lørdag den 29. september 2012

Mimreindlæg

Vi kom gående med hinanden i hånden, Mikkel og jeg. Lidt langsomt, fordi det var uvant at have en hånd optaget af en anden voksen og lidt langsomt, fordi det også var længe savnet og rart og ikke behøvede at gå over lige med det samme.

Vi havde lige spist et kilo kød tilsammen og var lige blevet enige om at vi vist klarede det meget godt. Hus, to biler, hund, barn, over 40 og stadig uden et eneste stykke beige tøj i skabet. Alt det vi kunne finde på for at fastholde os selv i illusionen om at vi stadig er en slags unge. (Vi snakkede ikke om de føleforstyrrelser i mit ansigt, der fik mig til at tjekke med servietten om jeg savlede rødvin).

Og så passerede vi den tredie gruppe børn. Det var godt nok på Banegårdspladsen og tanken om at de nok var på vej hjem efter noget ...sport... Var efterhånden skubbet væk af urets visere. De første var vel 14 år gamle, den tredie gruppe var 11-12-årige drenge i t-shirts som hang i en portåbning og småprovokerede de piger, der gik forbi.

Da hørte jeg mig selv sige højt, at de unger burde sidde hjemme og spise en marmelademad istedet for at hænge på gaden.
Så tog vi også hjem til vores hjemmesko og en varm kop kaffe.

Seriøst... Moderen til den teenager, der blev knivdræbt på et pizzaria, sagde indtrængende at man skulle passe godt på sine børn. Jeg tror ikke hun var gammel. Bare klog af skade.
Aksel bliver træt af sin gamle soccermom...

tirsdag den 25. september 2012

Mødregruppe-love FTW

I mit barns garderobe lå der noget til mig.
 Lad mig skynde mig at sige det igen: Der er ikke noget, der slår uventede gaver.
Alene tanken om at nogen har set på noget og tænkt på mig gjorde mig glad i låget.
I virkeligheden kunne hun nøjes med at give mig den grønne pose med den der tekst på for at få mig til at hoppe op og ned på stedet. 
Men gave. Yay!
Gad vidst hvad det var hun så på...


Og da resten af min streetcred ramte gulvet med et brag, lå jeg allerede dernede og vrinskede af grin.

onsdag den 19. september 2012

Hvorfor Fifty Shades er bedre en Klougart

Lidt mere om Fifty Shades.
Jeg læste Rune Toftegaard Selsings blogindlæg idag og det glæder mig, at der er andre end mig, der hæfter sig ved romantikken og nævner at præcis det gør trilogien værd at læse. 

Jeg er samtidig stor fan af Josefine Klougart og er lige nu ved at læse hendes 'En af os sover'. Jeg faldt for hendes sprog ved en oplæsning og jeg synes stadig det er stærkt læseværdigt.
Litteraturmennesket i mig elsker et godt provokerende synspunkt. Især når det er et velbegrundet et.

Læs blogindlægget på Jyllands Posten, hvis du gider. Eller læs Fifty Shades uden at have dårlig samvittighed over ikke at være litteratursnob (nok).

fredag den 14. september 2012

Damen, der tabte både næse og mund

Det undrer mig, at det blev fredag igen. Det har været en sejtrækker af en uge som jeg personligt aldrig nogensinde håber at se gentaget.

Det sagde jeg også sidste gang.

Jeg er nok det mest empatiske menneske, kommentator-Sarah aldrig kommer til at møde. Uden at forherlige mig selv endda. Det er ikke positivt, for jeg er skidegod til at please andre og vide, hvordan de har det, mens jeg ikke opdager, at jeg selv er på vej i dørken, før jeg ligger med knast-aftryk i fjæset.

En jobstart i ny funktion, hårde dage med logistikhelvede på privatfronten og en kommentar på bloggen om at jeg både er ond og uempatisk og at jeg burde forestille mig at min søn har kræft, har derfor heller ikke været nok til at få mig til at overveje om jeg kunne bruge lidt fred og selvkærlighed - alternativt bare slå fra mig verbalt.

Næ næ.

Tics ved øjet var heller ikke nok.
Træthed og uvant glemsomhed heller ikke. 

Nervesmerter ved kindbenet og højre tinding fik mig i det mindste til at ringe til lægen. Efter et par dage.

Nu føles det som om mine kinder truer med at forlade mit ansigt. Meget ubehagelig snurrende smerte, så hvis verden lige vil holde sig selv et øjeblik og tænke gode tanker i min retning imens, så vil jeg holde weekend og tage på skovtur med mine to nærmeste.

De er varslede om at det er forbudt at blive mandesyge, hvis jeg ikke skal tabe ansigt.
Bogstaveligt.


torsdag den 6. september 2012

Cancer-markedsføring

Beklager overskriften, men er det ikke sådan det er? En syg konkurrence, som går ud på at markedsføre sin sygdom og terminale status for at få penge til at forlænge livet.

En markedsføringsdisciplin på et tidspunkt i livet, hvor alle kræfter bliver brugt på at fordøje beskeden om at lægerne i Danmark ikke kan gøre mere for at redde livet for en og på at hænge i med neglene og kæmpe med alt hvad man har kært, når nu det danske system har trukket redningskransen til sig igen.

Tænk, at skulle sætte indsamlinger, facebook-sider og tv-optrædener i værk samtidig. For at samle penge ind, der kan betyde ekstra levedage.

Jeg har før nævnt Heidi og hendes kamp mod modermærkekræften og nu er Rune også dukket frem med taletid på tv (og nævnt hos Dines). Begge har taget kampen op med hjælp fra et næstekærligt, engageret og stærkt netværk.

Hvor skal man ellers finde kræfterne til at finde ud af praktiske ting, som fx om en indsamling er skattepligtig?

mandag den 3. september 2012

Bedre end Botox

Mit kropssprog er ustyrligt. Jeg har fået at vide så mange gange at jeg skal prøve at arbejde med mit pokerfjæs, hvis jeg vil begå mig i noget, der bare lugter af politik eller ... poker.
Det er åbenbart ikke velkomment med ærlighed i reaktionerne på ledermøder eller til store præsentationer af bullshit.

Så småt er jeg ved at have styr på min mund, der taler uden at have fået lov. Det er kun sjofelheder, den finter kontrolløren med.
Men jeg skal altså lige have styr på kroppen også. Især øjenbrynene, som jeg har en fornemmelse af laver  det mener du ikke seriøst, vel? really?-løftet både tit og ofte. Tro mig, jeg er ikke altid fordømmende og bedrevidende. Oftest er jeg virkelig bare bag af dansen og står som et damemenneske fra 1850, der bliver præsenteret for en højresvingspil for første gang.

For eksempel nu her til morgen, da jeg læste om, at det nyeste nye pis på datingscenen er at mødes ude i virkeligheden. 
Nu var jeg lige ved at vænne mig til at internetdating faktisk fører til rigtige forhold og at flere i min omgangskreds har fundet deres børns far på den måde.
Anstrengende for de muskler i panden, der løfter øjenbryn. Måske skulle man bare lamme dem i en periode til man igen følte, at man havde indhentet verden.

Mit arbejde er flyttet til det centrale Århus (ja, jeg skriver stadig med Å. Live with it) og jeg støder derfor ret ofte på folk, der er klædt ud som hipster (Nej, det skal ikke skrives med stort. Slap af).
Det er mig, der taber tråden i det telefonmøde, jeg er midt i, fordi der går en alt for lille hue med et alt for stort skæg forbi mit vindue og det er også mig, der stopper op med munden åben og forsøger at holde min arm nede, så den ikke peger på en fuldstændigt lam udklædning. Men jeg råber ikke.

Heldigvis kan jeg hvile mimikken på lørdag. Der sender de Matador.