Jeg beklager tavsheden fra bestyrelseslokalerne. Vi er ikke gået på ferie endnu.
Sagen er, at Aksel er begyndt i vuggestue. En lille præ-indkøring har vi gang i indtil vi skal på ferie med barn for første gang. Bagefter er det den rigtige indkøring. Oveni det hele er jeg blevet syg.
Jeg har ikke rigtigt kunne holde mad i mig i en lille uges tid, så jeg har været zombieagtig, samtidig med at jeg har haft hovedpine, tunnelsyn og nakkespændinger, der har fået mig til at kaste endnu mere op.
Ferie-mave har jeg tænkt. Indtil Mikkel lige spurgte om jeg stressede lidt over vuggestuestart og ferie. Mnjooh.... i middelsvær grad.
Det byder mig imod at skulle aflevere Aksel i vuggestue. Han er alt for lille. Men han er også klar til nye udfordringer. De er alt for store lige nu, de udfordringer, hvis man spørger mig.
Det hjælper ikke at pædagogerne kigger på mig og småhvisker med manden om, at det altid er værst for mødrene.
Virkelig. Det er ikke remotely beroligende og det hjælper ikke en kæft, når de større børn jodler rundt og råber, mens der er tre andre der græder og min lille hvidhårede søn lige strammer grebet i min arm.
Men vi gør det. Og når jeg er færdig med at mumle mit nye mantra på manisk vis: Det bliver så godt. Det bliver godt. Det bliver så godt. Ja, så skal jeg have massage.
De af jer, der kender mig fra tidligere tider irl og måske også herinde fra har sikkert dannet jer det korrekte indtryk af, at jeg ikke tudede over andet end romantiske kongelige bryllupper.
Nu tuder jeg hele tiden. Her til morgen, hvor der for alvor var udsolgt på energihylderne, begyndte jeg at stortude, fordi Mikkel havde lavet morgenmad til mig og pyntet med grønne druer. WAAAAAAAAH! Mest fordi jeg er sådan et utaknemmeligt bæst.
Jeg tuder også hver gang jeg træder ind i vuggestuen, men prøver at skjule det. Jeg bliver kendt som Aksel mor, frømunden.
Det hjælper ikke... han skal i vuggestue.
Og jeg skal have så mange massager, der kan ligge på mig. Jeg kan vel stille en spand under briksen til tårerne.
Det bliver godt! Men føj, det er svært i starten. Derfor lod jeg også kæresten om at køre den store ind i vuggestue. Jeg klarede det så, da hun skulle i børnehave, men frygter allerede nu, at skulle følge den lille i vuggestue om et halvt år. For det ER svært at aflevere dem til andre. Men kun i starten. Det bliver nemmere. Og det bliver godt!
SvarSletDet er rædselsfuldt og du har lov at sørge! Og så kan de dumme pædagoger tænke deres med alle deres ready-made floskler. Du er hans mor og det er svært at slippe - lad dig selv få lov at føle det.
SvarSletOg jo, det bliver nemmere og det bliver godt. Ligesom i eventyrene, skal man bare gennemgå så grueligt meget først.....
Det STØRSTE kram til dig!!!
SvarSlet