mandag den 31. januar 2011

Advarsel! Voksen-smitte!

Som SU-låntager og sådan en, der altid har brugt hver eneste krone, jeg har haft mellem hænderne hurtigere end nogen har kunnet sige 'overforbrug', har jeg altid haft en helt selvfølgelig respekt for bankmænd.
De har altid stået for mig som chefer. Ikke mindst har de været dem, der har bestemt over min indtægt og min gæld.
De har altid har grimme slips på, dem jeg har haft. Og den ene bankdame, jeg har været indskrevet hos, havde et mentalt et af slagsen.
Hvor har jeg følt mig lillebitte og umyndig når jeg sad på den anden side af skrivebordet, indkaldt til gennemgang af økonomien.

Idag har jeg måttet bede min bankmand om at lave beregninger, som jeg ønsker dem lavet. Og jeg har indkaldt ham til møde.
 
Woot?

søndag den 30. januar 2011

Ligner jeg en, der har fattet at hun skal føde?

Hvis jeg før troede, at jeg havde nået grænsen for andre folks velmenende råd, så er jeg nu helt sikker.
Misforstå mig ikke, for jeg er rigtigt glad for hjælp og de gode råd, som bliver givet af folk, som kender mig, kender mine holdninger og ikke mindst folk, der ved hvad de taler om.

Jeg er utroligt glad, når der er veninder, der vil dele deres egne hårdt optjente erfaringer med mig. Der sidder jeg helt stille og lytter med store ører, som dengang på puderne i børnehaven. 

Som højspændt, semistresset, altfavnende og altid til stede-menneske har jeg modtaget den samme menu af floskel-hjælp, uanset hvilken semifremmed jeg mødte og resultatet har altid været stik modsat det afsenderen mente at jeg skulle opnå.

Tag nu for eksempel 'Du skal bare trække vejret helt ned i maven'. Hvis jeg havde fulgt det råd hver eneste gang, jeg fik det, havde jeg alligevel hyperventileret, så man kan sige at jeg skød genvej ved at begynde med det samme, mens jeg gik mentalt i bro.
I det hele taget er næsten alle sætninger, der begynder med 'du skal bare...' i stand til at få min indre modstandsbevægelsen til at slibe bajonetterne.

Hvis ting var så simple, skulle man så ikke tro, at jeg havde prøvet dem af?

Jeg er blevet nødt til at fortælle det på mit ene job at jeg er gravid, fordi jeg i år på firmaturen ikke kunne være den, der sang for i fuldesangen og ikke orkede at danse på bordene klokken 04 i Riga og på mit andet job fordi jeg ikke kunne holde til at instruere to højintense spinningtimer i træk og siden da er det væltet ind med ikke bare gode råd om alt det, jeg skal huske at smøre maven ind i, men også med skrækhistorier og sætningen 'det kan du da SAGTENS! Der er jo ingen grund til at blive kedelig fordi man er gravid.

Den sidste del af sætningen er jeg helt enig i. Der er ingen grund til at blive kedelig. Men den første del af sætningen får mig til at stille mig op med armene i siden på mit nu endnu mere veludviklede temperament og lyne med øjnene.

For ikke alene er der 180 millioner ting man endelig ikke må når man er gravid (for så dør baby) og hvis man skal lytte til dem alle sammen og følge dem slavisk, så dør man selv af stress.
Men hvis retningslinier, der er underskrevet af Sundhedsstyrelsen kan bortdømmes med et skuldertræk og skylles ned med to glas rødvin, skulle man så ikke tro, at jeg havde gjort det? Og så kunne jeg da sagtens afløse dine 3 timer eller drikke det glas vin eller lige slæbe min tunge briks ud i bilen og køre afsted til din by, så jeg kan massere dig og 5 mere.

Sundhedsstyrelsens råd følger jeg. Alle andre råd tager jeg med et gran salt og en slurk sund fornuft. Også selvom de kommer fra min læge, der mener, at spinning er en ekstremsport.
Jeg har kørt spinning i 16 år.  De fleste af dem mens jeg råbte samtidigt. Jeg gør nemlig også det der, de bliver ved med at sige som om de ved hvad det betyder: Jeg lytter til min krop.

Nå.
Det værste er alle skrækhistorierne. Alle dem, der præcis har været ude for det samme som jeg har, bare meget værre eller som har en fjern bekendt til en nabo, der har prøvet det samme, bare meget værre og hver eneste gang er det endt med død, nød og ulykke eller bare en hel masse besvær med amningen.

Ser.jeg.ud.som.om.jeg.har.lyst.til.at.høre.om.abort.i.14. graviditetsuge?
Ikke?
Jeg har bestemt heller ikke lyst til at høre om hvordan nogle kvinder sprækker fra hul til hul og bliver syet forkert sammen, så de må låne sygehusets sæt af butt plugs.
Det hjælper ikke på ubehaget, at du klapper min mave, fremmede.

Men bortset fra det, så er jeg glad. Og lidt træt. Faktisk har jeg slet ikke forstået, at jeg er gravid.

torsdag den 27. januar 2011

Og det er ganske vist...

Da jeg var yngre havde jeg en ide om, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor.

Der var skøjteprinsesseperioden og der var en periode, der lå ret sent, hvor det var efterretningsagent.

Der var også perioden, hvor jeg skulle være psykolog, når jeg blev stor. Og så var jeg lige midt i en periode, hvor jeg var sikker på at jeg skulle være forfatter-skråstreg-cafeejer, da... nå ja. Den periode er jeg faktisk stadig i.

Nu viser det sig, at jeg skal være voksen når jeg bliver stor. Jeg skal faktisk være nogens mor.

Jeg er gravid.
 (Yay! Gys.. Mest yay!)

tirsdag den 25. januar 2011

Er der en erfaren mor tilstede?

Jeg er megaheldig. På mit arbejde er der for tiden en af de mest interessante opgaver, jeg kunne forestille mig: En opgave som inkluderer arbejde i sociale medier for en stor, interessant kunde med rigtige værdier.

Fordi jeg har haft hovedet i blogverdenen i nogle år efterhånden, kan jeg bruges på det projekt og jeg har berettet lidt om, hvordan de blogs og debatfora er, som har fokus på børn og mødre. Ihvertfald dem, jeg kender til.
Det er ikke mange (Og hvis I kender til nogle, må I meget gerne skrive til mig enten i kommentarfeltet eller pr mail. Adressen står øverst til højre her på siden. Jeg har ikke nogen fornemmelse af, hvor mange facebookgrupper, fora og blogs der findes på dansk om det emne).

Igår fik jeg en venlig hilsen fra Københavnerkontoret og den person, som jeg har arbejdet mest sammen med. Han ville bare takke for mit engagement og lige inspirere med et par links, som han beskriver sådan her:

They are really touching causes that
are very women friendly - I like them too...
Og så linkede han til disse tre: 

Hvorefter jeg måtte blinke et par gange. For er det sådan vi ser det at være women-friendly i Danmark? (Min kollega er ikke dansk).

Jeg synes, de er meget amerikanske og meget ... naive. På den gode, frelste måde, altså. Det er lidt som at se en amerikansk tv-udsendelse, der kun går ud på at levere noget følelseslir og så sælge noget. 
(Brugervenligheden på de tre causes kan vi altid debattere en anden gang. Den kunne være bedre)

Min opfattelse er, at det for de mødre, jeg kender, er noget mere komplekst og dagligdagsnært, der har interesse, end det, de tre causes leverer.

Måske er danskernes købmandsoprindelse stadig så vigtig, at vi går op i, at der også skal være noget i det for os. Vi handler lidt mere med det, vi engagerer os i - og derfor er der også så mange konkurrencer og give-aways rundt omkring for at lokke underholdningssøgende mennesker til. 
Eller også er der faktisk kvinder rundt omkring i Danmark, som har det amerikanske overskud. Dem kender jeg så bare ikke. 

Generelt tror jeg altså også at kvinder i Danmark er noget mere ambitiøse.

Ikke fordi jeg mener, at det nødvendigvis er godt, at man som kvinde forsøger at være perfekt både som mor, helt kvindemenneske, brødbager, karrierekvinde og partner på en gang, men fordi det er det, jeg oplever, når jeg støder på mødre i alle aldre. Både ude i den virkelige verden og også dem, der udkommer på blogs og i debatfora.

Det er spørgsmål om, hvad barnet får til frokost i børnehaven og om, hvordan man håndterer et barn i trodsalderen, når det er skidesvært at få det hele til at hænge sammen om morgenen, der fylder. Og ikke mindst om, hvordan man får sig selv og sit forhold tilbage efter at have været nybagt mor.

Jeg tror nok, at den slags har en vis underholdningsværdi og det er jo altid interessant at høre andres historier, hvis man har tiden til det - men det er som at købe Hjemmet. Det bliver smidt ud uden yderligere engagement.

Hvad ved jeg. Det kan jo være, at den slags appellerer til mødre? Jeg spørger, hvis jeg kan finde nogen i omgangskredsen, der er kommet ud af den første børnelammelse.

mandag den 24. januar 2011

Vil vædde på at der er tandmærker i mit tastatur når jeg går hjem idag

Jeg er så skidesur idag, at den sorte sky over mit hoved er begyndt at varsle min ankomst to minutter før jeg træder ind ad døren. Det er ikke tordenrumlen, der kommer ud af den. Det er snerren.

Egentlig er det ikke fordi jeg har noget at være sur over, som sådan, for jeg har det jo godt. Jeg fejler ikke noget, har et godt job, familien har det fint, der er tag over hovedet og mad i køleskabet.

Men for satan i hele hule helvede, hvor er andre mennesker bare irriterende.

Jeg KAN ikke forstå, hvorfor de ikke bare lader være. Det går over min forstand, at der ikke er en dommer, der snart dømmer nøl. Det går over min forstand, at man må ha lov til at råbe højt igennem lokalet og tale med mad i munden. Det ryger lige i flossede nervespidser, når nogen siger 'ligger' og mener 'lægger' OG i samme sætning siger 'handle ind', når det fandeme hedder 'købe ind' eller 'handle'.
MÅ radioavisoplæsere have lov til at sige 'at det koster kassen at have xx kørende' for at udtrykke, at omkostningerne ved xx er høje og hvorfor... hvorfor... kan gamle mennesker ikke finde ud af at dreje af i deres biler? Hvor stor venderadius kan en Mazda Møgspand have?

Desuden pisser det mig så gevaldigt af, at nogle af de der 'andre mennesker' mener at vide, hvordan jeg har det.

Hvordan kan de det, spørger jeg bare?

Jeg sidder jo bare og filer mine hjørnetænder i et hjørne, fordi jeg er fysisk træt og mentalt udmattet og skidesur, mens De, Der Ved Bedre har hele hovedet inde i noget arbejde på en skærm og kigger op et millisekund og har stillet en diagnose. Sikkert baseret på en erfaring med en fjern moster, der havde samme blik i øjnene.

Med den hast, diagnoser åbenbart kan stilles (og patienters egne forklaringer kan ignoreres) kan jeg virkelig ikke fatte, at der er så lang ventetid hver eneste gang, jeg frekventerer en læge.

Er der nogen, der ved om det er mandag?
 

søndag den 23. januar 2011

Stille før storm?

Jeg tror, at noget stort er på vej. Der kan ikke være andre forklaringer, siden hele verdens formidlere kun beskæftiger sig med fuldstændige ligegyldigheder.

Selv hæderkronede institutioner prøver panikagtigt at få sensationer ud af det mindste. På news-tickeren under en af  nyhedskanalerne så jeg at der stod noget med en dame, der havde fået botox i en rynke midt i panden.
Stop the press!

Interview-metoderne på TV2 er ændrede. Interviewerne har et fokus og kun et: At placere skyld, selvom der redegøres sagligt fra den interviewedes side om, at skylden ikke kan placeres, fordi der nogle gange bare er forglemmelser eller naturlige følger af handlinger.
Enten leger journalisterne også den spanske inkvisition, når de er hjemme (Hvem har SKYLDEN for, at der ikke er mere agurk i køleskabet? Hva?) eller også varmer de op til, at der kommer noget meget større.

Jeg kan godt gå og blive lidt nervøs for hvad det er der kommer. Men på den anden side må det også bare snart komme, for jeg er så træt af at forvente, at jeg får seriøse saglige nyheder præsenteret og igen bliver skuffet langt ind i intelligensen når det er Se-og-hør-sensationer, der bliver serveret med alvorlige panderynker, mens Henriette Kjærs svigermor bliver betalt for at udstille sig selv og svigerdatteren.

Er vælgere og journalister efterhånden ude af stand til at skelne person-sensationer fra politik, eller varmer vi bare op til noget kæmpestort? Det må hellere komme snart, for der er efterhånden ikke en redelig politiker i landet, der kan holde til sensationspressens opmærksomhed. (Nej, Villy Søvndal er ikke en redelig politiker)

Indrømmet. Der har også været lidt stille her på bloggen. Der er meget, jeg ikke skriver om lige nu, men jeg håber, at I er der stadigvæk, når der ikke er så langt mellem indlæggene.

onsdag den 19. januar 2011

Dumhedsdrop for alle licenspengene

Jeg kan godt lide at høre radio og selvom jeg ved, jeg er i overhængende fare for at blive mobbet tykt af eventuelle medpassagerer, så hører jeg helst P1 eller P2 når jeg kører bil.

Fordi P3 er så hjernelammende underlødigt og dumt indimellem. Jeg er ikke en af dem, der hader på Snebolden fra Profeten og Lillebror, for han er den mest geniale af dem alle sammen. Manden bag udsagnet: De Eneste To er De Radikales svar på Nik & Jay.
Hvabehar.

Men da jeg satte propperne i ørerne for at få produceret noget arbejde her ved skrivebordet og fik P3 direkte i øregangen opdagede jeg for sent, at transmissionen gik den anden vej i fuld duplex. Intelligens og handlekraft blev simpelthen suget ud af mig hurtigere end en Gjellerup-tyv kan suge benzinen fra en anden bil og over i sin BMW.

Ellers havde jeg nok skiftet kanal noget før. Og undgået at høre, hvordan dumheden holdt ligegyldighedskongres inde hos Adam Duvå Hall i Formiddagen på P3.

Hvad sker der for 111? (læg det årstal du er født sammen med den alder, du får i år (altså det tal du fylder i 2011) og se det blive til 111. I mit tilfælde er det 72+39. ). Ja, ja... men hvad sker der for dem, der ringede ind?

Det var dumhedens, påståelighedens og fordrukkenhedens milits, der havde samlet sig i en knibtangsmanøvre om telefonlinerne til æteren. Brødre, foren jer! Skål! Det er jo logik. Ja, men så hold da kæft, når det er så logisk at ens fødselsår + den alder man har i et givet år giver ... tadaaaa... de sidste to cifre i det årstal man lever i. 

Og studieværten sad og lavede klartone mentalt. Emnet havde virkelig også været udtømt længe.

Sys Bjerre passede forbløffende godt ind i temaet, da nogen i ren afmagt må have trykket på musik-knappen.
  

søndag den 16. januar 2011

Tømmermandsmad og synkronopkast

Har lige været på firmatur i Riga og lige nu er jeg træt.
Mest bare mentalt og fysisk træt og dermed overhysterisk, men også grundlæggende træt af gøglerfælder på turist-rundvisninger og østblokken som samlet hele.

Jeg ved godt, at Riga og Letland betragter sig selv som meget europæiske, men believe me... østblok it is.

Een ting er jeg imponeret over og det er den mad, der blev serveret på udflugtsdagen, hvor alle kolleger vaklede rundt og var blege som lettisk sne, nogle med trang til søvn og pomfritter fordi de havde overstået opkastningen og andre med en brækpose knuget i hånden. 
Samtlige med meget lidt lyst til at gå ned i russik bunker nogen sinde igen.

Forretten var en rodfrugtsuppe, der var så brun og tyk at synet alene fik de første til at trække vejret meget overfladisk og gå ud i frisk luft.
Hovedretten tog prisen: Schnitzel.  Udmærket tænkt, men den blege skive svinekød var dækket med en ordentlig bleg klat svampesovs, der klæg og fed sendte sødlig lugt op i næsen på de næste tømmermænd, der løb med hånden for munden afsted mod de allerede belastede toiletter.

Det lignede opkast. Det lugtede som opkast. Det fremmede brækfornemmelserne og selvom næsten alt mad gik tilbage til køkkenet igen og tjenerne så mere og mere paniske ud i ansigtet, så fremmede maden på sin helt egen klamme måde helingen.
Så der var fri bane til aftenens gentagelse af drik og dans-showet.

Næste gang, jeg trænger til at kaste op, så mind mig om svampesaucen. Og få mig til at forestille mig hvordan min alkorystende finger nærmer sig min drøbel, eller måske bare hvordan det er, når man kvalmesyg læner sig ind over toilettet og får lugten af andre menneskers udskyllede afføring i næsen.

Det virkede ihvertfald, da jeg tegnede billedet for mine to kolleger til det.
Jeg vil gerne tage patent på synkronbrækning og det står i reglerne at man gerne må grine.

torsdag den 13. januar 2011

Jeg bliver hjemme

Jeg skal afsted til Riga med børnehaven og kommer først hjem på søndag.
Kuffert må pakkes.
Der skal vinkes farvel til nødvendig afslapning i weekenden og der skal siges farvel til den behårede søn.

Simpel plan.

Som er fuldstændig umulig at gennemføre. For når den hund, der normalt virker kæmpestor og skræmmende på postbuddet og som uden at anstrenge sig kan fylde en hel 3'er-sofa, folder sig sammen og overbeviser mig om,at jeg har to muligheder, enten at tage ham med i den trolley-kuffert han sagtens kan være i eller blive hjemme, hvis jeg har mit tøj kært, så kan jeg da ikke...

mandag den 10. januar 2011

Hvornår kommer alkolåsen til facebook?

Som profil-ejer på Facebook er man med i en slags 'vis mig dit køleskab' hvor øvede - og irriterede - venner ikke bare lægger mærke til hvad der er på hylderne, men også hvordan det er lagt der.

Blandt mine facebookbekendte er der et par stykker, der skal have en kedsomheds-/alkolås.
En af dem, jeg har i tankerne, linkede til 3 artikler, 2 om afghanistan og en om Bamse, og 4 musikvideoer fra 90'erne indenfor to timer.

At vedkommende senere skriver: Underholdning please, jeg keder mig! er at state the obvious.

Samme person bruger facebook til at få den daglige logistik til at gå op, hvorfor hans 432 facebookvenner forleden blev spurgt om nogen havde en bil, som kunne fragte ham 3 km. Praktisk, det der facebook. Det er vel det, der er meningen.

Alkolåsen venter i på, kan jeg mærke. Skandaler på bordet.
Det var ikke mig.

Personen er ikke normalt særligt aktiv på facebook. Man kan sige, at hans køleskabshylder står gabende tomme og at der kun er to liter letmælk i lågen.
I sidste uge blev der kommenteret lystigt, kastet opslag ud over det hele og delt link, som var hans medlemsskab ved at løbe ud.

Det var også helt uforståeligt, hvad mennesket mente, for der var ikke hverken tegnsætning eller sammenhæng i sætningerne og de fire kommentarer, han fik smidt til et af mine opslag, fik det til at se ud som om der var gået hul på en pose gule ærter inde i hans facebook-køleskab.

Grimt.
Og lidt efterskoleagtigt.

Ved ikke om vedkommende bare fik en indædt lyst til at skrive BOLLE på efterskolens toiletvæg rigtigt mange gange, fordi han lige havde turdet tage proppen af en sprittusch, men det var... ikke kønt.

Normalt sletter jeg ikke, hvad folk skriver, for jeg går ind for ytringsfrihed og alt det der, men det begyndte at stinke af genbrugs-guleærter og pisang ambon ved trappestenen til min profil, så jeg gjorde det altså denne gang af ren og skær forfængelighed.

Med rette, viser det sig nu, for selvom det ikke var gule ærter og pisang ambon, så var det en todages rødvinsbrandert i kombination med feber.

lørdag den 8. januar 2011

37 kg amfetamin?

Beklager den ujævne indlægs-produktion her på det sidste og hvis jeg har lydt sur og bitter er det bestemt ikke repræsentativt for humør i bestyrelsen for tiden, for jeg er mere glad i låget end jeg har været længe. Sikkert fordi jeg har haft så meget om ørerne, at jeg kun kan grine af det.

Lige nu sidder jeg har fået hovedet oven vande for første gang siden før jul.
Om det er flødebollen fra Frellsen eller om det skyldes de 10 timers søvn, jeg fik sovet igennem med 5 kvarter i timen i nat, skal jeg ikke kunne sige.

Man kunne fristes til at tro, at det er min mand, der har huset og taget skylden for de mange kilo amfetamin, men det er det ikke. Joey doesn't share. 

Men det var på tide, at jeg fik overskud til at se ud af øjnene. Der lå hår nok på bordet til at fylde en sofapude, da jeg så, at mine bryn havde bredt sig til to stykker pels.

tirsdag den 4. januar 2011

Thou shall not pass!

Jeg sidder her i hjørnet på mit arbejde og overvejer at sætte en bom op, så ingen finder på at gå ind bag mit skrivebord og mig, når de skal tale med mig. Der er en fin plads lige ude på den anden side af mit bord og så kan de også se mig i øjnene mens de taler, istedet for at glo på min skærm.
Make that a børnegitter.

Meget symptomatisk for min jul og mit nytår, i øvrigt, hvor jeg har brugt meget tid på at jage hjørner i sofaer, fred og forstyrrelsesfri zoner.
Ikke at jeg selv ved, hvad jeg laver mens. Jeg ved bare at det er fuldt berettiget, for hvad laver alle de irriterende personager i min nærhed? Skulle de ikke i Bilka eller noget?

Som nu fx på færgen mellem Gøteborg og Frederikshavn klokken midt om natten.
Hele den fremmede familie har været på hyttetur i over en uge, bedstemor og børnebørn mellem de samme svenske bræddevægge og alligevel sidder de i samfulde 3 timer og råber til hinanden på tværs af cafeområde om alt lige fra vejret til en gennemgang af samtlige langrendsture, meter for meter. 

Hvem mener, at det er værd at blafre ud i højlydt offentlighed at manden havde mønter tilbage, men ikke ville dele og spiste hele den indkøbte slikpose selv lige for næsen af den harmdirrende hustru? Så ring da til TV2 og få dem til at sende news-helikopteren. Det er jo en skandalesensation.

Jeg havde gjort det samme som manden, fandeme. Med åben mund.

Nåmen, jeg har nogle selvretfærdige børnegitre jeg skal have banket op. Er der evt flere brune papirsposer, jeg kan hyperventilere i?