tirsdag den 27. september 2011

Frikendt

Jeg overlever. Der er ikke noget i vejen.

Mens jeg var gravid voksede der er stor mørk plet frem mellem mine skulderblade og nogle alarmklokker begyndte at bimle højt. Jeg er disponeret for modermærkekræft og har allerede fået fjernet et malignt mærke i ansigtet som 13-årig.

Hvilket overhovedet ikke har afholdt mig fra at gå i solarium flere gange om ugen i mange år. (Inden nogen finder på at stritte med pegefingeren så ER jeg holdt op. Jeg skar drastisk ned allerede ved den første kampagne)

Jeg fik en henvisning fra lægen og skulle bare bestille tid hos en hudlæge, for lige at være sikker. Lægen kunne jo ikke afgøre noget og jeg gik fra konsultationen med spiren til en ætsende angst, for hvad nu hvis ... ?

Der blev ikke bestilt nogen tid.
Jeg lagde dynen over angsten og var egentlig meget lettet over, at samtlige hudlæger i Århus havde ferielukket i adskillige uger hen over sommeren og... ja, så fødte jeg. Som om det var en god grund til at udsætte, for mærket var der stadig og voksede stadig og ændrede karakter og jeg kunne ikke selv se det andet end i glimt, når jeg blæste forbi spejlet med vådt hår og baby.

Angsten begyndte at ætse mere og mere. Men reglen er jo, at der ikke er noget galt, før en læge har sagt, at der er det, så jeg udskød at få bestilt den tid.

Indtil igår, hvor jeg skrev en mail til en hudlæge og regnede med at lande langt nede i en bunke og få en tid om et par måneder. Der er ventetid.
Oh, bekvemme udsættelsestid.

Hvorefter sekretæren bankede en mail og to telefonbeskeder afsted og fortalte, at de havde ryddet en plads til mig idag klokken 9.30.

Der har været en meget lang aften og en meget ubehagelig morgen.
Jeg er verdensmester i at fortrænge, så det har jeg gjort for fulde hammer denne gang også. Ordet cancer blev slettet fra min bevidsthed.

Men tankerne om, at jeg ikke skulle se Aksel Emil blive stor, frygten for ikke at kunne mærke hans varme hud og lille sprællevende krop gjorde, at hvert eneste store smil, hvert eneste lille puf i mit ansigt af hans lille hånd dannede klumper i min hals.
Hvad skulle jeg gøre uden ham, hvis nu ...? Hvad skulle han gøre uden mig?  Dyne på.
Det taler vi ikke om, for så sker det ikke.

Lægen blæste ind i konsultationen, hvor jeg stod med mit lille liv i armene, løftede op i min bluse, studerede nøje og sagde med overbevisning i stemmen, at det var ganske harmløst.

Så nu sidder jeg og flæber ned i hovedbunden på min dreng.

fredag den 23. september 2011

Slut med anonyme indlæg

Jeg lukker af for muligheden for at kommentere anonymt.

Den mulighed har jeg ellers forsvaret og bevaret, fordi jeg ved, at der er mennesker derude, der ikke har en profil at kommentere med og jeg er rigtigt, rigtigt glad for at der er nogen, der gør sig den ulejlighed at skrive en kommentar til det jeg skriver.

Muligheden er også blevet stående fordi jeg også gerne vil høre de reaktioner, som man måske ikke har den største trang til at sætte sit navn under. Eller over.
Jeg har en gang imellem berørt nogle emner, der ligger lidt uden for bekvemmelighedszonen og det politisk korrekte og i de forbindelser har jeg set, at det har været lettere for folk at give deres besyv med, når de har kunnet skjule sig lidt under anonymitetens usynlighedskappe.
Jeg mener det, når jeg siger, at jeg har været glad for alle kommentarer - ikke bare for dem, der har erklæret deres enighed, men mindst lige så meget for dem, der har kastet nyt lys over sagen ved at være uenige.

Jeg har også taget nogle slag på anonymitetskontoen. Det gør jeg gerne, så længe det er emnet, der er i fokus og ikke mig som person.

Nogle af jer, der læser med, kender mig fra det liv, der hersker udenfor bloggen. I har noget at have jeres personlige kommentarer i...  Andre gør ikke og kan kun danne sig en forestilling om, hvem jeg er udfra det jeg skriver: Jeg ved godt, at jeg skriver mange sarkastiske brokindlæg herinde, men det gør mig ikke til en glædesforladt brokrøv som person. (Jeg havde nu håbet, at min selvironi lyste liiidt klarere igennem)

Men altså. Jeg er kun et menneske og jeg bliver såret og ked af det, når der er anonyme internettrolde som synes, at jeg er forkert og vil provokere mig til at give en åben reaktion på det.
 
Større fan af realityshow-metoderne er jeg ikke. Jeg er ikke belagt med psykisk teflon.
Jeg ved godt - et par dage efter - at det er kommentatoren, der er forkert på den, men jeg bliver sendt til tælling af nedrigheden hver gang.  Ved at indrømme det kan det godt være, at jeg giver den anonyme kommentator lige præcis det, vedkommende ville have: En reaktion.
Istedet for at risikere at iklæde mig offerkappen og martyrkasketten når den næste 'du skriver forkert'-kommentar dumper ind, vil jeg bare gerne sikre mig, at jeg ihvertfald ikke selv beder om den slags ved at give muligheden for det.

(Jeg har overvejet at slette de kommentarer, men så får jeg stadig slaget ved at læse dem - selvom jeg fratager dem glæden ved at se de sure rønnebær blive luftet. Små mennesker, der har det som formål...
Jeg mener... Hvis man bare gerne ville give mig et godt råd eller gøre mig opmærksom på, at jeg er en sur stodder uden at få opmærksomheden og en åben reaktion, så havde man nok skrevet til mig personligt på mailen)

De få af jer, der har benyttet 'kommenter anonymt'-funktionen må fra nu af oprette en google-konto. Jeg ved godt, at jeg ikke slipper for 'du er dum'-kommentarer, for falske profiler er lette at lave, men så beder jeg ikke selv om det.

Jeg bliver en af de mødre, der kysser på deres konfirmationsklare sønner. Hele tiden.

Aksel Emil har været her i to måneder og et par dage. Jeg fatter ikke, hvor tiden er blevet af.

Det har været to måneder med udfordringer, men lige nu kan jeg faktisk ikke rigtigt huske dem. Det har sikkert gjort herrenas i operationssåret og det har garanteret været en belastning for parforhold og nattesøvn, blogfrekvens og sund fornuft at han er kommet til verden, men ... jeg synes ikke det har været så slemt igen.
Glæderne er langt, langt flere.

(Kære Karmarevisor, kære udvalg for hybris og nemesis... Jeg siger det ikke for at være overmodig)

Min smukke søn har sovet lidt mere de seneste dage og kvitterer for stort set alt hvad jeg gør med store smil og strålende øjne.
Hans sovemønster om natten er nogenlunde fast, han ææælsker at blive badet og være nøgen på puslebordet, hvor han tisser, så snart han ser sit snit til det og jeg synes stadig han er det mest fantastiske i hele verden, også mens jeg står og tørrer op.
Sundhedsplejersken syntes det samme, mens hun bredt smilende tørrede sit våde ærme.

Det kan godt være, at to måneder er drønet så hurtigt afsted, fordi jeg bruger 24 timer i døgnet på noget så mirakuløst.  




torsdag den 22. september 2011

Ordinary life og kællingejunta

Vi kører Projekt Søvn i disse dage. Junior skal lære at sove mere end 10 minutter selv og ihvertfald mindst så langt fra mig, at det ikke er min kropsvarme, der luller ham i søvn.

Det er derfor med tungen lige i munden og skoene konstant på, at jeg manøvrerer i træthedstegn og de rigtige rutiner. Kan du ikke bare give ham sutten når han vågner, hører jeg nogen spørge. Den er han også først ved at lære at bruge (for helvede), så ... vi er tilbage til tungen lige i munden og almindelig vedholdenhed.

Jeg er også ene om matriklen i disse dage, så hvis jeg skal bruge brun farin til kagen til kagens dag, må jeg selv hente det. Det kan jeg så passende gøre med barnevognen på en af den eneste gåtur, jeg har foretaget uden hund idag.  (Jeg lader ikke min behårede søn stå udenfor en butik, nemlig)

Ingen ko på isen. Øje på klokken, fuld fart ned ad bakken, for turen tager 40 minutter og hvis barnet gør som han plejer, så vågner han efter 34 minutter, så der må helst ikke være kø ved kassen og helst ikke for mange, der vil snakke på lige den her tur.

Hurtigt finde brun farin (og en liiiiillle smule chokolade) og op til kassen med hvinende hjul, hvor der heldigvis kun står en dame og lægger varer på båndet.
Det er så svært at kende de Baby og Barnevognshadende kællinger på udseendet, men det blik jeg fik af damemennesket overlod intet til heldet. Hun var formand for kællingerne.

Jeg er meget omhyggelig med at fylde så lidt som muligt med barnevognen og tage hensyn alt hvad jeg kan, for jeg er en af dem, der godt kan synes at barnevogne hurtigt får butikker til at ligne stoppede toiletter, men kællingens brede, denimklædte mås præsterede alligevel at bakke 3 meter tilbage mod Odderen og stadig synes, at den havde brug for at bakke yderligere.
Hun kunne pokkerme næsten ikke nå dankortterminalen. (Hvor gammel er man lige, når man skriver pokkerme?)

Tror hun tastede koden forkert med vilje. Tror seriøst, at hun godt vidste hvilken lomme det andet kort lå i, men bevidst skulle alle lommerne inkl de brede baglommer igennem først. Laaaaangsomt.
Hvordan præsterede hun at få en dims til at sige den høje lyd?  Det må være noget, hun havde i lommen og det slog ikke fejl.
Sønnen åbnede øjnene.  Kællingen sendte mig et hoverende løftet øjenbryn.

Det lykkedes hende ikke at få ham til at tude, heldigvis. Det var garanteret fordi jeg holdt vejret. Tror, jeg så hendes røv blive skuffet, da jeg blæste ud i den kølige luft igen og sønnens øjne lukkedes igen.

(Kagen slog fejl, desværre, så jeg må en tur afsted igen, by the way. Tænkte, at du gerne ville vide det. Eller,,, deb smager vildt godt, men ligner noget, der er produceret af en børnehaveklasse. Noget skal jo gå galt, når det bliver lavet med kun en hånd. Jeg kan blive nødt til at spise dem. Så fik du lige den bonusinfo også)

onsdag den 21. september 2011

Stoooop!

Min hundemadspusher fortalte mig om en hændelse, som får mig til at grine hver eneste gang, jeg ser en udsendelse, der er produceret af Mastiff.
I virkeligheden er det ikke pænt at grine, når voksne mænd besvimer på tegneseriemåden.

Hun havde haft eneundervisning med en mand, der har to Mastiffer. De er meget store, meget solide, meget rolige - og meget stærke.

Manden havde luftet sine to godmodige kæmper, da en kat valsede ud foran dem. Da de to hunde satte i med kattejagten, gjorde han sit bedste for at holde dem, men blev trukket med i fuld fart, en rem i hver hånd og hælene forrest.

Hvorefter vovserne løber på hver sin side af et træ.


torsdag den 15. september 2011

Hvis du stikker fingeren derind, kommer den måske ud med lort på

Jeg læste Julia Lahmes bog 'Hvor lagde jeg babyen?' mens jeg var gravid og syntes at hun var befriende ærlig, da hun skrev, at hun ikke tjekkede lille Elias' ble ved at snuse til ham eller ved at løfte ud i bleen fra lændesiden og kigge ned, men ved at stikke en finger ind i bleen og lade den afgøre om der var fyld i.

Cool nok, tænkte jeg dengang. Vi har vel alle sammen noget vi gør, som ikke er hverken smart eller gennemtænkt, men nu... Nu har jeg mødt en, der faktisk også gør det der med fingeren.

Hun gjorde det bare, mens der var 4 tilskuere på og i en sofa et sted, hun var gæst.

Julia Lahme lod det stå hen i det uvisse, hvad man gør af fingeren, når der er gevinst og hende den anden så også ud til at lede efter løsningen, som hun sad der og strittede med en finger midt i tandsmør og kaffekopper.


tirsdag den 13. september 2011

Kindhest til min indre mormor

Bliver du nogensinde tilfreds, Lene? brølede han ophidset og frustreret midt i vores statusmøde. Vi havde en lille geschäft med at holde kurser for virksomheder og skoler. Nåja det var vist hans forretning og os, der var ansatte.

I det øjeblik kunne jeg ikke se fejlen i at stille høje krav og jeg syntes mest af alt han var en stor spandfuld varm luft af en kaospilot, som ikke skulle udnytte sin underviserrolle til at knalde en meget yngre, mindreårig kursusdeltager.

Brølet har forfulgt mig lige siden.

Jeg er uendeligt kritisk. Mest overfor mig selv, men når jeg først har kritikstemplet fremme er det uhyre let at bruge det på alt muligt andet også. Også på småfejl og personlige særheder hos andre, som de bedre mennesker ville tage for det de var: Ubetydelige, personlige særheder. Fredelige.

Jeg kan godt se, hvad han mente dengang. Det tog mig kun 12-13 år med fuldt fokus på andres splinter at få øje på den bjælke i mit eget øje.
For hold nu kæft, hvor kan jeg være en opslidende hæffel at have med at gøre. Hullerne i osten, du.

Min gamle mormor og jeg ligner hinanden meget af ydre. Igår var det hende, der fik banket hårdt på bjælken i mit øje ved at vise, hvor meget vi også har hæffel-genet til fælles. Eller... jeg ved ikke om det er et gen vi har tilfælles, for hun er nu ganske elskelig.
Det vil måske være mere korrekt at sige, at hun er gammel og gentager sine kritiske spørgsmål i en uendelighed, fordi hun glemmer svarene, og at jeg så har gør det samme. Bare uden nogensinde at glemme.

Er han ikke noget hæs? spurgte hun for 4. gang. Lige efter spurgte hun for 113. gang om han var en god dreng og konstaterede at han skulle sove i sin seng. 
Jeg kunne svare ja til alle spørgsmål, der for mig var tunge som anklagepunkter i en maternal retssag, som jeg sad der med min sovende dreng i armene.  Ja, han skal sove i sin egen seng. Det vil han bare ikke. Er det mon fordi moderen helst vil have ham sovende hos sig?  ... Og slæbe rundt på ham hele tiden for aldrig at have et øjeblik for mig selv og... ?

Hold nu kæft, kære lille mormor. Her har du et smukt, sundt oldebarn. Var det muligt, at du et øjeblik kunne VÆLGE at være tilfreds?

mandag den 12. september 2011

Hvem var det lige jeg var, sagde du?

Alt hvad jeg oplever for tiden er tæt på.
De mennesker, jeg møder og har med at gøre er ... tæt på.

Jeg er ikke på arbejde, jeg kører ikke så meget i trafikken, jeg møder ikke sjove kunder eller andre perifere mennesker, så det er ret begrænset, hvad jeg synes, jeg har at skrive om.

Jeg har for vane at omskrive personerne, så ingen skal føle sig udstillet, men beretninger om mødregruppen ville alligevel være for udleverende indtil jeg begynder at opleve noget sammen med dem. Desuden vil det indtil da også bare handle om baby og mere baby.
Selvfølgelig er der masser af overvejelser i forhold til mand og familie, men det samme gælder der: De er for tæt på. Dem kan jeg ikke skrive om.

Ud over følelsen af utiltrækkelighed, babyboble og dårlige serier synes jeg ikke jeg oplever meget. Til gengæld sidder jeg meget ofte med en følelse af at være udenfor og opleve noget nær ingenting, mens jeg sørger for vigtige væsener omkring mig.

Så... Jeg skal nok få skrevet om noget at det, jeg trods alt oplever. Bare i lige ved, at jeg sidder og leder lidt efter hvem det er jeg er, når jeg ikke føler mig lidt Lene Alene i det.

lørdag den 10. september 2011

Stem på revolutionen. Afskaf de rige

Jeg synes, at politikere er som riskornene i risengrød. Forbandet ens og røvkedelige at høre på, fordi de gentager sig selv igen og igen. Højere og højere.

De yderste fløjpartier undtaget, for de har råd til at nævne deres ideologier og dermed få debatter op (eller ned) på et plan, der pludselig bliver interessant - for så kan selv jeg tage stilling og kende forskel.

Det er ingen hemmelighed, at jeg hører til på den liberale side. Dette her har bestemt ikke ændret på det (Også selvom jeg tager højde for, at kilden er BT). Jeg mindes, at det er afprøvet ovre i noget Østblok.

Enhedslisten vil beslaglægge Mærsk og Lego

torsdag den 8. september 2011

Lang Torsdag

Mit morgen-tv varslede om fuld livedækning og valg-udsendelser æg til væg i anledning af, at der er valg om en uge. Supertorsdag. Zuper.

Pænt af dem at fortælle, at der vil være facere på skærmen, for det er vel det, de er? Partiformænd på gågaden i Ebeltoft, partiformænd i debat, partisoldater i kampagnebusser med flyers på gulvet: Facere.
De siger det samme om og om igen. De røde facere har endda skruet harmen på og giver regeringen skylden for alt på teenagemåden.(Og i ville gøre hvad, helt præcis?)

Ærligt? Jeg synes, der har været valgkamp i flere måneder nu og jeg er allerede træt i låget.

Det er meget mere tankevækkende, at det på søndag er 10 år siden, at De To Tårne faldt. Jeg kan lige præcis huske den dag for 10 år siden. Jeg var på Club La Santa, hvor styrkeløfterne fra Viking på Amager tvivlede på, om jeg nu var blevet ordentligt ædru, da jeg kom blæsende ud til poolen og sagde noget om et fly, der var fløjet ind i World Trade Center. Måske vidste de ikke hvad det var.

Canadierne kunne ikke komme hjem og var pænt rystede.
Nåmen, god tur anyway til Lasse, der flyver til Staterne, sundhedsplejersken, der flyver til Rom og K, der flyver til en anden træningslejr.
Vi skal fileme ikke bøje os og blive hjemme. Så... Jeg vil med!

tirsdag den 6. september 2011

Du kommer ikke i nærheden af mine bryster, Villy

Du skal passe på dine brystvorter, sagde sygeplejersken på hospitalet og jeg slog det hen, for jeg var mere optaget af om jeg overhovedet ville kunne producere mælk. Brystvorter? Bah...

Efter den ene dag, hvor det gjorde ondt af helvede til halvnaller at sætte trykknappen Aksel på i venstre side, har jeg lært, at der er mere til det der med brysterne. Søsterfolket.
ALT påvirker dem.
ALT går i mælken (sværger, at Aksel lugtede af matadormix forleden) og i virkeligheden påtager man sig et bi-job ved siden af mor-gerningen: Professionel brystpasser.

Men at man derudover får mælkeknuder (Oh, kald på Overbestyrerinde Kernesund) ved at få træk (en havedør, der står 3 cm på klem 20 meter væk), ved at læne sig ind over en køledisk, ved at være stresset, irritabel og i søvnunderskud, i det hele taget bare trække vejret gennem næsen, det vidste jeg personligt ikke.

Jeg havde fokuseret hårdt på, at jeg forhåbentlig ikke fik bryster så lange at jeg kunne sidde med sønnen på lårene og ryggen ret og fodre.

Derfor har manden fået turpasset til Bilka. B for brysternes rædsel. Jeg tager mit ansvar alvorligt.

Hvis der er nogen, der venter på et indlæg om valget, så vil det ikke rigtigt skrives. Måske fordi jeg personligt synes, at mælkeknuder er mindre smertefulde og mere interessante end Villy Søvndal og alt hans væsen.

mandag den 5. september 2011

Jeg håbede til det sidste

Reglen er: Man taber sig, hvis man spiser mindre end man forbrænder.
Logik.

Mens jeg var gravid (og i den første måned med spædbarn) havde jeg i perioder rigtigt rigtigt meget lyst til chokoladebar og det var ikke altod lige til at afgøre om jeg bedst kunne lide Mars eller Snickers den dag, så jeg endte ofte med en af hver.
Maxistørrelse.
Jamen, de var på tilbud.

Det viser sig nu, at reglen stadig holder.

Selvom alle siger, hvor flot gravid man er og hvor fint det hele sidder lige midt på maven (ikke meget fint over at have en bulk så stor at Mærsks containerskibe blev misundelige. Imponerende vil jeg hellere kalde det), så gælder reglen stadig. Nu, hvor maven er svundet mere ind, begynder chokoladebar-reservaterne at dukke frem fra dens skygge.

Det skal nok gå væk, ja ja. Men det får en måned.
Jeg skal ligne Kronprinsessen til barnedåben om en måned. Det er også en regel.

lørdag den 3. september 2011

Kaffeglæde

Min søn har en kaffe-radar, der gør ham i stand til at vågne fra selv den dybeste, sødeste babysøvn, så snart jeg får kaffe i koppen.

Man kan drikke ammethe, når det er koldt, men kaffe er altså bedst lige der ved de nogenogfirs grader, så det er ikke så få kopper kaffe jeg har siddet og set på, mens de blev kolde og barnet mæskede sig mageligt og sejrssikkert.

Jeg sværger, jeg så ham blinke kækt den anden dag, da mit længselsfulde blik vendte tilbage fra Guatamala-bønnerne.

Nu har jeg drukket halvandet krus Nescafe af min yndlingskop. Jeg vil bare lige sige det. Det første røg ned med sådan et hastværk at selv bundslatten var temmeligt varm, resten af kop nummer to er ved at være så lunken, at jeg overvejer om den smager mest af ferie eller af refill.

Sønnen sover SELV i min seng og har gjort det i en time nu. For første gang i flere uger.
Nogle gange er Nescafé en lille frysetørret fest. Just saying.