Jeg har masser at skrive om. Selvom det er agurketid og fjernsynet viser gamle genudsendelser, så er det ikke helt sådan inde i mit hovede. Dammit, man kunne jo skrive føljetoner om fagforeninger, der opfører sig som levede de i en anden tidsalder og selvom jeg har lovet mig selv ikke at gå helt over i mor-bloggeriet, så leverer junior altså ideer til indlæg på stribe. Det skal nok ende i et par pinlige episoder, så god til at efterligne som han er.
Der er bare to ting, der får mig til at blive helt stille indeni. Holde vejret og tænke, at det vil være meget småt at skrive om, at jeg har stået og gloet ind i et prøverumsspejl og prøvet at sluge det faktum, at jeg - den tidligere så sports-bebrystede - nu passer en 70F bedst. Fuck. Muh.
De to ting er:
Tobias-sagen.
Jeg kunne ikke læse den hændelsesbeskrivelse, en netavis bragte, til ende.
Jeg nåede langt nok til at holde mig for øjnene og krampegræde. Og få mareridt. Og tænke over, hvor bange den lille lyshårede dreng må have været mens han blev mishandlet til døde.
Det er så rædselsfuldt. Jeg har det så svært med det, at jeg ikke kan tale om det og selv nu, hvor jeg prøver at skrive hurtigt igennem det, sidder jeg med en klump i halsen. Ondskab. Dumhed... Jeg vil ikke engang prøve at forstå.
Tobias døde den dag, Aksel Emil blev født.
En tidligere fitness-kollegas facebook-opdateringer.
Heidi har hudkræft, som har spredt sig og givet hende knuder i hjernen, i rygsøjlen og sendt hende gennem mange operationer, flest i hjernen. Hun har lavet videodagbøger, skriver for det meste med en positiv vinkel, men det er så meget noget lort at det er ufatteligt, at hun har kræfter til at kæmpe videre, prøve nyt, skrive lyst.
Hun har mand og to børn og er idag blevet opereret for en knude i ryggen, som har givet hende vilde smerter. Samtidig er der nye spredninger i hjernen og i bughulen.
Jeg bruger solcreme. Det skal du også. Høj faktor og rigeligt af det.
Det kan jeg ihvertfald skrive.
Jeg bliver tavs sammen med dig over sådan noget! Og får kvalme - og bliver så ked så ked.
SvarSletOg så kan man intet gøre. Kun håbe og sende tanker og håbe igen. For Tobias er det for sent - men for Heidi så.
Jeg skulle lige genlæse, hvad det nu var, der var sket med ham....Nu ryster mine hænder, og jeg har fået ondt i maven og kvalme.
SvarSletMin datter er på næsten samme alder, som han var, da han døde.
Man kan slet ikke beskrive det raseri, man bliver overvældet af, hvis bare tanken strejfer én, at det var ens eget barn.
Jeg har med vilje ikke linket til beretningen. Mest fordi jeg ikke ville risikere at komme til at læse noget af det igen.
SletVed ikke om jeg bliver rasende, men jeg ved at jeg bliver ur-angst og rystet. Håber, at andre sørger for at gøre drabsmandens fængselsophold rigtigt ... Ukærligt
Det var så forfærdeligt at tænke på. Det gav mig rysteture, angst og gjorde bare ondt! Nu et par uger efter kan jeg tænke på det, men hurtigt skubbe det ud af hovedet, hvis jeg gør mig umage. Troede aldrig det kunne lykkes, men er glad for at være nået dertil trods alt.
SvarSletDet andet er godt nok også skræmmende. Vil fluks fortrænge at jeg tilbragte min barndom i et solarie, og så ellers gå ud og tage solcreme på.
Jeg har også været fastligger i solarier gennem alt for mange år. Det gjorde man jo og solariet lå bekvemt lige i omklædningsrummet i fitnesscentret. Der var meget tit optaget og selvom nogen dyrkede sex i de 8 minutter en polet købte, så tror jeg ikke på, at alle foretrak kun at blive brune på den ene side :)
SvarSletDet kræver stadig lidt tilløb at hoppe i en sommerkjole og minde mig selv om at hvid er det nye moderne. Heidis historie hjælper rigtigt meget.