fredag den 31. august 2012

Busdrift

Bussen lugter af regnvåde gymnasieelever.
Som fugtige dyner fra indelukkede værelser, hvor nogen har røget en mentolcigaret i smug ud af vinduet.
Af akavede kroppe i hemmelig mimen foran spejlet og hår, der er sat med hidsige, panikne bevægelser og alt for meget voks.

Af morgenånde fra munde, der har gispet sig ind på bussen og endnu en ny dag, der er ligesom de andre.
Hun sidder i bussen på samme plads som hun plejer. På sædet, der er ubekvemt og giver hende ondt i ryggen mens hun tygger lakrids og lader som om hun ser ud af vinduet, selvom hun kun kan se ruden.

Der har været andre busser. Hun har også prøvet at sætte sig i den anden side. Eller længere fremme, men ingenting har været helt nyt alligevel. Bagi har det lugtet lidt mere hemmeligt og fugtigt, men på alle pladserne har hun kæmpet med at trække vejret og følt at alle kiggede på hende.

Det er som om en kæmpestor projektør altid retter sig mod hende og udstiller hende med skarpt lys, som skærer sig lige gennem Mac og høretelefoner og ny dyr Mulberry og får hende til at synes hun kan lugte aftensmaden i sit tøj og mærke de røde knopper på halsen blusse.
Sædet er ubekvemt og giver hende ondt i ryggen mens hun tygger lakrids og lader som om hun ser ud af vinduet. Hun ser kun regndråberne på ruden.

Du passer ikke her, sagde de. Og de skrev sedler om, at hun ikke kunne finde ud af noget og ikke skulle sidde der, med mindre hun kunne gøre det ordentligt og hun prøvede. Prøvede meget på at sidde ordentligt. Trykke rigtigt på knappen. Sætte benene rigtigt, fylde det rigtige, men de havde glemt at fortælle hende hvordan man gjorde det, når det skulle være ordentligt.  De kiggede på hende. Hele tiden. De skrev flere sedler og ingen ville sidde ved siden af hende.

I den nye bus hilste og smilede de andre, da hun satte sig på sædet, der var ubekvemt og gav hende ondt i ryggen, men hun fandt på at tygge lakrids og lade som om hun så ud af vinduet, selvom hun kun kunne se ruden.
Mere lakrids. Dårligere ryg. Hele tiden tygge på angsten for at de skulle sige til hende at hun var forkert. Fare sammen, hvergang dørene åbnede sig.
Tygge mere lakrids.

Du er ikke forkert, sagde han. Men måske skal du bare ikke køre bus.  Hun havde ondt i ryggen, da hun kiggede målløst og lettet på ham. Men du skal ikke spise så meget lakrids, sagde han så. Med mindre du kan gøre det ordentligt.

Nu lader hun som om hun ser ud af vinduet, selvom hun kun kan se ruden.
Hver dag.
Hun sidder ubekvemt og det lugter af fugtige dyner fra indelukkede værelser. Og lidt af de mentolcigaretter, hun stadig ryger i smug.

Ikke engang det kan hun gøre ordentligt.

mandag den 27. august 2012

Veludviklet?

Tror, det var min mor, der udtalte, at hun aldrig har set fidusen i det der med 1-1-samtaler på jobbet. Hun sagde det, lige efter jeg havde tilstået, at jeg ... ikke finder det naturligt at tage mod ledelse, for nu at sige det pænt. Et sted derude sidder der en læser og råber, at jeg fandeme ikke kunne tage mod en ordre uden at få hønserøv i ansigtet, selvom det var en ordre om at gøre det, jeg selv gerne ville. Læseren har ret.

Min mor kan tillade sig at sige det nu, hvor hun ikke længere har andre chefer end sig selv og Vorherre og hun supplerede med de gyldne ord:
Alt det der med kompetence-udvikling, ikke? Jeg sad bare og ventede på at mødet var forbi, så jeg kunne komme til at passe mit arbejde igen.

Jeg har vist været ambitiøs en gang. Har ihvertfald fået kurser og ledelsesansvar, der kan bevise det. Den slags tager man ikke imod uden at have en slags målrettethed og mest af alt en vilje til at ofre noget af sig selv på arbejdslivets alter. 

Imorgen skal jeg have min første kompetenceudviklingssamtale siden jeg gik på barsel.
På den ene side glæder jeg mig til at der kommer lidt retning på mit arbejde igen og på den anden side, så har jeg det rigtigt mærkeligt med at mine ambitioner er blevet hjemme. Jeg har gloet på feltet med 'udviklingsmål' i 20 minutter nu og jeg er blank. Tom for ideer.

Måske skriver jeg i dokument, at jeg bare gerne vil passe mit arbejde.

lørdag den 18. august 2012

Skanderborg-blues

Der var engang jeg var på Skanderborg. Det hedder det altså, selvom det også hedder Smukfest.
Jeg synes ikke, jeg var så fuld hele tiden, men det har jeg været. Drukket små grå, skyllet ned med champagne den dag Linda og jeg også fik givet hinanden nogle gevaldige blå mærker på armene, fordi vores nerveender har ligget i ske og sunget i kor og ikke været helt klar over, hvor nas det i virkeligheden gjorde.

Det var vistnok ikke det samme år, hvor jeg fik blackout og overhovedet ikke kan huske noget fra klokken 22 til klokken 01, hvor jeg bare skulle i posen. Undtagen små glimt, der dukkede frem da jeg så aftenens billeder. Noget med en mand, der var klædt ud som (find) Holger og en bøgegren, som alle partout skulle kysse.



I år var Mikkel afsted for at få en portion antidagligdag, mens jeg holdt røven oppe på hverdagen. Jeg gad godt lidt festival, hvis man spurgte mig, men jeg tror ikke jeg gider at nappe 4 dage mere. Det var sjovt, mens det varede og jeg fandt ud af, at jeg er blevet ældre og magelig. I søndags skete det.

Jeg fik mulighed for at snuppe et par timer for mig selv med musik. Ikke i skoven med øl på skoene, men med smådårlig kaffe i studenterkopper (det er de der helt hvide krus som alle større køkkener, inklusive Musikhusets cafe har) og jazzede fortolkninger af salmer.
Min gode ven Mads Bærentzen gav koncert.

Så sad man der. Og nød det.
Og småtudede lidt, fordi D-mol under Mads' fingre fejer facaderne væk.  Fester er godtnok blevet anderledes.

mandag den 13. august 2012

Om at have det hele i munden

Når nu bogen blandt andet handler om sex og der bliver brugt mindst en side på at beskrive Anastasias debut udi det orale, så synes jeg det er friskt nok at bringe en overskrift som denne her

Ahem. 

fredag den 10. august 2012

Skuffet husmor udtaler: Ingen porno

Right.

Jeg læste Fifty Shades of Grey på to aftener. Ret fængslende, selvbladrende bog, hvis man er til letfordøjelig romantik og brændstof til fantasierne.

Hvis du har en mand i dit liv, som du er glad for og som tager initiativ til sex, så køb bogen. Sexscenerne er godt nok skildret til at man kan bygge lidt videre på dem bag lukkede øjne.

Hvis du er forsømt husmor, synes manden er en Onslow, der ikke har fattet en stavelse af ro-man-tik og hvis du i virkeligheden er pissetræt af forholdet, så køb bogen, hvis du har brug for det sidste skub til at blive kattedame med egen hånd om sexlivet.

Hvis du ikke kan lægge din indre litteratur-snob, feministen og de politiske briller til side, så lad for Guds skyld være med at købe den.

Sproget og persongalleriet er uden dybde og plottet er rigtigt langt fra noget, der ligner postmodernistiske labyrinter. Faktisk er der så mange gentagelser i både sprog og personskildringer, at man får lyst til at lægge nogen over knæet.

Mens man råber PIK. 
Hvordan det er lykkes at skrive en bog med så mange sexscener uden at skrive noget, der bare lugter af profanitet er en gåde. Anastasia beskriver konsekvent sit underliv som 'dernede'.

Mr. Grey er langt fra pervers. Da jeg nåede til bogens slutning, hvor han endelig får smækket trunten, der ikke fatter noget og hun derefter skrider ud af døren, kom jeg til at råbe højt om fucking amateurs night og du bad selv om det.
Oh well, så fik naboerne lidt at snakke om igen.

Fifty Shades of Gray er en moderne lægeroman, der lægger sig lige i halen på Twilight-serien.

Twilights Edward og Christian Grey er nærmest kloner.  De er mystiske, dragende, stærke mænd, der får deres almindelige kvindelige modstykker til at holde vejret, slippe kontrollen og få orgasmer, så de splintrer og mister bevidstheden.
Selvfølgelig vælger begge kvinder de to mænd, der begge advarer dem om at de ikke er sundt selskab og at de skal holde sig væk. Med et sort blik.
Selvfølgelig.
Også i det virkelige liv er vi nogen, der tager den slags advarsler som en udfordring. Dumt nok, men hey... uden os ville verden være fattig på bestseller-fortællinger. 

Hvis du læser bogen (efter du har lagt den intellektuelle halvbrille), så husk lige at tage realitetssansen på sammen med mundkurven igen, når sidste side er vendt.  Eller bare når du klæder en mand af næste gang. Så skal han nok blive glad for at du læser den.

Det er fortygget eskapisme, ikke stor litteratur.
Derimod lykkes det rimeligt godt at forklare, at dominans ikke er det samme som tæskesex og smerte. Selvom hovedpersonen Anastasia ikke når at forstå ret meget af det.
(Der er selvfølgelig bedre stykker litteratur om SM. O's historie er klassikeren... )

Jeg bliver nødt til at læse de næste to også, selvom jeg har godt ved, hvad der står på de sidste sider af bind 3 - også selvom jeg har en kandidatgrad i litteratur og har gjort tykt nar af både Twilight-serien og Dan Brown. (Jeg har læst begge dele med afslappet fornøjelse, dog)
Jeg er nemlig skabsromantiker langt inde bag de tykke facadedøre og Christian Grey i min fantasi er stadig laaaangt mere fristende end en kvindeholdboldkamp i tv.

Og stadig pænt glad over narkopushertricket det fine træk fra Pretty Ink.

tirsdag den 7. august 2012

Fifty shades

Da jeg modtog mit eksemplar af Fifty Shades fra Pretty Ink blev jeg helt smigret og tænkte, at verden endelig, endelig havde fået øjnene op for at jeg er en af de gode, læseværdige bloggere. Sådan en, der får anmeldereksemplarer, merchandise og gratis gaver i en lind strøm, fordi producenterne gerne vil nævnes af mig.

Ahem.

Det tog lige to splitsekunder at få tæsket den megalomani i den jyske muld med en stor selvindsigts-skovl.

Der er mange bloggere, der har fået den bog. Jeg er smigret over at være blandt dem og jeg synes stadig det er tosset fedt at få tilsendt den slags, selv efter at mit øjeblik af succes-hallucinationer er forbi.

Faktisk glæder jeg mig også til at læse bogen, som skulle være en hybrid mellem de erotiske noveller som jeg mange skrev inden jeg de fyldte 30 (igen) og en humoristisk, romantisk historie. I oplægget en rigtig damedrink mixet af det (man tror) kvinder tænder på: Fortælling, romantik, selvironi og lir.

Som min kollega udbrød, da jeg fortalte om, hvordan jeg havde åbnet pakken i bilen for ikke at få min reaktion overvåget: Håååårh, din mand bliver da ellevild over at du har fået sådan noget husmor-porno.

Lad os nu se om jeg bliver mødt af en be-pisket udgave af Bridget Jones først... 

lørdag den 4. august 2012

Ring efter hjælpen, Hans Christian

Jeg elsker, når mit hus er rent. Jeg elsker at være på besøg i huse, der er rene og ryddelige uden at være arrangeret til Bo Bedre-fotografering. Hjem, hvor der bor ordentlige mennesker, der husker at tage en ren karklud hver dag og ikke har tøj/tæpper/legetøj/tomatskræl til at ligge spredt ud over alle flader.

I mit badeværelse er der masser af bordplads. Masser af gulvplads. Kæmpestore skuffer. Og hvis jeg havde haft æsker i de skuffer, som de ordentlige mennesker har, så ville mine ting stadig lege kluddermor i 3 etager.

Det så sådan ud, da jeg boede på værelse. Også da jeg boede i lejlighed selv. Stadig, da jeg flyttede sammen med nogen i lejlighed og surprise, surprise: Mere plads i et hus med skur har heller ikke hjulpet. Vi bliver nødt til at flytte i noget større.

Dette skilt har hjulpet mig et par gange, for hvis jeg ikke kan være en af de perfekte, usjuskede mennesker, så kan jeg ihvertfald være en god mor.

Det hjælper cirka 23 sekunder.

Så er jeg sur på mig selv igen og teenage-hader Mikkel for at sige højt, at jeg bare skal sørge for at samle op/rydde op/tørre op/højtryksrense med det samme og i øvrigt passe på mine ting (Så ti da stille med det indlysende, ved jeg sgu da godt. Mumlemumle)

Og så kan jeg sidde og glo på det fine skilt og være en god mor, mens jeg har leverpostej på bukserne, en agurkeskive på skoen og selvhad ud af ørerne.