mandag den 31. december 2012

You shall not pass

Lørdag den 21. december fik jeg bortopereret en tumor i hjernen. Ugen op til havde jeg haft så meget hovedpine, at jeg kastede op af smerter.

Tumor i hjernen. Jeg skriver det lige igen for at se det på skrift. Måske forstår jeg det så snart.  Jeg tror min psyke holder min forstand for ørerne for at beskytte mig. Ihvertfald er det ikke gået op for mig, at jeg lige har gennemgået en hjerneoperation, som kunne have kostet mig førligheden.

Operationen klarede jeg fint. Viftede som en lille tosse med venstre arm og ben så snart jeg vågnede fra narkosen for at se om jeg var lam. Arret i hovedbunden kan jeg dække med hår og jeg er helt ærligt meget lettet over at hovedpinen er væk. Jeg har ingen mærkbar funktionsnedsættelse, min mundvig er oppe på plads igen efter at have sendt min læge signalet om at noget var helt galt.

Nu venter jeg på resultaterne af vævsprøverne og på efterbehandlingen. Lægerne går ud fra at det er ondartet cancer (Man er i øvrigt gået væk fra at kalde noget for en godartet knude) så jeg har muligvis strålebehandling og kemo i udsigt.

Så...
Jeg håber på at det er en godartet knude (aka den mindst agressive kræftform)
Hvis det ikke er tilfældet, håber jeg, at det er en primær knude, de har fjernet fra mit hovede.
Hvis det er en metastase, tør jeg ikke tænke tanken til ende og statistikkerne er meget værre...

Uanset hvad, så skal det uvæsen bare væk. Jeg skal klare efterbehandlingerne. Jeg skal være Aksels mor til jeg er tudsegammel som min mormor og som min mor også bliver. Jeg skal være her når han starter i skole, når han scorer sit første fodboldmål og når han bliver student. Hell... jeg skal også være farmor.

Jeg ved, at det er på sin plads at være pivbange. Det er jeg også.
Jeg er også inderligt rørt over at mærke, hvor mange, der tænker på mig og min lille familie, krydser fingre, folder hænder og tilbyder hjælp. Skriver breve, der får mig til at tude af taknemmelighed.
Indtil jeg får resultaterne, suger jeg al positivitet til mig, så jeg kan lave en ordentlig Gandalf når jeg skal stå ansigt til ansigt med min indre Balrog: You shall not pass.

Uvæsenet skal bare tilbage i skyggerne igen. Så må jeg leve med den evige usikkerhed for om det stikker sit hoved frem igen. Det gør jeg så. Alternativet eksisterer ikke.

fredag den 14. december 2012

Lene i Iben og mødregruppen

Her er så et klip med mig i godt selskab, Via telefon og forkøletstemme.  Jeg er på lige efter de andre damer i panelet, Cirka 5-7 minutter inde.

Et stykke tid efter mig kommer der en afholdsmand, der giver gode tips til selskabslege. 



torsdag den 13. december 2012

A face for radio

Jeg skal i radioen i morgen og tale om julefrokoster. Klokken 13.15 på Radio 24/7 i Iben og mødregruppen.

Jeg er megaspændt. Ikke mindst på at høre reaktionerne på min, i mine egne ører, temmeligt århusianske dialekt udsat for ondt i halsen-stemme og telefon. Gad vidst om det overhovedet fungerer i radio.

Hvis jeg ikke stor-dummer mig eller er alt for pinlig over mig selv, lægger jeg optagelsen på bloggen, når den er tilgængelig.


mandag den 10. december 2012

Hvor vil du hen med det?

I en ikke så fjern fortid var jeg til møde med en gruppe folk i en større dansk virksomhed. Jeg havde noget, jeg gerne ville sælge dem.

Flinke, rare mennesker med værdierne i orden og købedygtigheden klar, hvis det ikke lige var for den ene af mødedeltagerne.  Hun har vel ligesom jeg været uddannet coach. Eller psykoterapeut eller noget i den boldgade, for hun bed sig noget så alvorligt fast i mig med spørgsmål som: Hvad er jeres værdier? Hvad er din rolle? Hvad skal der til før du selv bliver udførende? Hvad gør det for dig? Hvis vi nu indgår et samarbejde med jer... Er du der så om 3 år? Hvor vil du hen?

Hvis jeg vidste, at det var sådan en terapitime, jeg var gået ind til, havde jeg nok reageret anderledes. Jeg havde ihvertfald haft de rigtige svar klar istedet for at komme i tanke om dem på bagkant.

Klassiker. Lige nu ved jeg præcis, hvad jeg ville have svaret.

I forvejen er jeg ikke glad for de folk, som scorer eller skal vise sig ved at bruge coach-spørgsmål uden at have indgået en aftale om at det er en coaching, der finder sted og jeg er ikke mere begejstret nu, hvor jeg har en grim fornemmelse af, at hun bare ville jorde mig. Også selvom hun sikkert har syntes, at jeg sagde alt for mange rigtige ting på en rigtig måde til at det kunne passe og ledte efter hullerne i osten. Jeg er ikke noget hul i nogen ost.

Måske ville hun bare gerne have mig til at bevise, at jeg kunne sige fra. (Men hvorfor lige i den situation?) Ihvertfald ville jeg sige fra, hvis jeg kunne spole tilbage og gøre det om igen.
Ved koldt og nøgternt at stille hende nogle spørgsmål fra samme skuffe: Hvad vil du opnå med din strategi? Virker det for dig?

Eller også skulle jeg bare have svaret, at jeg skulle til højre, hvis hun skulle til venstre.
Hun sagde ikke som en anden af mine tidligere kunder, at hun havde retten til at være en dum ko, for hun var kunden. Jeg var bare leverandøren, jeg havde pligt til at levere uanset.

Hvor jeg vil hen med det? Åh... bare lufte muligheden for, at jeg ikke skal levere uanset hvad. Og overbevise mig selv om, at jeg er rigtig nok og svag nok til at være ægte, selvom jeg kan svare for mig, så det lyder stærkt. Selvom jeg er røvdårlig til at sige nej...

mandag den 3. december 2012

Vi skal bare være så stive

I fredags var jeg til julefrokost med de kolleger, der stadig er lidt nye i det efter jeg kom tilbage fra barsel i august. Jeg har ikke været med til vinsmagninger, ølsmagninger og fællesture med hjemkomst ud på natten.

Alkohol er fællesnævneren, tænker i nok. Dermed bliver julefrokosten til alkoholens højtid og der skal snaps på bordet. DET kom der. Og setuppet var designet til det. Vi havde stemt om vi skulle være med i en stor fællesjulefrokost, hvor mange andre firmaer også ville være med i en slags julefrokosternes all inclusive eller om vi skulle spise et sted hvor man kunne tage egen vin med og så gå i byen bag efter.
Det blev til all inclusive-modellen og for lige at finde stemningen blev der gejlet op og afstemt pengebeløb til snapseindkøb og påklædning. Jeg var banket tilbage til 8. klasse, hvor råbene gjaldede over skolegården om hvor stive vi skulle være, inden vi gik hjem til hver vores spejl og redte håret med grøn gele, der kunne hænge på en knage og mødte op med lommepengene i lommen.

Der var ham med den røde cowboyhat med pels på kanten, der var rækker af elektrikere, der lavede bordhammeren og skrålede Ålåålåååå allerede inden buffetten blev åbnet -  der var buffet - og der var en skønsom blanding af damer, der sjældent kom ud og derfor havde fundet stadsetøjet og den gamle parfume frem igen og mænd, der kom i arbejdsjakken med firmalogo og sikkerhedssko. Og ornli gas på parfumen.
Det var en Oslofærge i havn.
Der var meget blonde piger i korte blå juleøls-kjoler med bunnyører, som elektrikerne kom til at lægge en lab i lænden på. 
Det var en familiefest gone bad, med fri bar og gæret øl i kander.
Det var bedre end at se tv og stærkt underholdende at se kvinder blive forvirrede over om de nu skulle vælge et gratis gul gajol-shot eller at pornovakledanse med ham fra fysioterapeut-bordet.

En gylden regel for julefrokoster er, at man skal være til stede for ikke at være den, de andre snakker om, men at man uden problemer kan forsvinde når de andre begynder at afdugge de nærmeste ruder og går i stå på dansegulvet mens de mister tidsfornemmelsen.
Det er i øvrigt også den gyldne regel for, hvornår man kan have held til at finde en taxa.


tirsdag den 13. november 2012

Virker stadig


Pause-musik. Selvom det er smågammelt og jeg har brugt det til både udstrækning efter spinning og til at spille for min gravide mave,  så virker det stadig som en koncentreret fridag på en sommereng

fredag den 9. november 2012

Lukket pga ombygning

Jeg kan ikke overskue andre mennesker i privaten lige nu. Jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle lave alle mulige krumspring for at undgå det ene emne, der fylder rigtigt meget for mig.

Der er Aksel og så er der ... det andet, som jeg ikke kan tale om uden at savnet og sorgen løber over og fylder mine øjne. Resten er lidt ligegyldigt.

Jeg har overhovedet ikke lyst til at nogen skal se mig græde. Det kan jeg gøre, når jeg kører bil (alle ved at man ikke kan se ind af bilruder og at man derfor både kan tude og pille næse i fred), når jeg har lukket døren til badeværelset og når jeg er rullet helt ind i nattemørke og dyne.

Nej, jeg mener det... jeg har ikke lyst til at lukke op og lukke ind. Ved godt, at det netop er det jeg skal gøre, fordi der faktisk findes mennesker som ser det som den største tillidserklæring, som er stærke nok til at holde af mig i opløsning og som ikke gider se på facaden hele tiden.
Jeg forsøger at undgå alligevel. Ikke bare fordi jeg er enormt grim, når jeg græder og fordi jeg er så knuget at min strube gør ondt og fordi jeg er bange for at jeg aldrig holder op med at hulke hvis jeg først kommer igang.

Mest af alt, fordi jeg ikke tror, at der er nogen, der forstår, hvor meget jeg savner...


mandag den 29. oktober 2012

Cancer på budgettet

En af mine kolleger har oprettet en indsamling til fordel for neonatalafdelingen på Rigshospitalet, hvor forældre, der er kastet ud i deres livs krise ikke har så meget som en sofa, de kan sætte sig i for at drikke en kop kaffe eller bare tale om deres sorger, fremskridt eller bekymringer.

En anden af mine kolleger supplerede og opfordrede til at støtte. Hans nyfødte datter havde også været indlagt.
Læs mere på facebook og støt det gode formål.
(Undskyld, at jeg bryder med alle journalistiske princippers moder og har to indlæg i et. Denne sag fortjener i virkeligheden sit helt eget. Jeg er sikker på at I kan abstrahere og tilgive mig)

Jeg har tidligere nævnt Rune (som desværre tabte kampen mod cancer, men som har gjort en kæmpe forskel med at få skaffet knoglemarvsdonorer og gjort et uudsletteligt indtryk for uendeligt mange) og indsamlingen til ham. Helphealingheidi.dk har jeg også nævnt.
Kræftens bekæmpelse støtter jeg hvert eneste år og skulle der dukke endnu et godt formål op, der handler om dyreinternatet eller bekæmpelse af cancer eller en sag, der er vigtig for nogle, jeg kender og holder af, så har jeg rigtigt svært ved at lade være med at donere.
(J
eg siger ikke hvor meget jeg giver og har givet til alle disse formål, for det er virkelig, virkelig ikke det, der er sagen)


Selvfølgelig forsøger Kræftens Bekæmpelse og andre organisationer at gøre netop deres formål vedkommende, at tale til følelserne og finde personer og historier, de kan bringe frem for at få os til at føle, at vi hjælper rigtige mennesker.

Hvilket selvfølgelig gør det ekstremt nødvendigt for alle, der har brug for at samle midler sammen til deres egen helbredelse at markedsføre deres hjertesag, så den får ørenlyd og kommer på lystavlen - og så folk kommer til at føle at de kender dem.

Det er den ene side af udfordringen. Den anden side bor hjemme hos mig, blandt andre.
Når næste indsamlerhold, fra Røde Kors, Red Barnet eller Kræftens Bekæmpelse ringer på døren og beder om din støtte, vil du så kunne sige: Nej, jeg giver ikke noget. Jeg støtter ikke din sag, for jeg har allerede støttet noget andet, jeg følte mere for?

Også mens du ser den 10-årige indsamler i øjenene?

Vil du kunne sige, at du ikke støtter dine venners gode formål, fordi du allerede har givet så rigeligt til noget, der markedsførte sig godt?
Eller ville du hoste op med endnu flere penge i den gode sags tjeneste?

Jeg mener... man kan jo ikke engang undvige den åbne konflikt og slippe afsted med at bede om et girokort, fordi man ingen kontanter har. Der er en grund til at de bærer Dankort-terminaler.

Jeg kan godt sidde bag nedrullede gardiner og lade som om jeg ikke er hjemme, når det er haloween-patruljer, der tigger slik og jeg kan sagtens vise facere min blottede håndflade på åben gade,  men jeg kan godtnok ikke få mig selv til det, når det er sager, jeg føler er personligt vedkommende, der ringer på døren. 

Alternativet kunne være at støtte med mindre end man kan over hele linien, fordi man kalkulerer med, at der er flere, der bliver ramt af forbandede uretfærdige lortesygdomme.

For mig er det svært at finde en måde at afgøre, hvad der er værd at støtte og hvad der lige præcis ikke når skillelinien  - og med en begrundelse, jeg kan sige højt. 

lørdag den 27. oktober 2012

Hundedage

Jeg står med en meget stor udfordring i disse dage. Det handler om min hund.

Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil skrive om dilemmaet, detaljerne og min beslutning her, før jeg har fundet ud af at leve med løsningen. Det kan godt tage måneder.

Hvorfor ikke?
Jeg har flere gange tænkt højt på bloggen og det er gået fint - Selv de negative kommentarer har givet mig noget, der har hjulpet mig på vej, når jeg lige har ladet chocket over folks ufølsomhed lægge sig. Men lige nu er dilemmaet bare for følsomt for mig til at folk giver mig deres syn på sagen.

Minder ret meget om børneopdragelse og andre folks gode råd. Især de gode råd der begynder med 'du skal'. Dobbelt op på dem der starter med 'du skal baaaaare'. Dem har jeg heller ikke på noget tidspunkt haft det fedt med at få. Nok også fordi barnet og børneopdragelse og søvnproblemer er superfølsomme områder og derfor bør behandles med respekt og fløjshandsker.
(Tak igen, kære held, at jeg kom i en god mødregruppe). 

Dem, der bilder sig ind, at deres egne erfaringer er svaret på andre menneskers spørgsmål har også æren for at coaches og gode veninder er i så høj kurs.

Så egentlig er dette indlæg en lille disclaimer om at jeg er grådlabil, har det som om nogen er ved at vride hjertet ud af min brystkasse og reagerer med at smadre det første, bedste og nærmeste i afmagt, hvis der er nogen, der siger noget i retning af 'du skal bare' eller 'tænk nu positivt'.

Jeg er overbevist om, at jeg aflyser mig selv, hvis der kommer kritik af min måde at håndtere min bepelsede dreng her på bloggen.

Skriver snarest om noget andet, der også er vigtigt. Kager, f.eks.

onsdag den 17. oktober 2012

Sverige, det er en bytter

Aksel kan godt lide at lege med min makeup, men det er  i fascination over, at man kan skrabe læbepomade op med en lang pilfinger og smøre det på spejlet og at eyelineren har hætter, der kan tages af ligesom på de tusch man bruger på papir og penslerne... oh joy... dem kan man jo male mor i hovedet med eller bare kyle i gulvet når æsken skal tømmes for 117. gang. Mest er det for at lege med det samme som jeg gør.

Det kan jeg ikke se noget som helst farligt i og jeg er ikke bange for at han skulle gå hen og blive makeupartist eller ... gisp... bøsse på grund af det.

Han er som han er og jeg elsker ham ubetinget - uanset om han vil gifte sig med Asta eller Kalle.

Men må han få prinsessekjole på i skole? Må han køre uden cykelhjelm, fordi det lige er det, han synes han har lyst til den dag? Må han vælge at leve på slik og røde pølser hele vejen gennem børnehavealderen? Vil vi lade minoritetsskrækken eller angsten for at støde minoriteter styre hvad vi gerne selv vil?

Nix.

Der skal være rammer. Inden for dem kan han udfolde sit væsen alt det han vil - og hvordan han fortolker sin personlighed som den dreng han er, vil vise sig.  Rammerne sætter vi for at hjælpe ham og for at holde bestanden af terapeuter bare lidt nede.

Jeg siger ikke, at forskellen mellem mand og kvinde bliver lige så fundamental for hans generation, som den har været for mig og min, men man sætter vel rammer for sine børn, som passer nogenlunde til det fundament man selv har fået støbt sig... Jeg synes det er liiiige teoretisk og idiotisk nok at prøve at slippe alle tøjler og kalde alle børn for 'hen' i kønsneutralitetens hellige navn.
I vuggestue- og børnehavealderen er kønnet vel ikke den fremtrædende differentiering for børnene selv?

Mens jeg lige klasker mig for panden over at svensken har haft held til at smitte kønsneutralitet af på visse danske institutioner (som sikkert serverer sukkerfri hashkage istedet for frugt), kan I læse et skarpt indlæg fra Bitterblog, skrevet tidligere på året.

Jeg ved ikke hvordan kønsneutraliteten slap igennem det net af sund fornuft, der har fanget og bremset andre svenske ideer, som fx pulverkartoffelmos i hotdogs.
Nogen bør sporenstrengs sende det tilbage gennem hullet og bytte med billig løsgodis.

mandag den 8. oktober 2012

Trafik-dumhed

Jeg tror, jeg kørte foran dig forleden sagde hun lidt forlegent. Det var ihvertfald en lille hurtig Swift, der kørte bagved og ... jeg kører nok lidt langsomt. 

Indrømmet.
Jeg kan godt finde på at tale lidt højt af folk, der parkerer midt i det hele og vælger at køre præcis 60, hvor man må køre 70. (Men kun når Aksel ikke er med i bilen. Han skal ikke høre, at jeg leverer mine uberettigede enetaler til andre mennesker på den måde). Det, jeg for nylig har set mig gal på, er de folk, der breeeemser op og triller ligeså langsomt frem mod det røde lys uden at ænse, at de blokerer vejen for de biler, der rigtigt gerne skulle ud i venstresving-banen.

Jeg er helt klar over, at folk kører langsomt af forsigtighed eller fordi de tror de kan spare brændstof. Men... det er et faktum, at folk, der kører langsomt på de veje, der ligger mellem mit hjem og mit arbejde enten udsætter sig selv for stor fare. Eller også provokerer de bevidst.

Fare, fordi nogle af de andre bilister ikke når at opfatte at der er en afvigelse fra gennemsnitsfarten. Der er folk, der kører indenom på cykelstierne, overhaler i svingbanerne, kører over for rødt eller bare kører så hasarderet og tæt på, at en lavere hastighed end skiltene tillader, gør de forsigtige bilister til sammenstødskandidater.

Mens jeg hæver et øjenbryn af de læsere, der har ment, at jeg bare er katogorisk intolerant og racistisk, når jeg har skrevet, at tyrkerbilerne på Edwin Rahrs vej og Silkeborgvej er livsfarlige, vil jeg rette opmærksomheden mod nyhederne i aftes, der viste et klip fra netop det område. Hvor en af kulturberigerne ligefrem står frem med navn og åbent siger, at det er helt normalt at køre over for rødt.
Det er ikke kun tyrkerne, der kører råddent. Her til morgen så jeg en etnisk dansk mand med barnesæde i sin grå Skoda tage den over for rødt. Helt rødt.

Jeg sagde det jo.
At politiet og ambulancerne ikke får en god modtagelse i det område er den side af sagen, som ingen rigtigt vil sige højt. Der er heller ingen, der nævner at man ikke er fri for at blive bestjålet, selvom men sidder med smadret front og halskrave. Det er også en anden historie.

Faktisk var det ikke mig og min Swift, der kørte hurtigt bag veninden.  Jeg kører ikke provokerende nogen steder, for det tør jeg ikke.
Jeg kører nogle gange for hurtigt, men jeg holder afstand. Jeg forsøger også at lade være med at skrive SMS og læse mails mens jeg kører.

Ikke for at være hellig, men for at aflive nogle gamle vaner, som ikke kan enes med det faktum, at jeg faktisk holder af mit liv, min søn og min førlighed. 

torsdag den 4. oktober 2012

Mig og Sanne

Min mund taler ofte uden at få lov. Det er en konstatering.
Jeg er egentlig aldrig kommet sådan rigtigt i vanskeligheder på grund af det, mest fordi jeg på en eller anden måde har kunnet trække et jedi mind trick, der har afledt opmærksomheden fra min mangel på professionel kontrol og min ironiske distance til det meste.

Nu er det bare sådan at mit jedi mind trick er ved at være lidt rustent og en person tæt på mig, som nogle gange får vist mig, hvordan jeg ser ud udefra på en tilpas kærlig måde, sagde det ret klart, så jeg lige fik en mavepuster og en selvindsigt i samme hug: Pas nu lige på, du ikke bliver til en Sanne Salomonsen. 

Giver ikke skidemeget mening udenfor kontekst og når man ikke kender mine hjernebilleder, gør det?

Jeg tænker dobbelttydigheder ind overalt. Man kan jo ikke sige noget som helst om at sluge, begejstre eller tage hånd om uden at jeg fniser og dobler op på sjofle underbetydninger. Kan kraftedeme føre en hel samtale, som på overfladen er helt, helt tilforladelig og børnevenlig, men i virkeligheden handler om noget sexuelt.

Da jeg blev ansat i firmaet blev jeg forsigtigt advaret om, at tonen godt kunne blive lidt grov fordi der er så mange mænd ansat. Der gik ikke lang tid, så blev nyansatte advaret mod tonen over frokosten, pga af ... ja.
Og det er jo fint nok, når man er fast i kødet, ny i firmaet og i en alder, hvor det er helt OK at være hormoner i høje hæle og have det hele i munden (!), fordi andre godt kan leve med de fantasibilleder det skaber hos dem.

Straks noget andet, når man krydser den usynlige grænse til det land, hvor indbyggerne forventes at være modent afmålte og bare lidt nydelige.
Hvis jeg brænder de samme hurtige pointer af nu, kan jeg pludselige se Sanne Salomonsen sidde i min stol og grine på en måde hun selv synes er snedig, men som udefra sagtens kan tolkes som om hun har underlivet forrest og er en gammel hun-gris. I panik. Og tyk make-up.

Ved ikke, om det har noget at gøre med at kende sit publikum og sin besøgstid.  Eller om at det i virkeligheden drejer sig om, at jeg på mange områder er en mand.
Sådan en, der tror han kan pulle det off at være lidt kæk uden at tøsebørnene ruller med øjnene og tænker AD! inde bag bobletyggegummiet.

På tide at træde ned af scenen, Sanne. Ind med noget noblesse.

lørdag den 29. september 2012

Mimreindlæg

Vi kom gående med hinanden i hånden, Mikkel og jeg. Lidt langsomt, fordi det var uvant at have en hånd optaget af en anden voksen og lidt langsomt, fordi det også var længe savnet og rart og ikke behøvede at gå over lige med det samme.

Vi havde lige spist et kilo kød tilsammen og var lige blevet enige om at vi vist klarede det meget godt. Hus, to biler, hund, barn, over 40 og stadig uden et eneste stykke beige tøj i skabet. Alt det vi kunne finde på for at fastholde os selv i illusionen om at vi stadig er en slags unge. (Vi snakkede ikke om de føleforstyrrelser i mit ansigt, der fik mig til at tjekke med servietten om jeg savlede rødvin).

Og så passerede vi den tredie gruppe børn. Det var godt nok på Banegårdspladsen og tanken om at de nok var på vej hjem efter noget ...sport... Var efterhånden skubbet væk af urets visere. De første var vel 14 år gamle, den tredie gruppe var 11-12-årige drenge i t-shirts som hang i en portåbning og småprovokerede de piger, der gik forbi.

Da hørte jeg mig selv sige højt, at de unger burde sidde hjemme og spise en marmelademad istedet for at hænge på gaden.
Så tog vi også hjem til vores hjemmesko og en varm kop kaffe.

Seriøst... Moderen til den teenager, der blev knivdræbt på et pizzaria, sagde indtrængende at man skulle passe godt på sine børn. Jeg tror ikke hun var gammel. Bare klog af skade.
Aksel bliver træt af sin gamle soccermom...

tirsdag den 25. september 2012

Mødregruppe-love FTW

I mit barns garderobe lå der noget til mig.
 Lad mig skynde mig at sige det igen: Der er ikke noget, der slår uventede gaver.
Alene tanken om at nogen har set på noget og tænkt på mig gjorde mig glad i låget.
I virkeligheden kunne hun nøjes med at give mig den grønne pose med den der tekst på for at få mig til at hoppe op og ned på stedet. 
Men gave. Yay!
Gad vidst hvad det var hun så på...


Og da resten af min streetcred ramte gulvet med et brag, lå jeg allerede dernede og vrinskede af grin.

onsdag den 19. september 2012

Hvorfor Fifty Shades er bedre en Klougart

Lidt mere om Fifty Shades.
Jeg læste Rune Toftegaard Selsings blogindlæg idag og det glæder mig, at der er andre end mig, der hæfter sig ved romantikken og nævner at præcis det gør trilogien værd at læse. 

Jeg er samtidig stor fan af Josefine Klougart og er lige nu ved at læse hendes 'En af os sover'. Jeg faldt for hendes sprog ved en oplæsning og jeg synes stadig det er stærkt læseværdigt.
Litteraturmennesket i mig elsker et godt provokerende synspunkt. Især når det er et velbegrundet et.

Læs blogindlægget på Jyllands Posten, hvis du gider. Eller læs Fifty Shades uden at have dårlig samvittighed over ikke at være litteratursnob (nok).

fredag den 14. september 2012

Damen, der tabte både næse og mund

Det undrer mig, at det blev fredag igen. Det har været en sejtrækker af en uge som jeg personligt aldrig nogensinde håber at se gentaget.

Det sagde jeg også sidste gang.

Jeg er nok det mest empatiske menneske, kommentator-Sarah aldrig kommer til at møde. Uden at forherlige mig selv endda. Det er ikke positivt, for jeg er skidegod til at please andre og vide, hvordan de har det, mens jeg ikke opdager, at jeg selv er på vej i dørken, før jeg ligger med knast-aftryk i fjæset.

En jobstart i ny funktion, hårde dage med logistikhelvede på privatfronten og en kommentar på bloggen om at jeg både er ond og uempatisk og at jeg burde forestille mig at min søn har kræft, har derfor heller ikke været nok til at få mig til at overveje om jeg kunne bruge lidt fred og selvkærlighed - alternativt bare slå fra mig verbalt.

Næ næ.

Tics ved øjet var heller ikke nok.
Træthed og uvant glemsomhed heller ikke. 

Nervesmerter ved kindbenet og højre tinding fik mig i det mindste til at ringe til lægen. Efter et par dage.

Nu føles det som om mine kinder truer med at forlade mit ansigt. Meget ubehagelig snurrende smerte, så hvis verden lige vil holde sig selv et øjeblik og tænke gode tanker i min retning imens, så vil jeg holde weekend og tage på skovtur med mine to nærmeste.

De er varslede om at det er forbudt at blive mandesyge, hvis jeg ikke skal tabe ansigt.
Bogstaveligt.


torsdag den 6. september 2012

Cancer-markedsføring

Beklager overskriften, men er det ikke sådan det er? En syg konkurrence, som går ud på at markedsføre sin sygdom og terminale status for at få penge til at forlænge livet.

En markedsføringsdisciplin på et tidspunkt i livet, hvor alle kræfter bliver brugt på at fordøje beskeden om at lægerne i Danmark ikke kan gøre mere for at redde livet for en og på at hænge i med neglene og kæmpe med alt hvad man har kært, når nu det danske system har trukket redningskransen til sig igen.

Tænk, at skulle sætte indsamlinger, facebook-sider og tv-optrædener i værk samtidig. For at samle penge ind, der kan betyde ekstra levedage.

Jeg har før nævnt Heidi og hendes kamp mod modermærkekræften og nu er Rune også dukket frem med taletid på tv (og nævnt hos Dines). Begge har taget kampen op med hjælp fra et næstekærligt, engageret og stærkt netværk.

Hvor skal man ellers finde kræfterne til at finde ud af praktiske ting, som fx om en indsamling er skattepligtig?

mandag den 3. september 2012

Bedre end Botox

Mit kropssprog er ustyrligt. Jeg har fået at vide så mange gange at jeg skal prøve at arbejde med mit pokerfjæs, hvis jeg vil begå mig i noget, der bare lugter af politik eller ... poker.
Det er åbenbart ikke velkomment med ærlighed i reaktionerne på ledermøder eller til store præsentationer af bullshit.

Så småt er jeg ved at have styr på min mund, der taler uden at have fået lov. Det er kun sjofelheder, den finter kontrolløren med.
Men jeg skal altså lige have styr på kroppen også. Især øjenbrynene, som jeg har en fornemmelse af laver  det mener du ikke seriøst, vel? really?-løftet både tit og ofte. Tro mig, jeg er ikke altid fordømmende og bedrevidende. Oftest er jeg virkelig bare bag af dansen og står som et damemenneske fra 1850, der bliver præsenteret for en højresvingspil for første gang.

For eksempel nu her til morgen, da jeg læste om, at det nyeste nye pis på datingscenen er at mødes ude i virkeligheden. 
Nu var jeg lige ved at vænne mig til at internetdating faktisk fører til rigtige forhold og at flere i min omgangskreds har fundet deres børns far på den måde.
Anstrengende for de muskler i panden, der løfter øjenbryn. Måske skulle man bare lamme dem i en periode til man igen følte, at man havde indhentet verden.

Mit arbejde er flyttet til det centrale Århus (ja, jeg skriver stadig med Å. Live with it) og jeg støder derfor ret ofte på folk, der er klædt ud som hipster (Nej, det skal ikke skrives med stort. Slap af).
Det er mig, der taber tråden i det telefonmøde, jeg er midt i, fordi der går en alt for lille hue med et alt for stort skæg forbi mit vindue og det er også mig, der stopper op med munden åben og forsøger at holde min arm nede, så den ikke peger på en fuldstændigt lam udklædning. Men jeg råber ikke.

Heldigvis kan jeg hvile mimikken på lørdag. Der sender de Matador.

fredag den 31. august 2012

Busdrift

Bussen lugter af regnvåde gymnasieelever.
Som fugtige dyner fra indelukkede værelser, hvor nogen har røget en mentolcigaret i smug ud af vinduet.
Af akavede kroppe i hemmelig mimen foran spejlet og hår, der er sat med hidsige, panikne bevægelser og alt for meget voks.

Af morgenånde fra munde, der har gispet sig ind på bussen og endnu en ny dag, der er ligesom de andre.
Hun sidder i bussen på samme plads som hun plejer. På sædet, der er ubekvemt og giver hende ondt i ryggen mens hun tygger lakrids og lader som om hun ser ud af vinduet, selvom hun kun kan se ruden.

Der har været andre busser. Hun har også prøvet at sætte sig i den anden side. Eller længere fremme, men ingenting har været helt nyt alligevel. Bagi har det lugtet lidt mere hemmeligt og fugtigt, men på alle pladserne har hun kæmpet med at trække vejret og følt at alle kiggede på hende.

Det er som om en kæmpestor projektør altid retter sig mod hende og udstiller hende med skarpt lys, som skærer sig lige gennem Mac og høretelefoner og ny dyr Mulberry og får hende til at synes hun kan lugte aftensmaden i sit tøj og mærke de røde knopper på halsen blusse.
Sædet er ubekvemt og giver hende ondt i ryggen mens hun tygger lakrids og lader som om hun ser ud af vinduet. Hun ser kun regndråberne på ruden.

Du passer ikke her, sagde de. Og de skrev sedler om, at hun ikke kunne finde ud af noget og ikke skulle sidde der, med mindre hun kunne gøre det ordentligt og hun prøvede. Prøvede meget på at sidde ordentligt. Trykke rigtigt på knappen. Sætte benene rigtigt, fylde det rigtige, men de havde glemt at fortælle hende hvordan man gjorde det, når det skulle være ordentligt.  De kiggede på hende. Hele tiden. De skrev flere sedler og ingen ville sidde ved siden af hende.

I den nye bus hilste og smilede de andre, da hun satte sig på sædet, der var ubekvemt og gav hende ondt i ryggen, men hun fandt på at tygge lakrids og lade som om hun så ud af vinduet, selvom hun kun kunne se ruden.
Mere lakrids. Dårligere ryg. Hele tiden tygge på angsten for at de skulle sige til hende at hun var forkert. Fare sammen, hvergang dørene åbnede sig.
Tygge mere lakrids.

Du er ikke forkert, sagde han. Men måske skal du bare ikke køre bus.  Hun havde ondt i ryggen, da hun kiggede målløst og lettet på ham. Men du skal ikke spise så meget lakrids, sagde han så. Med mindre du kan gøre det ordentligt.

Nu lader hun som om hun ser ud af vinduet, selvom hun kun kan se ruden.
Hver dag.
Hun sidder ubekvemt og det lugter af fugtige dyner fra indelukkede værelser. Og lidt af de mentolcigaretter, hun stadig ryger i smug.

Ikke engang det kan hun gøre ordentligt.

mandag den 27. august 2012

Veludviklet?

Tror, det var min mor, der udtalte, at hun aldrig har set fidusen i det der med 1-1-samtaler på jobbet. Hun sagde det, lige efter jeg havde tilstået, at jeg ... ikke finder det naturligt at tage mod ledelse, for nu at sige det pænt. Et sted derude sidder der en læser og råber, at jeg fandeme ikke kunne tage mod en ordre uden at få hønserøv i ansigtet, selvom det var en ordre om at gøre det, jeg selv gerne ville. Læseren har ret.

Min mor kan tillade sig at sige det nu, hvor hun ikke længere har andre chefer end sig selv og Vorherre og hun supplerede med de gyldne ord:
Alt det der med kompetence-udvikling, ikke? Jeg sad bare og ventede på at mødet var forbi, så jeg kunne komme til at passe mit arbejde igen.

Jeg har vist været ambitiøs en gang. Har ihvertfald fået kurser og ledelsesansvar, der kan bevise det. Den slags tager man ikke imod uden at have en slags målrettethed og mest af alt en vilje til at ofre noget af sig selv på arbejdslivets alter. 

Imorgen skal jeg have min første kompetenceudviklingssamtale siden jeg gik på barsel.
På den ene side glæder jeg mig til at der kommer lidt retning på mit arbejde igen og på den anden side, så har jeg det rigtigt mærkeligt med at mine ambitioner er blevet hjemme. Jeg har gloet på feltet med 'udviklingsmål' i 20 minutter nu og jeg er blank. Tom for ideer.

Måske skriver jeg i dokument, at jeg bare gerne vil passe mit arbejde.

lørdag den 18. august 2012

Skanderborg-blues

Der var engang jeg var på Skanderborg. Det hedder det altså, selvom det også hedder Smukfest.
Jeg synes ikke, jeg var så fuld hele tiden, men det har jeg været. Drukket små grå, skyllet ned med champagne den dag Linda og jeg også fik givet hinanden nogle gevaldige blå mærker på armene, fordi vores nerveender har ligget i ske og sunget i kor og ikke været helt klar over, hvor nas det i virkeligheden gjorde.

Det var vistnok ikke det samme år, hvor jeg fik blackout og overhovedet ikke kan huske noget fra klokken 22 til klokken 01, hvor jeg bare skulle i posen. Undtagen små glimt, der dukkede frem da jeg så aftenens billeder. Noget med en mand, der var klædt ud som (find) Holger og en bøgegren, som alle partout skulle kysse.



I år var Mikkel afsted for at få en portion antidagligdag, mens jeg holdt røven oppe på hverdagen. Jeg gad godt lidt festival, hvis man spurgte mig, men jeg tror ikke jeg gider at nappe 4 dage mere. Det var sjovt, mens det varede og jeg fandt ud af, at jeg er blevet ældre og magelig. I søndags skete det.

Jeg fik mulighed for at snuppe et par timer for mig selv med musik. Ikke i skoven med øl på skoene, men med smådårlig kaffe i studenterkopper (det er de der helt hvide krus som alle større køkkener, inklusive Musikhusets cafe har) og jazzede fortolkninger af salmer.
Min gode ven Mads Bærentzen gav koncert.

Så sad man der. Og nød det.
Og småtudede lidt, fordi D-mol under Mads' fingre fejer facaderne væk.  Fester er godtnok blevet anderledes.

mandag den 13. august 2012

Om at have det hele i munden

Når nu bogen blandt andet handler om sex og der bliver brugt mindst en side på at beskrive Anastasias debut udi det orale, så synes jeg det er friskt nok at bringe en overskrift som denne her

Ahem. 

fredag den 10. august 2012

Skuffet husmor udtaler: Ingen porno

Right.

Jeg læste Fifty Shades of Grey på to aftener. Ret fængslende, selvbladrende bog, hvis man er til letfordøjelig romantik og brændstof til fantasierne.

Hvis du har en mand i dit liv, som du er glad for og som tager initiativ til sex, så køb bogen. Sexscenerne er godt nok skildret til at man kan bygge lidt videre på dem bag lukkede øjne.

Hvis du er forsømt husmor, synes manden er en Onslow, der ikke har fattet en stavelse af ro-man-tik og hvis du i virkeligheden er pissetræt af forholdet, så køb bogen, hvis du har brug for det sidste skub til at blive kattedame med egen hånd om sexlivet.

Hvis du ikke kan lægge din indre litteratur-snob, feministen og de politiske briller til side, så lad for Guds skyld være med at købe den.

Sproget og persongalleriet er uden dybde og plottet er rigtigt langt fra noget, der ligner postmodernistiske labyrinter. Faktisk er der så mange gentagelser i både sprog og personskildringer, at man får lyst til at lægge nogen over knæet.

Mens man råber PIK. 
Hvordan det er lykkes at skrive en bog med så mange sexscener uden at skrive noget, der bare lugter af profanitet er en gåde. Anastasia beskriver konsekvent sit underliv som 'dernede'.

Mr. Grey er langt fra pervers. Da jeg nåede til bogens slutning, hvor han endelig får smækket trunten, der ikke fatter noget og hun derefter skrider ud af døren, kom jeg til at råbe højt om fucking amateurs night og du bad selv om det.
Oh well, så fik naboerne lidt at snakke om igen.

Fifty Shades of Gray er en moderne lægeroman, der lægger sig lige i halen på Twilight-serien.

Twilights Edward og Christian Grey er nærmest kloner.  De er mystiske, dragende, stærke mænd, der får deres almindelige kvindelige modstykker til at holde vejret, slippe kontrollen og få orgasmer, så de splintrer og mister bevidstheden.
Selvfølgelig vælger begge kvinder de to mænd, der begge advarer dem om at de ikke er sundt selskab og at de skal holde sig væk. Med et sort blik.
Selvfølgelig.
Også i det virkelige liv er vi nogen, der tager den slags advarsler som en udfordring. Dumt nok, men hey... uden os ville verden være fattig på bestseller-fortællinger. 

Hvis du læser bogen (efter du har lagt den intellektuelle halvbrille), så husk lige at tage realitetssansen på sammen med mundkurven igen, når sidste side er vendt.  Eller bare når du klæder en mand af næste gang. Så skal han nok blive glad for at du læser den.

Det er fortygget eskapisme, ikke stor litteratur.
Derimod lykkes det rimeligt godt at forklare, at dominans ikke er det samme som tæskesex og smerte. Selvom hovedpersonen Anastasia ikke når at forstå ret meget af det.
(Der er selvfølgelig bedre stykker litteratur om SM. O's historie er klassikeren... )

Jeg bliver nødt til at læse de næste to også, selvom jeg har godt ved, hvad der står på de sidste sider af bind 3 - også selvom jeg har en kandidatgrad i litteratur og har gjort tykt nar af både Twilight-serien og Dan Brown. (Jeg har læst begge dele med afslappet fornøjelse, dog)
Jeg er nemlig skabsromantiker langt inde bag de tykke facadedøre og Christian Grey i min fantasi er stadig laaaangt mere fristende end en kvindeholdboldkamp i tv.

Og stadig pænt glad over narkopushertricket det fine træk fra Pretty Ink.

tirsdag den 7. august 2012

Fifty shades

Da jeg modtog mit eksemplar af Fifty Shades fra Pretty Ink blev jeg helt smigret og tænkte, at verden endelig, endelig havde fået øjnene op for at jeg er en af de gode, læseværdige bloggere. Sådan en, der får anmeldereksemplarer, merchandise og gratis gaver i en lind strøm, fordi producenterne gerne vil nævnes af mig.

Ahem.

Det tog lige to splitsekunder at få tæsket den megalomani i den jyske muld med en stor selvindsigts-skovl.

Der er mange bloggere, der har fået den bog. Jeg er smigret over at være blandt dem og jeg synes stadig det er tosset fedt at få tilsendt den slags, selv efter at mit øjeblik af succes-hallucinationer er forbi.

Faktisk glæder jeg mig også til at læse bogen, som skulle være en hybrid mellem de erotiske noveller som jeg mange skrev inden jeg de fyldte 30 (igen) og en humoristisk, romantisk historie. I oplægget en rigtig damedrink mixet af det (man tror) kvinder tænder på: Fortælling, romantik, selvironi og lir.

Som min kollega udbrød, da jeg fortalte om, hvordan jeg havde åbnet pakken i bilen for ikke at få min reaktion overvåget: Håååårh, din mand bliver da ellevild over at du har fået sådan noget husmor-porno.

Lad os nu se om jeg bliver mødt af en be-pisket udgave af Bridget Jones først... 

lørdag den 4. august 2012

Ring efter hjælpen, Hans Christian

Jeg elsker, når mit hus er rent. Jeg elsker at være på besøg i huse, der er rene og ryddelige uden at være arrangeret til Bo Bedre-fotografering. Hjem, hvor der bor ordentlige mennesker, der husker at tage en ren karklud hver dag og ikke har tøj/tæpper/legetøj/tomatskræl til at ligge spredt ud over alle flader.

I mit badeværelse er der masser af bordplads. Masser af gulvplads. Kæmpestore skuffer. Og hvis jeg havde haft æsker i de skuffer, som de ordentlige mennesker har, så ville mine ting stadig lege kluddermor i 3 etager.

Det så sådan ud, da jeg boede på værelse. Også da jeg boede i lejlighed selv. Stadig, da jeg flyttede sammen med nogen i lejlighed og surprise, surprise: Mere plads i et hus med skur har heller ikke hjulpet. Vi bliver nødt til at flytte i noget større.

Dette skilt har hjulpet mig et par gange, for hvis jeg ikke kan være en af de perfekte, usjuskede mennesker, så kan jeg ihvertfald være en god mor.

Det hjælper cirka 23 sekunder.

Så er jeg sur på mig selv igen og teenage-hader Mikkel for at sige højt, at jeg bare skal sørge for at samle op/rydde op/tørre op/højtryksrense med det samme og i øvrigt passe på mine ting (Så ti da stille med det indlysende, ved jeg sgu da godt. Mumlemumle)

Og så kan jeg sidde og glo på det fine skilt og være en god mor, mens jeg har leverpostej på bukserne, en agurkeskive på skoen og selvhad ud af ørerne.

tirsdag den 31. juli 2012

Big mistake

Jeg skal lige bede dig GÅ UD MED DEN KAFFE! lød det forurettet fra trunten.

Hun havde ferieafløser-hår og et nidkært blik i øjnene, der viste at hun tog sit butiksjob meget alvorligt. Hendes tonefald fik mig til at se ned af mig selv og lige tjekke om der var groet posedametøj på mig og om jeg var kommet til at træde hundelort op ad skinnebenene. Noget måtte retfærdiggøre hendes tonefald.

Hvis jeg var ekspedient i den butik, så havde jeg nok anlagt et andet tonefald, for jeg ville kunne spotte, at kunde-jeg var særdeles købedygtig. Jeg søgte ikke hen til midterbordene med skrammel-udsalgsvarer, men gik efter kernelædervarerne på hylderne med nye varer.  Men i min hånd var et Emmerys-kaffekrus.
Nu er jeg ude af stand til at håndhæve regler på bademestermåden med mindre jeg virkelig var bademester og stod overfor en vaneforbryder, så jeg var nok aldrig blevet ansat i den butik.

Helt ærligt. Jeg har det ikke godt med regler for reglernes skyld og tænker lidt for ofte, at jeg godt kan snige mig afsted med en lille regelbøjning, så længe jeg ikke pisser på reglernes større sigte. Jeg tager dårligt mod principregler, der forhindrer mig i at nå målet på en måde, der virker for mig.
Jeg er en af dem, der kan pille en appelsin i lommen lige under et skilt med 'mad og drikkevarer må ikke nydes her'.
Men derfor bliver jeg paradoksalt nok oprigtigt ked af det, hvis jeg er kommet til at overtræde en regel ubevidst. 

Mere end noget hader jeg den bademesterattitude som får folk i civil og i bar røv til at løfte pegefingre af med-badende, medborgere, medtrafikanter.

Jeg kunne sagtens finde ud af at gå ud af butikken med min kaffe igen. Som anvist. Jeg tjekkede lige om der var et kaffeforbudsskilt på døren som jeg uden at vide det var kommet til at trodse.
Det var der ikke.
Så Neye?
Der mistede i lige en potentiel kunde. Det der pis gider jeg ikke - jeg finder bedre varer og bedre service andre steder.  Undskyld for kaffen, dog.

torsdag den 26. juli 2012

Det er øko!

Mange i mit segment (Ovre i det fjernere hjørne, bevares) har orienteret sig mod fairtrade, øko, genbrug og spelt.  Det er der rigtigt god grund til, hvis man tænker på kloden og hinanden og fremtiden, men jeg tænker stadig først og fremmest på mig selv og hvad jeg får for pengene.
Undskyld.

Det vil sige, at jeg er meget for økologi. Nogle gange. Hvor jeg får lige så god eller bedre kvalitet i økoprodukterne, så køber jeg dem - men hvis jeg på indholdsfortegnelsen eller på de brune pletter på gulerødderne kan se, at jeg betaler økoprisen for at få dårlig kvalitet, så vinder kvaliteten.  Smag og kvalitet.

Derfor også spelt. Nogle gange. Når jeg ikke har hvedemel fra Aurion tilbage og så skal det også være spelt fra Aurion.

Derfor grinede jeg også i segment-skægget idag, da dagens sweetdeal ramte min inbox.
Vælg en grøn og bæredygtig transportform med en flot herre- eller damecykel
Tilbuddet er ok, hvis man kigger på farven og udseendet og er for genanvendelse og ser det som en afgørende faktor, men ...  udstyret er ikke imponerende og det er kun i to størrelser, så man skal enten sparke knæene i brysterne eller strække sig for bæredygtigheden.

I mit hjørne af segmentet er geargrupper og udstyrslir meget vigtigt.

Det er måske også at tale ned til recyckling-segmentet udelukkende at slå på bæredygtigheden? Ville det ikke svare til at servere en lillebitte sej biobøf og kunstfærdigt arrangere kartoffelskræller ved siden af, mens man råber bio, øko og dyrevelfærd meget højt? (Vi dræbte koen alligevel)
Eller sælge en benzinbil i en utroligt fin statementfarve med 50 hestekræfter?

Kan også være, det bare er mig, der er sart. Jeg har ikke fået sukker i over et døgn og har hovedpinen fra helvede. Trænger til at råbe noget med at hele verden er luret!

tirsdag den 24. juli 2012

Heidi har modermærkekræft

Jeg nævnte Heidis historie i mit sidste indlæg.

Det er efterhånden mange år siden vi arbejdede i samme fitnesscenter, men jeg husker hende ret godt. Hun var en af dem, jeg ikke kunne lide. Lige indtil jeg talte med hende.  Hun fyldte meget, grinede højt og... lignede mig lidt, bortset fra at hun var slankere, stærkere og højere.
Og så blev hun gift med Robert, som er lige så meget et energibundt.

I de fitnesscentre, jeg har været ansat i, har solarierne været bekvemt placeret mellem herrenes og damernes omklædningsrum. Jeg har hørt, at der er nogen, der også brugte solene til at have sex i (så syrede aftaler, det må være: Vi mødes om 3 minutter i sol 2), men jeg har ikke været så heldig en af dem. Jeg har desværre brugt de 8 minutter en polet gav på at blive stegt på begge sider.  Flere gange om ugen.

Nogle gange var der et skilt på døren med 'pas på! nye rør'. Det betød ikke, at der stod nye mænd parat på den anden side, men at man bare skulle nøjes med at tage 1 tur. 
Man skulle nok blive postkasserød for en polet.

Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne overhøre de advarsler, der allerede den gang begyndte at dukke op, når jeg allerede har fået fjernet et ondartet modermærke og er blevet behandlet for celleforandringer.

Nu? Ikke solarium til mig. Men helt ærligt har det været en overvindelse at gå ud med skummetmælkshvide ben kun iført shorts og faktor 30.
Indtil jeg hørte Heidis historie.

Du kan også læse historien og høre mere om både Heidi og kræften her

Du kan også give et bidrag, der vil gå til de behandlinger, som sygesikringen ikke dækker, hvis du vil. Lægerne har givet Heidi stemplet 'terminal', men det betyder ikke, at hun accepterer og giver op.

Jeg skal lige advare... Hvis du ser hendes videodagbøger og læser opdateringerne på facebook, så kommer det til at betyde en større post på solcreme-budgettet. Og en hel del flere krammere til dem, du holder af.
Nogle gange er krammere en glimrende måde at få andre smurt ind i uv-beskyttelse.


lørdag den 21. juli 2012

Perspektiv

Jeg har masser at skrive om. Selvom det er agurketid og fjernsynet viser gamle genudsendelser, så er det ikke helt sådan inde i mit hovede. Dammit, man kunne jo skrive føljetoner om fagforeninger, der opfører sig som levede de i en anden tidsalder og selvom jeg har lovet mig selv ikke at gå helt over i mor-bloggeriet, så leverer junior altså ideer til indlæg på stribe. Det skal nok ende i et par pinlige episoder, så god til at efterligne som han er.

Der er bare to ting, der får mig til at blive helt stille indeni. Holde vejret og tænke, at det vil være meget småt at skrive om, at jeg har stået og gloet ind i et prøverumsspejl og prøvet at sluge det faktum, at jeg - den tidligere så sports-bebrystede - nu passer en 70F bedst. Fuck. Muh.

De to ting er:
Tobias-sagen. 
Jeg kunne ikke læse den hændelsesbeskrivelse, en netavis bragte, til ende.
Jeg nåede langt nok til at holde mig for øjnene og krampegræde. Og få mareridt. Og tænke over, hvor bange den lille lyshårede dreng må have været mens han blev mishandlet til døde.
Det er så rædselsfuldt. Jeg har det så svært med det, at jeg ikke kan tale om det og selv nu, hvor jeg prøver at skrive hurtigt igennem det, sidder jeg med en klump i halsen. Ondskab. Dumhed... Jeg vil ikke engang prøve at forstå.
Tobias døde den dag, Aksel Emil blev født.

En tidligere fitness-kollegas facebook-opdateringer.
Heidi har hudkræft, som har spredt sig og givet hende knuder i hjernen, i rygsøjlen og sendt hende gennem mange operationer, flest i hjernen. Hun har lavet videodagbøger, skriver for det meste med en positiv vinkel, men det er så meget noget lort at det er ufatteligt, at hun har kræfter til at kæmpe videre, prøve nyt, skrive lyst.
Hun har mand og to børn og er idag blevet opereret for en knude i ryggen, som har givet hende vilde smerter. Samtidig er der nye spredninger i hjernen og i bughulen.

Jeg bruger solcreme. Det skal du også. Høj faktor og rigeligt af det.
Det kan jeg ihvertfald skrive.

onsdag den 4. juli 2012

Thai-spejl. Dag 2.

I mandags var jeg vred. Igår fulgte nedsmeltningen som den altid gør: Vredens sande kilde. Jeg var så ked af det hele, at jeg stortudende måtte ringe til Mikkel.
Uden helt at vide, hvorfor Mikkel lige skulle komme.

Han sørgede for at hælde noget mad og noget vand i mig og langsomt begyndte det at lysne.
That is... Det lysnede efter jeg havde sparket min røv ud at løbe en tur. Det holdt hårdt, men jeg fik samlet endorfin-points op på vejen.

Sagen er, at jeg har mulighed for at tænke på mig selv. Er der noget her i verden, jeg virkelig ikke er i træning med, så er det det. Det er simpelthen så svært for mig, at jeg finder på alverdens åndssvage overspring. Fx at vaske tøj. Eller købe ind. Glemme at spise. Og fastholde mig selv i den ophængte rolle, som er ved at kvæle mit humør.

(Før nogen får gode ideer: Jeg har ikke lyst til at tage på spaweekend uden barn. Virkelig ikke. Jeg har muligheden for at trække vejret for min egen skyld de timer om dagen, hvor han er i vuggestue og det er alt rigeligt.
Nu skal jeg så bare i træning med at gøre det).

Idag. Bootcamp dag 2.
Det kunne umuligt blive værre end igår, men jeg har stadig brug for hjælp udefra, så jeg bookede en tid hos den afsindigt dygtige Noi.
Jeg er selv massør. Noi er massagens Chuck Norris.

Hos hende er der heller ikke skyggen af mulighed for at jeg kan tænke på hende istedet for mig selv. Jeg spurgte selvfølgeligt og indfølende om det ikke var hårdt at massere hver dag og mange gange 2 timer ad gangen - og ville gerne vide, om hun bedst kunne lide de lange behandlinger.

Ja, siger hun. Det er bedst. 1 time er for kort, hvis der er problemer med kroppen. Halvanden time, to timer, tre timer er godt. To timer hvis det er en stor krop. Halvanden time er godt til dig.
Og således fik hun venligt og smilende vendt fokus tilbage i den rigtige retning: På mig og mine behov. Ikke hendes.

Jeg er stadig ikke helt overbevist om, at vejen til Zen og antistress går ad 'tænk på mig selv først'-vejen. Men når Noi viser, at hun er helt ude af stand til at bringe sig selv ind i ligningen, så er det som at få et stærkt belyst spejl holdt op foran stressfurerne. Lidt ligesom at prøve jeans. Bare behageligt.

Måske lærer jeg hen ad vejen at blogge om noget, der ikke er så navlepillende igen. 

mandag den 2. juli 2012

Mandagsopkast

Undskyld. På forhånd.

Jeg gider bare ikke lige nu, vel?
Jeg er så træt af at se mig selv i sove-t-shirt og barnets morgengrød, der hver eneste fucking morgen eksploderer og klistrer sig til mig. Især til mig.
Hvor i mine drømme stod det i øvrigt, at jeg skulle blive sådan en, der sover i t-shirt? Var det ikke mig, der engang altid sov nøgen og smuk (hvis man lige kneb øjnene lidt i) og vågnede med småsexet rockhår og sprød stemme?

Jeg kan godt høre jer derude. Jer, der sidder med hovedet lidt på sned og siger at jeg skal være glad og positiv, fordi jeg har sådan en dejlig dreng og et bord i et hus og arme, som grøden kan fordele sig ud over. Jamen, det er jeg. Jeg er fuld af kærlighed til drengen og jeg sætter også pris på mine arme. Det er jo ikke fordi jeg vil undvære. Og luk så lige røven i 2 sekunder.

Der er mad, der skal planlægges, der er indkøb, der skal ordnes, gulve vi lige skal huske at holde rene og vi skal huske at spise den mad, der ikke laver sig selv, og endelig ikke de der kiks, der lige er ved hånden, når vi er godt igang med at hade rugbrød og ikke gider skrælle, skære eller bare åbne noget som helst, der ikke med det samme lægger sig som glasur over følelsen af at være temmeligt alene.

Og luk så røven. Jeg er glad for min søn og min familie. Ja, selv hunden. Jeg skal også være glad for at jeg har en mand. Og en have, som ensomhedens sure krager kan skide i.

Du er jo ikke alene, siger i nu.
Nej.
Og jeg kan godt selv høre, at jeg er en overspændt mandagssur morgenheffel. Det er bare som om beviser og sund fornuft ikke gør andet end at få min stive langemand til at blive endnu mere insisterende.
Inde i bestyrelseslokalet sidder jeg i ensom majestæt med alle kasketterne på og et eneste navneskilt på det grødplettede bord: Lene Alene.

Jamen, lyder det.... Luk. Zip.
Jeg er nemlig ikke færdig, selvom jeg godt kan mærke, at den opgivende mandagståge begynder at lette lidt, som jeg kommer skrivende hen ad linien.

I mine drømme var det anderledes.
I mine drømme fortjener alle - selv jeg - at blive fejret, hyldet, værdsat og elsket, så tvivlen og ensomheden lusker af. Virkeligheden kan sætte begrænsninger. Virkeligheden rummer travle mandagsmorgener hver eneste dag i ugen, optørring på repeat og hver mand for sig selv. Sådan er det og man må leve med det. Fucking repeat.

I det mindste skinner solen. Siger nogen.
Og jeg præsenterer igen min ranke finger. 

Men måske behøver i ikke ligefrem at rende mig i røven, alligevel. Den er alligevel fuld af opfordringer til at være positiv, for jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle gøre af dem.
Tak fordi i lyttede.

fredag den 29. juni 2012

portvin, yoga eller løbetræning

Jeg er ikke god til at slappe af når jeg kan. Bevares, jeg er dansk mester i overspringshandlinger, men det betyder ikke, at jeg slapper af imens, tværtimod.

Jeg har alle muligheder for at slappe af et par hele timer om dagen. Manden er på arbejde, barnet er i vuggestue, hunden sover om formiddagen og jeg har helt officielt ferie fra jobbet.

Og så var det, at jeg kom til at tage til et møde om min fremtidige rolle i firmaet og kom hjem med opgaver.  Vigtige opgaver for firmaet og for en af de gode kunder.

Ved I, hvor megairriterende tics i øjet er? Muskelkramper, der får det til at føles som om øjenæblet bevæger sig som en metronom på speed, er ved at få mig til at miste besindelsen. Oven i at have spændingshovedpine skulle øjnene lige kvittere ved at spasse helt ud, ikke? Jeg ved godt at jeg alligevel ikke holdt helt fri, men... I min ferie?

Jeg ved det, jeg ved det. Det er stresssignaler. De skulle helst stoppes med det samme. Øjet ved at blive holdt fast på plads med en gaffel med spidserne først. Det er bare ikke så let at føre automobil med sådan et par spiseredskaber i synet.
Resten er værre.

Portvin dur heller ikke. Så nu skriver jeg her, at jeg skal træne hver dag hele juli. Så har jeg mindre tid til at slappe af, når det nu er så skidt for mig. Der.

mandag den 25. juni 2012

Jeg har også vugget en liter mælk idag

Så sidder jeg her med varm kaffe. Jeg ignorerer fuldstændigt at opvaskeren skal tømmes og tøjvasken skal passes, fordi jeg kan.
Så... jeg drikker kaffe, der er varm mens Aksel er i vuggestue og hunden snorker tilfreds med hovedet på mit lår.

Det er sådan cirka første gang i 11 måneder, at jeg gør det på den langsomme måned. Ikke fordi jeg ikke har siddet ned og drukket kaffe, men fordi jeg aldrig har vidst, hvornår sirenen ville lyde igen, har jeg drukket kaffe på asbest-hals-måden ved at kyle koppens indhold i svælget på vej ned i sofaen eller ved at drikke en halv mundfuld og se resten blive kold fra der hvor jeg blev kaldt hen.

Noget i mig er temmeligt langsomt i opfattelsen, for jeg har lige været en tur forbi den åbne havedør, hvor jeg gik i tysse-spasmer og viftede med pegefinger af anlægsgartneren, der larmede med sit nye maskineri.
Uden at have en barnevogn indenfor pegevidde.  Kun kaffe. 

mandag den 18. juni 2012

Godt, der kun var to bryllupper. Et mere og det var blevet grimt

Jeg havde heldigvis taget en pakke kleenex med, som jeg sørgede for at placere lige foran mig på kirkebænken. Efter kronprinsens bryllup ved jeg, at jeg kan blive en kende rørt.

Skulle have medbragt et viskestykke. Eddermame amatøragtigt med en krøllet pose papirlommetørklæder. 

Det var så fint et bryllup, så fine ord, så fine mennesker, så ekstraordinært fine sange, at min mund lynhurtigt bugtede sig i bakkedal og jeg måtte synke hårdt, da den smukkeste brud og hendes meget stolte far kom ind i rummet. Og kigge op i loftet og vifte mig med sangbladet, da jeg måtte sidde ned igen. (Hvorfor gør man det, egentlig?)

Det sangblad blev i øvrigt nærlæst, skal jeg lige love for, for jeg skulle ihvertfald ikke kigge op mod brudeparret, hvis jeg ville have rene toner i næbbet.

Åh, det var godt. Der var kærlighed, der var realitetssans, der var humor og de fik deres kirkelige velsignelse og ... ringe på! Og solen skinnede og alt var godt.

Hvorfor tuder jeg over bryllupper? Jeg håber, at nogen har et bedre bud end mit eget, som er lidt ømfindtligt: Jeg er en sucker for venners gode historier og bryllupper, fordi jeg... ahem.. måske er en lille smule misundelig. Kronprinsen er også en slags ven.

Samme aften var der bryllupsfest for et andet vennepar og det var også rigtigt godt med super mad og en glad brud og alt hvad der til sig hører. Jeg tudede ikke om aftenen, men fejrede det med bryster, der i aftenens løb var vokset til yverballoner som udfordrede kjoletoppen til max. Åbenbart havde tårekanalerne afvist vædskestrømmen og sendt videre.


torsdag den 14. juni 2012

Playitas

Beklager tavsheden. Jeg har holdt ferie og det viste sig, at det var alt for tiltrængt, så jeg har ladet tasterne hvile også, mens jeg har smilet bredt i solen og fået mavemusklerne strammet (lidt mere) op igen.

Vi har været på Fuerteventura, på Playitas. Og det var fantastisk. Man tror det næppe, når man som jeg stod med en meget aktiv, næsten 11 måneder gammel dreng på hoften og 5 timer i fly og 30 graders varme i udsigten.
Det gik fremragende.

Jeg er endda kommet så langt som til at holde af begrebet halvpension, for det betyder bare, at der er masser af mad at vælge mellem, som andre har lavet til dig og der er også nogen, der klarer at rydde op efter et lille madorgel, der lystigt har ædt sig igennem buffeten og smidt halvdelen på gulvet efter at have mast det.

Dejlige mennesker på turen også. Lige på nær dem, der sad bag os i flyet på vej hjem, men de får et afsnit for sig selv. Alle andre, serveringspersonale, ansatte, medrejsende, har gjort ferien ekstra lækker.

Næste år tager vi 14 dage. Mindst. Og tager mormor med som tak for at hun har holdt hunden og skansen herhjemme.

Back to life. I næste uge er der møde på arbejdet, indkøring i vuggestue og dagpengene er sluppet op. Jeg har brune fødder og så siger reglerne, at man kan klare alt.

søndag den 3. juni 2012

Hvis jeg så bare kunne græde pænt

Jeg beklager tavsheden fra bestyrelseslokalerne. Vi er ikke gået på ferie endnu.

Sagen er, at Aksel er begyndt i vuggestue. En lille præ-indkøring har vi gang i indtil vi skal på ferie med barn for første gang. Bagefter er det den rigtige indkøring. Oveni det hele er jeg blevet syg.
Jeg har ikke rigtigt kunne holde mad i mig i en lille uges tid, så jeg har været zombieagtig, samtidig med at jeg har haft hovedpine, tunnelsyn og nakkespændinger, der har fået mig til at kaste endnu mere op.

Ferie-mave har jeg tænkt. Indtil Mikkel lige spurgte om jeg stressede lidt over vuggestuestart og ferie. Mnjooh.... i middelsvær grad.

Det byder mig imod at skulle aflevere Aksel i vuggestue. Han er alt for lille. Men han er også klar til nye udfordringer. De er alt for store lige nu, de udfordringer, hvis man spørger mig.
Det hjælper ikke at pædagogerne kigger på mig og småhvisker med manden om, at det altid er værst for mødrene.
Virkelig. Det er ikke remotely beroligende og det hjælper ikke en kæft, når de større børn jodler rundt og råber, mens der er tre andre der græder og min lille hvidhårede søn lige strammer grebet i min arm. 

Men vi gør det. Og når jeg er færdig med at mumle mit nye mantra på manisk vis: Det bliver så godt. Det bliver godt. Det bliver så godt. Ja, så skal jeg have massage.

De af jer, der kender mig fra tidligere tider irl og måske også herinde fra har sikkert dannet jer det korrekte indtryk af, at jeg ikke tudede over andet end romantiske kongelige bryllupper.
 
Nu tuder jeg hele tiden. Her til morgen, hvor der for alvor var udsolgt på energihylderne, begyndte jeg at stortude, fordi Mikkel havde lavet morgenmad til mig og pyntet med grønne druer. WAAAAAAAAH! Mest fordi jeg er sådan et utaknemmeligt bæst.

Jeg tuder også hver gang jeg træder ind i vuggestuen, men prøver at skjule det. Jeg bliver kendt som Aksel mor, frømunden.
Det hjælper ikke... han skal i vuggestue.
Og jeg skal have så mange massager, der kan ligge på mig.  Jeg kan vel stille en spand under briksen til tårerne.

mandag den 21. maj 2012

Eller hvis jeg ikke var stivnet som en hare i forlygte-lys

Du får så meget energi! Det bliver så godt for dig! Du trænger også til det efterhånden, gør du ikke? Glæder du dig ikke? Du skal se, du får megameget energi af at komme ud og snakke business igen.
Sådan lyder det fra min omverden. Jeg tror at det er salgsgas og en generel løgn, de prøver at få mig viklet ind i også.

Jeg ved ikke rigtigt om jeg frivilligt køber ideen om, at det udelukkende bliver godt at komme på arbejde.

Jeg kan ikke se på nogen af de mødre, jeg kender, at det har været idel lykke. Man får ikke den slags furer i ansigtet af ny energi.

En enkelt har helt sikkert haft godt af at få lidt perspektiv og noget at blande moderskabet op i, men resten ser ud som om det er hårdt.
De slider i det for at hænge sammen.
De siger alle som en, at kræfterne er brugt når arbejdsdagen slutter og lunten er kort når barnet er hentet og der i virkeligheden skulle være kvalitetstid og nærhed ud over det hele.
For slet ikke at nævne koordinationsudfordringerne.

Det, der har været hårdest for mig ved at blive mor, er at jeg er på hele tiden. Der er altid et ansvar, der banker på og noget opmærksomhed, der bliver krævet.
Jeg kan ikke se, at det skulle blive lettere ved at der kommer flere slags ansvar ind over og flere mennesker, der leverer opgaver.

Det kunne jo være lys og ikke et modkørende tog jeg ser, hvis jeg lige stoler på at folk ikke bare vil smitte mig med 'mor-på-job-løgnen'

torsdag den 10. maj 2012

Forventer at se bryst- og skamlæbeoperationer offentliggjort på skilte på strøget

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg skal under en plastikkirurgs kniv i morgen.

Jeg har selv valgt at blafre det ud på facebook, for jeg har ikke noget problem med at indrømme at jeg både er blevet så gammel, at familiehængerne kan ses og at jeg er forfængelig nok til at gøre noget ved det.

Om ikke andet, så ved folk jeg kender, hvorfor jeg kommer til at gå rundt og ligne en, der har fået læsterlige klø fra i morgen eftermiddag.

Jeg har selv valgt at fortælle det og derfor var jeg også overrasket over, hvor indiskret og ubehageligt jeg syntes det var, da jeg fik en besked på facebook om at Nogen havde set, at jeg har en aftale hos plastikkirurgen imorgen: i kirurgens aftalebog.

Øh nej, Nogen er ikke ansat dernede.

Nogen var der i andet kropsligt anliggende og nu ville Nogen gerne vide, om jeg havde hørt noget om hans referencer, om jeg kendte dem siden jeg havde valgt ham.

Synes godtnok det er grænseoverskridende at man bare kan kigge i bogen på bordet og se at jeg har en aftale kl 14.

Mangler bare at man også kan se, at det er blæst op på lysavis at kirurgen skal fjerne et par tentakler nu jeg er der.

lørdag den 5. maj 2012

Undværlig

For år tilbage proklamerede jeg skråsikkert, at de kvinder, der ikke har medkokke, medhjælp og medansvar i deres mænd i køkkenet, ikke har det, fordi de ikke vil af med magten.
Billedet er lidt mere nuanceret, ved jeg nu. Eller... Det bliver jeg nødt til at sige.

I over 9 måneder har jeg haft ansvaret for driften af hus og baby. Jeg har stået med de overordnede tråde og vidst at der skulle pakkes pusletaske, at der manglede bleer og hvad junior skulle spise. Og hvad han kunne lide at gøre og hvornår han skulle sove, hvordan han kunne trøstes. Jeg har haft praktisk hjælp i manden, men af mange grunde, primært at det er mig der er på barsel, har jeg også været Den Udførende.

Uden at tage noget fra nogen, kan jeg sige, at jeg har været rigtigt meget på.

Lige om lidt står den på pasning af professionelle og fuldtidsarbejde. Selvom jeg burde se frem til vokseninput, så glæder jeg mig ikke til at undvære min lille dreng.

Jeg glæder mig ikke til at kunne undværes. Nærmere.

Det skal ske, bevares. Han trænger til nye input, jeg trænger til at få vasket bilen og overføre mit nye overblik til noget med kommunikation og kunder og far trænger til at få sin ligelige plads i familieforetagenet.

Lige nu vil jeg bare langt hellere være uundværlig.
De kommer til at minde mig om at jeg gerne må drikke en hel kop kaffe mens den er varm og at slippe magten.



torsdag den 26. april 2012

Askepot! AAAAskepot!

I lååååve it! Ole Henriksen i mit morgen-tv fortæller om, hvordan man får en god morgen ved at stå tidligere op, selv falde til ro og være i stand til at sprede lidt ro, hygge og kærlighed til resten af familien.
Han har ret. Det er jo sådan det burde være. At alle er samlede over smukke blomster, dejlig mad og snakker om dagen, der venter.

Alle dem, der ikke trænger til en god morgen-start rækker hånden op. 
Jeg trænger inderligt, for når jeg går i seng om aftenen ved jeg, at der venter en del opvågninger før ground hog day venter klokken lidt i 6. med øllebrød og morgenhår.

Tror jeg bliver nødt til at gøre et Ole Henriksen-forsøg, for den eneste musik jeg hører om morgenen er Askepot-sangen, der kører i rundhyl i mit hoved.

søndag den 22. april 2012

Fin de siecle

På lørdag har jeg levet i 40 år.
Jeg har ihvertfald trukket vejret i 40 år.

40.
Gammel dame. Tudsegammel. Jeg holder mandtal på mine rynker i spejlet når jeg har tid og den sidste uge op til at tretallet ruller ned og bliver erstattet af et 4-tal vil jeg vædde en blank femmer på at jeg kommer til at gøre status.  Hellere det end at frygte, hvordan det er at være så gammel, for det ved vi jo godt, at der ikke er nogen grund til.
Hofteskred, knyster og skåneærmer trækker vi på skuldrene af, her i bestyrelsen.  Vi har ingen anelse om hvad det 'overgangsalder', som nogen bliver ved med at råbe meget højt, er for noget.

Da jeg var 16 var jeg sikker på, at jeg ville have mand, karriere og 2 børn, når jeg blev tredive. Det har jeg ikke engang nået som 40-årig, men jeg har større bryster.

Tror, det er på tide at gå i panik, her den sidste uge. Ligesom litteraturen spasser ud mod slutningen af et århundrede og pludselig bliver spændende i sin reaktion, kunne det også gavne mig.

I morgen. Nu skal jeg tidligt i seng.

fredag den 13. april 2012

Til han blev voksen

Han stod tit ved busstoppestedet, da han var dreng. Ikke fordi han skulle med bussen, men fordi  stoppestedet var på den store vej og der var større chance for at hans far kom kørende der end på den lille sidegade, hvor han boede.

Han talte ned fra 30. Tre gange.  For så kom han nok.
Han kom aldrig, men alligevel blev han ved. Ligesom han næsten hver morgen tænkte, at far nok sad nede i køkkenet og drak kaffe i sin morgenkåbe, hvis han tog trinene to ad gangen.

Han sagde det aldrig til nogen. Ingen spurgte om han savnede sin far.

Da han blev ældre var verden i system. Morgenmad før badet. Tøjet rigtigt på. Pålægget aldrig på brødet i madpakken, men først på tallerkenen.
Lag på lag af orden og regler blev lagt ovenpå hinanden og han glemte sin far. Glemte duften af barberspritten på badeværelseshylden og den rungen, hans stemme lod hænge i væggene. Glemte, hvorfor der skulle være orden. Ikke engang i drømme var hans far der. 

Langsomt forsvandt savnet. Begravet i hverdag. Tvunget i glemsel og tom trummerum. Omkring ham blev hans krop voksen og verden ældre og formålsløs.
Lagene gav sig indimellem. Undergrunden murrede.

Nogle gange steg et brøl op og overmandede ham i et åbent øjeblik. Skreg ham i ørerne, så han ikke kunne tælle til 30 og ikke passe sin voksne krop og ikke se hvor angrebet kom fra. Jog ham en skræk i det unge liv og lod knæene ryste under det voksne, så benene mistede kraft.

Da hun puttede sig ind til ham, rakte han armene frem mod hende, men kroppen kunne ikke. Forstod det vist egentlig som endnu et angreb fra en ukendt vinkel. De voksne arme hang stift mens det buldrede, bragede.

En dag fortalte han hende om stoppestedet. Og han tvang sig selv til at gå derhen igen og igen til lagene lettede. Igen og igen. Talte til 30 gange tusinde.
Indtil hans krop kunne række frem mod hende og rumme bragene. Indtil larmen nedefra blev til et barns frydefulde larm med grydelåg.

onsdag den 11. april 2012

Hvordan man siger nej til (andres) børn

VOVVOVVOV lød det fra drengestemmer ude bag den tynde hæk.
Hunden inde på min side af ligusteren havde rejst børster, forsvarede sin matrikel og gøede voldsomt, mens den skiftevis bakkede og dansede frem mod drengene. 
De blev ved, syntes det var sjovt. Trådte frem og stak gøende ansigter helt hen til hegnet.

Jeg bad dem lade være med at drille hunden. Fik svaret 'det gør vi heller ikke' tilbage, mens de to knægte ikke slap hunden med øjnene og fortsatte med deres vovvovvov.

Indrømmet, jeg tænkte ikke ret meget over strategien og lige da jeg så den enes ansigtsudtryk og hørte fødder, der spænede op af asfalten, tænkte jeg at jeg vist havde været lige barsk nok.

Jeg råbte 'Kan I så komme væk fra vores hæk. Når jeg siger til jer, at i skal lade være med at drille, så lytter i! Hvad er det for noget?'
Ja, ja... jeg er blevet til hende den sure gamle tante. (og gammeldags indigneret. Suk)
Ja, jeg beskytter min hund, der jævnligt bliver tirret af drenge, der også kan kaste sten ind i haven. Vil så gerne undgå, at den skal gø endnu mere eller blive aggressiv overfor gæster.
Og ja, det var bare drenge, som sikkert ikke mente, at de drillede, men bare gerne ville lege med hunden.

Men... Hvordan siger man nej til børn?

Jeg kunne godt have valgt den følsomme, empatiske, pædagogiske metode og forklaret dem hvad hundesproget betyder og at det ikke er så godt at lege med hunden gennem hækken.
Men jeg mente faktisk, at de ikke måtte. Jeg mente, at de skulle høre efter. Første gang.

Kan man forvente det af andres børn?

Og må man overhovedet sige som jeg lige har gjort, uden at have lyst til at gøre det bare lidt om bagefter?

onsdag den 4. april 2012

Sofa-bisættelse

Jeg sad i den sofa, der nu skal videre, og skrev takkebrev, da min biologiske far besluttede sig for at begave alle sine 5 børn med en sum penge for nogle år siden.

Han døde i mandags.

Mine forældre blev skilt da jeg var 8 og min mor blev gift igen et par år senere. Min biologiske far har næsten ikke været andet end biologisk far for mig, selvom det bryder en Disneyillusion eller to at skrive det. Manden, der altid vidste bedst og altid var bedst. Manden, der var alkoholiker mens jeg var lille og først blev tørlagt meget senere.
Han har aldrig rigtigt været nærværende for mig, men dog min 'rigtige' far, som var der et eller andet sted.

Jeg har ikke haft kontakt med ham de sidste 10-15 år, når man lige ser bort fra det brev, jeg skrev til ham i sofaen. Måske er der også skrevet et par julekort.
Efter nogle hjerneblødninger og demens havde han tilsidst glemt alt om mig.

Så nu sidder jeg i sofaen igen og tænker på om køreturen til begravelsen i Sønderborg er det værd.

Man skal begrave de døde.
Mine halvsøskende kommer sikkert.
Dem har jeg heller ikke noget at gøre med ud over den yngste af dem og ham inviterer jeg til min fødselsdag alligevel. Resten kommer jeg ikke til at have kontakt til efter begravelsen, ligesom jeg heller ikke har haft det de sidste 15 år.

Hvis jeg skulle skrive den bog, ville det blive om den del af familien, men er det alligevel ikke for kynisk at betragte sin fars begravelse som research? Jeg hælder lige nu mere til at lave min egen lille ceremoni herhjemme. I sofaen.

Om ikke andet så for at undgå at falde i rollen som den dygtige datter, der gør alting rigtigt.

Sofafronten

Lige efter jeg lærte Mikkel at kende, købte han en stor fed flyder af en loungesofa. Købet var vigtigt, for sofaen skulle stå i den nye ejerlejlighed i Risskov og afløse måneder på luftmadras.

Den er fin. Der er ikke noget der. Den er af dun, af højeste kvalitet og den er ikke mindst hans. Jeg har arbejdet ihærdigt på at få den ud de sidste par år. Eller tre. Fire, måske, hvis man regner de små fnys med, der betød at jeg syntes det var en udfordring ud over det rimelige at finde puder til krabaten, for farven har det med at passe meget lidt med resten af vores indretning.
Normalt plejer jeg at lave noget om, hver gang Mikkel synes han skal ud af huset, men sofaen har jeg altså fået forbud mod at give et nyt hjem. 

Nu sker det. Håber jeg.

Vi kom til at købe nye sofaer igår og jeg sidder lige nu og fejrer købet i den gamle sofa med at have ondt i ørerne, snot i hele kraniet og tankerne fulde af minder om, hvad den sofa har været med til.
Det var her, Mikkel syntes at det ville være hyggeligt at spise en pizza med vores lille hvalp på maven. Hunden har aldrig ladet sig fortælle at den ikke måtte være i sofaen siden og de to store hanner har en daglig kamp om sofahjørnet. Hunden vinder som regel ved først at lokke Mikkel op og hen til havedøren og derefter spæne hen og lægge sig til at sove rævesøvn med et lille smil om snuden. Helt slap, så man ikke kan slæbe den væk.

Klog hund.
God sofa at sove i.

Vil du købe den? Hvis du lige renser den før du lægger øret til armlænet, er jeg sikker på at der er masser af gode historier i den.



mandag den 26. marts 2012

Jeg er jo typen, der altid har ret

Hvis nu et menneske meget ofte omtaler sig selv som et eller andet, fx som en meget sporty type, intellektuel, en rigtig drengepige eller hipster, så tror jeg ikke jeg er ene om at løfte et mentalt øjenbryn i mistro.

Samme mistro som når jeg falder over en reklame, hvor tekstforfatteren har været nødt til at skrive 'fantastisk billigt'.
Hvis det var rigtigt, var det ikke nødvendigt at hævde det, vel?

Det kræver ikke mange gennembladninger af selvhjælpsbøger at finde ud af at mennesker der prøver at se ud som noget de ikke er, har et dårligt selvværd.

Ok, det var de indledende teser. Jeg er kommet til at tænke videre derfra. Det kommer der af at skubbe barnevogn.

De mennesker, der ligesom mig løfter øjenbryn, men som også har brug for at kommentere det overfor tredjepart. Hvad sker der for det?
Eksempel?
Hm... Det kunne være mig selv der snakker med Mikkel om, at det irriterer mig vanvittigt at en af vennerne har brug for igen og igen at claime at være heteroseksuel når hele verden ved at han er screaming gay.
Tænkt eksempel, selvfølgelig.

Hvorfor skulle man (jeg i eksemplet) blive irriteret på det?
Fordi jeg selv har samme tendens? Fordi jeg vil påpege hvor utroligt skarptseende jeg er?

For det skulle vel aldrig være fordi man mangler noget at gå op i?

Jeg tror, det er en blanding. Man ville ikke blive irriteret hvis ikke det skabte genklang.

søndag den 25. marts 2012

Hvor er den nærmeste lagerplads for urealistiske drømme?

Kunne du ikke have lyst til at skrive noget, spurgte han igen. Der var noget om en debuterende kriminalforfatter i tv. Tror du, at du kan skrive så tilgængeligt at folk kan... læse det?

Oh jo. Jeg vil rigtigt gerne skrive noget.
Jeg har forfatterdrømmen under huden. Nogle gange udenfor huden, men jeg siger det ikke højt så tit, for det er også skræmmende.
Jeg tror, jeg har sagt det før, men jeg er stadig temmeligt nervøs for reaktionerne fra mine nærmeste. Hvis jeg skriver fiktion, vil de tro det er fakta om mig selv eller om dem. Hvis jeg skriver fakta er det næsten værre.

Og så er der kritikerne. Jeg har ikke ligefrem gjort det lettere for mig selv at blive producerende ved at læse sprog og litteratur på universitetet og lære at analysere, vurdere, pille fra hinanden, gennemskue motiver, konstruktioner, sprog.... Jeg mener: Jeg er så selvkritisk af natur at alt det tillærte har ikke gjort det lettere at få ordene til at flyde.

Men for hulan hvor vil jeg gerne kunne.
Jeg hørte Josefine Klougart læse op ved en Tina Dickow-koncert for snart længe siden og jeg fandt noget af det betragtende og iagttagende i hendes tekst, som jeg ved at jeg selv vil have med i en eller anden form.
(Jeg ønsker mig hendes nye bog En af os sover i fødselsdagsgave, forresten)

Men derfra og så til selv at få trykket på tasterne og sat ordene i den rigtige form. Pyh.
Det ville nok også kræve lidt mere tid end fuldtidsjob, barn, mand og hund tillader. 

fredag den 16. marts 2012

En ny måde at missionere på

Gud har ikke skabt en skid! skrev min bekendte på facebook. Så fat det dog.

Artiklen, han linkede til, var om vielser af homoseksuelle og de præster, der henholder sig til ordet om at Gud skabte os som mand og kvinde.

Jeg er fortaler for at homoseksuelle kan vies i Folkekirken, fordi den Gud jeg tror på er kærlighedens Gud.  Så findes da tro, håb og kærlighed, men størst af alt er kærligheden, står der i Paulus' brev. Der står også meget andet i Bibelen og der er passager, man kan bruge til at slå andre passager i hovedet med, så jeg er glad for, at jeg ikke er biskop, der skal afgøre hvad der teologisk er rigtigt at gøre.

Manu Sareen har været klog nok til at lade politikken stoppe ved muligheden for at sige ja eller nej til at ville vie homoseksuelle og biskopperne må så forvalte det.

Tilbage ved min bekendte. Det blev noget af en diskussion i den tråd. Om dogmatisk læsning af bibelen og spørgsmålet om man kunne blive viet i kirken eller hellere skulle opfinde sin egen religion hvis man som homo-par skulle vies som rette ægtefolk i kirken, fordi ritualet ikke passer.
(Velsignelsen kan man da få).  Og så om hvem der havde ret. Om at der ville være ramaskrig, hvis nogen forsøgte at slette passager i Koranen. Hvem, der ikke fattede en skid. Hvem der skulle læse aviser og om kirke og stat skulle adskilles. Og så lidt mere postulat om, hvem der havde ret.

Jeg sad stadig og stirrede paralyseret på 'så fat det dog'. Temmeligt længe. Jehovas vidner stemmer dørklokker. Ateisterne beordrer forstanden til at rette ind.

Jeg glæder mig bare til den dag, hvor det ikke hedder homo-vielse, men ægteskab. 


søndag den 11. marts 2012

Jeg kan næsten ikke lugte mine egne opstød for bare sure røve

Brok har været på mode i nogle år, forekommer det mig.
Det begyndte med at det var sjovt at være små-bitter med et strejf af selvironi, mens man fortalte om en oplevelse i Føtex eller en kikset date. Det kunne man så underholde med over cafe-kaffen eller blogge om, mens man sådan mestrede at tale almindeligt sammen også. I ved; tale OG lytte.  

Jeg håber, den mode er ved at være på vej tilbage til det niveau igen, for jeg kan så godt lide det.
Selvironisk, reflekterende brok eller bare gammeldame-surhed er sjovt. For mig.

Men. Brok er ligesom mørk chokolade. Det er lige bittert nok, hvis det får lov til at tage overhånd og hvis man får det serveret hver dag både til morgen, middag og aften, så udvikler man spisevægring. Brok.

Bloggerbrok er altid sjovt, fordi det er så uforpligtende og retningsløst.
Jeg kan læse blogbrok som ren underholdning, fordi der ikke er nogen, der ser mig direke i øjnene imens og forventer at jeg skal reagere på det. Uforpligtende brok.
Men når folk bitcher på mig overalt. Klager. Piver. Skælder ud på andre trafikanter eller tv mens de kigger på mig eller hælder det ud over min facebook-update, så...

Ajmen OK.
Det er bare fordi jeg synes at det også er synd for mig. Jeg synes, jeg er den man tuder på og hælder brok ud over for tiden. Gider ikke rigtigt høre mere pis fra nogen, før der er nogen, der har hørt på mig brokke mig.
Mit hoved ligner efterhånden en overfyldt tøjcontainer fra Folkekirkens Nødhjælp og jeg skal lige hilse og sige at andre folks gamle brok ikke altid lugter lige behageligt.

Så nu har jeg lettet på låget af Pandoras æske og luftet ud på jer.  Ækelt, ikke?

mandag den 5. marts 2012

WTF?

Jeg så lidt af en film i aftes og lad mig bare sige, at det var så skræmmende at jeg har haft mareridt om det i nat. Man må ikke holde pause fra den slags fiktion og så springe lige ud i en henrettelsesscene.

Og så så jeg noget andet, der har givet mig et mereridt, der stadig udspiller sig ved fuldt dagslys.
Beslutningen om ikke at blive gymnasielærer begynder at vakle, for piger som disse to? Nogen må give deres forældre sedler med hjem med meget store bogstaver.


onsdag den 29. februar 2012

Høns er kun gode i asparges-terapi

Min mor rapporterer fra hundeskoven, hvor hun dagligt lufter min hund, der er på ferie hos hende.
Det er sjovt, skriver hun. Der er en hønsegård lige op til hundeskoven, men Oakley går i en stor bue udenom.

Min hund er en fuglehund, en jagthund af den slags, der stivner i tegneserie-stilling med den ene pote løftet, så snart der er en solsort i synsfeltet. Eller bare når jeg siger 'find fuglen'.
Men høns?

Jeg har det fint nok med fugle, dog er jeg ikke vanvittigt glad for måger efter at en af dem vækkede mig ved at stirre på mig en nat. Høns er jeg lodret bange for. Satans øgler.

Må lige gennemgå de ting, jeg ikke bryder mig om, så jeg kan begynde at lade som om. Hvis jeg kan påvirke min hund på den måde, ender Aksel med at spytte på høns, ikke kunne se det pæne i skindherresko og ikke spise spegepølse.

 Faderen kan måske hjælpe, men ... vi skal lige se seriøst på vores hang til at købe ting til os selv, gemme dem i skabet for at kunne trække på skulderen og sige 'nå, det er lææænge siden jeg købte den. Billigt'.
Den går i arv. Utvivlsomt.
Med mindre der bliver opfundet en slags Cilit Bang-terapi.




tirsdag den 28. februar 2012

Jeg kan virkelig ikke døje dem, der belærer på den måde

For længe siden var jeg på et lederkursus og blev bedt om at tænke på en person, jeg bestemt ikke brød mig om og begrunde hvorfor.

Valget var ikke svært, for hun var satanedeme en møggimpe og jeg beskrev hende som intrigant, urimelig og primadonna. Hun var bare alle vegne og virkelig ude med kniven efter mig.

Overraskende nok (åh, ironien) var det en spejløvelse der skulle bevise, at alt det, jeg ikke brød mig om ved hende, var sider af mig selv, som jeg lod spejle i hende.
Ikke pissedyb psykologi, men meget rigtigt.

Pointen?
Ikke nogen, tror jeg. Bare en kommentar til et par situationer i andres liv.

Og sådan slap jeg afsted med at være indirekte og alle vegne og ude med den bedrevidende pegepind.

søndag den 26. februar 2012

Dykkersyge

Jeg taler med min arbejdsgiver i øjeblikket for at finde ud af, hvornår jeg skal melde mig tilbage på arbejdsmarkedet og afholde ferie, så jeg kan starte på det helt rigtige tidspunkt for både firmaet og mig.

Jeg har lidt kriller i maven. Lidt 'nu-kommer-virkeligheden-tilbage'-ubehag.

Det er både fedt at have gode kolleger, labre lokaler, voksen-udfordringer og færdiglavet frokost i vente, men det er også skræmmende på en helt basal måde, at jeg skal sende Aksel i pasning og ikke se ham ret mange timer om dagen.

Mest af alt har jeg efterveer.
Kvalme som vender tilbage med forsinkelse.

Jeg blev sygemeldt nogle måneder før jeg skulle føde, fordi jeg var så stresset at min krop reagerede. Temmeligt ufleksibelt arbejdsmiljø og en chef, der videreformidlede det pres, han selv følte han var udsat for fra sin foresatte.
Mails om at det ikke var velset at jeg kørte hjem dagen før begravelsen, fordi firmahåndbogen foreskriver, at man er så meget som muligt sammen med teamet på kontoret. Gentagne informationer om, at der var nogen, der holdt øje med mig.
Kvalme.

Chefen er der ikke mere og jeg har en anden leder nu. Jeg holder stadig rigtigt, rigtigt meget af firmaet og det vi laver. Jeg har både nogle gode gamle legekammerater at komme tilbage til og nogle nye, jeg glæder mig til at arbejde med.

Mailvekslingen med den nye leder er fin. Fleksibel. Vi finder en løsning som passer os. Men jeg har gammel kvalme.

Måske er det bare min hjerne, der er på vej mod overfladen og er ved at trykudligne. 

onsdag den 22. februar 2012

Skriver, når jeg er færdig med at ae mit hofteben

Undskyld, men jeg har først nu fået øjnene skruet nogenlunde i igen.

Jeg har været syg, dårlig og møgelendig af mystisk tropefeber (Nej, ikke snottet med halsbetændelse som alle de andre almindelige stakler. Tropefeber, siger jeg jo!)

Da jeg var færdig med det, skulle jeg lige dele en maveinfektion med resten af familien. Man kommer så tæt på hinanden på den måde.
Og nu er Aksel syg.

De 5 kilo jeg har tabt undervejs gør heldigvis, at jeg er så udmattet at jeg ikke magter at tude over at jeg skal i seng klokken 20.30 for at trøste Aksel og for at hænge sammen. Og så er det på en syg måde dejligt at mærke et hofteben, der stikker ud på den gamle måde igen. 

Ti lige stille med, at kiloene vender tilbage, så snart jeg magter at blande slik igen.

torsdag den 16. februar 2012

Send citronmåne og resten af formaningen, tak.

Jeg er sur idag.
Når jeg ser mig i spejlet ligner jeg en, der er løbet tør for overskud for et årti siden og der er kun mørke, døde huler tilbage der, hvor øjnene plejer at være.
Undtagen når jeg ser ind i et spejl, hvor Aksel også er.

Resten af tiden går jeg og skumler, for jeg synes krafthelvede det er for galt.

Hvorfor er der ikke nogen, der har købt pauser til mig?
Hvor bliver min chokolade af?
Hvem er det, der har bestilt regnvejr uden også at bestille en vogn-gænger når Aksel skal sove, så jeg kan få mere end bare 1,5 minut til at glo lige ud i luften og gro nogle øjne igen.
Tro mig, jeg er pisseligeglad med resten af verden.

Undtagen med  de mennesker, der siger, at jeg skal huske at slappe af og passe på mig selv. Der lytter jeg intenst.

Selvom jeg har tante Møhge-horn og tykke briller og fuld opmærksomhed vendt mod de venlige, omsorgsfulde ord, så kan jeg ikke høre resten af det, som flinke mennesker bestemt må følge op med.  Jeg når aldrig at få opskriften på, hvordan det skal gøres, med.

Det er jeg bitter over.



søndag den 12. februar 2012

Uge 6 aflyst

Jeg har været syg. Det er derfor.

I mandags fik jeg feberkulderystelser så højt på Richter-skalaen, at jeg måtte ringe efter Mikkel. Jeg kan normalt klare mig selv og plejer ikke at holde mig tilbage fra en køretur til København med lungebetændelse.  I mandags sagde jeg, at jeg gerne ville bytte muskelsmerterne for veer.
Og jeg mente det. Den dag.

Tirsdag var værre. Klokken 6 ringede jeg efter min mor, som fluks stillede og sørgede for at jeg kom til lægen, på apoteket og som myndigt sendte mig i seng hver eneste gang, jeg konfust vaklede ud af den. Hun passede Aksel, som normalt er sin mors dreng og Aksel er nu smaskforelsket i sin mormor. Med rette.

Tiden efter tirsdag morgen er ret diffus. Jeg husker ikke meget. Kun at det ikke er den stolteste uge i mit liv. Ærligt, ikke? Min mor måtte tørre mit opkast op og skifte sengetøj for mig. På listen over pinligheder står det meget højt for mig, men jeg kunne simpelthen ikke andet end... det jeg nu gjorde, som jeg ikke husker hvad er.

Da jeg dukkede så meget op til overfladen og kom så meget til hægterne, at jeg kunne tjekke facebook og nyheder var jeg sikker på, at jeg var blevet sat af og at der var sket vildt meget mens jeg var væk.  Jeg frygtede det, for jeg haader når jeg ikke kan følge med.

Kan det passe, at der ikke er sket noget som helst? Ud over nogle som altid dejlige kommentarer til sidste indlæg her på bloggen har der ikke været hverken højde- eller lavpunkter i nogle af medierne. Facebook fortæller mig, at verden behørigt har forholdt sig helt, helt stille og anonymt og det eneste jeg kan se, at nogen har lavet er en, der har dryppet stearinlys med sine børn. Ellers har folk kun glædet sig til at noget skulle ske.

Kommer i snart hjem og underholder mig?

søndag den 5. februar 2012

Det eneste tidspunkt jeg nogensinde har ønsket mig lange bryster

Vi var på vej hjem fra Aalborg i aftes. Det var sengetid for den unge mand, så vi regnede med en tur i stilhed.

Fik jeg nævnt, at min dreng evner at gå i overlyd?
Et øjeblik overvejede jeg om han ville være i stand til at skære isen af ruderne. Mikkel sad med hovedet mistænkeligt tæt på rattet for at se ud, hvor der viste sig et frit stykke rude. Termometeret viste minus 19 grader og sprinklervæsken frøs til is indtil det lykkedes at få aircondition til at omdanne bilen til en rullende sauna.

Aksel skreg.
Jeg vippede med autostolen.
Jeg sang.
Jeg shh-shh-ede.
Jeg bed mig i læben, for Aksel strakte armene frem mod mig mens tårerne trillede.
Altså... man tager jo ikke et barn ud af autostolen og sidder med det i armene i en lille bil på vej gennem frostvejr med 130 i timen, selvom alle instinkter byder en at gøre det.

Hvis barnet ikke kan komme til brystet, må brystet komme til barnet.

Ja.

Jeg fandt mig selv spændt ud mellem de to døre som en teleskopstang mens jeg tænkte på, at autostolen kun er beregnet til 15 kg menneske og sørgede for at spænde maven op, så den ikke hvilede på hverken barn eller stol.
Jeg kunne lige skimte noget af vejbanen med det øje, der ikke var klemt af forsædets ryg, min albue har stadig mærke efter den lille firkant i dørens armlæn og trods krampe i læggen lykkedes det mig at afsynge Solen er så rød mor ned mod barnet med blusen mellem tænderne.

Og således faldt barnet sødeligt i søvn. Lunt og trygt.

fredag den 3. februar 2012

fastelavnsbolle-kuren

En gang var jeg på en udrensningskur i en fuld måned, hvor jeg ikke spiste sukker, hvede, kartofler, tomat og hvor jeg hverken drak kaffe, the eller noget med kulsyre i. Gær var også bandlyst.
Hvis jeg helt selv må bestemme, hvad jeg skal spise ligner det noget fra et dameblad. Det er ikke helt skidt endda og jeg mangler bare lige at forsage fredagsslik, som jeg lystigt spiser alle ugens dage.

Det vil være løgn at sige, at jeg er kostforskrækket. Eller småt spisende. Jeg er endda en af dem, der godt gider at få dej på hænderne og bage.

Nu har jeg valgt at gøre noget ved det. Åbenbart er tiden kommet. Jeg er pt ved at konceptudvikle på en kostomlægning, som ... mangler lidt finpudsning.

Selvom starten er gået fint, så har jeg ikke fået andre resultater end den sædvanlige hovedpine. Utroligt nok, for med en hypercarb-sammensætning som hele denne uge har budt på, så havde jeg forventet lidt mere.

To store poser bland selv, mindst 10 gammeldags fastelavnsboller og to skiver franskbrød i løbet af ugen har i det mindste holdt mine nerver dulmede det meste af tiden.

Det er garanteret de tre skiver rugbrød, jeg også har spist, der har stoppet effekten. Næring er så overvurderet.