tirsdag den 29. november 2011

WTF?


En af de forkortelser, der faktisk giver mening for mig, for når man siger 'what the fuck' på den helt rigtige måde, ser man faktisk ud som om man spytter tre konsonanter i versaler.

Siden jeg ikke bruger *LOL* eller lignende profaniteter - eller navngiver nogle af mine filer med underscore og dato for tiden, så må jeg godt skrive - og sige- WTF.

Det har jeg benyttet mig af et par gange i løbet af de sidste to dage:
Manden på posthuset, der tilbød at vippe med barnevognen efter jeg havde forklaret, at storskrigende barn var utilfreds med at være indendørs i varmen. Skal jeg ikke lige...? , spurgte han sympatisk. Lidt for sympatisk, nok.
Du skal da ikke græde, sagde han og stak sine fingre ned til skrigende Aksel. Hvorefter Aksels mor bad ham holde nallerne væk. Han smilede bare videre og sagde at han nok var sulten (og kiggede på mine bryster) og spurgte, hvor gammel han var. Hvad er der med mænd med skæg og nikotinfingre og indholdet af min barnevogn. WTF?

Vi har mange glæder. Babysam, blespande og alt deres væsen er ikke nogle af dem. Forleden, da jeg så mit snit til at lave etnisk udrensning i mine øjenbryn, hørte jeg noget pusle. Knitre.
Automatisk begyndte jeg at løfte fødderne, for... havde vi mus?
Hvorefter jeg tog mod til mig, fulgte lyden og afslørede blespanden i at rulle mere af den hundedyre blepose ud. Af sig selv. Med lidt hjælp fra tyngdekraften og et par remouladebleer, godtnok, men... WTF?
Her går man og sparer og så har Babysam programmeret lortet (!).

Junior var pjevset. Snottet. Ville ikke sove. Havde lidt ondt i maven. Efter en nat med opvågning hver time og en googling vidste jeg, at jeg skulle have fat på nogle panodiler til den lille.
Afsted på apoteket.
Det kunne jeg ikke få, mente damen. Når barnet ikke vejer 10 kg skal lægen sige god for købet.

Nå. Ja ja.... læger ved bedst, tænkte jeg med en venlig hilsen til min ven Læge-lars, der ikke kan skelne Panodil fra Ipren og lystig kyler 3 600 mg Ipren i hovedet med en gintonic for at tage tømmermændene fra igår.

Jamen.... så måtte jeg nøjes med saltvandsdråberne.
Overvejede et øjeblik at lyve ham tungere, eller at lyve en storebror frem til ham eller ... sige jeg skulle bruge dem til en ven. Alternativt at jeg selv var læge, bare for at få apotekerjuntaen til at udlevere noget dope.
Men efter at jeg havde afsløret, at jeg ikke anede at det var stikpiller var det lidt svært at virke troværdig.
Hvorefter damen spørger om jeg kendte de tabletter, der skal opløses i vand på en ske? Med banansmag, jo jo...
Der er dobbelt dosis i sådan en banansatan og der står på pakken at den ikke må gives til børn under to år uden lægens tilladelse. Men dem ville damen GODT sælge?

Jeg lod mine øjenbryn udtrykke tre versaler inden jeg gik ud af biksen med min clean baby på armen.

søndag den 27. november 2011

Medløberi er lissom ikke adgangsbillet til det fine selskab længere

Dengang i folkeskolen var det altid fedt at have det samme som de andre.
Samme bogbind betød veninder. Samme viskelæder betød, at man var med i cirklen og måtte stille det på ens måder op ad pølsepenalhuset i matematiktimen.

Det var dengang man kunne ønske sig støvler ligesom Pernille B og også være lidt fan af Wham fordi Pernille S var det.

Jeg ved ikke, hvornår det gik over. Kan bare konstatere at sådan en har jeg også ikke indeholder nogen som helst værdi mere. I bedste fald er det ligegyldig information, i værste fald er den sætning grunden til at man aldrig går i den kjole mere, selvom man fik gode bryster i den.

Med mindre, det er noget billigt gear til børn og sætningen følges op af noget nyttig viden og lidt refleksion.


onsdag den 23. november 2011

Jordens bærme

Jeg kan næsten ikke klare at høre om den 10-årige, der er blevet voldtaget.

Kan ikke holde tårerne tilbage når jeg tænker på de ar, pigen får og jeg får kuldegysninger af ubehag når jeg hører om, hvordan hele skolen gør klar til at hun kan vende tilbage.
Alle ved det. Hun får ikke en chance for at være anonym og glemme det i bare nogle få sekunder i glade frikvarter.

Min veninde blev helt bleg og stille i sit ellers så varme ansigt, da vi talte om det idag. Hun er mor til en lille pige og kan lige pludselig mærke idealistiske holdninger til straf og dødsstraf ændre sig lidt. Flosse lidt i kanten og mørne, lige der hvor angsten har lagt sig klamt.

Vi har en fælles bekendt, der er blevet truet med voldtægt, skudt efter, der har set sin by blive brændt ned, hørt sin mor skrige af angst for at hendes datter skulle voldtages ligesom alle de andre kvinder, soldaterne flåede ud af de to huse, hvor de var gennet sammen. Kvinder med børn. Piger på 10. Gruppevoldtægter.

Mind mig om, hvorfor vi stadig tror på, at demokratiet er Libyens lykkepiller, tror på at Ahmadinejad ikke er ond, fordi han selv siger han ikke er det og ikke rå-straffer mænd, der begår overgreb mod børn.




søndag den 20. november 2011

Ti stille og bring mig kaffe, Mikkel

Jeg tænkte, at jeg da lige kunne fikse de julegaver, der skal med mine to søstre til deres respektive.  Dem kunne jeg lige klare igår, for jeg vidste sådan cirka, hvad der skulle skaffes og gaven til den yngste søster plejer at springe mig i øjnene helt af sig selv.
Det var jo bare en lørdag i November. I god tid inden alle andres julegaveræs starter.

Grunden til at jeg lige mente at jeg kunne fikse dem igår var, at jeg var grundirriteret på Mikkel og trængte til at komme et sted hen alene, der plejer at være rart. Det er vist noget med mine hormoner. I

På den måde, hvor det bare er bedst, ikke at befinde sig i samme lokale eller køre i den samme lille bil eller kæmpe sig vej gennem overbefolket by, mens den ene spyr eder og forbandelser ud over alle andre mennesker og borer barnevognen forrest igennem mængden og den anden har det lidt på samme måde, men også er lidt bange for at der skal ske noget med barnet i vognen.

Der var intet tulleri over den lørdag.
Hvor kommer alle de mennesker fra? Hænger de på bøjler i en stor lagerhal i oplandet indtil det bliver juleindkøbstid?

Vi endte selvfølgelig med at tage afsted sammen, trods min irritationssnerren. Da vi stod i en legetøjsafdeling, hvor Mikkel hvislede, at jeg godt kunne tage at få fundet de ting, jeg skulle have, for ellers ville han blive nødt til at gå eller smadre den legetøjsgris, der stod og bjæffede (?!) hysterisk på gulvet.

Jeg gik rundt om mig selv og kunne hverken finde det ene eller det andet og havde så høj puls over det, at det næsten lykkedes mig at fokusere på lyden at mit blod, der susede for ørerne istedet for at høre på 'hvis det nu var mig, så var jeg ordentligt forberedt og vidste præcis, hvad jeg skulle købe og så ordnede jeg det bare meget hurtigere'.
Næsten.
Jeg sagde ihvertfald hverken hold kæft eller noget. 

Kaffe hjalp. Nattesøvn hjalp.

Og som jeg sagde til min mødregruppe-venindes mand, vi mødte i Bruuns: De skal bare være glade for, at vi er bitre. Og siger noget.

Det beviser bare, at vi har overskud til at fokusere lidt på os selv igen og har genvundet en nogenlunde sans for virkeligheden omkring os.

Må seriøst se at få drukket noget mere af den kaffe med koffein og mælk til overpris. Se, hvilket klarsyn, det bringer.

tirsdag den 15. november 2011

Fast plads i koret

I gymnasiet opførte vi Grease.  Jeg var til audition til rollen som Sandy sammen med en del andre og ... altså.. jeg synger ikke grimt, men jeg stod ved flygeligt sammen med en pige, der sang ret specielt og råt og så lavede jeg lissom min sangstemme om.
Resultatet har ikke været udpræget kønt. Jeg blev ikke førstevalget til Sandy - og hende, der sang som en musikalsk havnearbejder fik rollen som Rizzo.
Jeg fik sikkert rollen som Sandy alligevel fordi jeg levede Greases budskab om at det er nødvendigt at lave sig selv om for at blive til noget.

Mange år senere havde jeg lært at skrive et CV og havde sådan nogenlunde styr på at præsentere den pæneste side af mig selv så det ikke var helt løgn. Jeg var instruktør i et fitnesscenter og havde universitetsgrad og godt job.

Og så mødte jeg Andrea. Og Jon.
Når jeg har dem på tomandshånd eller i andres selskab er alt godt og ubesværet. Der kan jeg bare grine med dem og tænke, at de er fantastiske mennesker, som jeg kender og som kender mig.
Men når de to er sammen og jeg også er der, er jeg slået tilbage til dengang ved flygelet.

Jeg kan ikke huske navne på skuespillere eller sangere, når jeg skal.
Det kan de.
En af de første gange vi tre var sammen, flippede de lige hele Bros' bagkatalog og talte så hurtigt sammen - og så sjovt - at jeg ikke var i tvivl om, at jeg tabte, fordi jeg kun kan 'when will I, will I be famous' og ikke kender navnene på nogen af brødrene eller ham den tredje og fordi at mine jokes og rappe replikker altid først kommer, når jeg timer senere står hjemme foran spejlet og acer den.

Jeg kender dem stadig. Jeg tager stadig revance foran spejlet og jeg har det stadig som om jeg er hende, der får en fast plads i koret.

Og ved i hvad? Sådan har jeg det også lige nu, når jeg læser nogle af de gode blogs, der er rundt omkring.

Jeg lover at lade være med at prøve at plagiere nogle af dem, for så vil jeg komme til at skrive som endnu en Nynne-kopi, nu med hjerne, og jeg er meget glad for at se på min statistik over daglige læsere, at der er nogen, der gider at læse med.

Trods det faktum at jeg ikke altid er den hurtigste knallert på havnen. 


Jeg er stemmer stadig ikke DF. Og fannerme heller ikke på Anders Breivik

Anders Breivik fik ikke taletid foran masserne få dage efter sin voldshandling på Utøya. Igår stod han i retssalen foran overlevende og pårørende og alverdens hungrende medier og fortalte, hvorfor han slog alle de mennesker ihjel.

Så vidt jeg har forstået, var det ikke for at videregive en undskyldning eller for at angre en sindssyg handling. Faktisk regnede han med at nogen ville skyde ham, så psykopaten har sikkert været rigtigt fortrydelig over, at han ikke måtte have sin tempelridderuniform på.

Jeg kan godt forstå, at der er mennesker, der søger en forklaring på den gale mands værk.

Derimod kan jeg ikke forstå, at nogen mener, at den politiske tone i medierne og på diverse blogs, har været medskyldig i Breiviks handling.
Overhovedet ikke.
Fordi jeg selv er tilhænger af europæiske værdier og imod islamistiske tendenser som fx shariazoner i Danmark (Vorherre til hest), så mener jeg ikke, at jeg har blod på hænderne...

Katrine Winkel Holm har holdt et indlæg på en norsk kongres om emnet. Hun skriver det bombastisk og i form af en tale, der skal videregives mundtligt, men ikke desto mindre er jeg enig i hendes vinkling af skyldsspørgsmålet.

torsdag den 10. november 2011

Om forskellige slags træthed

Hjemme hos mig har vi besluttet os for, at vi overhovedet ikke gider snakke om, hvem der er mest træt.
Det gjorde vi ellers en del på det tidspunkt, hvor Mikkel var begyndt på arbejde igen efter sin barsel og hvor jeg ... var på barsel. Jeg kan slet ikke huske, hvad jeg lavede de første to måneder ud over at sidde med pigerne fremme og halvsove i en ammestol.

Han var træt. Hans nattesøvn var afbrudt og selvom jeg med vores fælles lille tryklås for brystet kunne høre, at han sov videre efter 2 minutter, mens jeg sad og løftede op i de sorte sække under mine øjne for at barnet kunne finde mælkehanen, så var hans søvn stadig afbrudt og den følelsesmæssige belastning stadig massiv for ham.
Omvæltningen i sig selv er udmattende for fædre og jeg ved, at det er en helt ægte og uforfalsket træthed, han har talt om.


Jeg var træt på en anden måde og er det stadig. Jeg er på 24 timer i døgnet. Selv når Mikkel skifter en ble er jeg på, for der kommer spørgsmål derude fra puslepuden: Skal han se sådan her ud? Plejer det at have den farve? Hvordan er det nu teksten til Mariehønen evigglad er? Kan du ikke lige ...?

Jeg tror på, at man som mor føder en stor portion ekstra kræfter sammen med barnet, for vi klarer det.

Det er bare en anden slags træt, en dybere slags grund-træt, der får os til at hån-fnyse ned i aftensmaden, når manden på den anden side af spisebordet hviler hovedet i hænderne og klynker over hvor træææææææt han er.  (Jeg nævner ikke navne, men der er flere der giver udtryk for at løfte et vantro øjenbryn på 'are you fucking kiddin' me?'-måden i den situation)
Man kan ikke så godt stikke ham en lige højre med gaflen i venstre hånd og barnet på armen, vel?

Jeg tror på, at mændene også er smadret-udmattede.

Men jeg tror også rigtigt meget på ikke at begynde at konkurrere med en spædbarnsmor om, hvem der er mest træt.


Face it

Jeg var på ekspedition forleden. Der var et par ingredienser til en husmoderhverdag, som jeg bare måtte have. Uldgarn og speltmel, faktisk.

Det kan godt være, at jeg har været sur og brokkende herinde før i tiden. Det kan også godt være, at jeg har det gen med mig ud i hverdagen, selvom det er noget mere fortyndet der. Det kan muligvis også godt være, at jeg har taget det til mig, at jeg skal forsøge at bemærke alt det positive, der er rundt omkring mig, men ... jeg tog altså alle mine gode positive intentioner og pakkede dem til en råkold snebold, som jeg sendte lige i fjæset på den facer-hær, der havde indtaget kampstand på gågaden.

Ved ikke, hvordan de havde fundet ud af, at jeg var på vej med en positiv-indstilling, der sad lidt løst. det er ligesom trailer-folket, der kommunikerer indbyrdes, når jeg kører afsted mod Vestjylland og sørger for at sende ALT, hvad der kan slæbes af ynkeligheder ud foran mig på kørebanen.

Jeg fatter det ikke. Det gik ellers ok med at samle barnevogn og komme gennem Bruuns Galleri uden at ramme mere end en enkelt cerutrollator.

Udenfor fotobutikken må jeg i ly af markisen, for Kronarvingen skal have sutten. Hvorefter skægget gammel  mand med clipboard, mærkeligt fjæs og facertrøje siger 'ja, undskyld mig....' og STIKKER HELE SIT fordømte FACERHOVEDE IND I BARNEVOGNEN.

Resten af facerhæren, uanset om de var fra religiøse sekter, Amnesty eller Politiken holdt behørig afstand. Der havde jeg også blottet de nyfilede hjørnetænder.

lørdag den 5. november 2011

Du skal holde hviledagen hellig

Præsten tog luft ind oppe fra prædikestolen. Emnet viste sig at være et ganske andet end jeg havde forventet, selvom der var god bund i de ti bud og søndagen.

Søndagsåbent burde forbydes, mente han. Råbte han. Prædikestolen gjaldede af modvilje mod lukkeloven.

Ikke fordi man ikke måtte arbejde på en søndag, for man skulle godtnok være en stivnakket kristen for at tolke buddet sådan. Der var vel ingen ved deres fulde fem, der ville forbyde at ambulancerne kørte og lægerne reddede liv, selvom det er søndag.
(De fattige studerende, der sidder i kassen i Føtex om søndagen på tømmermandspanodil for at bippe vores citronmåner er sikkert også glade for deres dobbelttakst, tænker jeg)

Søndage skal bruges ordentligt, mente han. Den dag bør man hellige familien, eftertanken og nærværet. Den skal ikke klattes væk på at stå i kø efter mælk og rugbrød, fordi man ikke har kunnet planlægge sin tid og klare den slags de andre dage.

Der sad jeg så og bestemte, at vi nok godt kunne servere sild uden de æg, jeg havde glemt at købe og som jeg planlagde lige at smutte forbi den evigt åbne Fakta efter.

Manden har jo ret. Så vidt jeg husker.
I barselsland er alle dage ens og skal holdes hellige. Med citronmåne.

tirsdag den 1. november 2011

Jamen, Simon Kvamm gør det også

Simon Kvamm har også mulighed for at tjene nogle støttekroner til det gode formål. Støt mit overskæg og lad pengene gå til forskning i mandesygdommene: Movember

Glimrende formål. Ligesom forskning i kvindesygdomme er godt og bør støttes, så gælder det samme ovre hos dem med tap. Sygdom er noget lort, vi kan ikke tåle flere dødsfald de næste mange år og jeg HAR givet et højere beløb til Kræftens Bekæmpelse.

Men overskæg?

Det gider jeg helt ærligt ikke støtte. For det første ser det totalt åndsbollet ud med pjevsede skægstubbe på overlæben, senere bliver det endnu mere teenage-tåbeligt på 'jeg kan ikke finde ud af at barbere de 5 hår, jeg kan gro'-måden og til sidst bliver det enten bare pinligt eller Bent Betjent fra Bramming.

Det er så skræmmende, hvordan kaffe og makrelmad bliver til en kvælende cocktail i sådan en stiv kost.
Lidt ligesom en toiletbørste, ik'?

Jeg har, på grund af min overskægskvalme, endnu ikke fattet, hvordan 8-16-mænd i min omgangskreds kan samle penge ind ved at spænde overlæben ned over fortænderne for at studere værket.

Efterhånden er jeg ved at vænne mig til at knapt kønsmodne, tynde drenge har fuldskæg. Så'n nogenlunde, for jeg kunne stadig ikke få våde drømme om selv den labreste mand med fuldskæg.

Overskæg alene?
Even worse og alletiders gode grund til kun at kysse på kvinder. Vores overskæg er i det mindste bløde.