tirsdag den 13. november 2012

Virker stadig


Pause-musik. Selvom det er smågammelt og jeg har brugt det til både udstrækning efter spinning og til at spille for min gravide mave,  så virker det stadig som en koncentreret fridag på en sommereng

fredag den 9. november 2012

Lukket pga ombygning

Jeg kan ikke overskue andre mennesker i privaten lige nu. Jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle lave alle mulige krumspring for at undgå det ene emne, der fylder rigtigt meget for mig.

Der er Aksel og så er der ... det andet, som jeg ikke kan tale om uden at savnet og sorgen løber over og fylder mine øjne. Resten er lidt ligegyldigt.

Jeg har overhovedet ikke lyst til at nogen skal se mig græde. Det kan jeg gøre, når jeg kører bil (alle ved at man ikke kan se ind af bilruder og at man derfor både kan tude og pille næse i fred), når jeg har lukket døren til badeværelset og når jeg er rullet helt ind i nattemørke og dyne.

Nej, jeg mener det... jeg har ikke lyst til at lukke op og lukke ind. Ved godt, at det netop er det jeg skal gøre, fordi der faktisk findes mennesker som ser det som den største tillidserklæring, som er stærke nok til at holde af mig i opløsning og som ikke gider se på facaden hele tiden.
Jeg forsøger at undgå alligevel. Ikke bare fordi jeg er enormt grim, når jeg græder og fordi jeg er så knuget at min strube gør ondt og fordi jeg er bange for at jeg aldrig holder op med at hulke hvis jeg først kommer igang.

Mest af alt, fordi jeg ikke tror, at der er nogen, der forstår, hvor meget jeg savner...