Take a chance on me

Nye venskaber er dyrebare.
De er desværre også sjældne.

Jobs og fritidsinteresser giver mulighed for en mængde nye bekendtskaber, men konvertingen til venskaber er vanskelig, i bund og grund er det nok fordi vi ikke rigtigt tør lukke nye mennesker ind bag facaderne, ind til alt det, der skal nås og hverdagen, der kun bliver holdt sammen af nød og næppe.

Det skal jo helst se pænt ud, når der kommer folk, forstås, og der skal også gerne være et overskud at byde på, mener vi. Som om det er antallet af hundedyre cafelatter, der bestemmer det.

Det er svært at etablere et venskab, når der først skal bygges en bro mellem to kalenderstyrede liv og især hvis man skal nå at lægge makeup først.
Og så har jeg slet ikke nævnt utrygheden i at indgå i endnu en relation, hvor man både skal give og tage. Den slags bliver heller ikke lettere med alderen, selvom vi er nogle, der burde have haft masser af tid at øve os i.

Igår skrev jeg en mail. Faktisk skrev den næsten sig selv, mens mit hjerte sad helt oppe i halsen, for det jeg ville var at række ud til et vanvittigt sejt menneske og tilbyde min hjælp og en kop relation.

Jeg forventede ikke andet end et pænt tak med en efterfølgende beklagelse om, at det hele var uoverskueligt lige nu - og det havde lige i den situation været fuldstændigt fair og på sin plads. Den kalender jeg bejlede til er mere end fyldt op med igtigere ting end mig og jeg kunne godt have levet med, at jeg ihvertfald fik sagt det, mit hjerte var fuldt af.

Og så fik jeg bare verdens bedste mail tilbage. En mail, som hamrede en pæl igennem al den stolthed, jeg lige har brugt blog-plads på at beskrive og en favn så åben at jeg øjeblikkeligt begyndte at tude af glæde.
Hvad fanden skal man også med blankpolerede facader, når den kraft, der ligger bag, alligevel ikke kan holdes tilbage.