Jeg kan næsten ikke klare at høre om den 10-årige, der er blevet voldtaget.
Kan ikke holde tårerne tilbage når jeg tænker på de ar, pigen får og jeg får kuldegysninger af ubehag når jeg hører om, hvordan hele skolen gør klar til at hun kan vende tilbage.
Alle ved det. Hun får ikke en chance for at være anonym og glemme det i bare nogle få sekunder i glade frikvarter.
Min veninde blev helt bleg og stille i sit ellers så varme ansigt, da vi talte om det idag. Hun er mor til en lille pige og kan lige pludselig mærke idealistiske holdninger til straf og dødsstraf ændre sig lidt. Flosse lidt i kanten og mørne, lige der hvor angsten har lagt sig klamt.
Vi har en fælles bekendt, der er blevet truet med voldtægt, skudt efter, der har set sin by blive brændt ned, hørt sin mor skrige af angst for at hendes datter skulle voldtages ligesom alle de andre kvinder, soldaterne flåede ud af de to huse, hvor de var gennet sammen. Kvinder med børn. Piger på 10. Gruppevoldtægter.
Mind mig om, hvorfor vi stadig tror på, at demokratiet er Libyens lykkepiller, tror på at Ahmadinejad ikke er ond, fordi han selv siger han ikke er det og ikke rå-straffer mænd, der begår overgreb mod børn.
Av, det goer fanme ondt! Hvis der var nogen der gjorde min lille pige noget, ville jeg glemme alt andet end hævn.
SvarSletKom forbi via Kong Mor, og tak for kigget. Den her må jeg dog lige kommentere lidt på, selvom du har gjort det ganske besværligt :-)
SvarSletJeg tror skolen gør det rigige med at være åbne, for at pakke sådan en pige ind pinagtig tavshed, den er næsten værre. Men der findes ingen gode løsninger her - bare mindre dårlige.
@overleveren: Enig! Skolen har gjort det rigtige. Der er spørgsmål der skal besvares. Men stakkels pige stadigvæk...
SvarSlet