Vi kom gående med hinanden i hånden, Mikkel og jeg. Lidt langsomt, fordi det var uvant at have en hånd optaget af en anden voksen og lidt langsomt, fordi det også var længe savnet og rart og ikke behøvede at gå over lige med det samme.
Vi havde lige spist et kilo kød tilsammen og var lige blevet enige om at vi vist klarede det meget godt. Hus, to biler, hund, barn, over 40 og stadig uden et eneste stykke beige tøj i skabet. Alt det vi kunne finde på for at fastholde os selv i illusionen om at vi stadig er en slags unge. (Vi snakkede ikke om de føleforstyrrelser i mit ansigt, der fik mig til at tjekke med servietten om jeg savlede rødvin).
Og så passerede vi den tredie gruppe børn. Det var godt nok på Banegårdspladsen og tanken om at de nok var på vej hjem efter noget ...sport... Var efterhånden skubbet væk af urets visere. De første var vel 14 år gamle, den tredie gruppe var 11-12-årige drenge i t-shirts som hang i en portåbning og småprovokerede de piger, der gik forbi.
Da hørte jeg mig selv sige højt, at de unger burde sidde hjemme og spise en marmelademad istedet for at hænge på gaden.
Så tog vi også hjem til vores hjemmesko og en varm kop kaffe.
Seriøst... Moderen til den teenager, der blev knivdræbt på et pizzaria, sagde indtrængende at man skulle passe godt på sine børn. Jeg tror ikke hun var gammel. Bare klog af skade.
Aksel bliver træt af sin gamle soccermom...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...