mandag den 28. marts 2011

På listen over hjerneløse journalistspørgsmål...

For mange år siden, dengang jeg skulle finde ud af, hvad man endelig ikke skulle gøre i et parforhold, lærte jeg at det kun var de trælse kærester, der spurgte deres mænd 'hvad tænker du på', når manden sad og stirrede tomt ud i luften og for træls, paranoid, konfliktsøgende kvindemenneske virkede som om, der var noget i vejen.

Det var dengang. Nu er det mere et spørgsmål om, hvad man endelig skal huske at gøre i et parforhold og spørgsmålet er fuldstændigt lige så irriterende at blive stillet, selvom jeg er den feminine del af makkerskabet.

Gad vidst om journaliststuderende går samme læringsfase igennem, tænker jeg lige nu, hvor jeg ser en absolut fantastisk reaktion fra en politimand med uniform og mobiltelefon, da han får at vide at Holger er fundet.  For mens politimanden bestemt ikke lagde skjul på, hvad han tænkte og følte i det øjeblik, så pipper ung journalistudsendt 'hvad tænker du lige nu'?

Hvis jeg nu var sikker på, at det var en lille fodfejl fra en uøvet journalist, der ikke kunne komme i tanke om andet at spørge om end det hun spørger om hele tiden hjemme i privaten, så havde jeg hørt igennem det.

Men når jeg nu ved, at det er standardsspørgsmålet fra alle journalister ved alle lejligheder (aj, undskyld. Jeg kender en dygtig journalist eller to og de gør selvfølgelig ikke sådan noget som automatreaktion. Vel?), uanset om de står overfor politikere, der kommer ud fra natlige irettesættelser, eller Xfactortabere, så vågner min indre mand og klør sig i skridtet mens han råber noget om at  kællinger skal lære at holde deres kæft til de har noget fornuftigt at bidrage med.

Når sportsmennesker lige efter en sejr eller et nederlag får stukket mikrofonen op under næsen, giver den skingre journalist den lige en tand mere og vælger det eneste spørgsmål, der kan trumfe: Hvad føler du lige nu?
Og hvad regner man egentlig med at få af geniale svar på det påtrængende spørgsmål, der normalt fortjener at blive mødt med et hånligt blik og en isnende tavshed.

Vores nye yndlingspolitimand tog det pænt, synes jeg, Stadig med jubel i hjertet og krilren i halsen efter sejrsbrølet svarede han med absolut udtryksløst ansigt 'jow, det' baar dajlig'.

Hvis det nu var min indre mand, ikke? Så havde han ønsket at han kunne være mere Dronning Magrethe-skarp Hun svarede på spørgsmålet om, hvor god hendes dag var, den dag, hun var på Rigshospitalet for at besøge nye børnebørn med en sviende, intelligent kindhest: Hvordan måler De normalt dage?

Underteksten lød som noget min indre mand ville have sagt. Højt.

lørdag den 26. marts 2011

Måske er det bare min halvbrille, der strammer

Jeg er tekstmenneske til benet. Ord-frådser og sprogpasser.
Ikke dermed sagt, at jeg altid taler pænt eller er velformuleret hele tiden, for det viser sig gang på gang, at jeg ikke får valgt de rigtige ord til selskabet eller ikke får mig udtrykt klart nok. Måske fordi jeg gør mig så meget umage - eller fordi jeg en gang imellem bare lader ordene rulle uden at tænke over, hvor de ruller hen og hvad de rammer.

Noget af det, der kan ramme mig hårdest, er ord. Vrede udtrykt i ord laver aftryk så store som bombekratere i mig og jeg skal bruge lang tid på at hele.

Ord, der bliver leveret som ubetænksomheder og endnu værre som udtryk for idelt sløseri og dumhed kan få mig til at stampe i jorden og fnyse. Eller løfte min tantestok og kigge ud over halvbrillerne.

Aldrig i livet vil jeg finde mig i at blive kaldt en so og jeg vil simpelthen ikke acceptere at unge knægte, der ikke er stort andet end hormoner i gummisko, kalder piger for ludere.
Uanset, hvad det er udtryk for. De kan puste sig op et andet sted eller holde kæft til hjernen sætter igang igen, for ord er tunge våben.

Når jeg hører musik er teksterne en del af det flow, der rammer mine ører. En melodi kan være nok så iørefaldende og velkomponeret, men hvis teksten er flad bliver helhedsindtrykket fattigt. Jeg hører meget musik. Og jeg slukker ofte for tiden.

Det slog mig i aftes, da jeg sad og så Xfactor. Noget var rivende galt og det var ikke kun den dårlige lyd og Lise Rønnes TAK for sangen you guys med råbe-sensationsstemme.
Det var den der sang, som efterlod mig med permanente neglemærker i hælene...

Hvordan. kan. man. servere. så. dårligt. sprog. og. forvente. applaus?

Xander, Sys Bjerre, Medina, Rasmus Seebach og Peter Sommer (før han blev løftet sprogligt af Simon K.) har alle sammen brugt deres små fedtede dagbogsskriverier og barnagtige sætningskonstruktioner som Lorum Ipsum-tekst da de lavede melodierne og de har ALLE sammen glemt at skifte dem ud med rigtig tekst.
Det ville svare til at de franske modehuse holdt shows, hvor de lod modellerne gå på podiet i prøvesyningerne. Det billige lærred med mønsterkridt på, som kreationerne først bliver stykket sammen af for at se om mønstret skal rettes til.

For det kan da ikke passe, at niveauet har lov til at være så lavt? Nogen burde pudse teksternes Bo Bech på dem, så de kan blive konfronteret med spørgsmålet om, hvordan de kan forvente, at nogen gider æde deres dårlige råvarer.
På den anden side, så findes der også folk, der spiser pomfritter og mener det er grøntsager.

Ikke for at lyde som Blachmann med vilje. Han har ellers nogle helt utrolige ord-kæder. Jeg får bare kløe over hele kroppen af den slags armod.

tirsdag den 22. marts 2011

Prøvetur med Anton og barnevognen

Igår fik jeg lov til at passe Anton, mens Antons mor var superinstruktør.
2 timer, hvor jeg kunne få lov til at have med et lille dyrebart væsen at gøre, der ikke har pels.

Og var jeg lige spændt inden?

Der er nogen mennesker, der bare har taget på små børn og en stor selvtillid, når det kommer til at samtale med børn.  Det er typisk dem, der selv har nogen af slagsen og som ved hvad de skal gøre og så er der sådan nogen som mig, der er rigtigt god til hunde og som ganske vist har prøvet at passe små børn før. I 7. klasse.
Det var dengang naboens drenge havde hjemmestrikkede uldbleer, fordi drengenes mor holdt stædigt fast på at uld er sundt og var tilflytter til Vestjylland fra Sjælland.
Jeg glemmer aldrig den lugt.

Nåmen. Anton og mig, ikke? Det gik godt.

Selvom Anton selvfølgelig allerede har dannet sig en mening om, hvornår han gider at sove og hvornår han bare forlanger at ligge på ryggen i barnevognen og have fuldt udsyn til vognføreren. Gud (eller hvad Anton nu kommer til at tro på) nåde og trøste tante Lene, hvis Anton kun kan se hårtoppen, fordi tante Lene er 10 cm kortere end Antons mor.

Så Anton sov sødeligt og charmerende og fuldstændigt uimodståeligt i 40 minutter mens solen skinnede på vandet i Århusbugten og resten af tiden var han en glimrende samtalepartner, så længe jeg fandt en løsning på de manglende centimeter. Jeg er god til at gå på tæer og ja, idag føles det som om jeg er gået op ad bakke hele vejen med Odderlimousinen (Som jeg som bonus fik lov til at teste køreegenskaberne på). 

Han svarede ikke igen og græd ikke, men fulgte godt med i samtalen og kvitterede for barnepigens guldkorn med skiftevis skæve charmesmil og store jubelgrin.
Når han altså ikke lige kommenterede højlydt på fortovenes tilstand, vejvæsenets sløseri og det gennemgribende urimelige i at stien slog buler, når han nu skulle transporteres hen over dem.

Den dag, han lærer at tale bliver han lige så skarp som sin mor. Eller trafikordfører. 

søndag den 20. marts 2011

Godnat og undskyld

Til gårsdagens kagedag (Som Linda i øvrigt har skrevet et meta-indlæg om idag) måtte jeg spørge de af kagedåserne, der er længere end mig i projektet, om de snorker.

Det er de mest utroligt dumme ting, man har lov til at spørge om, når der er moderkager og kejsersnitter på bordet.

To af dem nikkede hårdt. Den ene fortalte, at hun havde fået til vane - dengang hun endnu var mor-prospect - at udvide sin godnathilsen til gemalen, så den blev til: Godnat og undskyld.

Jeg har ikke haft mange graviditetsgener (jeg siger det på den måde, for jeg ved at Nemesis bare sidder og venter på graviditetshybris fra min side), men efter en nat, hvor jeg jævnt hen vækkede mig selv i det øjeblik, jeg faldt i søvn, fordi jeg snorkede så højt, at jeg måtte sætte mig forurettet op i sengen for at stirre olmt på det, der formastede sig til at afbryde Den Hellige Søvn, må jeg indse at jeg stirrede en graviditets-trold lige i øjnene.

Faktisk gav jeg først hunden skylden. Det var fandeme også irriterende, at den hele tiden kom hoppende med poterne forrest for at lande i mit ansigt.
Jeg troede, den havde dårlig mave og ville ud.
Nu er jeg kommet til at tænke på, at den måske bare gerne ville ud, fordi den håbede at den ikke kunne høre mig ude på terassen og hellere ville sove ude i permafrost med udsigt til verdens farligste kat, så længe den bare kunne sove.

Da jeg nåede at høre mig selv snorke INDEN jeg faldt helt i søvn, gik det op for mig, at det var absolut selvforskyldt, at jeg konstant blev vækket.

Jeg tror, det er kroppens måde at forberede mig på det tidspunkt, hvor nattesøvn er det jeg drømmer om at vinde i Lotto.

fredag den 18. marts 2011

Det er solcreme!

Jeg bruger kontaktlinser næsten hver dag. De kommer i øjnene, inden jeg lufter hunden om morgenen og derfor har jeg også det, der svarer til normalsyn, når jeg senere står foran spejlet for at få styr på Ulla Terkelsen eller Anders Lund Madsen - afhængigt af, hvem der er på spejlvagt den dag.

Der er ganske få dage, hvor jeg tager briller på istedet. Og der er jeg overladt til en noget ringe billedkvalitet, når ansigtscreme og øjenmakeup skal på. Lad os bare sige, at det er skalmuring med den store spartel og krydsede fingre, de dage.

Sådan en dag er det idag.

Fordi melamin-dimsenoterne begynder at invitere graviditetshormonerne til fest, er jeg nødt til at bruge en solcreme med en rimeligt høj faktor for at pigmentpletterne ikke skal flytte permanent ind i mit fjæs, så her til morgen skulle der påføres både dagcreme, nyindkøbt tyktflydende solcreme og øjenmakeup og tørres hår mens jeg krydsede fingre for at Anders Lund skred tilbage til fjernsynet og tog tæt lille krop, krøllet fjæs og uregerligt mørkt hår med sig.
Og så skulle jeg jo lige synge hårbørstesolo, lege med hunden og vælge tøj samtidigt.

Briller på. Hår tjek. Videre med solo. Første telefonopkald på vej ud af døren og i bilen.
Ankomst fælleskontoret.

Fredagsstemning, morgenkaffe og snak om fremskridt på projekter og Københavnermødet igår. Efter en lille times tid går jeg på badeværelset sammen med mine briller og ser en stor, hvid plamage, der hviler under min hage og ned over struben.

Lidt gennemsigtig i kanten nu, men en meget iøjnefaldende... klat, der med lidt god fredagshumor sagtens kunne være en klassisk perlehalskæde.

Det er mig, der er underholdningen resten af dagen.

torsdag den 17. marts 2011

Derfor vil Københavnerne ikke til Århus. Tarvelige tøsedrenge. Bødepugere.

Jeg ved det bare. Det sker hver eneste gang.
Ikke hver gang, men hver eneste gang jeg kører til København, får jeg en bøde.

Oftest har det været p-bøder. Jeg parkerer ikke med vilje ulovligt, men der er noget med byen, der gør at parkeringsbetjentene flytter skiltene eller bare stiller nogen der, hvor jeg sværger at der ingen var, da jeg placerede min jyske bil der. 

Jeg har også fået en bøde for at tale i mobiltelefon en dag, jeg bare blev nødt til at ringe og sige at jeg var forsinket. I København. Af en jysk betjent, der tog det roligt og faktisk var pænt sympatisk. Forrådt af sine egne.

En helt 8. gang var det en fartbøde givet for den mest petitesseagtige overskridelse af hastighedsgrænsen på den sjællandske motorvej. Jeg kørte kun 140, men der var tyk motorcykelbetjent og schnurbart og det hele.

Man kan sige meget om bødeudskriverne, men de er på tæerne.
De har garanteret et samarbejde med trailer&traktor-juntaen. Hvis jeg kører vestpå, er der straks en bande trailere, campingvogne og traktorer, der holder og venter på at køre ud foran mig lige der, hvor det ikke er muligt at overhale.
Når jeg kører mod København, er det bødeforeningen, der sadler op og ånder på kuglepennene, for traditioner er til for at blive overholdt.

Da jeg idag parkerede, stod ud for at dobbelttjekke skilte OG købe p-billet - og køre en halv meter frem til jeg holdt en my fra kofangeren foran mig for at være helt uden for den stiplede gule stribes rækkevidde - burde jeg have vidst det.
1 stk p-bøde og 1 stk fjernet undertekst på parkering forbudt-skiltet 125 km længere henne ad vejen. På underskiltet var det angivet at forbuddet kun gjaldt 5 meter i hver retning.  Jamen, jeg sværger.

Hvornår er nok nok, København? Prøver du at fortælle mig noget? Hvis jeg så kørte hele vejen på cykel og parkerede den lovligt og med godkendt lås, ville du finde på en grund til at putte en regning på 510 kroner ned i en fugtig plastiklomme og gnide dig i poterne.
Velkommen til København.

Effing bødeby.

 

onsdag den 16. marts 2011

Og resultatet er...

Ovre i min sofa sidder der en mand.
Han smiler, når han ikke tænker over det og med jævne mellemrum får han min bærbare til at spjætte forskrækket, fordi han har sat sig for at finde gode navne, og råber dem højt ud i stuen for at prøve dem af.

Væddemålene er afgjort og det er så rart at kende resultatet. Meget mere rart end jeg havde gættet at det ville være. Ikke bare fordi jeg nu ved om jeg skal gå til den lyserøde eller den blå side i netbutikkerne, men rart, fordi jeg nu bedre kan forberede mig. Og gamle damer som mig har brug for at forberede sig.

Aller aller størst ved hele dagen idag var at se, hvor meget liv, der er i den lille fis og at alt er fint.
Jeg har ikke mærket ret meget til liv endnu, nemlig, så det var gennem tårer jeg så de små ben køre som stempler og en lille tommelfinger, der var stukket i munden i det øjeblik vi kiggede ind.

Den tommelfinger blev selvfølgelig lynhurtigt erstattet af en overlegen, opadgående muay thai-albue.

Man er vel sin mors dreng.
   

tirsdag den 15. marts 2011

Kvalifikationstest til ledere indføres ved lov

Vi skal tage hensyn til hinanden. Vi skal behandle andre, som vi gerne selv vil behandles. En god arbejdsplads er en arbejdsplads, der bygger på gode værdier.

Nogen, der er uenige så langt?  Ikke? Jeg kan godt forstå at ingen rækker hånden op, for alle kan vel høre en tordenbuldren i det fjerne, der varsler røvfuld til dem, der vover at mene noget andet.

Sagen er bare den, at det er fine tanker, gode hensigtserklæringer og værdierne er tomme ord og ikke en kæft andet i det øjeblik, riget fattes penge og ledelsen begynder at mærke grillristen på ballerne.
Jeg taler selvfølgelig helt generelt. Ikke om et specifikt firma og slet, slet ikke om det bestemte firma, min gode ven arbejder i.

Han har været igennem en hård tid i privaten. Den ene udfordring efter den anden har stillet sig i kø og har haft madpakke med, så de ikke behøvede at skride alt for tidligt og samtidig er tonen blevet skærpet på hans arbejdsplads, ikke mindst fordi der er magtkamp mellem hans nærmeste leder og firmaets direktør.

Jeg er sikker på, at han er glad for at føle at hans indsats for firmaet er nødvendig og påkrævet. Jeg er også helt sikker på at han mangler en påskønnelse af, at han trods en overhængende sygemelding og de private udfordringer alligevel er mødt på arbejde i den udstrækning, det har været muligt for de private pligter.

Det er det jeg siger - også til mig selv: Ingen takker dig for at gøre en ekstra indsats, der i virkeligheden koster for dyrt på den private konto.
Virksomheder er bare forretninger, der skal køre. De er ufølsomme og griske. Pengene før medarbejderne.

Men helt ærligt, ikke? Jeg kan ikke forstå, at en chef, der er fuldt informeret om privatsituationen, kan være så ufølsom og udstyret med så udtalt et kikkertsyn  at han sender en  'far er ikke vred, far er skuffet over din manglende indsats de seneste 4 dage' på den dag, det hele kulminerer og min ven har en godkendt fridag for at komme igennem programmet. På 'stram så op'-måden.

En venlig, betænksom buket blomster havde været mere på sin plads. Eller en uges ferie. Eller bare en sms pænt pakket ind i forståelse.

Bevares. Gode ledere formår at holde fokus på målet og vise vejen. Men gode ledere kan også utroligt meget mere end det. Jeg kan ikke forstå, hvordan en virksomhed kan ansætte ledere, der har lagt deres menneskelige forståelse ved porten.

Jeg skulle lige af med det. Lovforslag hermed indgivet.
I morgen skal jeg scannes og jeg glæææder mig til at finde ud af om det er en dreng eller en pige, der ligger og tumler i min store mave.

søndag den 13. marts 2011

Her i illusionernes varme skær

Jeg glæder mig til at blive mor. There, I've said it.

Det, jeg glæder mig mest til lige i skrivende stund er helt enkelt at få min verden indsnævret til kun at dreje sig om een ting: Baby. Og jeg ved allerede nu, at jeg vil se tilbage på dette indlæg med hovedrysten og bedrevidende foragt om 5 måneder, hvor det for alvor går løs og jeg er også helt sikker på, at der kommer flere udfordringer end jeg på nogen måde kan forberede mig på når jeg når så langt.

Jeg tænker, at der vel også er regler om at man skal være lækker og overskudsagtig og lynhurtigt slank igen, når barnet først er poppet. Der kommer sikkert også nogen, som vil mene at de ved bedre, men den tid den fornøjelse med at bede dem passe sig selv.

Som det ser ud nu vil jeg bare gerne indskrænkes. Be om. Reducer kompleksiteten for mig, verden. 

Det er en gammel historie, jeg skriver og jeg er ved at kunne plottet så godt, at jeg næsten tror, jeg selv har skrevet den. 
Den om at skulle nå det hele, være både en god kæreste, en laber kvinde og sexet i høje hæle, kunne tømme opvaskemaskinen og bage boller mens jeg engagerer mig i det, jeg synes er vigtigt og sørger for praktiske ting ved begravelsen mens jeg forstår og rummer familiens sorg og er gravid mens jeg selvfølgelig sælger over målet, laver talgymnastik som jeg i virkeligheden voldhader og arbejder fuld tid.
Stressfrit og smilende, naturligvis.

Der er kommet et nyt tema til og det lyder i al sin enkelhed: Jeg glæder mig ekstremt til at gå på barsel.
Der regner jeg med at der kun er ET mål og et fripas til at ignorere alt det, der ikke ligger på vejen mod det mål. 

En forventning. One ring to rule them all.
Vent... jeg skal lige tjekke mine fødder. Er de vokset? Er det meningen, at der skal være hobbithår på? 

Jeg forestiller mig barsel som noget, hvor jeg kan gå rundt og smile mildt. Læse bøger og sidde i solskin på terassen med ro i benene, brød i ovnen, mirakuløst rene gulve og mindst lige så ren samvittighed. Iklædt noget lyst og let.... hørnoget, mens både manden og jeg ved et lige så stort mirakel er holdt op med at bande så satans meget.

Hvis nogen ved, at barsel er noget andet, så vent lige med at breake the news. 
 

fredag den 11. marts 2011

4 uger

Så fik han fred. Der er gået 4 uger siden den første blodprøve viste tegn på cancer og til livet slap ham stille og fredeligt i går morges.

Det er gået hurtigt. Cancer er den ubarmhjertige, feje sygdomsfamilie og levercancer er den aggressive fætter. 4 uger fik han.

Han skal begraves på tirsdag. 

torsdag den 10. marts 2011

Velkommen på forsiden

Jeg har fået en kommentar, som jeg synes fortjener en plads på forsiden.

Det er ikke første gang, jeg er blevet kaldt racist. Det er ikke første gang, jeg har fået en anonym kommentar, fordi nogle mennesker ikke tør stå ved at de ikke synes, jeg må betragte verden som jeg gør.

Kort opsummering af alle de andre gange: Jeg er ikke racist. Really. 
Jeg tror på værdien af den danske kultur og jeg tror på integration. Ikke multikulti i parallelsamfund. 
Jeg har sat mig ind i, hvad Islam er, jeg kender forskellen på islamister og almindelige muslimer, jeg har gode tyrkiske genboer, muslimske kolleger og jeg vil uden at hævde mig selv unødigt mene, at jeg ved, hvad jeg taler om når jeg her på bloggen tænker højt om sammenstødet mellem den muslimsk-funderede kultur og et grundlovsbaseret samfund.

Det var nu ikke det, jeg tænkte højt om denne gang. Denne gang var jeg noget tættere på mig selv og skrev om en af mine mange tanker om mit ufødte barn. 

Alle kommentarer er velkomne hos mig, alle holdninger er velkomne og jeg har ikke noget imod at folk ikke deler mine (a)politiske holdninger eller lever med andre værdier end mig. Jeg er bare sindssygt glad for kommentarer og at i gider at melde jer ind og lade mig mærke, at der er nogen, der læser med.
Og det står jeg ved. Jeg bliver bare så træt, når dette her sker.
Anonym Anonym sagde ...
Du lyder som den vildeste forstadsangste skabsracist. Hvor tit er det lige man hører om at små danske Emil'er bliver knivdræbt på åben gade af "tyrkiske børn" - nej vel? 

mandag den 7. marts 2011

Bland dig udenom

Efter mit seneste indlæg er jeg kommet til at tænke videre. Hate, when that happens.

Jeg kom til at tænke på, hvor grænsen går for, hvornår man skal blande sig og hvornår man skal sørge for at holde sig selv tilbage, fordi en indblanding vil være at vade ufølsomt og dumt ind over andre menneskers (og forældres) grænser.

Eksemplet var, at min vejfælles to sønner var oppe at slås. Omgivet af andre børn. Eller rettere: Storebroderen tildelte den umælende lillebror nogle drøje, ukærlige los mens han lå ned.

Ja, min første indskydelse var at blande mig. Og ja, jeg synes det er vildt skræmmende at se så små børn opføre sig så bestialsk.

Men... Hvad nu, hvis familien allerede er ved at arbejde på det? Hvad nu, hvis moderen synes at jeg bare skal holde mig langt væk fra hendes børn og deres opdragelse. Hvem er jeg, der skal komme og fortælle dem, hvordan man opfører sig ordentligt?
Ikke alle deler mening og kultur med mig.

Hvis det nu var dit barn, en fremmed voksen eller den irriterende nabo havde fat i vingebenet på, ville holdningen så være den samme?

Hvis nu jeg så et barn i en indkøbsvogn i mit supermarked. der  pillede sig i næsen eller havde godt gang i at åbne en plastikemballage ind til en slikkepind uden at mor var i nærheden til at tage ansvaret, ville jeg så gribe ind der, eller er der en bagatelgrænse?

Jeg håber sandt for dyden at jeg vil være fuldstændigt frygtløs og uden tøven gribe ind, hvis jeg oplevede en fyr slå eller true sin kæreste på åben gade eller ligefrem opleve nogen være i fare for at blive voldtaget.

Jeg ved, at jeg ikke kan lade være med at blande mig, når det drejer sig om hunde. Der er mange eksempler på, at jeg fuldstændigt uden at tænke mig om griber ind - eller bliver opsøgt, fordi folk ved, at jeg ikke tænker mig om, før jeg begynder at hjælpe. Eller blande mig.
Og med hvilken ret?

Men. Børneopdragelse?

Min umiddelbare fornemmelse er at jeg på splitsekunder ville forvandle mig til en løvinde, hvis nogen var selvbestaltet 911 Nanny overfor mit barn. (Der ikke er kommet til verden endnu)
Der skal folk satanedeme blande sig uden om, for jeg kan ikke forestille mig noget værre end bedrevidende tanter, der skal belære mig om noget, hvis mit barn ligger og skriger i hysteri på samme supermarkedsgulv. (Jeg planlægger at stå fast, når den situation kommer. Jamen, det gør jeg!).

Jeg vil også være frygteligt, frygteligt såret, hvis nogen på nogen måde ville antyde, at jeg forsømte mit barn.

På den anden side tænker jeg stadig over, om det mest rigtige vil være at informere myndighederne om det svigt, som jeg tror sker inde ved den pågældende familie.
  

søndag den 6. marts 2011

Hvad skal vi lege?

Da jeg var lille var jeg så privilgeret at vokse op på en lukket villavej og senere på et nedlagt landbrug, hvor der var masser af græsplæne, masser af skov og markveje og masser af afstand til legekammeraterne.

Dengang på villavejen var vi en flok nogenlunde jævnaldrende og vi tegnede med kridt på asfalten og hoppede i mand og så legede vi comboydere (det hed det altså) og indianere, når vi ikke legede gemmeleg.
Vi måtte være ude til klokken 19.30, når det var sommer og vi havde spist aftensmad.

Der, hvor jeg bor nu er der udsigt til en stor legeplads, der er også villavej og asfalt, men der er også en befærdet vej, hvor stort set alle søndagsmennesker defilerer forbi - og så er det også der, hvor børn løber frem og tilbage mellem hjem og legeplads. Kort sagt: Der er frit udsyn til, hvordan nogle af børnene leger anno 2011.

Det ved jeg altså ikke, om jeg tør at sende mit barn ud i. Så er det sagt.

Idag så jeg en tre børn fra vejen og 4 andre børn bevæge sig rundt i flok. Den yngste søn er en sjov lille en, der altid spæner efter sine søskende mens han ser betuttet ud og det første der skete, da han kom over på legepladsen hvor resten af banden var, var at de tre største drenge tog fat i armene på ham, mens han strittede imod det bedste han havde lært. Han ville ikke op i den store gynge. Ville ikke.
Det blev han så tvunget til af drenge der er tre gange så store som ham.

5 minutter senere tager drengens 3 år ældre storebror kvælertag på ham bagfra.

Lige overfor hvor vi bor. Det var ikke helt nok, mere action skulle der til den leg, så mens resten af flokken kiggede på, rev broderen den lille rundt ved armene, kylede ham til jorden og tildelte ham en serie af de spark, man ser i forbryderfilm uden at holde igen. Der blev losset igennem på frisparksmåden.

Er det sådan man leger nu?
Cowboyder og indianer er blevet til milits, hvor det går ud på at meje alle andre, biler, hunde, kvinder og børn ned med maskingeværer.

Eller leger andre børn noget andet?

Det håber jeg så inderligt, for ellers får mit barn kun lov til at lege stille med sin bold ude i baghaven når hækken ER vokset op. Hvis jeg nogensinde slipper det ud af min krop, altså...

Jeg er ked af at jeg kommer til at lave et ekko af den værste Dansk Folkepartiangst, men det er helt sikkert, at vi bor et andet sted, når soluret peger på 'trehjulet'. 

lørdag den 5. marts 2011

Så så man lige mig

Tirsdag stod jeg på en scene foran det mest skrækindjagende publikum jeg kan forestille mig.

Jeg er vant til at være iklædt spandex og vise ben og stille mig frem foran mennesker, fordi jeg har gjort det på ugebasis de sidste mange år, men IBM-konferencedeltagere? Nørder på den tekniske måde, som taler et sprog, som får mine hjernevindinger til at flatline eller kigge ud af vinduet, mens jeg lader som om jeg er helt med på, hvad de siger.
Hardware og serversetup er det sværeste.

Derfor var jeg også bekymret, inden jeg steg op på scenen iført kjole og labre slides, for jeg havde lidt på fornemmelsen, at de heller ikke ville forstå, hvad jeg sagde, fordi jeg taler det der kommunikationsk.
Brugervenlighed kan betyde vidt forskellige ting afhængigt af, hvem du er og jeg vidste allerede at interaktionsdesign og visuel identitet var ord, jeg så vidt muligt kun skulle sige en enkelt gang og kun i nødstilfælde.

Det gik strålende.
Det gik simpelthen så skidegodt, hvis jeg må sige det selv.

I det øjeblik jeg stod på scenen, var instruktør-energien tilbage og jeg tror nok at jeg undgik at sige alt for meget forkert. Fik kun, uden at ville det, svinet deres system til en enkelt gang, men ... jeg var den med kjolen på. Tror, de hørte igennem det.

Jeg havde heldigvis ikke behov for at forestille mig deres stikkelsbærben i cykelshorts for at fatte at de også bare er mennesker. 

Og så skulle jeg jo gentage successen i København i Torsdags. 
Hvilket min krop prompte satte en seriøs stopper for som straf for at have begået gravid-hybris.  Min krop meddelte mig, ved at begynde at bløde insisterende og skræmmende, at jeg godt kunne lægge mig på sofaen istedet for at tro, at jeg kan passe hus, hund, familie, fuldtidsjob, instruktørjob og samtidig stille mig op på flere scener.

Svanger-nemesis tager det ledeste albuegreb.

Så her ligger jeg som en afdanket revy-diva og får kun lov til at tænke en tanke af gangen. Manden har rottet sig sammen med kroppen, så nu har jeg heller ikke lov til at rydde op, hvis jeg har gået tur med hunden. Jeg må ikke købe ind og jeg bliver spændt fast i sofapuderne, hvis jeg så meget som tænker på arbejde, når jeg skulle slappe af.

Tror jeg kommer til at lide det der aftægt, når jeg lige er færdig med at planlægge springture.