mandag den 21. maj 2012

Eller hvis jeg ikke var stivnet som en hare i forlygte-lys

Du får så meget energi! Det bliver så godt for dig! Du trænger også til det efterhånden, gør du ikke? Glæder du dig ikke? Du skal se, du får megameget energi af at komme ud og snakke business igen.
Sådan lyder det fra min omverden. Jeg tror at det er salgsgas og en generel løgn, de prøver at få mig viklet ind i også.

Jeg ved ikke rigtigt om jeg frivilligt køber ideen om, at det udelukkende bliver godt at komme på arbejde.

Jeg kan ikke se på nogen af de mødre, jeg kender, at det har været idel lykke. Man får ikke den slags furer i ansigtet af ny energi.

En enkelt har helt sikkert haft godt af at få lidt perspektiv og noget at blande moderskabet op i, men resten ser ud som om det er hårdt.
De slider i det for at hænge sammen.
De siger alle som en, at kræfterne er brugt når arbejdsdagen slutter og lunten er kort når barnet er hentet og der i virkeligheden skulle være kvalitetstid og nærhed ud over det hele.
For slet ikke at nævne koordinationsudfordringerne.

Det, der har været hårdest for mig ved at blive mor, er at jeg er på hele tiden. Der er altid et ansvar, der banker på og noget opmærksomhed, der bliver krævet.
Jeg kan ikke se, at det skulle blive lettere ved at der kommer flere slags ansvar ind over og flere mennesker, der leverer opgaver.

Det kunne jo være lys og ikke et modkørende tog jeg ser, hvis jeg lige stoler på at folk ikke bare vil smitte mig med 'mor-på-job-løgnen'

torsdag den 10. maj 2012

Forventer at se bryst- og skamlæbeoperationer offentliggjort på skilte på strøget

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg skal under en plastikkirurgs kniv i morgen.

Jeg har selv valgt at blafre det ud på facebook, for jeg har ikke noget problem med at indrømme at jeg både er blevet så gammel, at familiehængerne kan ses og at jeg er forfængelig nok til at gøre noget ved det.

Om ikke andet, så ved folk jeg kender, hvorfor jeg kommer til at gå rundt og ligne en, der har fået læsterlige klø fra i morgen eftermiddag.

Jeg har selv valgt at fortælle det og derfor var jeg også overrasket over, hvor indiskret og ubehageligt jeg syntes det var, da jeg fik en besked på facebook om at Nogen havde set, at jeg har en aftale hos plastikkirurgen imorgen: i kirurgens aftalebog.

Øh nej, Nogen er ikke ansat dernede.

Nogen var der i andet kropsligt anliggende og nu ville Nogen gerne vide, om jeg havde hørt noget om hans referencer, om jeg kendte dem siden jeg havde valgt ham.

Synes godtnok det er grænseoverskridende at man bare kan kigge i bogen på bordet og se at jeg har en aftale kl 14.

Mangler bare at man også kan se, at det er blæst op på lysavis at kirurgen skal fjerne et par tentakler nu jeg er der.

lørdag den 5. maj 2012

Undværlig

For år tilbage proklamerede jeg skråsikkert, at de kvinder, der ikke har medkokke, medhjælp og medansvar i deres mænd i køkkenet, ikke har det, fordi de ikke vil af med magten.
Billedet er lidt mere nuanceret, ved jeg nu. Eller... Det bliver jeg nødt til at sige.

I over 9 måneder har jeg haft ansvaret for driften af hus og baby. Jeg har stået med de overordnede tråde og vidst at der skulle pakkes pusletaske, at der manglede bleer og hvad junior skulle spise. Og hvad han kunne lide at gøre og hvornår han skulle sove, hvordan han kunne trøstes. Jeg har haft praktisk hjælp i manden, men af mange grunde, primært at det er mig der er på barsel, har jeg også været Den Udførende.

Uden at tage noget fra nogen, kan jeg sige, at jeg har været rigtigt meget på.

Lige om lidt står den på pasning af professionelle og fuldtidsarbejde. Selvom jeg burde se frem til vokseninput, så glæder jeg mig ikke til at undvære min lille dreng.

Jeg glæder mig ikke til at kunne undværes. Nærmere.

Det skal ske, bevares. Han trænger til nye input, jeg trænger til at få vasket bilen og overføre mit nye overblik til noget med kommunikation og kunder og far trænger til at få sin ligelige plads i familieforetagenet.

Lige nu vil jeg bare langt hellere være uundværlig.
De kommer til at minde mig om at jeg gerne må drikke en hel kop kaffe mens den er varm og at slippe magten.