Samtale fremmer forståelsen eller ' Hun kaldte ham kun halvabe bag hans ryg'

Jeg tror, jeg har sart.
Ikke Sars. Jeg tror, jeg lider af den tilstand, der hedder sart: Tiltalesart, sprogsart.

I gamle dage, da jeg var lille, fik jeg at vide, at man skulle tale pænt og ikke råbe. Ikke bande og sige pænt tak for mad. Hvis man ville opnå noget skulle man bede pænt og høfligt om det og bestemt ikke beordre mor til at komme med et glas mælk. Klynk hjalp heller ikke.

Jeg husker tydeligt den lørdag formiddag, hvor jeg havde forsøgt at lukke den hårdt pakkede stofkuffert og revet neglen på min tommelfinger af, fordi lynlåsen gik i stykker og hægtede sig fast i neglen.  Nær besvimet af smerte, fik jeg at vide, at jeg godt kunne sige pænt goddag til min stedfar, der var trådt ind i rummet.

Efter at min veninde havde fået to opkald fra sin chef, der var fomuleret som et verbalt knytnæveslag har hun også måttet erkende, at hun heller ikke ikke kan tåle det.
Hun måtte fortælle ham, at det ikke bare går ud over hendes aften og dyrebare nattesøvn, fordi hun både bliver ekstremt rasende og bange for at miste sit job. Det går også ud over hendes motivation.

Hans respons? Han skulle nok prøve, men han kunne ikke love noget. Sådan var han bare. Hvis han blev sur over noget, ville han have lov til at kalde hende en klaphat.

Jeg er ikke afvisende for at det hjælper på et samarbejde med klar tale og ærlighed, men... klaphat?