tirsdag den 18. februar 2014

ikke godt nyt

Scanningen viste knuden ikke er reduceret, tværtimod er der er vokset en massiv masse frem i det centrale cortex.

Og det er ikke godt. Min yndlingsoverlæge har med det samme ordineret tredje linie behandling, efter den er der ikke andet end immunterapi i Kbh.
Den er jeg ikke sikker på at jeg har kræfter til på det tidspunkt. Allerede nu kan jeg mærke at det kræver ekstra kræfter at skrive et blogindlæg på grund af finmotorikken. (tak, Linda for at ville redigere mine blogindlæg)

Jeg får travlt med at ordne alt muligt til Aksel. Og gå lange ture. Det skulle være så godt. Lange ture vil i mit tilfælde sige 2 km.

Gad vidst hvad det er i cykelkilometer.


fredag den 14. februar 2014

so far so good

Overlægen satte tiden ned til et halvt år uden kørsel fra et år.
Faktisk føler jeg mig heller ikke klar til at køre mere end korte ture endnu selvom lægen nok sagde at jeg ville kunne fange det i opløbet og køre ind til siden. Og have tid til at tage nøglen ud.

Hvis det altså skulle ske at jeg fik et epileptisk anfald.

Jeg håber bare at mine onkologer ikke sætter tiden ned. 

torsdag den 13. februar 2014

ventetid

Imorgen får jeg svar på hvad der skal ske med epilepsimedicinen og min mulighed for at køre bil igen.
Det bliver svært for efter 4 mdr uden kørsel er jeg tilbage til det punkt, hvor jeg skal øve mig i at dreje til højre.

På mandag får jeg svar på scanningen. Om præparaterne virker. Og jeg er nervøs.


consume the curse
that brings you down
(a fading liar)
who wakes up alone

It's there in front of you

Invert this tragedy to come
And reclaim your future
this is a call to arms
one quest at a time

Feed the hunger, climb on up
repress the negative
You are not alone

It's there
in front of you

In flames - move through me



tirsdag den 4. februar 2014

Ret ryggen

Det er utroligt så meget stemmeøvelser kan gøre. I de dage jeg sang, lavede jeg dem ofte, men nu  varmer jeg jo ikke op når jeg skal synge godnatsang.

Og så hjælper det at have en mor, der er talepædagog.

Ikke mindst fordi jeg så slipper for udredninger hos diverse øre-næse-hals-specialister, der bare tager tid.

Når man laver stemmeøvelser skal man ranke ryggen. Der er ikke noget som at ranke ryggen, det giver mod på det hele.
Og cykle en tur.