tirsdag den 25. januar 2011

Er der en erfaren mor tilstede?

Jeg er megaheldig. På mit arbejde er der for tiden en af de mest interessante opgaver, jeg kunne forestille mig: En opgave som inkluderer arbejde i sociale medier for en stor, interessant kunde med rigtige værdier.

Fordi jeg har haft hovedet i blogverdenen i nogle år efterhånden, kan jeg bruges på det projekt og jeg har berettet lidt om, hvordan de blogs og debatfora er, som har fokus på børn og mødre. Ihvertfald dem, jeg kender til.
Det er ikke mange (Og hvis I kender til nogle, må I meget gerne skrive til mig enten i kommentarfeltet eller pr mail. Adressen står øverst til højre her på siden. Jeg har ikke nogen fornemmelse af, hvor mange facebookgrupper, fora og blogs der findes på dansk om det emne).

Igår fik jeg en venlig hilsen fra Københavnerkontoret og den person, som jeg har arbejdet mest sammen med. Han ville bare takke for mit engagement og lige inspirere med et par links, som han beskriver sådan her:

They are really touching causes that
are very women friendly - I like them too...
Og så linkede han til disse tre: 

Hvorefter jeg måtte blinke et par gange. For er det sådan vi ser det at være women-friendly i Danmark? (Min kollega er ikke dansk).

Jeg synes, de er meget amerikanske og meget ... naive. På den gode, frelste måde, altså. Det er lidt som at se en amerikansk tv-udsendelse, der kun går ud på at levere noget følelseslir og så sælge noget. 
(Brugervenligheden på de tre causes kan vi altid debattere en anden gang. Den kunne være bedre)

Min opfattelse er, at det for de mødre, jeg kender, er noget mere komplekst og dagligdagsnært, der har interesse, end det, de tre causes leverer.

Måske er danskernes købmandsoprindelse stadig så vigtig, at vi går op i, at der også skal være noget i det for os. Vi handler lidt mere med det, vi engagerer os i - og derfor er der også så mange konkurrencer og give-aways rundt omkring for at lokke underholdningssøgende mennesker til. 
Eller også er der faktisk kvinder rundt omkring i Danmark, som har det amerikanske overskud. Dem kender jeg så bare ikke. 

Generelt tror jeg altså også at kvinder i Danmark er noget mere ambitiøse.

Ikke fordi jeg mener, at det nødvendigvis er godt, at man som kvinde forsøger at være perfekt både som mor, helt kvindemenneske, brødbager, karrierekvinde og partner på en gang, men fordi det er det, jeg oplever, når jeg støder på mødre i alle aldre. Både ude i den virkelige verden og også dem, der udkommer på blogs og i debatfora.

Det er spørgsmål om, hvad barnet får til frokost i børnehaven og om, hvordan man håndterer et barn i trodsalderen, når det er skidesvært at få det hele til at hænge sammen om morgenen, der fylder. Og ikke mindst om, hvordan man får sig selv og sit forhold tilbage efter at have været nybagt mor.

Jeg tror nok, at den slags har en vis underholdningsværdi og det er jo altid interessant at høre andres historier, hvis man har tiden til det - men det er som at købe Hjemmet. Det bliver smidt ud uden yderligere engagement.

Hvad ved jeg. Det kan jo være, at den slags appellerer til mødre? Jeg spørger, hvis jeg kan finde nogen i omgangskredsen, der er kommet ud af den første børnelammelse.

1 kommentar:

  1. Jeg tror jeg er kommet ud af den værste lammelse efter to børn, kan jeg gøre noget?

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...