mandag den 26. marts 2012

Jeg er jo typen, der altid har ret

Hvis nu et menneske meget ofte omtaler sig selv som et eller andet, fx som en meget sporty type, intellektuel, en rigtig drengepige eller hipster, så tror jeg ikke jeg er ene om at løfte et mentalt øjenbryn i mistro.

Samme mistro som når jeg falder over en reklame, hvor tekstforfatteren har været nødt til at skrive 'fantastisk billigt'.
Hvis det var rigtigt, var det ikke nødvendigt at hævde det, vel?

Det kræver ikke mange gennembladninger af selvhjælpsbøger at finde ud af at mennesker der prøver at se ud som noget de ikke er, har et dårligt selvværd.

Ok, det var de indledende teser. Jeg er kommet til at tænke videre derfra. Det kommer der af at skubbe barnevogn.

De mennesker, der ligesom mig løfter øjenbryn, men som også har brug for at kommentere det overfor tredjepart. Hvad sker der for det?
Eksempel?
Hm... Det kunne være mig selv der snakker med Mikkel om, at det irriterer mig vanvittigt at en af vennerne har brug for igen og igen at claime at være heteroseksuel når hele verden ved at han er screaming gay.
Tænkt eksempel, selvfølgelig.

Hvorfor skulle man (jeg i eksemplet) blive irriteret på det?
Fordi jeg selv har samme tendens? Fordi jeg vil påpege hvor utroligt skarptseende jeg er?

For det skulle vel aldrig være fordi man mangler noget at gå op i?

Jeg tror, det er en blanding. Man ville ikke blive irriteret hvis ikke det skabte genklang.

søndag den 25. marts 2012

Hvor er den nærmeste lagerplads for urealistiske drømme?

Kunne du ikke have lyst til at skrive noget, spurgte han igen. Der var noget om en debuterende kriminalforfatter i tv. Tror du, at du kan skrive så tilgængeligt at folk kan... læse det?

Oh jo. Jeg vil rigtigt gerne skrive noget.
Jeg har forfatterdrømmen under huden. Nogle gange udenfor huden, men jeg siger det ikke højt så tit, for det er også skræmmende.
Jeg tror, jeg har sagt det før, men jeg er stadig temmeligt nervøs for reaktionerne fra mine nærmeste. Hvis jeg skriver fiktion, vil de tro det er fakta om mig selv eller om dem. Hvis jeg skriver fakta er det næsten værre.

Og så er der kritikerne. Jeg har ikke ligefrem gjort det lettere for mig selv at blive producerende ved at læse sprog og litteratur på universitetet og lære at analysere, vurdere, pille fra hinanden, gennemskue motiver, konstruktioner, sprog.... Jeg mener: Jeg er så selvkritisk af natur at alt det tillærte har ikke gjort det lettere at få ordene til at flyde.

Men for hulan hvor vil jeg gerne kunne.
Jeg hørte Josefine Klougart læse op ved en Tina Dickow-koncert for snart længe siden og jeg fandt noget af det betragtende og iagttagende i hendes tekst, som jeg ved at jeg selv vil have med i en eller anden form.
(Jeg ønsker mig hendes nye bog En af os sover i fødselsdagsgave, forresten)

Men derfra og så til selv at få trykket på tasterne og sat ordene i den rigtige form. Pyh.
Det ville nok også kræve lidt mere tid end fuldtidsjob, barn, mand og hund tillader. 

fredag den 16. marts 2012

En ny måde at missionere på

Gud har ikke skabt en skid! skrev min bekendte på facebook. Så fat det dog.

Artiklen, han linkede til, var om vielser af homoseksuelle og de præster, der henholder sig til ordet om at Gud skabte os som mand og kvinde.

Jeg er fortaler for at homoseksuelle kan vies i Folkekirken, fordi den Gud jeg tror på er kærlighedens Gud.  Så findes da tro, håb og kærlighed, men størst af alt er kærligheden, står der i Paulus' brev. Der står også meget andet i Bibelen og der er passager, man kan bruge til at slå andre passager i hovedet med, så jeg er glad for, at jeg ikke er biskop, der skal afgøre hvad der teologisk er rigtigt at gøre.

Manu Sareen har været klog nok til at lade politikken stoppe ved muligheden for at sige ja eller nej til at ville vie homoseksuelle og biskopperne må så forvalte det.

Tilbage ved min bekendte. Det blev noget af en diskussion i den tråd. Om dogmatisk læsning af bibelen og spørgsmålet om man kunne blive viet i kirken eller hellere skulle opfinde sin egen religion hvis man som homo-par skulle vies som rette ægtefolk i kirken, fordi ritualet ikke passer.
(Velsignelsen kan man da få).  Og så om hvem der havde ret. Om at der ville være ramaskrig, hvis nogen forsøgte at slette passager i Koranen. Hvem, der ikke fattede en skid. Hvem der skulle læse aviser og om kirke og stat skulle adskilles. Og så lidt mere postulat om, hvem der havde ret.

Jeg sad stadig og stirrede paralyseret på 'så fat det dog'. Temmeligt længe. Jehovas vidner stemmer dørklokker. Ateisterne beordrer forstanden til at rette ind.

Jeg glæder mig bare til den dag, hvor det ikke hedder homo-vielse, men ægteskab. 


søndag den 11. marts 2012

Jeg kan næsten ikke lugte mine egne opstød for bare sure røve

Brok har været på mode i nogle år, forekommer det mig.
Det begyndte med at det var sjovt at være små-bitter med et strejf af selvironi, mens man fortalte om en oplevelse i Føtex eller en kikset date. Det kunne man så underholde med over cafe-kaffen eller blogge om, mens man sådan mestrede at tale almindeligt sammen også. I ved; tale OG lytte.  

Jeg håber, den mode er ved at være på vej tilbage til det niveau igen, for jeg kan så godt lide det.
Selvironisk, reflekterende brok eller bare gammeldame-surhed er sjovt. For mig.

Men. Brok er ligesom mørk chokolade. Det er lige bittert nok, hvis det får lov til at tage overhånd og hvis man får det serveret hver dag både til morgen, middag og aften, så udvikler man spisevægring. Brok.

Bloggerbrok er altid sjovt, fordi det er så uforpligtende og retningsløst.
Jeg kan læse blogbrok som ren underholdning, fordi der ikke er nogen, der ser mig direke i øjnene imens og forventer at jeg skal reagere på det. Uforpligtende brok.
Men når folk bitcher på mig overalt. Klager. Piver. Skælder ud på andre trafikanter eller tv mens de kigger på mig eller hælder det ud over min facebook-update, så...

Ajmen OK.
Det er bare fordi jeg synes at det også er synd for mig. Jeg synes, jeg er den man tuder på og hælder brok ud over for tiden. Gider ikke rigtigt høre mere pis fra nogen, før der er nogen, der har hørt på mig brokke mig.
Mit hoved ligner efterhånden en overfyldt tøjcontainer fra Folkekirkens Nødhjælp og jeg skal lige hilse og sige at andre folks gamle brok ikke altid lugter lige behageligt.

Så nu har jeg lettet på låget af Pandoras æske og luftet ud på jer.  Ækelt, ikke?

mandag den 5. marts 2012

WTF?

Jeg så lidt af en film i aftes og lad mig bare sige, at det var så skræmmende at jeg har haft mareridt om det i nat. Man må ikke holde pause fra den slags fiktion og så springe lige ud i en henrettelsesscene.

Og så så jeg noget andet, der har givet mig et mereridt, der stadig udspiller sig ved fuldt dagslys.
Beslutningen om ikke at blive gymnasielærer begynder at vakle, for piger som disse to? Nogen må give deres forældre sedler med hjem med meget store bogstaver.