tirsdag den 16. april 2013

Rock on. Jeg tager heller ikke t-shirten på den dag

Helle fortalte, at hun skulle tale til et motionsløb arrangeret til fordel for kræftramte for nogle år siden.
I dagens anledning sendte man lige de kræftramte ud på en ekstra runde i gule t-shirts, så de kunne blive hyldet som fightere.
Jeg ER sikkert en af de eneste, der slet ikke kan se logikken i det.
Ekstrarunde? Hyldest?

Yay, hvor er du sej, fordi du har kræft. Du fortjener en ekstrarunde, en hyldest og en medalje (selvom du sikkert helst bare ville være normal og levende, vi er ligeglade, for nu skal vi lige lege overskuds-feel-good-agtige og gøre noget godt for vores eget selvbillede, mens vi lægger hovedet på skrå)
Hurra, du har kræft! Nej vel?

Den forherligelse af sygdommen, som jeg oplever Kræftens Bekæmpelse have nogle gange, lægger jeg helt reflektorisk afstand til.
Der er ikke noget helteagtigt over at have fået kræft og man er ikke en helt, hvis man bliver rask, men heldig.

Derfor kom det også lidt bag på mig, da jeg fik en mail fra Drivkræften med titlen 'Hyldestkoncert for kræftramte', hvor de gerne ville have mig til at omtale en koncert i Vega. 

Den tænkte jeg over. Længe.
Det krævede en cykeltur.
Flere kopper kaffe.
Hård rock.
En lang forsvarstale til spejlbilledet for at melde tilbage at ordvalget alene er så stor en sten i skoen for mig, at jeg ikke vil bidrage.
Samme sprogsten gør også, at jeg sikkert vil sidde og råbe til Knæk Cancer til efteråret. Sikkert noget højlydt fornærmet om, at man da heller ikke hiver udsultede afrikanske børn på scenen og klapper af dem. (ER det bare mig?)

Og så læste jeg lige mailen igen og fik faktisk også klikket på linket. 
Der er stadig opkast i min mund, men jeg må se om jeg ikke kan blive lidt mindre sproghysterisk, fordi andre ikke er det i samme udstrakte grad som jeg er.

Desuden havde jeg lige vist mig i fuld offentlighed i min La Flamme Rouge-cykeltrøje, flankeret af fedt fjæs, halvskaldet hovede og en lillebitte snert af dobbeltmoral. 

Jeg kan kun se noget godt i livemusik, en fed aften, fælles oplevelser og jeg kunne faktisk godt lide mailens andre ord. Koncerten skal være en god oplevelse og være med til at belyse den særlige bagage, man har efter en kræftdiagnose. Man er arret på krop og sjæl, selvom man bliver erklæret rask. Det synes jeg er sindssygt vigtigt at få formidlet. Dog bedst serveret med livet i fokus.

Det er min opfattelse, at folkene bag koncerten med Kira Skov, The Eclectic Moniker og The William Blakes (guest stars)  netop vil feste i noget liv og oplyst glæde.

Tanken om, at der er en slags brugsanvisning til alle de pårørerende og vennerne på de t-shirts, der bliver påtrykt Hold om mig, når jeg er bange, kan jeg faktisk også godt bruge, for det er fannerme ikke altid let for mine venner og pårørende at knække koden til, hvordan de skal håndtere mig, der stadig har meget store udfordringer med at bede om hjælp og vise sårbarhed.

Jeg kan forestille mig, at de har det lidt som jeg har det med det her billede af Frederik Vedersø fra The Eclectic Moniker. Ikke ligefrem et kram, man er mest tilbøjelig til at række frem mod ham og hans stop-hånd.



Gå til livekoncerter alt hvad I kan, nyd det. Også denne her. I støtter Kræftens Bekæmpelse samtidig.

Imens håber jeg, at de modige kommunikationsmennesker i cancer.dk skynder sig at slette 'hyldest' fra alt deres materiale.
Tanken er god nok. Tror jeg. Jeg forsøger stadig at overbevise mig selv om, at det kun er mig, der tænker 'freakshows-retorik'.

torsdag den 11. april 2013

Kluddermor

Mandag var en vigtig dag, for jeg skulle ind og opleve Eddie Izzard. Selvfølgelig vælger jeg den dag af alle at bytte om på medicinen.
Jeg havde ellers omhyggeligt talt op, hvor mange tabletter a 4 mg binyrebarkhormon der skulle til for at give 32 mg. 8. Tjek. Dobbelttjek med Mikkel. Ned i halsen.

Der gik en halv time, så var jeg sat ud af spillet. Jeg havde det rædselsfuldt. Jeg kunne ikke se klart, kunne ikke finde ud af at svare med de ord, jeg ville, og var så træt at det var lammende, samtidig med at mine muskler spændtes og bevægede mig, så jeg ikke kunne sidde eller ligge stille.

Dagen efter gik det op for mig, hvor fanget i min egen krop jeg havde været. Jeg kunne ikke forklare mig undervejs.

Først på vej hjem fra det fabelagtige show, hvor jeg begyndte at blive mere gammeldags træt, dæmrede det for mig, at jeg kunne have taget 8 kvalmestillende piller istedet for 8 af de meget nødvendige.
Jeg mødte to helt ubrudte glas med de rigtige piller og et farisærpilleglas, der havde mistet ret meget af sit indhold.

Facepalm.

Af alle dage.

Ti facepalms senere kom lettelsen over, at der var en forklaring på den sølle tilstand jeg befandt mig i og at det er gået over igen. Det var bare medicin og ikke permanent hjerneskade.
Jeg HAR købt en doseringsæske.

Nu håber jeg, at jeg kan trappe mere rigtigt ned på binyrebarkhormon, for jeg er langt fra stolt af det måneansigt, jeg slæber rundt på.

Jeg skal ikke sige om det var flovheden over mit ansigt eller tågen i min hjerne, der gjorde, at jeg ikke turde hilse på Annamette.
Stod bare der mellem celebs på stribe og kunne ikke være i mig selv.

Men Eddie? Han stod helt skarpt med bule i buksen, lange negle med den mest utrolige lak og et show, der muligvis blev endnu mere fantastisk af at være helt blottet for sexistiske jokes.

søndag den 7. april 2013

Sometimes it snows in april

Det er ikke lange løg det hele. (ja, det var en aprilsnar. De af jer, der har lagt ordrer... undskyld)

Faktisk er jeg langt mindre brokrøv nu end jeg var før operation, stråler og kemo.
Selv nu, hvor jeg har kroppen fuld af kemo, prikken og stikken, kan jeg se alt det gode meget klarere end jeg forfalder til at lufte lange løg og bitterhed over noget som helst.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor folk gider skrive så mange statusopdateringer om det dårlige vejr, når vi lige har haft en hel stribe dage med sol og sprødhed i luften. At det skifter til sne i april er fascinerende. For mig altså.

Der er heller ikke nogen store planer, som lidt snevejr forhindrer, for jeg kan ikke planlægge. Ikke arbejdsstart, ikke flytning, faktisk ikke engang hvilken rækkefølge jeg skal klare dagen, før jeg står midt i den.  Og at få overblik over et loft, der skal ryddes og vurdere, hvilket af mit gamle legetøj, jeg vil bringe hjem, får mine fødder til at summe og min tinding til at spænde.
Jeg kan ikke. Det er en hvid plet på mit landkort for tiden.

Det betyder ikke, at jeg ikke har planer. Jeg kan bare ikke særligt godt afstemme dem med andres forventninger uden at blive irriteret. Mest på mig selv.
Måske nærmere pivbange over, at det er sådan det er med mig nu og at ingen ved om det går væk igen.

Men det er sådan det er. Det er også sådan, at jeg har motorik, tale og sociale evner i behold, selvom jeg er følelsesløs i låret og jeg kan blive så bange indimellem at jeg ikke tør sove.
Solen skinner mere end det sner i april.  Det er et faktum.
At stirre sig sneblind på en eftermiddag er at give den for meget magt. 

mandag den 1. april 2013

Mangler bare navnet

Utallige selvudviklings- og lederkurser  har lært mig, at man skal vise sig selv i noget kreativt.
Og hvad skal man ellers tage sig til, når man sidder og udvkler lange løg?


Der har været rigtigt mange muligheder oppe at vende, når jeg har skullet realisere mig selv og blive lidt supplements-selvstændig: Næsten allesammen noget med mad eller kager eller forfatteri.

Nu tror jeg, konceptet er der.

Det viste sig nemlig, at kommentarsporet i mit facebookopslag flød over med mandlige bekendtes nysgerrige spørgsmål. Jeg skylder min tidligere spinningkollega tak, for det var ham, der bedst satte ord på mit fremtidige virke og i den grad pinpointede en niche indenfor herreaccessories, som jeg ikke havde spottet uden hans hjælp.

Løgposer. I en kold tid.
En anden supplerede med en tør konstatering af, at jeg havde valgt den glatte model og satte mig dermed i en lidt prækær situation, hvor produktporteføljen dels fik et løft  og jeg blev helt stille i lang tid, mens jeg prøvede at tænke på om jeg nogensinde havde set behårede boller. (jeggooglerdemIKKE).

Men her er de! Jeg har nu to udgaver og de kan individualiseres.
Nu har min spinningkollegas boller ikke så meget som strejfet mig eller mine tanker før nu, men jeg tænkte, at hvis det skulle være naturtro covers til ham, så skulle det være noget med en skaldet plet, hvor hårene, uanset hvor sirlagt dadlerne bliver lagt på sadlen, er slidt af. Og lidt alderstro.  Det der med stilkene er jeg ikke sikker på, men jeg kan ikke holde ud at tænke mere på det.



Det er sikkert ikke alle poser, der behøver være lige lange. Nogle kan også bare være pompom-agtige. Andre kunne laves som vanter, formet i et nænsomt greb nedefra og op. Til festlige lejligheder kunne en neonekstension og en lille lomme med plads til mønter og knæklys være en mulighed.

Det er det jeg skal. Der er åbent for bestillinger.
Blot... en lille detalje: I (jeg tror jeg har flest kvindelige læsere) kommer selv til at tage mål af jeres mænds bagage. Jeg skal nok opretholde tavshedspligt, hvis i bare lover, ikke at tage billeder.

Oh... hey. De fås også i en version til at hænge i bakspejlet, hvis I lige som jeg synes at de der klistermærker med 'Mors dyt' er for fesne.

Mind mig om at takke mine mandlige kommentatorer, Maria på Oslobåden og Mikkels gameface, når jeg bliver udråbt til årets gazellevirksomhed.