søndag den 31. oktober 2010

NU er du bange... for børn med masker.

Sidste år  - eller var det forrige år - skrev jeg et indlæg i anledning af Halloween, der nok kunne tolkes som lige dele antipati og god vilje.

Jeg glemmer hurtigt, modsat hvad visse mænd i tidens løb har hævdet, for jeg er fanget i Halloween igen og har i år lagt ud med lidt med velvilje end sidst, men er endt med at hade den lorteleg.

I år havde jeg ikke KUN mandariner til ungerne, der går tiggergang hos mig. Faktisk havde jeg igår lavet en hel skål på amerikansk maner med cookies, overflod af guldkarameller og selvfølgelig æbler, for der skal også være måde med galskaben. Desuden var skålen enorm, så der skulle lidt til at fylde med.

Og det ringede på døren første gang.

Udenfor stod 7 store børn, iklædt masker og lagener og store poser. Jeg rakte velvilligt og stolt min skude af en Halloween-skål frem og nåede at blinke to gange før jeg så flagrende lagener og monstermasker på vej ud af indkørslen igen og da jeg så ned, trillede æblerne rundt helt alene i den store skål.

De havde sgu flået mig, de små utaknemmelige røvere.

Nå. Så havde jeg da gjort mit for at være hende den rare dame og jeg gik tilbage til min pizza.

Og det ringede på døren for anden gang.

Situationen er nu den at jeg ikke har noget at byde på. Manden er allerede ved at rulle gardinerne ned og nægter at have noget med det hele at gøre. Hunden er skræmt i en grad så den glammer og knurrer mens den ryster over hele kroppen.
I forvejen er den ikke glad for indvandrere iklædt niqab og den er rystende bange for de unge indvandrerdrenge.

Det ringede stadig på døren. Udenfor stod en flok i mørket med monstermasker og råbte MUUUAAAHAAAHAAAA.
Hunden snerrer.
Manden har nu mørkelagt alt, så vi kan rykke sammen i sofaen uden at blive set.
Hvis vi tør, for hunden snerrer nu også af os.

I formiddags ringede det på døren 3. gang.
Den gode amerikaniserede husmor ville have smilet, rystet på hovedet af børnenes leg og bragt dem en skude af et fad med lækkerier.

Denne husmor valgte at gå ud i haven med en flaske portvin, så jeg kunne lade som om jeg ikke hørte dørklokken, selvom hunden gøede, som var det fanden selv der ringede på.
Der sad jeg så og pissefrøs med min alkohol fra flaske indtil jeg kunne høre børnene gå deres vej igen.

Jeg gider ikke det Halloween, for jeg har ikke selv børn og kan derfor slet ikke sætte mig ind i den sæsonbestemte sindssyge og nu er det endegyldigt. Andre menneskers afkom formerer sig og bliver til tiggerzombier, som jeg faktisk er bange for.

Jeg gider ikke Halloween, fordi det er et amerikansk hype ligesom Valentines day og jeg gider ikke Halloween, fordi jeg faktisk ikke gider at have grådige tiggere ved min dør mindst to gange om året. Fastelavn går jo ikke væk, vel?

Og jeg er bange for Halloween, fordi hunden ikke bliver sig selv før en gang i December og det kun, hvis jeg kan holde havenisserne på afstand. Det kunne være rart at kunne klappe sin hund uden at blive bidt og det kunne være rart at kunne lukke gæster ind.

Jeg ville bare ønske, at jeg kunne stå ved det. Hvordan fortæller man børn at de er nogle terrorister og at det ikke er sjovt?

torsdag den 28. oktober 2010

90'erne har ringet, de vil have deres retoriske animerede gif tilbage.

Jeg læser ret mange tekster, der er skrevet til nettet. Annoncetekster følger med og må jeg i den forbindelse konstatere, at der er gået inflation i spørgsmålstegnene?  ja, se bare der.

Vil du være top of mind hos forbrugerne?
Vil du tjene mere?
Hvordan forholder markedet sig til x?
Hvordan holder man på kunderne?
Hvorfor fanden tror du at man rækker ud til læsere ved at stille endnu et  retorisk spørgsmål, som man selv besvarer umiddelbart efter?
Hvilken betydning tror man selv det får, når man bare copy-paster alle andres annonceindledninger istedet for at skrive et statement eller et udsagn eller bare en nogenlunde indholdsrig sætning, som læseren kan forholde sig til?
Vil du helst have et kys på kinden eller et los i løgene?
GRR!

Overdosis, siger jeg bare.
Retoriske spørgsmål er fine som retorisk krydderi og jeg skal også lige love for at de får min opmærksomhed selvom de på ingen måde får mig til at læse mere. Mere.

Jeg er nok også godt og grundigt paraplyvaccineret mod bezzerwizzermetoder og derfor stjerner jeg helt ud, når jeg lige efter at have taget dagens runde på diverse websites bliver mødt med mundtlige sætninger som '... og hvordan gør vi så det?' mens afsenderen knapt nok kan holde på vandet, mens han lader som om han hører tilhørernes hjerner knage og springer ud i sin egen løsning i samme sekund nogen snapper luft for at bidrage.

Alle dem, der tror at jeg gider at overveje at svare, ræk hånden op.
    

onsdag den 27. oktober 2010

I love him like a fat kid loves cake

Alt for længe er jeg gået til frisøren uden den store entusiasme, for jeg er gået derfra med den samme farve hår og den samme frisure, hver gang. Sat i den samme umulige frisure, fordi alle, der har fået æren af at tørre mit garn har syntes det ville være ZÅ zmart at fremkalde krøllerne i mit versatile hår.
Det er ikke smart. Det ligner en wetlookudgave af cocker spaniel.
Nogle gange har jeg også haft buler i hovedet, fordi assistenten har lidt af en slags fysisk tourette, der forvandler en vask til torturinstrument.

Nu har jeg fået ny frisør og han gør ikke som jeg siger. Jeg er henrykt.

Jeg har kun været der en gang og han skældte mig ud, svinede den gamle frisør (og afslørede at han har datet ham en kort overgang, men at det virkelig ikke var noget for ham, tssss) og solgte mig en røvfuld produkter, fordi vi altså skulle gøre noget ved det der hår. Indsæt selv udråbstegn og affekt.

Han fik sneget et lille spørgsmål ind i sin talestrøm: Hvor længe har du egentlig været lyshåret? Og det spørgsmål er vokset og vokset lige siden, for han vil gerne - har jeg hørt via en anden kunde han har - farve mig mørkhåret.

Det er angstprovokerende med helvede til, for jeg har de seneste år bevæget mig fra Phoebe-blond og i retning af Rachel. Og nu vil han gøre mig ... mørkhåret.
Jeg aner ikke om det er latino-sort (forhåbentlig ikke) eller en brunlig version af den gode gamle farv-selv-mahogni, men jeg kan love, at jeg tænker over nuancer, hver eneste gang, jeg møder nogen, der har en eller anden form for mørkere hår end mig.
Inklusive dem på gaden og dem i tv og dem i blade.

Hvad nu hvis jeg bliver Monica-mørk og kedelig? Hvad kan man have på til mørkhåret? På positivsiden kunne jeg risikere at komme til at blive taget seriøst.

Jeg sidder allerede i fælden. Min frisør har overbevist mig uden på noget tidspunkt at have frontet mig personligt med beslutning og farvekort og jeg er imponeret.

Han er i øvrigt stinkende dygtig og han taler mere end mig. Jeg elsker ham.

   

tirsdag den 26. oktober 2010

First things first

Midt i møgmandag og travlhed møder jeg Linda iført sin sidste spinningtime b.a (before Anton). Hun stod med forgrædte øjne og instruktørtøj og var på vej på hospitalet med svangerskabsforgiftning.
Og så kørte jeg selv to spinningtimer mens jeg krydsede fingre for noget, der er så meget mere vigtigt end 84% af maxpulsen.

Da jeg kom hjem lå der to mails fra nærmeste leder med småting, der lige skulle rettes. Klokken 21.
Ude på  vejen blev den smukkeste skovkat kørt ned af to biler med tyrkiske chauffører i høj fart. Stort palaver, masser af mennesker, pludseligt opbrud og en kat, der stadig lå i græsset ved siden af vejen.

Ved ikke om jeg er blevet den mærkelige kattedame allerede, men i det øjeblik var jeg ikke i tvivl om, hvad der var vigtigst: At råbe rasende efter baglygterne på smadret punto og nænsomt lægge død kat i en kasse med et håndklæde i bunden, så børn ikke skulle se den når de gik til skolebussen i morges, eller at rette sidernes rækkefølge i et indscannet dokument.

Hele dagen har jeg trawlet rundt for at holde kunder glade. Skrevet kontrakter, arrangeret kundemøder, sendt cv og været apatisk.
Jeg fik også en opsigelse mere, så 2 trediedele af mine udviklere nu forsvinder. Gode mennesker. Gode kolleger. Godt for dem.  Jeg burde være rystet over ikke at kunne levere til kunderne fra den 1. december.
Jeg drak en kop kaffe og snakkede med opsigeren om at han skulle holde jul på en dykkerbåd.

Min far er opereret for en cyste i halsen, har fået en indsprøjtning i øjet så han forhåbentlig kan se stregerne på tommestokken igen, Linda skal holde sig i ro i en måned, Karina har mere ondt nu end før operationen og tyrkere i smadrede punto'er kører stadigvæk hurtigt. Min hund vil ikke af med mig om morgenen.

I morgen er der salgsmøde og mellemledermøde med ham, der ville stirre mig i stykker, hvis det ikke havde været et telefonmøde. Jeg burde forberede mig til tænderne.

Jeg hækler et monster til et af menneskebørnene.

søndag den 24. oktober 2010

I'm going down to Alfabet alfamale street

Jeg beklager stilheden de seneste dage: Jeg har tilbragt en forlænget weekend i et sommerhus uden netadgang og uden Prince. Og jeg er stadig i chok. Både over at skulle undvære begge dele og over stilheden og... fordi jeg har brugt fredag, lørdag og idag (og sikkert også de næste mange år) på at ruge over det, jeg fik at vide i torsdags.

Det er svært at få hul på at skrive om, for det skal ikke lyde som tuderi. I virkeligheden er det nok bare et positivt skub i retning af den hundepension, jeg skulle have istedet for et job i alfahan-verden.

For nogle år siden blev jeg fyret fra et job, som jeg rent ud sagt heller ikke passede særligt godt. Årsagen var, at jeg var fejlplaceret og skulle løse opgaver, som kræver ret meget systematik og detaljebevidsthed. Det er ikke der, jeg excellerer, for nu at sige det mildt. Jeg arbejder bedst uden opskrift og jeg fungerer ikke med tæsk, men bruger udelukkende kærlig støtte som drivmiddel.

En anden årsag var, at jeg var stresset helt ud på alle fronter og ikke var i stand til at fokusere eller få noget arbejde påbegyndt, gennemført eller afsluttet.

I torsdags fik jeg at vide, at  det bliver brugt meget tid på at skærme mig mod en person i mit firmas ledelse. Af en eller anden grund har vedkommende set sig vred på mig og jeg kan i hans øjne ikke gøre noget som helst rigtigt, selv når jeg gør det rigtigt.
Uanset hvad jeg gør for tiden, får det vedkommende helt op i det røde felt og han taler om irettesættelse af mig.

Diskussionen foregår mellem ledelsen. Ikke en lyd er kommet til mig, før i torsdags.

Jeg er salgsansvarlig og blev for et halvt år siden udnævnt - af ledelsen - til at lede et team. Og begge roller er nye for mig (som sædvanlig vil jeg meget hellere roses end kritiseres, hellere succes end luskebukseri, der i virkeligheden bare er alfahanners måde at være tøseangste).
Jeg har ingen anelse om, hvad jeg har gjort for at hans missilier skulle låses mod mig som mål.

Jeg ved godt, hvad jeg kan gøre bedre.
Men nu ved jeg, at jeg ikke kan gøre noget godt nok og at jeg er under konstant overvågning. Jeg kan godt flyve under radar, men jeg gør vold mod mig selv når jeg ikke kan følge min intuition og fokusere på mit team, men er tvunget til for enhver pris at sige bestemte ting til møderne, mens jeg må og skal holde kæft med andre, samtidig med at jeg lige skal vende et post-finanskrise marked og få 10 store firmaer til at lægge ordrer hos mig. Nu.

Jeg får flashbacks til dengang. Og jeg er begyndt at se mig om efter andre jobs, selvom jeg er glad for mine opgaver.

Desværre er jeg ikke maskulin nok til at være ligeglad og lade alfahannen være tøs. Jeg tager det til mig og jeg er ... mere rystet end jeg vil indrømme. For tænk nu, hvis jeg aldrig kan gøre noget godt nok.

Beklager, at det ikke er et indlæg om den nat, jeg funkede med Prince.

torsdag den 21. oktober 2010

Funkmaster-sehnsucht must be obeyed

Lady Gaga...
Jeg under enhver at have været til koncert med hende og jeg kan høre, at hun har været alle pengene værd. Egentlig er jeg ikke så ked af at jeg ikke var med selv. Da billetterne blev sat til salg havde jeg lige været til U2-koncert og selv nu, hvor alle har haft den fedeste aften, synes jeg ikke der gik noget af mig, fordi jeg sad hjemme og hæklede babylegetøj igår. Hun er sikkert god, men hun har ikke helt fanget mig.

Men Prince...
Den lilla prins graver et større og større behov for at være der når han spiller live og battler bas-Ida, for Prince er tonen fra hele min ungdom. Jeg tror jeg er indehaver af en rimeligt anseelig del af alle hans udgivelser og synes stadig at Dirty Mind er soundtracket til mit liv.

Også af andre grunde end den indlysende varedeklaration, der lige så tydeligt kunne definere bestyrelseslokalet.

Jeg har ellers besluttet at jeg ikke har råd. Jeg har besluttet, at jeg ikke gider at stå lige bag ved ham den høje med rygsækken og jeg gider ikke se på flere Herning-trunter, der bare står ubevægelige med tasken på skrå, så remmen splitter barmen. Men lige nu, ikke?

Han kastede sin guitar ud til publikum i Forum i aftes for crying out loud.

Han er Prince og jeg kommer så meget til enten at købe en billet eller begrave mig i afsavnets smerte, pine mig selv med gennemlytning af hele den lille mesters værk - og ende med at stå i Herning alligevel.

søndag den 17. oktober 2010

Død ved hindbærroulade

P3's ugen uundgåelige. Det skal jeg lige love for. Uanset hvad jeg gør, så kan jeg ikke slippe for at høre på Peter Sommer, som jeg fandeme ikke holder mere af, selvom han har fået et lift af Simon Kvam.

Jeg kan godt lide musikken, men det er fordi det lyder så meget af Nephew som det gør.
Det, jeg hader på jegkylerradioenudafvinduet-måden er Peter Sommers stemme og så den tekst, der lægger sig om mine hjerneceller og lige så langsomt kvæler dem med noget som minder om klæg hindbærroulade fra tanken.

For mig dur det ikke at have god musik, hvis teksten er rådden.

Jeg har ikke lyst til at døøøøøøø.
Nå.

Det kan godt være, at De eneste To ikke har lyst til at dø, men det får jeg, når jeg skal lytte til den stemme, der kun med nød og næppe holder sig fra de falske toner, mens han badeværelsesmesser.
Jeg vil vædde den sidste rest af god musiksmag på at han har fået at vide at 'det nok er bedst hvis du bare holder dig til en tone. Det virker... mere cool, lissom', mens ingen har haft nerve til at fortælle ham, at det er mere specielt end det er godt uden på nogen måde at være andet end ynkelige vokalforsøg.

Hvem er det også, der har bestemt at man er musiker fordi man skal spille 3 akkorder? Eller at man er berømt bare fordi man har haft sex for åben skærm på Paradise Hotel? Hvor er kvalitetsbevidstheden henne? Eller bare bevidstheden for den sags skyld.
Se mig, hør mig... jeg vil hellere dø.

Jeg afviser ikke, at jeg er blevet gammel på Gintberg-måden (høje hyl), men jeg synes at der er en udtalt mangel på gode tekster i de danske kunstneres værker nutildags. (Kan i høre det? gammel...)
Bevares... det virker da på mig, når der synges at 'jeg har lyst til at skære mit hjerte ud til min datter og fortælle dem der ikke vil have børn at de ikke fatter... en skid', men det er skitte den højspændte poesi eller sprogligt håndværk, der rammer, men selve det, at det slår en streng an i min helt egen livssituation lige nu, på samme måde som de unge mødre eller Hjemmet kan gøre det.

Hindbærroulade i vacuumpak, siger jeg jo.

Det er kun en cm fra at være lige så møgdårligt som Medina og Sys Bjerre, der også river en side ud af dagbogen og sætter musik til det. I dont get it.
Og hvad med Volbeat? Fed musik, kæmpe energi, stor succes i hele verden og slikhår. Men sangeren kan jo ikke synge engelsk. Teksterne giver ingen mening. Sætningerne hænger knapt nok sammen. Hvad sker der med det?

Og så siger jeg det lige igen: Jeg kan ikke lide gøglere, facere, klovne, Peter Sommer og 7-klassestekster i radioen. Jeg nærer en fuldstændigt ligestillet afsky for al skabagtig, prætentiøs og påtrængende eksemplificering af fordummende lavkultur.

Blev der sagt.

torsdag den 14. oktober 2010

... Men han blærede sig lidt alligevel

Ved siden af at være fuldtidsjobber og fitnessinstruktør er jeg også massør. Det værste der kan ske for en massør som mig er at få en skade, for så skal man på jagt efter en massør, som man ikke ligger og evaluerer, mens man bliver behandlet.

En stor del af min uddannelse som massør har fokuseret på, hvordan man omgås patienterne. Hvordan man opretholder en professionel stemning og en professionel distance, så patienten kan føle sig tryg og ikke skal bruge kræfter på at ligge og tænke på om massøren vil krydse blufærdighedsgrænsen.

Når man samler på gode historier, som jeg gør, så er der også gode sider ved at have en skade, så man er nødt til at møde andre massører.

Ham, der behandler min rådne zombieskulder, kunne nemlig fortælle, hvordan en kvinde var gået lidt længere end bare at smile og blinke til massøren. Hun havde sendt en sms til ham om, at hun forventede særbehandling, når hun kom næste gang (hint hint) Og det kostede vel ikke ekstra?

Kvinden er 48 og mor til en datter, som blev sendt afsted til vor massør for at prøvekøre, afhøre og spille giftekniv. Det foregik ved at presse massøren op i et hjørne med brysterne, mens hun betroede ham at han var det store samtaleemne ved middagsbordet derhjemme og at hun nu godt kunne se, hvad moderen så i ham.

Jeg kan afsløre, at han ikke var stolt af situationen. 

tirsdag den 12. oktober 2010

Om stress og udstyrs-lykke. ish.

I Indien er vejene røvdårlige og fyldt med hellige køer og lort. Folk har ingen penge, ingen biler og rigtigt dårlige tænder. Men de smiler med de dårlige tænder.
De accepterer, bøjer af og finder en vej.

I Danmark er det en naturlov, at vejene bliver vedligeholdt. Der er uddannelse og sund mad, der er velstand og muligheder, der er kloakering.
Og vi har det ikke godt.

Alle dem, der ikke er pressede, stressede eller slæber rundt på et problem, de gerne vil have en løsning på lige nu, rækker hånden op.
(Hvis der er nogen derude, der rækker hånden op nu vil jeg være overrasket).

Der er så mange omkring mig, der enten har sure svigermødre, de gerne vil have til at holde kæft og opføre sig anstændigt, eller har for meget om ørerne, for dårlige chefer eller for store forventninger presset lige op i masken.
For slet ikke at nævne alle dem, der har fornemmelsen af, at de slet slet ikke er gode nok.

Fælles for os alle sammen er, at vi prøver at fikse det. Vi prøver hårdere med de samme metoder og nægter at indse, at der er kræfter, der er større end vores. Vi kan ikke ændre på at chefen er røvdårlig. Vi kan ikke lave om på svigermor. Vi kan ikke få sygdom til at skride, når den først er flyttet ind.

Jeg siger ikke, at det er godt i Indien. Egentlig skulle de tage at få bare lidt mere styr på stumperne og få lortet væk fra gaderne. Men jeg mener bestemt heller ikke, at vi løser vores udfordringer godt i Danmark, hvor det ville give langt flere et lavere stressniveau, hvis udgangspunktet var at acceptere tingenes tilstand.

Måske ville andre løsninger dukke frem hvis 'det SKAL bare ikke være sådan' blev fjernet fra synsfeltet.

Jeg var lige ved at inhalere den store Buddha-figur på meditationskurset, som netop handlede om at få ro i hovedet og tankestormen til at lægge sig, da min sidekvinde udtalte: Når min mand holder op med at have ondt i ryggen bliver jeg glad. (hun havde fortalt at han var førtidspensioneret pga ryggen. red.). Og så skal jeg også gøre noget ved det meditation. 

Hun var iklædt fuldt yoga-ornat, bedebønner, helligt udtryk i øjnene, økologisk hør og mantra-kit. Nyligt indkøbt.

lørdag den 9. oktober 2010

I bilen er tiden din egen

Det var rigtigt nok. Jeg havde fået en badebillet til meditationskursus idag med Henning Daverne.
Der er et par gode historier i selve kursusdagen, men dem vil jeg gemme lidt. Istedet vil jeg lige nu, hvor jeg er kommet hjem til Århus igen, fortælle om det, jeg også vandt:

6 timer alene i en bil. 3 af dem i solnedgang og mørke.

Jeg tror ikke kun, turen var tiltrængt, fordi der er store tanker og endnu større udfordringer i mit liv lige nu. Grundlæggende har jeg brug for et roadtrip ganz allein fra tid til anden. Jeg ville få det dårligt, hvis jeg ikke kan tage en hjemmearbejdsdag eller få mulighed for at være alene hjemme, men jeg har et helt specifikt behov for at køre bil. Alene.

Dvs... Mig og Tina D tog turen hjem sammen. Hvis en af jer sidder et sted på Fyn og undrer jer over, hvad det var for en lyd, der blev trukket lang i luften for et par timer siden, så var det mig og Tina i højlydt duet inde i en blikkasse i alt for høj fart.

Tina er til at stole på, for hun har skrevet alle sangene om mit liv og når hun så spiller dem for mig i Swiften, så er hun heller ikke den, der sladrer om tårerne og de meget høje og sikkert falske toner.

Inde i bilen, hvor ingen kigger og ingen svarer igen, får hun og jeg lige sagt de ting, der burde være sagt til andre. Hovedsagen er, at de er sunget ud.
Nu hænger de jævnt fordelt som tøj på en meget lang tørresnor langs motorvejen mellem København og Århus.

Husk lige at dukke jer lidt, hvis i ikke vil have en gang klæbrig Glow lige i fjæset, når i er i vindretningen og ... må jeg have lov til at advare om at inhalere de tankebilleder, der er vævet ind i sætninger som 'a leftover dream I should have outgrown, 'strong man, strong arms' og 'shame, i dont feel no shame'.

Jeg kan blive nødt til at slå jer ihjel for at sikre evig tavshed omkring lige netop de minder.

Det står ikke til debat at det er mig, Tina Dickow skriver om.  Der findes andre, mere almindelige mennesker, der synes, at deres liv minder om mit, så de også kan næres ved de samme tekster.  Den slags kopister er der 12 på dusinet af. Tsk tsk.

Inde i min bil er det mine sange. Og min tid.

torsdag den 7. oktober 2010

Tillykke, du har vundet

Katja har sendt dig en besked på facebook, stod der i min inbox. Jeg kender ikke nogen Katja.

Tillykke, jeg skulle hilse fra Henning og sige, at han giver dig en gratis deltagelse på sit meditationskursus på lørdag. Du skal bare hurtigst muligt besvare denne mail.
Jeg tænkte på, hvilken fælde jeg nu ville gå i. Tænkte på de mængder af nyhedsbreve jeg ville få, hvis jeg svarede, og på at læse det med småt, for det måtte være noget holistisk, langhåret snyd.

Men jeg vil gerne på det kursus. Selvom det er i København og selvom det er på den lørdag, hvor kæresten har planlagt at hænge ud med drengene, så han ikke kan passe hunden og selvom han siger, at han ikke kan lave det om.

Jeg vil gerne tro på, at jeg har vundet, for det kunne jeg for helvede godt have brug for. Både at vinde og at komme på meditationskursus.

Men det er garanteret bare noget langhåret snyd og jeg gider i virkeligheden ikke at køre til København to dage i træk. Passer mig i virkeligheden rigtigt dårligt. Kom nu, kom nu, kom nu. Skriv Katja!

tirsdag den 5. oktober 2010

Er der nogen, der skal have et fælleshus med?

Udfordringen som blogger er at få øje på de situationer, der er velegnede til blog, midt i alt det andet rod. Det gælder om at fiske kammerjunkerne fri fra det ligegyldige kærnemælksfyld.

En god blog bør være en slags si, der lige af-kærnemælkificerer det, der er vigtigt.

Den næste store plan, der ligger tilbage i min si ville ikke være opstået, hvis den ikke havde ligget og vokset sig stor, potent og tiltalende i en kærnemælkssuppe af ynk, klynk, sygdom og alt for meget om ørerne. Det er ikke kun min plan, skal jeg skynde mig at sige. Det er ikke kun mig, der trænger. Vi er mange...

Mine damer, jeg beder jer om at bevare roen. Vi taler stadig om Planen. Ikke om maskuline kønsdele.  (DET kunne vi ellers godt, i et andet afsnit)

I mange år har der været tale om at etablere et olle-kolle.
Et sted, hvor man kan have sit eget lille rækkehus og samtidig bo tæt på dem, der har rødvin, kaffe og er gode for et grin.
Planen er blevet fremrykket, for det er tydeligt for enhver, at der er mange, der godt kunne bruge lidt god gammeldags støtte og et sted at være med udfordringer og æren i behold uden at risikere at drukne i ynkelighedssovsen. 

K kunne mose rundt med sin rollator og give tips til træning, kost og smukke negle, Linda kunne have alle Antons tanter m/k lige ved hånden, når der skal trænes, Lasse kunne have en legekammerat til Vaps (så han selv kan løbe videre som en anden meeep meeep-fugl) og jeg, jeg kunne have nogen at bage til og nogen, der gider at komme med cola når jeg selv er syg. Det er jeg nu og der er nældens rod. Ynk, blev der sagt.

Jeg henter salgsopstillinger på diverse kolle-egnede bygningerskomplekser.  Forelægger dem for tanterne så snart jeg holder op med at lyde som et gammelt rullegardin når jeg trækker vejret.

søndag den 3. oktober 2010

Det endelige bevis på at spelt desillusionerer

Jeg husker en gang, hvor alt jeg sukkede efter i livet var en kæreste.  Jeg var villig til at se gennem fingre med lange arbejdstider, manglende evne til at slå brættet ned og andre særheder.

Alt sammen for at slippe for søndagene alene.

De var sindssygt langsommelige dengang, søndagene. Jeg følte mig alene og var pinligt berørt over, at jeg ikke bare kunne sidde i min sofa og læse en bog på den intelligente, Bo-Bedre-afstemte måde, med en latte klædeligt placeret inden for rækkevidde.

Jeg var for rastløs og det endte altid med at jeg havde fjernsynet kørende non-stop mens jeg stirrede på telefonen for at få den til at sende sms'er med underholdning.

Efter 5 år i et forhold, 4 af dem som samboende, har alene-søndage fået kultstatus. Det er en fest og jeg kan slet ikke begynde at forklare, hvor meget jeg nyder at have kæresten langt udenfor min sfære.

Misforstå mig ikke.
Jeg kan godt lide at være i et forhold, jeg kan godt lide at have en at blive irriteret på og jeg kan godt lide alt det positive, der uvægerligt følger med at være i et forhold og jeg kan godt lide ham, ikke mindst, men... hold nu kæft, hvor er det en lettelse, når han spørger om jeg er OK med at han tager til den lokale udgave af Oktoberfesten hele lørdag.

Jeg skal seriøst prøve at lade være med at flække fra øre til øre i et kæmpe jubelsmil, mens jeg forsikrer ham om, at det selvfølgelig er helt i orden. Og imens hopper hele bestyrelsen inde i mit hovede, for Oktoberfest hele lørdag?

Det betyder ikke bare en lørdag alene, det betyder næsten 2 dage alene, for der er dømt seriøse tømmermænd kombineret med taknemmelighed fra hans side og det betyder så igen, at han godt ved, at det er hans tur til at købe ind i Bilka og at han ikke kan slippe for at tage bare en smule del i driften, når han nu har været fritaget hele lørdag.  Hvad han ikke ved er, at der er jubilæum i Bilka: Det tager en halv dag at købe ind og efterfølgende fosterstilling i sofaen i timevis er nødvendig. 

Det betyder friweekend!

Efter 5 år i forhold, kunne man forestille sig, at jeg ville gøre alt det, der minder om det optimale singleliv: Sms'e til Gud og hvermand, springe fra cafe-aftale til cafe-aftale, tage det pæne undertøj på og bare nyde at der ikke er nogen i nærheden der hælder dårlige vaner ud over mig, fordi alle er til pænt brug og anstrenger sig for at være omgængelige.
Eller man kunne forestille sig, at jeg ville nyde en bog i sofaen på den afslappede måde.

Ikke hos mig.
Jeg har læst 1,5 side bog inden jeg faldt i søvn på sofaen. Jeg har hæklet babytæppe foran skod-tv og gået rundt i Grimme-behagelige bukser. Pretty much ligesom i gamle dage.

I løbet af årene har fået en hobby. Også kaldet en fridags-perversitet: Jeg har gang i dej til 4 forskellige brød (et af dem er med kartoffel-surdej OG økospelt, eat my shorts), jeg har tørklæde om håret og mel på bukserne, tungen i mundvigen og udøver fri-dans med grydeske. Bestyrelsen har ansat en kantinedame, goddammit.

Mon ikke det er med mine alene-søndage som med alt muligt andet: Jeg er  blevet normal-blind og vil have det, jeg ikke har.  Det er ikke sjovt, hvis det er normalen at være alene hver søndag, men ekstraordinære søndage er... ekstraordinære og alt for korte.

fredag den 1. oktober 2010

Feje fredag eller 'lesbiske er ikke sensationelle'

Fredag er for mig den dag, jeg punkterer. Jeg ved, at jeg falder i søvn inden vild med dans, hvis jeg drikker en fredagsøl på arbejdet . Fredage er sofadage i grimt, varmt tøj og humør, der heller ikke er til pænt brug og det taler sit eget tydelige sprog, at vild med dans er hele formålet med fredage. Det er nu officielt at jeg er blevet for gammel.

Idag er alle fredages fredag, for oven i det hele har det været faktureringsdag og jeg har ondt i halsen, mega ondt af mig selv og tilmed, oveni hele den nød og elendighed, ynk, klynk og klage, måtte hende den lækre sjove ikke være med i vild med dans mere.

Jeg er helt sikker på at hun røg ud fordi der bare ikke er særligt mange sensationer og sladderartikler i lesbiske.

Se bare Anne Linnet. Hun har fået barn med en kvinde, der er jævnaldrende med hendes egen datter og hun har ikke set nogen forsider på grund af det. 50 anslag og et gammelt billede var hvad det kunne blive til.

Så sjov, smuk, lesbisk dansetrold måtte ud mens Skattekristian danser videre. Og så skrider jeg altså i seng på Maude-måden. Med mine egne konklusioner.