerhed for om det stikker sit hoved frem igen. Det gør jeg så. Alternativet eksisterer ikke.

fredag den 14. december 2012

Lene i Iben og mødregruppen

Her er så et klip med mig i godt selskab, Via telefon og forkøletstemme.  Jeg er på lige efter de andre damer i panelet, Cirka 5-7 minutter inde.

Et stykke tid efter mig kommer der en afholdsmand, der giver gode tips til selskabslege. 



torsdag den 13. december 2012

A face for radio

Jeg skal i radioen i morgen og tale om julefrokoster. Klokken 13.15 på Radio 24/7 i Iben og mødregruppen.

Jeg er megaspændt. Ikke mindst på at høre reaktionerne på min, i mine egne ører, temmeligt århusianske dialekt udsat for ondt i halsen-stemme og telefon. Gad vidst om det overhovedet fungerer i radio.

Hvis jeg ikke stor-dummer mig eller er alt for pinlig over mig selv, lægger jeg optagelsen på bloggen, når den er tilgængelig.


mandag den 10. december 2012

Hvor vil du hen med det?

I en ikke så fjern fortid var jeg til møde med en gruppe folk i en større dansk virksomhed. Jeg havde noget, jeg gerne ville sælge dem.

Flinke, rare mennesker med værdierne i orden og købedygtigheden klar, hvis det ikke lige var for den ene af mødedeltagerne.  Hun har vel ligesom jeg været uddannet coach. Eller psykoterapeut eller noget i den boldgade, for hun bed sig noget så alvorligt fast i mig med spørgsmål som: Hvad er jeres værdier? Hvad er din rolle? Hvad skal der til før du selv bliver udførende? Hvad gør det for dig? Hvis vi nu indgår et samarbejde med jer... Er du der så om 3 år? Hvor vil du hen?

Hvis jeg vidste, at det var sådan en terapitime, jeg var gået ind til, havde jeg nok reageret anderledes. Jeg havde ihvertfald haft de rigtige svar klar istedet for at komme i tanke om dem på bagkant.

Klassiker. Lige nu ved jeg præcis, hvad jeg ville have svaret.

I forvejen er jeg ikke glad for de folk, som scorer eller skal vise sig ved at bruge coach-spørgsmål uden at have indgået en aftale om at det er en coaching, der finder sted og jeg er ikke mere begejstret nu, hvor jeg har en grim fornemmelse af, at hun bare ville jorde mig. Også selvom hun sikkert har syntes, at jeg sagde alt for mange rigtige ting på en rigtig måde til at det kunne passe og ledte efter hullerne i osten. Jeg er ikke noget hul i nogen ost.

Måske ville hun bare gerne have mig til at bevise, at jeg kunne sige fra. (Men hvorfor lige i den situation?) Ihvertfald ville jeg sige fra, hvis jeg kunne spole tilbage og gøre det om igen.
Ved koldt og nøgternt at stille hende nogle spørgsmål fra samme skuffe: Hvad vil du opnå med din strategi? Virker det for dig?

Eller også skulle jeg bare have svaret, at jeg skulle til højre, hvis hun skulle til venstre.
Hun sagde ikke som en anden af mine tidligere kunder, at hun havde retten til at være en dum ko, for hun var kunden. Jeg var bare leverandøren, jeg havde pligt til at levere uanset.

Hvor jeg vil hen med det? Åh... bare lufte muligheden for, at jeg ikke skal levere uanset hvad. Og overbevise mig selv om, at jeg er rigtig nok og svag nok til at være ægte, selvom jeg kan svare for mig, så det lyder stærkt. Selvom jeg er røvdårlig til at sige nej...

mandag den 3. december 2012

Vi skal bare være så stive

I fredags var jeg til julefrokost med de kolleger, der stadig er lidt nye i det efter jeg kom tilbage fra barsel i august. Jeg har ikke været med til vinsmagninger, ølsmagninger og fællesture med hjemkomst ud på natten.

Alkohol er fællesnævneren, tænker i nok. Dermed bliver julefrokosten til alkoholens højtid og der skal snaps på bordet. DET kom der. Og setuppet var designet til det. Vi havde stemt om vi skulle være med i en stor fællesjulefrokost, hvor mange andre firmaer også ville være med i en slags julefrokosternes all inclusive eller om vi skulle spise et sted hvor man kunne tage egen vin med og så gå i byen bag efter.
Det blev til all inclusive-modellen og for lige at finde stemningen blev der gejlet op og afstemt pengebeløb til snapseindkøb og påklædning. Jeg var banket tilbage til 8. klasse, hvor råbene gjaldede over skolegården om hvor stive vi skulle være, inden vi gik hjem til hver vores spejl og redte håret med grøn gele, der kunne hænge på en knage og mødte op med lommepengene i lommen.

Der var ham med den røde cowboyhat med pels på kanten, der var rækker af elektrikere, der lavede bordhammeren og skrålede Ålåålåååå allerede inden buffetten blev åbnet -  der var buffet - og der var en skønsom blanding af damer, der sjældent kom ud og derfor havde fundet stadsetøjet og den gamle parfume frem igen og mænd, der kom i arbejdsjakken med firmalogo og sikkerhedssko. Og ornli gas på parfumen.
Det var en Oslofærge i havn.
Der var meget blonde piger i korte blå juleøls-kjoler med bunnyører, som elektrikerne kom til at lægge en lab i lænden på. 
Det var en familiefest gone bad, med fri bar og gæret øl i kander.
Det var bedre end at se tv og stærkt underholdende at se kvinder blive forvirrede over om de nu skulle vælge et gratis gul gajol-shot eller at pornovakledanse med ham fra fysioterapeut-bordet.

En gylden regel for julefrokoster er, at man skal være til stede for ikke at være den, de andre snakker om, men at man uden problemer kan forsvinde når de andre begynder at afdugge de nærmeste ruder og går i stå på dansegulvet mens de mister tidsfornemmelsen.
Det er i øvrigt også den gyldne regel for, hvornår man kan have held til at finde en taxa.