fredag den 29. juni 2012

portvin, yoga eller løbetræning

Jeg er ikke god til at slappe af når jeg kan. Bevares, jeg er dansk mester i overspringshandlinger, men det betyder ikke, at jeg slapper af imens, tværtimod.

Jeg har alle muligheder for at slappe af et par hele timer om dagen. Manden er på arbejde, barnet er i vuggestue, hunden sover om formiddagen og jeg har helt officielt ferie fra jobbet.

Og så var det, at jeg kom til at tage til et møde om min fremtidige rolle i firmaet og kom hjem med opgaver.  Vigtige opgaver for firmaet og for en af de gode kunder.

Ved I, hvor megairriterende tics i øjet er? Muskelkramper, der får det til at føles som om øjenæblet bevæger sig som en metronom på speed, er ved at få mig til at miste besindelsen. Oven i at have spændingshovedpine skulle øjnene lige kvittere ved at spasse helt ud, ikke? Jeg ved godt at jeg alligevel ikke holdt helt fri, men... I min ferie?

Jeg ved det, jeg ved det. Det er stresssignaler. De skulle helst stoppes med det samme. Øjet ved at blive holdt fast på plads med en gaffel med spidserne først. Det er bare ikke så let at føre automobil med sådan et par spiseredskaber i synet.
Resten er værre.

Portvin dur heller ikke. Så nu skriver jeg her, at jeg skal træne hver dag hele juli. Så har jeg mindre tid til at slappe af, når det nu er så skidt for mig. Der.

mandag den 25. juni 2012

Jeg har også vugget en liter mælk idag

Så sidder jeg her med varm kaffe. Jeg ignorerer fuldstændigt at opvaskeren skal tømmes og tøjvasken skal passes, fordi jeg kan.
Så... jeg drikker kaffe, der er varm mens Aksel er i vuggestue og hunden snorker tilfreds med hovedet på mit lår.

Det er sådan cirka første gang i 11 måneder, at jeg gør det på den langsomme måned. Ikke fordi jeg ikke har siddet ned og drukket kaffe, men fordi jeg aldrig har vidst, hvornår sirenen ville lyde igen, har jeg drukket kaffe på asbest-hals-måden ved at kyle koppens indhold i svælget på vej ned i sofaen eller ved at drikke en halv mundfuld og se resten blive kold fra der hvor jeg blev kaldt hen.

Noget i mig er temmeligt langsomt i opfattelsen, for jeg har lige været en tur forbi den åbne havedør, hvor jeg gik i tysse-spasmer og viftede med pegefinger af anlægsgartneren, der larmede med sit nye maskineri.
Uden at have en barnevogn indenfor pegevidde.  Kun kaffe. 

mandag den 18. juni 2012

Godt, der kun var to bryllupper. Et mere og det var blevet grimt

Jeg havde heldigvis taget en pakke kleenex med, som jeg sørgede for at placere lige foran mig på kirkebænken. Efter kronprinsens bryllup ved jeg, at jeg kan blive en kende rørt.

Skulle have medbragt et viskestykke. Eddermame amatøragtigt med en krøllet pose papirlommetørklæder. 

Det var så fint et bryllup, så fine ord, så fine mennesker, så ekstraordinært fine sange, at min mund lynhurtigt bugtede sig i bakkedal og jeg måtte synke hårdt, da den smukkeste brud og hendes meget stolte far kom ind i rummet. Og kigge op i loftet og vifte mig med sangbladet, da jeg måtte sidde ned igen. (Hvorfor gør man det, egentlig?)

Det sangblad blev i øvrigt nærlæst, skal jeg lige love for, for jeg skulle ihvertfald ikke kigge op mod brudeparret, hvis jeg ville have rene toner i næbbet.

Åh, det var godt. Der var kærlighed, der var realitetssans, der var humor og de fik deres kirkelige velsignelse og ... ringe på! Og solen skinnede og alt var godt.

Hvorfor tuder jeg over bryllupper? Jeg håber, at nogen har et bedre bud end mit eget, som er lidt ømfindtligt: Jeg er en sucker for venners gode historier og bryllupper, fordi jeg... ahem.. måske er en lille smule misundelig. Kronprinsen er også en slags ven.

Samme aften var der bryllupsfest for et andet vennepar og det var også rigtigt godt med super mad og en glad brud og alt hvad der til sig hører. Jeg tudede ikke om aftenen, men fejrede det med bryster, der i aftenens løb var vokset til yverballoner som udfordrede kjoletoppen til max. Åbenbart havde tårekanalerne afvist vædskestrømmen og sendt videre.


torsdag den 14. juni 2012

Playitas

Beklager tavsheden. Jeg har holdt ferie og det viste sig, at det var alt for tiltrængt, så jeg har ladet tasterne hvile også, mens jeg har smilet bredt i solen og fået mavemusklerne strammet (lidt mere) op igen.

Vi har været på Fuerteventura, på Playitas. Og det var fantastisk. Man tror det næppe, når man som jeg stod med en meget aktiv, næsten 11 måneder gammel dreng på hoften og 5 timer i fly og 30 graders varme i udsigten.
Det gik fremragende.

Jeg er endda kommet så langt som til at holde af begrebet halvpension, for det betyder bare, at der er masser af mad at vælge mellem, som andre har lavet til dig og der er også nogen, der klarer at rydde op efter et lille madorgel, der lystigt har ædt sig igennem buffeten og smidt halvdelen på gulvet efter at have mast det.

Dejlige mennesker på turen også. Lige på nær dem, der sad bag os i flyet på vej hjem, men de får et afsnit for sig selv. Alle andre, serveringspersonale, ansatte, medrejsende, har gjort ferien ekstra lækker.

Næste år tager vi 14 dage. Mindst. Og tager mormor med som tak for at hun har holdt hunden og skansen herhjemme.

Back to life. I næste uge er der møde på arbejdet, indkøring i vuggestue og dagpengene er sluppet op. Jeg har brune fødder og så siger reglerne, at man kan klare alt.

søndag den 3. juni 2012

Hvis jeg så bare kunne græde pænt

Jeg beklager tavsheden fra bestyrelseslokalerne. Vi er ikke gået på ferie endnu.

Sagen er, at Aksel er begyndt i vuggestue. En lille præ-indkøring har vi gang i indtil vi skal på ferie med barn for første gang. Bagefter er det den rigtige indkøring. Oveni det hele er jeg blevet syg.
Jeg har ikke rigtigt kunne holde mad i mig i en lille uges tid, så jeg har været zombieagtig, samtidig med at jeg har haft hovedpine, tunnelsyn og nakkespændinger, der har fået mig til at kaste endnu mere op.

Ferie-mave har jeg tænkt. Indtil Mikkel lige spurgte om jeg stressede lidt over vuggestuestart og ferie. Mnjooh.... i middelsvær grad.

Det byder mig imod at skulle aflevere Aksel i vuggestue. Han er alt for lille. Men han er også klar til nye udfordringer. De er alt for store lige nu, de udfordringer, hvis man spørger mig.
Det hjælper ikke at pædagogerne kigger på mig og småhvisker med manden om, at det altid er værst for mødrene.
Virkelig. Det er ikke remotely beroligende og det hjælper ikke en kæft, når de større børn jodler rundt og råber, mens der er tre andre der græder og min lille hvidhårede søn lige strammer grebet i min arm. 

Men vi gør det. Og når jeg er færdig med at mumle mit nye mantra på manisk vis: Det bliver så godt. Det bliver godt. Det bliver så godt. Ja, så skal jeg have massage.

De af jer, der kender mig fra tidligere tider irl og måske også herinde fra har sikkert dannet jer det korrekte indtryk af, at jeg ikke tudede over andet end romantiske kongelige bryllupper.
 
Nu tuder jeg hele tiden. Her til morgen, hvor der for alvor var udsolgt på energihylderne, begyndte jeg at stortude, fordi Mikkel havde lavet morgenmad til mig og pyntet med grønne druer. WAAAAAAAAH! Mest fordi jeg er sådan et utaknemmeligt bæst.

Jeg tuder også hver gang jeg træder ind i vuggestuen, men prøver at skjule det. Jeg bliver kendt som Aksel mor, frømunden.
Det hjælper ikke... han skal i vuggestue.
Og jeg skal have så mange massager, der kan ligge på mig.  Jeg kan vel stille en spand under briksen til tårerne.