Mandagsopkast

Undskyld. På forhånd.

Jeg gider bare ikke lige nu, vel?
Jeg er så træt af at se mig selv i sove-t-shirt og barnets morgengrød, der hver eneste fucking morgen eksploderer og klistrer sig til mig. Især til mig.
Hvor i mine drømme stod det i øvrigt, at jeg skulle blive sådan en, der sover i t-shirt? Var det ikke mig, der engang altid sov nøgen og smuk (hvis man lige kneb øjnene lidt i) og vågnede med småsexet rockhår og sprød stemme?

Jeg kan godt høre jer derude. Jer, der sidder med hovedet lidt på sned og siger at jeg skal være glad og positiv, fordi jeg har sådan en dejlig dreng og et bord i et hus og arme, som grøden kan fordele sig ud over. Jamen, det er jeg. Jeg er fuld af kærlighed til drengen og jeg sætter også pris på mine arme. Det er jo ikke fordi jeg vil undvære. Og luk så lige røven i 2 sekunder.

Der er mad, der skal planlægges, der er indkøb, der skal ordnes, gulve vi lige skal huske at holde rene og vi skal huske at spise den mad, der ikke laver sig selv, og endelig ikke de der kiks, der lige er ved hånden, når vi er godt igang med at hade rugbrød og ikke gider skrælle, skære eller bare åbne noget som helst, der ikke med det samme lægger sig som glasur over følelsen af at være temmeligt alene.

Og luk så røven. Jeg er glad for min søn og min familie. Ja, selv hunden. Jeg skal også være glad for at jeg har en mand. Og en have, som ensomhedens sure krager kan skide i.

Du er jo ikke alene, siger i nu.
Nej.
Og jeg kan godt selv høre, at jeg er en overspændt mandagssur morgenheffel. Det er bare som om beviser og sund fornuft ikke gør andet end at få min stive langemand til at blive endnu mere insisterende.
Inde i bestyrelseslokalet sidder jeg i ensom majestæt med alle kasketterne på og et eneste navneskilt på det grødplettede bord: Lene Alene.

Jamen, lyder det.... Luk. Zip.
Jeg er nemlig ikke færdig, selvom jeg godt kan mærke, at den opgivende mandagståge begynder at lette lidt, som jeg kommer skrivende hen ad linien.

I mine drømme var det anderledes.
I mine drømme fortjener alle - selv jeg - at blive fejret, hyldet, værdsat og elsket, så tvivlen og ensomheden lusker af. Virkeligheden kan sætte begrænsninger. Virkeligheden rummer travle mandagsmorgener hver eneste dag i ugen, optørring på repeat og hver mand for sig selv. Sådan er det og man må leve med det. Fucking repeat.

I det mindste skinner solen. Siger nogen.
Og jeg præsenterer igen min ranke finger. 

Men måske behøver i ikke ligefrem at rende mig i røven, alligevel. Den er alligevel fuld af opfordringer til at være positiv, for jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle gøre af dem.
Tak fordi i lyttede.