Skuffet husmor udtaler: Ingen porno

Right.

Jeg læste Fifty Shades of Grey på to aftener. Ret fængslende, selvbladrende bog, hvis man er til letfordøjelig romantik og brændstof til fantasierne.

Hvis du har en mand i dit liv, som du er glad for og som tager initiativ til sex, så køb bogen. Sexscenerne er godt nok skildret til at man kan bygge lidt videre på dem bag lukkede øjne.

Hvis du er forsømt husmor, synes manden er en Onslow, der ikke har fattet en stavelse af ro-man-tik og hvis du i virkeligheden er pissetræt af forholdet, så køb bogen, hvis du har brug for det sidste skub til at blive kattedame med egen hånd om sexlivet.

Hvis du ikke kan lægge din indre litteratur-snob, feministen og de politiske briller til side, så lad for Guds skyld være med at købe den.

Sproget og persongalleriet er uden dybde og plottet er rigtigt langt fra noget, der ligner postmodernistiske labyrinter. Faktisk er der så mange gentagelser i både sprog og personskildringer, at man får lyst til at lægge nogen over knæet.

Mens man råber PIK. 
Hvordan det er lykkes at skrive en bog med så mange sexscener uden at skrive noget, der bare lugter af profanitet er en gåde. Anastasia beskriver konsekvent sit underliv som 'dernede'.

Mr. Grey er langt fra pervers. Da jeg nåede til bogens slutning, hvor han endelig får smækket trunten, der ikke fatter noget og hun derefter skrider ud af døren, kom jeg til at råbe højt om fucking amateurs night og du bad selv om det.
Oh well, så fik naboerne lidt at snakke om igen.

Fifty Shades of Gray er en moderne lægeroman, der lægger sig lige i halen på Twilight-serien.

Twilights Edward og Christian Grey er nærmest kloner.  De er mystiske, dragende, stærke mænd, der får deres almindelige kvindelige modstykker til at holde vejret, slippe kontrollen og få orgasmer, så de splintrer og mister bevidstheden.
Selvfølgelig vælger begge kvinder de to mænd, der begge advarer dem om at de ikke er sundt selskab og at de skal holde sig væk. Med et sort blik.
Selvfølgelig.
Også i det virkelige liv er vi nogen, der tager den slags advarsler som en udfordring. Dumt nok, men hey... uden os ville verden være fattig på bestseller-fortællinger. 

Hvis du læser bogen (efter du har lagt den intellektuelle halvbrille), så husk lige at tage realitetssansen på sammen med mundkurven igen, når sidste side er vendt.  Eller bare når du klæder en mand af næste gang. Så skal han nok blive glad for at du læser den.

Det er fortygget eskapisme, ikke stor litteratur.
Derimod lykkes det rimeligt godt at forklare, at dominans ikke er det samme som tæskesex og smerte. Selvom hovedpersonen Anastasia ikke når at forstå ret meget af det.
(Der er selvfølgelig bedre stykker litteratur om SM. O's historie er klassikeren... )

Jeg bliver nødt til at læse de næste to også, selvom jeg har godt ved, hvad der står på de sidste sider af bind 3 - også selvom jeg har en kandidatgrad i litteratur og har gjort tykt nar af både Twilight-serien og Dan Brown. (Jeg har læst begge dele med afslappet fornøjelse, dog)
Jeg er nemlig skabsromantiker langt inde bag de tykke facadedøre og Christian Grey i min fantasi er stadig laaaangt mere fristende end en kvindeholdboldkamp i tv.

Og stadig pænt glad over narkopushertricket det fine træk fra Pretty Ink.