onsdag den 27. oktober 2010

I love him like a fat kid loves cake

Alt for længe er jeg gået til frisøren uden den store entusiasme, for jeg er gået derfra med den samme farve hår og den samme frisure, hver gang. Sat i den samme umulige frisure, fordi alle, der har fået æren af at tørre mit garn har syntes det ville være ZÅ zmart at fremkalde krøllerne i mit versatile hår.
Det er ikke smart. Det ligner en wetlookudgave af cocker spaniel.
Nogle gange har jeg også haft buler i hovedet, fordi assistenten har lidt af en slags fysisk tourette, der forvandler en vask til torturinstrument.

Nu har jeg fået ny frisør og han gør ikke som jeg siger. Jeg er henrykt.

Jeg har kun været der en gang og han skældte mig ud, svinede den gamle frisør (og afslørede at han har datet ham en kort overgang, men at det virkelig ikke var noget for ham, tssss) og solgte mig en røvfuld produkter, fordi vi altså skulle gøre noget ved det der hår. Indsæt selv udråbstegn og affekt.

Han fik sneget et lille spørgsmål ind i sin talestrøm: Hvor længe har du egentlig været lyshåret? Og det spørgsmål er vokset og vokset lige siden, for han vil gerne - har jeg hørt via en anden kunde han har - farve mig mørkhåret.

Det er angstprovokerende med helvede til, for jeg har de seneste år bevæget mig fra Phoebe-blond og i retning af Rachel. Og nu vil han gøre mig ... mørkhåret.
Jeg aner ikke om det er latino-sort (forhåbentlig ikke) eller en brunlig version af den gode gamle farv-selv-mahogni, men jeg kan love, at jeg tænker over nuancer, hver eneste gang, jeg møder nogen, der har en eller anden form for mørkere hår end mig.
Inklusive dem på gaden og dem i tv og dem i blade.

Hvad nu hvis jeg bliver Monica-mørk og kedelig? Hvad kan man have på til mørkhåret? På positivsiden kunne jeg risikere at komme til at blive taget seriøst.

Jeg sidder allerede i fælden. Min frisør har overbevist mig uden på noget tidspunkt at have frontet mig personligt med beslutning og farvekort og jeg er imponeret.

Han er i øvrigt stinkende dygtig og han taler mere end mig. Jeg elsker ham.

   

6 kommentarer:

  1. Gå for den! :)

    SvarSlet
  2. Så længe du ikke ender som Joey?

    SvarSlet
  3. Go for it! Jeg er selv totalt skizo angående hårfarve, svinger fra den ene ende af skalaen til den anden. Bogstavelig talt. Men den mørke er den gode. Rolige. Seriøse. Udfordrer indimellem mig selv med noget orangerødt. Gisp!

    SvarSlet
  4. Hvem er han? Jeg vil vide det nu! :o)

    SvarSlet
  5. By From :) han hedder Per From. Og jeg er mørkhåret.

    SvarSlet
  6. Hæ. Den har jeg også lavet. Fra meget lys til meget mørk på en eftermiddag. Det så skidegodt ud, indtil jeg fortrød.

    Det viste sig nemlig at sådan noget hår rent faktisk gror. Og når mørkt hår bliver lyst i bunden, ser det pænt åndsvagt ud.
    Og jeg måtte sande at det faktisk er røvdyrt at få farvet hele garnet hver tredje uge.

    Så det skulle være lyst igen og jeg vil godt forberede dig på, at det kan tage tid. Jeg har været grimt lyserød-håret i 1½ år, fordi jeg har langt hår og ikke nosser til at klippe det helt af (nu vi var igang)

    Og ja, jeg ved jeg er en røvsnaps fordi jeg først siger det nu, men jeg er desværre først fløjet forbi din blog nu.

    Tilgengæld kan du glæde dig over, at min frisør tog fejl af farven ved den sidste gang lyse striber, så jeg nu er gråhåret og lystrer navnet "Silverfox". Alletiders når man nu er 34! (Og ønsker sig en ny frisør i julegave...)

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...