mandag den 23. august 2010

og så taler vi ikke mere om børn

Jeg vil måske alligevel gerne have børn.
Det troede jeg ikke at jeg ville, for jeg er glad for mit liv, min frihed og min ret til at falde i staver når jeg trænger.
Desuden har mit biologiske ur på ingen måde været anmasende.

Men altså. Jeg havde alle symptomerne: Brækkede mig ved lugten af mælkeprodukter, uanset om de var for gamle eller presset til feta og syntes i øvrigt at alting lugtede mærkeligt. Kaffe smagte dårligt (Det fik øjnene hevet op på kæresten, for kaffe er min krykke og det første jeg griber efter på jobbet) og jeg havde de der smerter allernederst i maven.

Da jeg lækkede så meget blod, at man skulle tro, jeg var sponseret af Libresse, blev jeg så skuffet at det kom bag på mig selv. Jeg havde vist håbet lidt mere end jeg ville indrømme, selvom der ikke var tænkt på noget som helst praktisk og barsel på mit arbejde er en farce.

Som jeg sad der med trusserne om læggene måtte jeg indrømme det for mig selv. Jeg vil gerne være gravid.
Ved ikke helt med det at være mor, altså.