torsdag den 26. april 2012

Askepot! AAAAskepot!

I lååååve it! Ole Henriksen i mit morgen-tv fortæller om, hvordan man får en god morgen ved at stå tidligere op, selv falde til ro og være i stand til at sprede lidt ro, hygge og kærlighed til resten af familien.
Han har ret. Det er jo sådan det burde være. At alle er samlede over smukke blomster, dejlig mad og snakker om dagen, der venter.

Alle dem, der ikke trænger til en god morgen-start rækker hånden op. 
Jeg trænger inderligt, for når jeg går i seng om aftenen ved jeg, at der venter en del opvågninger før ground hog day venter klokken lidt i 6. med øllebrød og morgenhår.

Tror jeg bliver nødt til at gøre et Ole Henriksen-forsøg, for den eneste musik jeg hører om morgenen er Askepot-sangen, der kører i rundhyl i mit hoved.

søndag den 22. april 2012

Fin de siecle

På lørdag har jeg levet i 40 år.
Jeg har ihvertfald trukket vejret i 40 år.

40.
Gammel dame. Tudsegammel. Jeg holder mandtal på mine rynker i spejlet når jeg har tid og den sidste uge op til at tretallet ruller ned og bliver erstattet af et 4-tal vil jeg vædde en blank femmer på at jeg kommer til at gøre status.  Hellere det end at frygte, hvordan det er at være så gammel, for det ved vi jo godt, at der ikke er nogen grund til.
Hofteskred, knyster og skåneærmer trækker vi på skuldrene af, her i bestyrelsen.  Vi har ingen anelse om hvad det 'overgangsalder', som nogen bliver ved med at råbe meget højt, er for noget.

Da jeg var 16 var jeg sikker på, at jeg ville have mand, karriere og 2 børn, når jeg blev tredive. Det har jeg ikke engang nået som 40-årig, men jeg har større bryster.

Tror, det er på tide at gå i panik, her den sidste uge. Ligesom litteraturen spasser ud mod slutningen af et århundrede og pludselig bliver spændende i sin reaktion, kunne det også gavne mig.

I morgen. Nu skal jeg tidligt i seng.

fredag den 13. april 2012

Til han blev voksen

Han stod tit ved busstoppestedet, da han var dreng. Ikke fordi han skulle med bussen, men fordi  stoppestedet var på den store vej og der var større chance for at hans far kom kørende der end på den lille sidegade, hvor han boede.

Han talte ned fra 30. Tre gange.  For så kom han nok.
Han kom aldrig, men alligevel blev han ved. Ligesom han næsten hver morgen tænkte, at far nok sad nede i køkkenet og drak kaffe i sin morgenkåbe, hvis han tog trinene to ad gangen.

Han sagde det aldrig til nogen. Ingen spurgte om han savnede sin far.

Da han blev ældre var verden i system. Morgenmad før badet. Tøjet rigtigt på. Pålægget aldrig på brødet i madpakken, men først på tallerkenen.
Lag på lag af orden og regler blev lagt ovenpå hinanden og han glemte sin far. Glemte duften af barberspritten på badeværelseshylden og den rungen, hans stemme lod hænge i væggene. Glemte, hvorfor der skulle være orden. Ikke engang i drømme var hans far der. 

Langsomt forsvandt savnet. Begravet i hverdag. Tvunget i glemsel og tom trummerum. Omkring ham blev hans krop voksen og verden ældre og formålsløs.
Lagene gav sig indimellem. Undergrunden murrede.

Nogle gange steg et brøl op og overmandede ham i et åbent øjeblik. Skreg ham i ørerne, så han ikke kunne tælle til 30 og ikke passe sin voksne krop og ikke se hvor angrebet kom fra. Jog ham en skræk i det unge liv og lod knæene ryste under det voksne, så benene mistede kraft.

Da hun puttede sig ind til ham, rakte han armene frem mod hende, men kroppen kunne ikke. Forstod det vist egentlig som endnu et angreb fra en ukendt vinkel. De voksne arme hang stift mens det buldrede, bragede.

En dag fortalte han hende om stoppestedet. Og han tvang sig selv til at gå derhen igen og igen til lagene lettede. Igen og igen. Talte til 30 gange tusinde.
Indtil hans krop kunne række frem mod hende og rumme bragene. Indtil larmen nedefra blev til et barns frydefulde larm med grydelåg.

onsdag den 11. april 2012

Hvordan man siger nej til (andres) børn

VOVVOVVOV lød det fra drengestemmer ude bag den tynde hæk.
Hunden inde på min side af ligusteren havde rejst børster, forsvarede sin matrikel og gøede voldsomt, mens den skiftevis bakkede og dansede frem mod drengene. 
De blev ved, syntes det var sjovt. Trådte frem og stak gøende ansigter helt hen til hegnet.

Jeg bad dem lade være med at drille hunden. Fik svaret 'det gør vi heller ikke' tilbage, mens de to knægte ikke slap hunden med øjnene og fortsatte med deres vovvovvov.

Indrømmet, jeg tænkte ikke ret meget over strategien og lige da jeg så den enes ansigtsudtryk og hørte fødder, der spænede op af asfalten, tænkte jeg at jeg vist havde været lige barsk nok.

Jeg råbte 'Kan I så komme væk fra vores hæk. Når jeg siger til jer, at i skal lade være med at drille, så lytter i! Hvad er det for noget?'
Ja, ja... jeg er blevet til hende den sure gamle tante. (og gammeldags indigneret. Suk)
Ja, jeg beskytter min hund, der jævnligt bliver tirret af drenge, der også kan kaste sten ind i haven. Vil så gerne undgå, at den skal gø endnu mere eller blive aggressiv overfor gæster.
Og ja, det var bare drenge, som sikkert ikke mente, at de drillede, men bare gerne ville lege med hunden.

Men... Hvordan siger man nej til børn?

Jeg kunne godt have valgt den følsomme, empatiske, pædagogiske metode og forklaret dem hvad hundesproget betyder og at det ikke er så godt at lege med hunden gennem hækken.
Men jeg mente faktisk, at de ikke måtte. Jeg mente, at de skulle høre efter. Første gang.

Kan man forvente det af andres børn?

Og må man overhovedet sige som jeg lige har gjort, uden at have lyst til at gøre det bare lidt om bagefter?

onsdag den 4. april 2012

Sofa-bisættelse

Jeg sad i den sofa, der nu skal videre, og skrev takkebrev, da min biologiske far besluttede sig for at begave alle sine 5 børn med en sum penge for nogle år siden.

Han døde i mandags.

Mine forældre blev skilt da jeg var 8 og min mor blev gift igen et par år senere. Min biologiske far har næsten ikke været andet end biologisk far for mig, selvom det bryder en Disneyillusion eller to at skrive det. Manden, der altid vidste bedst og altid var bedst. Manden, der var alkoholiker mens jeg var lille og først blev tørlagt meget senere.
Han har aldrig rigtigt været nærværende for mig, men dog min 'rigtige' far, som var der et eller andet sted.

Jeg har ikke haft kontakt med ham de sidste 10-15 år, når man lige ser bort fra det brev, jeg skrev til ham i sofaen. Måske er der også skrevet et par julekort.
Efter nogle hjerneblødninger og demens havde han tilsidst glemt alt om mig.

Så nu sidder jeg i sofaen igen og tænker på om køreturen til begravelsen i Sønderborg er det værd.

Man skal begrave de døde.
Mine halvsøskende kommer sikkert.
Dem har jeg heller ikke noget at gøre med ud over den yngste af dem og ham inviterer jeg til min fødselsdag alligevel. Resten kommer jeg ikke til at have kontakt til efter begravelsen, ligesom jeg heller ikke har haft det de sidste 15 år.

Hvis jeg skulle skrive den bog, ville det blive om den del af familien, men er det alligevel ikke for kynisk at betragte sin fars begravelse som research? Jeg hælder lige nu mere til at lave min egen lille ceremoni herhjemme. I sofaen.

Om ikke andet så for at undgå at falde i rollen som den dygtige datter, der gør alting rigtigt.

Sofafronten

Lige efter jeg lærte Mikkel at kende, købte han en stor fed flyder af en loungesofa. Købet var vigtigt, for sofaen skulle stå i den nye ejerlejlighed i Risskov og afløse måneder på luftmadras.

Den er fin. Der er ikke noget der. Den er af dun, af højeste kvalitet og den er ikke mindst hans. Jeg har arbejdet ihærdigt på at få den ud de sidste par år. Eller tre. Fire, måske, hvis man regner de små fnys med, der betød at jeg syntes det var en udfordring ud over det rimelige at finde puder til krabaten, for farven har det med at passe meget lidt med resten af vores indretning.
Normalt plejer jeg at lave noget om, hver gang Mikkel synes han skal ud af huset, men sofaen har jeg altså fået forbud mod at give et nyt hjem. 

Nu sker det. Håber jeg.

Vi kom til at købe nye sofaer igår og jeg sidder lige nu og fejrer købet i den gamle sofa med at have ondt i ørerne, snot i hele kraniet og tankerne fulde af minder om, hvad den sofa har været med til.
Det var her, Mikkel syntes at det ville være hyggeligt at spise en pizza med vores lille hvalp på maven. Hunden har aldrig ladet sig fortælle at den ikke måtte være i sofaen siden og de to store hanner har en daglig kamp om sofahjørnet. Hunden vinder som regel ved først at lokke Mikkel op og hen til havedøren og derefter spæne hen og lægge sig til at sove rævesøvn med et lille smil om snuden. Helt slap, så man ikke kan slæbe den væk.

Klog hund.
God sofa at sove i.

Vil du købe den? Hvis du lige renser den før du lægger øret til armlænet, er jeg sikker på at der er masser af gode historier i den.