mandag den 31. januar 2011

Advarsel! Voksen-smitte!

Som SU-låntager og sådan en, der altid har brugt hver eneste krone, jeg har haft mellem hænderne hurtigere end nogen har kunnet sige 'overforbrug', har jeg altid haft en helt selvfølgelig respekt for bankmænd.
De har altid stået for mig som chefer. Ikke mindst har de været dem, der har bestemt over min indtægt og min gæld.
De har altid har grimme slips på, dem jeg har haft. Og den ene bankdame, jeg har været indskrevet hos, havde et mentalt et af slagsen.
Hvor har jeg følt mig lillebitte og umyndig når jeg sad på den anden side af skrivebordet, indkaldt til gennemgang af økonomien.

Idag har jeg måttet bede min bankmand om at lave beregninger, som jeg ønsker dem lavet. Og jeg har indkaldt ham til møde.
 
Woot?

2 kommentarer:

  1. Jeg håber jeg en dag bliver lige så sej. Personligt er jeg ikke engang nået til at kunne kigge min bankrådgiver i øjnene...

    SvarSlet
  2. Jeg er kommet dertil, at jeg i mit arbejde rådgiver banker om, hvordan de skal få forretningen ud på nettet.
    Og det tror jeg næsten ikke selv på. Jeg bliver lillebitte når jeg træder ind i en bank. Helt pr automatik.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...