onsdag den 29. september 2010

Politisk korrekt-fan? Kom lige igen i morgen, så...

Det er slet ikke så slemt, sagde jeg til hende efter at hun havde sagt, at hun overvejede at flytte til mit kvarter, men havde opgivet tanken igen. Hun syntes simpelthen at der var alt for mange indvandrere, da hun var ude og kigge på området.

Det er ikke så slemt, gentog jeg for en sikkerheds skyld. Og vist mest for min egen skyld. Der er ikke mange tyrkiske familier her (set i forhold til Gellerupparken) og de er godt integrerede (2 af dem).

Faktum er, at jeg også synes her er for mange tyrkere, her i mit unge-børnefamilie-paradis. Der er langt flere danske, velstillede, velfungerende børnefamilier end der er tyrkiske familier i det hele taget. Vi er 493 husstande og 20 af dem er tyrkiske.  De er meget synlige.

Jeg ved godt, at jeg ikke er politisk korrekt, når jeg skriver dette her og jeg vil med det samme sige, at det heller ikke er min ambition at være det. This is stating the obvious.

De tørklæder, der skulle sløre kvindeligheden og skærme for mandeøjne, tiltrækker opmærksomhed.

Børnene løber selv rundt på trafikkerede veje og flytter sig ikke nødvendigvis for bilerne. Deres forældre er ikke i nærheden. Det, der gør det synligt er, at børnene har en anden døgnrytme end deres danske jævnaldrende og derfor kan de huje rundt til klokken 22.30 på hverdage. Også min to-årige nabo.

Der er mange biler, hvor tyrkerne bor. Og der er mange gæster, der kommer kørende i biler. Biler i tomgang og biler der er parkeret uden hensyn til andres matrikelgrænser eller mulighed for at færdes.

De tyrkiske beboere i mit kvarter færdes altid i flok. Kvindeflokken, børneflokken, gruppen af unge mænd og troppen af ældre herrer. Det er deres kultur. Det er desværre også det, der gør, at potentielle huskøbere kører igen og synes, her er for mange indvandrere.

Det er ikke så slemt, gentog jeg lige for en sikkerheds skyld og forsøgte at holde fokus på min gode have, det unge kvarter og mit hus, som er helt perfekt til mig.
Fik hverken overbevist hende eller mig selv.

mandag den 27. september 2010

Jeg skal da haaaa!

Om lidt vil man kunne se mig luske langs en mur og bevæge mig mod strømmen. Jeg ved godt, at jeg er i overhængende fare for at blive straffet, løftet fingre af og ikke mindst blive udsat for.... oh gisp... hønserøvsmunde.

Det er upolitisk og det er overhovedet ikke korrekt, men jeg trænger.

Min krop er skummetmælksblå - og her taler jeg ikke om den økologiske skummetmælk, men den sølle af slagsen - og min ansigtshud er så bleg at den nærmest rækker enhver rød plet frem mod beskueren i bare afmagt. En afmagt, der kun forstærkes af, at det snart er mørkt når jeg ikke sidder i arkitektlampens skær.

Jeg gør det altså. Indløser to syndige solpoletter og tillader mig selv 16 solrige minutter.  Ta den, hellige køer. Der blev sagt 2!

lørdag den 25. september 2010

Samtale fremmer forståelsen eller ' Hun kaldte ham kun halvabe bag hans ryg'

Jeg tror, jeg har sart.
Ikke Sars. Jeg tror, jeg lider af den tilstand, der hedder sart: Tiltalesart, sprogsart.

I gamle dage, da jeg var lille, fik jeg at vide, at man skulle tale pænt og ikke råbe. Ikke bande og sige pænt tak for mad. Hvis man ville opnå noget skulle man bede pænt og høfligt om det og bestemt ikke beordre mor til at komme med et glas mælk. Klynk hjalp heller ikke.

Jeg husker tydeligt den lørdag formiddag, hvor jeg havde forsøgt at lukke den hårdt pakkede stofkuffert og revet neglen på min tommelfinger af, fordi lynlåsen gik i stykker og hægtede sig fast i neglen.  Nær besvimet af smerte, fik jeg at vide, at jeg godt kunne sige pænt goddag til min stedfar, der var trådt ind i rummet.

Efter at min veninde havde fået to opkald fra sin chef, der var fomuleret som et verbalt knytnæveslag har hun også måttet erkende, at hun heller ikke ikke kan tåle det.
Hun måtte fortælle ham, at det ikke bare går ud over hendes aften og dyrebare nattesøvn, fordi hun både bliver ekstremt rasende og bange for at miste sit job. Det går også ud over hendes motivation.

Hans respons? Han skulle nok prøve, men han kunne ikke love noget. Sådan var han bare. Hvis han blev sur over noget, ville han have lov til at kalde hende en klaphat.

Jeg er ikke afvisende for at det hjælper på et samarbejde med klar tale og ærlighed, men... klaphat?


fredag den 24. september 2010

Guddommelig humor

Var der noget med at Skt Peter vogter porten til himmerige? Udenfor Skt Peters basilika har en kunstner ventet på at solen kunne skinne på hans helt personlige fortolkning af ... vejen til perleporten.

onsdag den 22. september 2010

På tur med legomanden

En af grundene til at jeg kan lide at køre i tog er, at der er andre mennesker at kigge på og der er masser af tid at gøre det i.

Mange mennesker afslører deres sjovheder lige med det samme, andre har brug for at sidde helt ubemærket indtil Odense for så at gå amok i højlydte telefonsamtaler med muse-pusse-stemme med kæresten og chipsposer, som de fortærer, som om de var helt alene hjemme. Inklusiv det fine træk med at tørre fingrene af i bukserne.

Denne gang var så afgjort en bonusgang, for manden, der slog sig ned overfor mig, fik det til at klø i mine fingre for at tegne ham.
Hans hovede var kuglerundt. Bowlingkugle-rundt. Der var maskinklip over hele fladen og jeg blev nødt til at inhalere en hel rulle Mentos på en gang for ikke at komme til at fnise ved tanken om, hvordan han studsede den knold. Trimmer, tjek. Og så bare rundt om jorden. Rundt. Hår og skæg lige langt, øjenbryn matcher. Tjek.

Der var lige en halv liter cola, en karrygul fleecejakke med fyldte lommer, der gjorde hans krop firkantet og så et lille Vmax-blad til at fuldende billedet.

Mine særheder? De afslører sig lige med det samme. Det er mig, der altid kæmper med alt muligt udstyr, headphones, bøger og hækletøj i kampen for at finde den lader til iPhone, som jeg alligevel altid har glemt, nede på bunden af min dametaske af mærket The great Abyss. Næste kapitel er en tro kopi af den første, nu har jeg bare kæmpet mig varm og leder nu istedet efter kablet mellem iPhone og computer, som så må agere strømkilde. Nå ja... og så mentos ud over det hele.

tirsdag den 21. september 2010

Take a chance on me

Nye venskaber er dyrebare.
De er desværre også sjældne.

Jobs og fritidsinteresser giver mulighed for en mængde nye bekendtskaber, men konvertingen til venskaber er vanskelig, i bund og grund er det nok fordi vi ikke rigtigt tør lukke nye mennesker ind bag facaderne, ind til alt det, der skal nås og hverdagen, der kun bliver holdt sammen af nød og næppe.

Det skal jo helst se pænt ud, når der kommer folk, forstås, og der skal også gerne være et overskud at byde på, mener vi. Som om det er antallet af hundedyre cafelatter, der bestemmer det.

Det er svært at etablere et venskab, når der først skal bygges en bro mellem to kalenderstyrede liv og især hvis man skal nå at lægge makeup først.
Og så har jeg slet ikke nævnt utrygheden i at indgå i endnu en relation, hvor man både skal give og tage. Den slags bliver heller ikke lettere med alderen, selvom vi er nogle, der burde have haft masser af tid at øve os i.

Igår skrev jeg en mail. Faktisk skrev den næsten sig selv, mens mit hjerte sad helt oppe i halsen, for det jeg ville var at række ud til et vanvittigt sejt menneske og tilbyde min hjælp og en kop relation.

Jeg forventede ikke andet end et pænt tak med en efterfølgende beklagelse om, at det hele var uoverskueligt lige nu - og det havde lige i den situation været fuldstændigt fair og på sin plads. Den kalender jeg bejlede til er mere end fyldt op med igtigere ting end mig og jeg kunne godt have levet med, at jeg ihvertfald fik sagt det, mit hjerte var fuldt af.

Og så fik jeg bare verdens bedste mail tilbage. En mail, som hamrede en pæl igennem al den stolthed, jeg lige har brugt blog-plads på at beskrive og en favn så åben at jeg øjeblikkeligt begyndte at tude af glæde.
Hvad fanden skal man også med blankpolerede facader, når den kraft, der ligger bag, alligevel ikke kan holdes tilbage.