søndag den 27. februar 2011

Liv og død - afgørelsen

Mange tak for jeres mails, sms og kommentarer. Det varmer utroligt meget og det er for mig en kæmpestor støtte, der falder på en rigtig måde for mig: På skrift.

Jeg kan godt føle mig lidt presset af at blive spurgt ansigt til ansigt og verbalt når spørgsmålet kommer fra mennesker, jeg ikke normalt er dybt fortrolig med -, for med tekst har jeg mulighed for at vende ordene rigtigt, mærke efter og vigtigst af alt er jeg ikke i tvivl om, at den der skriver er interesseret i at høre svaret.

Min far har været igennem mange undersøgelser, han er blevet scannet på kryds og tværs og har fået en meget kvalificeret hjælp af både læger og sygeplejersker. Konferencen af specialister har vurderet hans sag, journal og generelle tilstand og er kommet med både diagnose og prognose.

Det er en primær levercancer, dvs at metastaserne i leveren ikke stammer andre steder fra, men er opstået i leveren. Der er så metastaser til lunger og nyre samtidig.
Prognosen er, at det ikke er muligt at behandle eller livsforlænge, så han kommer hjem på mandag sammen med to iltflasker og en sygeplejerske, der giver ham smertestillende 4 gange om dagen.

Grunden til at det har taget så lang til at finde frem til prognosen er, at han er i en meget dårlig ernæringsmæssig tilstand (en af de grimme bivirkninger af cancer er, at man har madlede og kaster op) og så at canceren har spredt sig så meget at ... ja, lægerne har vel også skullet tænke sig om en ekstra gang eller ni.

Det betyder ikke, at min mor ikke overvejer at få en second opinion som man har ret til og som skal vurdere behandlingsmuligheder i udlandet eller alternative behandlingsmuligheder, men som det ser ud nu er han ikke i stand til at klare turen til Frankfurt.

Lige nu vil han gerne se nogle mennesker, leve, tænke positivt, spise min mors mad og ferskner på dåse og ordne de ting han kan, for hans største bekymring er ikke at dø.

Han er bekymret for, hvordan min mor og døtrene skal klare sig, når han er væk.

Jeg skal nok klare mig. Men jeg deler hans bekymring - det bliver afsindigt hårdt. Også for de to andre døtre. Og især min mor, der sammen med ham havde planlagt en glædelig tredie alder som raske pensionister.

fredag den 25. februar 2011

Seniorærgrelser

Gamle mænd. I Bilka.
Jamen, hvad sker der? Jeg mangler helt alvorligt en forklaring på, hvordan de opfører sig sådan, så hvis der er nogen, der ligger inde med det kapitel fra den store bog med alle svarene, så må vedkommende meget gerne dele.

Vi ved, at kvinder ikke kan spise soft ice pænt, når de bliver ældre. Der er noget galt, der gør, at de spiser som deres børnebørn og får isen grattet ud i hele ansigtet.

Mænd?

Jeg stod i kø for at komme til kassen og betragtede distræt et ældre ægtepar, der overhovedet ikke kunne forstå selvbetjenings-systemet, da jeg blev puffet vedholdende bagi af en indkøbsvogn. Et konstant tryk af metal. Da jeg forbløffet vender mig i retning af indkøbsvognen, ser jeg en ældre dame, der rækker ud efter sin mand og siger 'nu skal du jo ikke..'.

Fint, tænker jeg. Hun klarer ærterne. Jeg bærer over og er klar til at observere kasse-katastrofen noget mere. Hvorefter skubbet kommer igen.


'Vil du ikke lade være med at skubbe til mig?', spørger jeg den hvidhårede. Han griner og siger 'Jeg vil også gerne forbi dig'. Et indslag af pædagogisk forståelse får mig til at koble isspisende damers udvikling med hans. Han må behandles som et barn og jeg siger derfor 'så må du sige det til mig og ikke bare køre ind i mig. Det er uhøfligt', og træder ud af køen, så han kan tulle sin vogn forbi.

Jeg kunne aldrig drømme om om at køre ind i dig, lyder det så. Han griner stadig på Otto Leisner-måden.

Og så er det bare jeg tænker mit. Må man gerne lyve nu?
Sådan på den arabiske måde for ikke at tabe ansigt? Jeg mener... jeg har to baller og et vidne der kan fortælle at han ikke bare nøjedes med at drømme om det.  Er der også pensionistrabat til selvbilledet?

Nu er det sådan, at jeg ikke helt er blind for at jeg skælder ud på andre mennesker med ekstra meget indignation, når jeg kan kende noget af mig selv i dem. På den måde håber jeg at kunne holde dem på afstand, så de ikke smitter mere af på mig.
Det står ekstra klart for mig, fordi jeg med makrel i tomat på maven (og på gulvet) efter et frygteligt uheld også lige har tabt en mad med remoulade ned over mit revers.

Jeg mangler bare kameluldstøflerne og slumretæppet, så må jeg også lyve.
  

torsdag den 24. februar 2011

Hellere vakuum end Helle

Jeg ser hellere NCIS end Nyhederne for tiden, for jeg kan slet ikke rumme flere valgprognoser, der siger, at jeg får Helle Thorning som statsminister.  Tro mig, det nytter ikke nogen noget som helst, at jeg arbejder 12 minutter mere om dagen og slet ikke mig.

Jeg er ikke overenskomstansat og det er ikke fordi jeg får mere i løn (dvs at jeg heller ikke betaler mere topskat) hvis jeg skulle forsyne min kontorstol med 12 minutters balleaftryk mere end jeg allerede gør. Hvem faen er det også hos socialkammeraterne, der bliver ved med at tro, at 'folket', der holder samfundet igang, allesammen er organiserede fabriksarbejdere?

Og hvem gider i øvrigt beskæftige sig med det, når der er NCIS på den anden kanal?


Det er blevet torsdag og jeg fatter ikke hvor tiden er gået hen.

mandag den 21. februar 2011

hvalgymnastik

Så så man lige mig på dybt vand. Lene til graviditetstræning, som er overraskende hårdt. Og svært.

Jeg har trænet rimeligt meget siden jeg var 15. Alt fra Taekwon-do til spinning, som jeg har kørt i over 15 år. Jeg har cyklet, løbet maraton og er heller ikke fremmed overfor yoga og boldtræning.
Men for satan da, hvor er det svært at løfte venstre ben mens man laver en ud af tre forskellige knibeøvelser.

Måske er det hjernen, der nægter at komme overens med de der knibeøvelser, for ærligt talt kræver de så meget opmærksomhed at mit fjæs bevæger sig med i akavede udtryk og jeg er ikke helt sikker på at jeg gør det rigtigt.

Jeg har aldrig gået til knibeøvelser og at lave dem på tælling mens man sidder tungt på en lille blød bold er til at få krampe i hovedet af.

Og så er der lige det med at være skabt af runde cirkler overalt.

Folk er søde. Alle siger, at jeg ser godt ud som gravid og at jeg ikke ser ud til at have taget særligt meget på, men at være præsenteret for sit eget spejlbillede i spandex, hvor bukseelastikker ser ud til at markere diagonaler i alle cirklerne og samtidig have udsigt til maver, der har vokset lige så længe som min, og som kun er en diskret lille bule under navlen, mens min t-shirt stumper og blotter en halvmåne af hud er bare ikke...  altså... det er ikke lige det, jeg er vant til.

Jeg tror, helt personligt, heller ikke at det har tjent min spejlbillede vel at jeg egenhændigt og uden hjælp har konsumeret 1 pose vingummi, 1 pose kattepoter, 2 stykker kage og 12 miniskildpadder indenfor det seneste døgn. Og skyllet efter med 2 cola med sukker.

Seriøst... selv uden sukkerhjælp bliver jeg stor. Jeg bliver en hval. Jeg bliver en af de hvaler,  der vralter rundt med vand i benene og gisper.

Der var en deltager idag, som så ud som mig. Hun var totalt overskudsramt og havde pæne ben. Og så var hun bare lige ca 5 måneder længere henne end mig.
Den slags skulle gå på hold for sig selv.

lørdag den 19. februar 2011

Pas nu på dig selv. For 769. gang

Jeg var ved jordemoder igår.
Sød, skarp, ung, slank og med Sinead O'connor-hår. Hun tror på urter og hun kiggede mig meget alvorligt i øjnene og sagde, at det kun er mig, der ved, hvornår grænsen er nået.

Hun sagde det efter at hun havde hørt mig fortælle om sunde kostvaner, passende mængder motion og efter at hun havde lagt bunken af pjecer om rygestop, alkoholvaner og sund kost tilbage på plads. Ingen grund til at give mig dem.

Hun hørte mig bare også fortælle om at være træt ind til benet og have dårlig samvittighed over ikke at kunne overskue det samme, som jeg plejer. Om arbejde med ansvar og løse ender og ass-time og dårlig samvittighed over ikke at magte at gå forrest når det kommer til arbejdstider og opgavemængder. Og om sygdom i familien. 

Og så summerede hun det meget kort op: Du skal passe på dig selv. Du skal ikke have så meget kontrol over alting som du plejer. Og du kan lige så godt vænne dig til det, for når barnet først kommer, så er kontrol det sidste du har. 
Av.
Fy helvede, hvor kom der mange klicheer ud af Sinead på meget få sætninger. Men hun mente det og så forstod jeg det. Lidt.

Hun fortalte om stresshormoner og deres påvirkninger af barnet og om at jeg skulle passe på mig selv. Min grænse kunne meget vel ligge meget før jeg anede.
Klogt nok. Jeg ved det jo godt. Lidt.

Men altså..  fortæl mig lige igen, hvordan man lærer at synes at det er i orden at sige fra til opgaver, der står i jobbeskrivelsen og fortæl mig, hvordan det kan være i orden at lade være med at tage på sygebesøg eller afslå at lytte til familiemedlemmers angst og bæven, fordi mentale belastninger også bare er belastninger som sammenlagt er tungere end jeg kan bære, fordi puljen af kræfter er rationeret. 

En ting er at sige fra, men hvad gør man af den dårlige samvittighed, der følger med at sige fra til indsatser som plejer at være mine og som jeg i bund og grund synes er obligatoriske for at være et godt menneske.

Jeg synes jeg har pligt til at yde mit. Jeg er ikke syg. Jeg er bare gravid.
Kloge mennesker fortæller mig bare, at jeg har en pligt, der overgår alle de andre: Jeg har først og fremmest pligt til at passe på mig selv lige nu.
En ting er ret og noget andet er pligt.

Måske er det argumentet. Så får vi se om jeg stadig har en månedsløn, når jeg anerkender det.

torsdag den 17. februar 2011

Ass-time

Der er et begreb, som jeg lærte at kende for ikke så lang tid siden. Det giver totalt mening.

Det hele handler om, at man ikke kan forlænge sin arbejdsdag uden samtidig at øge mængden af uproduktiv tid, hvor man bare sidder på sin dertilindrettede og intet laver ud over at se ud som om man laver noget: Tid på røven. Ass-time.

Igår havde jeg fyldt hele min dag med arse-time. På den engelske måde: Blegt og med en trang til pomfritter og ironisk distance.

Det var der gode grunde til (og utroligt mange tak for alle jeres mails, sms og kommentarer igen). En af dem kunne være, at jeg er i omstændigheder, som vi siger, for jeg har lagt mærke til at klokken ikke slår mere end 14 før min krop erklærer ass-time.
Mental frakobling mens kroppen agerer sort hul og suger al energi til sig uden at det er synligt for nogen som helst hvad den energi bliver brugt til.

Det stresser mig helt tosset at jeg ikke bare kan løse mine arbejdsopgaver.

Underligt nok har jeg haft det fint de første 4 måneder. Det er lige så underligt, at jeg lige nu faktisk gerne vil høre sætninger som 'det går over igen' eller 'Bare vent, det bliver meeeeget værre'.

Skal bare lige vide om jeg ligesågodt kan slæbe sækkestolen hen til skrivebordet, så min røv ikke bliver så belastet af al den ass-time.

  

onsdag den 16. februar 2011

Liv og død

På et hospital i Silkeborg ligger en stærk mand og venter på en dom.
Bliver det en hård tur med en destination, hvor 3 børnebørn venter på deres morfar eller bliver det en hård tur, der slutter på en anden station, hvor levende børnebørn ikke kan nå ham?

Den mand er min far og et af de 3 børnebørn ligger i min mave. 

Det var slet ikke meningen at han skulle ligge der. Det var meningen, at han skulle være pensionist på den gode, afslappede måde og morfar for hele banden ude i det nyindkøbte sommerhus. Han havde sådan glædet sig.

Vi ved, hvor turen går hen på fredag.

Mig? Jeg er rystet. Trykket af hele situationen. Jeg kan ikke holde ud at se min søster og min mor så kede af det og så er jeg så forbandet vred på de læger, der for under et halvt år siden undersøgte ham og intet fandt eller intet sagde om det de fandt. Det er fremskreden cancer med metastaser i et omfang der får Mordors mørke riddere til at ligne my little ponies. Det kan ikke passe, at der ikke har været tegn.

Mest af alt er jeg lammet og kan ikke overskue ret meget andet end at rulle mig sammen om det lille liv, der vokser inden i mig, mens dommen falder.

mandag den 14. februar 2011

Han havde været træls




Når jeg har irriteret mig over andre mennesker, skammer jeg mig altid bagefter. Jeg ved godt, at det er mig, der er hys og hormonel og galt afsporet (nogle gange).
Ham her? Han er mest ærgerlig over, at han må tage straffen.

Så deeet...

 

søndag den 13. februar 2011

Hvorfor mødregrupper er en lukket fest og hvorfor gravide ikke skal se Valentines-fokusgruppe-tv

Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal sige det her uden at nogen bliver stødt på manchetterne. Det er ikke ment som et udfald mod nybagte mødre (og slet ikke jer, da) og jeg ved, at der er hormoner, der kommer flyvende med spidsen forrest i retning af mig, men det er ment som en knastør kommentering:

Nybagte mødre i flok skal holdes afskåret fra andre mennesker og gravide i særdeleshed.

Nogle nye mødre har åbenbart glemt, hvordan det er at være gravid. De har glemt, hvor hjernelammende irriterende det er at blive mødt med Den Absolutte Sandhed om Alle Graviditeter  - og så har de meget, meget ofte en tendens til at forsøge at sløre deres usikkerhed over at være trådt ind på nyt territorium uden et kort, men en skråsikker, bedrevidende holdning om det land, de har tilbagelagt: De første uger med barn og de 40 med barnet under kontrol i maven.

Enkeltvis er de fine. I flok er de som kvinder i flok som regel er, bare i 12. potens: Konkurrencepestilenser.
Ved ikke hvorfor det giver dem noget at kunne sige 'baaaaaare vent. Det bliver MAAAAJET værre'.

There. I've said it.
Giv mine hormoner skylden.

Jeg forstår ikke, hvad der får folk til at tro, at det på nogen måde er fedt eller givtigt at høre på, hvordan sexlivet, intimbarberingen og taljen er røget i det samme hegn efterfulgt af 'bare-vent'-øjnene.

Jeg forstår ikke, hvordan nogen kan tro, at de gør andet end at give mig lange tasker (på forhånd) af at fortælle mig om alle de rædsler jeg  garanteret vil opleve når mit barn kommer til verden.
Kender de mit barn allerede og ved at det sagtens må ligge og græde for sig selv mens jeg tørrer hår og at det vil elske kamillethe, men hade at blive skiftet? Ved de, hvordan det er at være gravid i min krop?  Hvad skal jeg bruge den slags til?

Og hvorfor skal TV2s valentinespanel være lige præcis en forsamling konkurrencemindede kvinder, der ikke taler om romantik og om kærlighed i dagens anledning,  men netop konkurrerer om at være mødre på den helt rigtige måde.

Jeg måtte holde mine tunge tasker væk fra mine fødder for ikke at falde i dem, da jeg skred i seng med computeren under en harmdirrende arm.
Kvinder, for fanden.

torsdag den 10. februar 2011

Ode til privatbilismen

Københavnertur.
Jeg plejer at starte min Suzuki Swift og drøne på tværs af landet med stor fornøjelse. Jeg er en af dem, der stadig tror, at man har en lille bid af verden helt for sig selv inde i en bil og at ingen kan høre det, når man synger rigtigt højt.
Og lige nu savner jeg min bil, selvom den er oversprøjtet med mudder både indeni og udenpå. 

Jeg er med toget. Som i DSB på standardsæde. Bevares, jeg kan skrive og arbejde samtidig og jeg burde kunne slappe af, her i min stilleafdeling, men noooo.... mine nerver er så højspændte som en line på et slankehold for linedansere, for ikke alene er jeg med toget og skal vise billet og den slags, jeg skulle også med bus for at komme til banegården. Og konceptet at køre i bus er noget fanden har skabt i vrede.

Det begyndte med at mandspersonen bag mig hostede så voldsomt, at jeg kunne mærke midterskilningen i nakken. Baciller bombarderede mit kranie og lagde sig som en smitsom sky omkring mig.
Han kunne ikke undgå at se, at mit hovede automatisk forsøgte at bevæge sig så langt væk fra ham som muligt ved at krybe i ly under mine skuldre, men det blev ved. Han hostede sin morgensmitteånde ud over mig med jævne intervaller og jeg gentog skildpaddebevægelsen instinktivt.

Jeg ved godt, at det har hjulpet mig lige så meget som når man læner sig 20 cm frem mens man kører 110 for at se skiltene bedre eller at dukke sig inde i sin bil, når man kører under lavthængende grene.

Da damemenneske tog opstilling lige ud for min plads med et vræl af et vådt host, halvt opfanget af en handske, som splitsekundet efter greb ud efter nakkestøtten lige foran mig for at vræledame ikke skulle falde, vidste jeg ikke længere, hvor jeg skulle stikke hovedet hen for at undslippe.
Jeg var fanget i en knibtangsmanøvre udtænkt af smitte-juntaen.

Nu sidder jeg i toget skråt overfor en dame, der med rindende øjne betroede sin sidemand, at han ikke ville få meget besvær med hende. Hun var nemlig lidt syg.  Det forklarer selvfølgelig, hvorfor hun uden at holde hånden for har bræget og gøet siden Århus H i en lind strøm. Må den slags overhovedet sidde i en stillekupe?

Altså ikke fordi jeg kan se de små hærskarer af influenzabisser nærme sig i bølger og høre deres generaler råbe, at de skal gå efter højrisikogrupperne, men mere fordi det forstyrrer den pseudofred, der burde herske i et offentligt transportmiddel.

Gudskelov sidder der en forretningsmand i tweed og med smart brille lige overfor mig. Han smiler pænt og indforstået over mine ticks og matcher dem pænt. Han mærker lige efter på ruden for at vurdere om der er træk til nakken, inden han spritter sine hænder af. 

Vent.... jeg er blevet en af dem...

søndag den 6. februar 2011

Man ved aldrig om jeg tuder eller bider

Jeg har før skrevet, at jeg nogle gange kan komme i tvivl om jeg er gravid. Det er ved at være temmeligt synligt nu, men jeg har hverken haft kvalme eller haft inderlig trang til at spise kridt eller ærter. 

At der lige er blevet skruet op for temperamentet og ned for filtrene kan jeg - uden at blinke - afskrive som en bagatel. En uundgåelig udvikling, som ville være kommet før eller siden. Graviditetshormoner eller ej. Svangre-undskyldningen har bare gjort det lettere for manden at slå det hen. Og overleve.

Men idag er der sket noget, som jeg ville have sværget aldrig ville overgå mig.
Jeg tudede til Kronprinsens bryllup i en grad, der krævede et viskestykke og så faldt der en tåre, da jeg så Lindas Anton. Men ellers tuder jeg næsten aldrig.

Det skal jeg så lige love for, der er lavet om på. Jeg lagde ud med at fortynde min koffeinfri kaffe ved morgenbordet, fordi jeg var overbevist om, at hele verden synes jeg er klumret og smådum og sådan en, man sukker over mens man opgivende udånder 'åh, Leeeeenøøøø....'

Mange småpiverier senere stod jeg med et stykke babytøj med grønne dyr på i hånden og STORflæbede.
Spørg mig ikke hvorfor.

Det er ikke umiddelbart en graviditetsting, der behøver at hjemsøge mig særligt meget mere, hvis jeg på nogen måde har noget at sige, for det er simpelthen så ubehageligt at komme så meget bag på mig selv.

Og lige for at stoppe en mulig leg, der kunne tænkes at opstå: Hvis nogen af jer, der kender mig ude i virkeligheden, læser med her, så er det altså uforudsigeligt, hvad der har udløst søndagstsunami. Det vil ikke automatisk hjælpe jer til at se mig tude,  at i medbringer babylegetøj, små strømper eller lignende nuttetheder og præsenterer det for mig med hovedet på skrå.

Jeg garanterer ikke for udfaldet.

  

fredag den 4. februar 2011

... Alternativt et BabySam-tilhold

Nu har jeg været gravid i nogle måneder og selvom der både bliver klappet mave og udvidet livmål og mine bryster efterhånden er så imponerende at jeg overvejer at vise dem frem eller tage billeder af dem til brug for plastikkirurgen, så har jeg ikke rigtigt forstået, at det er mig, der er gravid.

En gang imellem kan jeg faktisk godt blive lidt i tvivl om jeg faktisk bærer rundt på et liv. Og det er frygteligt.

Der er dog et tegn, som jeg giver graviditeten skylden for, ligesom nogle kvinder bruger deres PMS som undskyldning for utroligt hysteriske handlinger. Min mute-knap, der tidligere var noget rusten og ofte satte ud er nu helt faldet af tastaturet. Jeg kommer til at sige ting, som jeg virkelig burde have ladet blive ved tanken. 

Som nu fx i BabySam, hvor jeg entrerede da jeg havde overbevist mig selv om, at det nok var det sidste udsalg, de ville holde inden sommer. Og dermed inden tiden hvor Alting Bliver Anderledes.

Jeg gik til kassen, hvor jeg ud over at skulle betale for to sengesæt nedsat med 75% også lige skulle høre til leveringstiden på barnevogn.

'Du skal regne med 12 uger', svarede damen med de gennemsigtige øjne. 'Hvornår skal du... altså... hvornår kommer... æhm...  ... ... altså.....'. 
'Jeg har termin den 28. juli', kom jeg hende til undsætning.
'NÅ! Men så skal du da også til at skynde dig at bestille hvis du skal nå det!' Hun så ud som om hun udstyrede sine sætninger med mange flere udråbstegn end jeg lige har givet hende, mens hun scannede mine varer.

'Du får dem jo næsten gratis!', mente hun. Hvorefter min mund svarer

'Nej, det gør jeg ikke. Men selvfølgelig ser det sådan ud for en, der ikke kan sammenholde barnets leveringstid med barnevognens leveringstid, selvom alle forudsætninger for beregningen er lagt frem på bordet. 
Det giver også glimrende forklaring på, hvorfor denne butik har et rygte som den BabySam i Jylland, der er klart mest uvillig til at give rabat. Det må jo skyldes, at I regner på en anden måde end resten af de forretningsdrivende. I VERDEN.'

Tror nok lige, at jeg fik startet en god debat om rabatgivning i BabySam-kæden der. Jeg sætter en blank femmer på, at jeg nu har meget større chancer for at få min Oddervogn billigere.
   

onsdag den 2. februar 2011

Og hvad laver du så?

Da jeg var på et kundebesøg for nylig blev jeg mødt af en væg med påskriften

Du må ikke sige til min mor at jeg arbejder på et reklamebureau -
Hun tror, jeg er pianist på et bordel

Jeg skulle nok lige have ladet den tage en tur mere i hjernen, istedet for at gnække i skægget. Så havde jeg sparet det knaldrøde håndaftryk jeg måtte plante i panden på mig selv idag.

Jeg arbejder med it. Og kommunikation. Med brugervenlighed, strategi og forretningsværdi. Med udvikling af apps og alt det smarte. Jeg siger enten at jeg arbejder med kommunikation, laver hjemmesider og den slags når jeg er til nogle familiefrokoster og andre gange kommer jeg til at sige, at jeg arbejder med it.

Det skal jeg bare lade være med.

Det næste der sker er, at nogen spørger om jeg ikke lige kan sætte deres trådløse forbindelse op eller reparere computeren. I bedste fald bliver jeg spurgt om jeg ikke liiige kan bygge en hjemmeside. Gratis.

Jeg ved ikke om jeg får en dreng eller en pige, men jeg begav mig alligevel afsted til (ny) garnbutik for at finde hæklegarn til et babytæppe i gode farver. Ikke mindst fordi det er enormt afstressende at hækle og jeg skal til at slappe af, blev der sagt.

Garnbutikdamen var blevet for dygtig til at håndarbejdet kunne fjerne stressende tanker, betroede hun mig. Hun havde fundet ud af, at kabale eller bejuweled på computeren havde den rigtige hjernelammende effekt.
Og hvad laver du så? Spurgte hennahåret med den isgrå brede motorvej oppe i toppen.

....
Jeg sagde det forkerte. Men jeg vil vædde med at hun havde betroet mig alt det, der var svært i hendes liv, hvis svaret 'kommunikation'.

20 (TYVE) minutter senere havde jeg aftryk i håndfladen af at knuge dørhåndtaget og jeg vidste præcis hvor sur hun var på sin computer, fordi det viste sig at hun kun havde en prøveversion af bejuweled.
Hun kunne da lige hente den, mente hun, for hun var sikker på at jeg lige kunne klare den dumme computer.

Det kunne hun bare mærke, mente hun.
Ikke alene havde hun sans for farver, hun kunne også sælge sand i Sahara og så var hun også lidt clairvoyant. Mente hun.

Måske skulle jeg have spurgt om hun så ikke lige kunne fortælle mig hvad jeg skulle sige for at slippe fri.

Det må hellere blive et flot tæppe.