lørdag den 18. august 2012

Skanderborg-blues

Der var engang jeg var på Skanderborg. Det hedder det altså, selvom det også hedder Smukfest.
Jeg synes ikke, jeg var så fuld hele tiden, men det har jeg været. Drukket små grå, skyllet ned med champagne den dag Linda og jeg også fik givet hinanden nogle gevaldige blå mærker på armene, fordi vores nerveender har ligget i ske og sunget i kor og ikke været helt klar over, hvor nas det i virkeligheden gjorde.

Det var vistnok ikke det samme år, hvor jeg fik blackout og overhovedet ikke kan huske noget fra klokken 22 til klokken 01, hvor jeg bare skulle i posen. Undtagen små glimt, der dukkede frem da jeg så aftenens billeder. Noget med en mand, der var klædt ud som (find) Holger og en bøgegren, som alle partout skulle kysse.



I år var Mikkel afsted for at få en portion antidagligdag, mens jeg holdt røven oppe på hverdagen. Jeg gad godt lidt festival, hvis man spurgte mig, men jeg tror ikke jeg gider at nappe 4 dage mere. Det var sjovt, mens det varede og jeg fandt ud af, at jeg er blevet ældre og magelig. I søndags skete det.

Jeg fik mulighed for at snuppe et par timer for mig selv med musik. Ikke i skoven med øl på skoene, men med smådårlig kaffe i studenterkopper (det er de der helt hvide krus som alle større køkkener, inklusive Musikhusets cafe har) og jazzede fortolkninger af salmer.
Min gode ven Mads Bærentzen gav koncert.

Så sad man der. Og nød det.
Og småtudede lidt, fordi D-mol under Mads' fingre fejer facaderne væk.  Fester er godtnok blevet anderledes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...