Jeg havde heldigvis taget en pakke kleenex med, som jeg sørgede for at placere lige foran mig på kirkebænken. Efter kronprinsens bryllup ved jeg, at jeg kan blive en kende rørt.
Skulle have medbragt et viskestykke. Eddermame amatøragtigt med en krøllet pose papirlommetørklæder.
Det var så fint et bryllup, så fine ord, så fine mennesker, så ekstraordinært fine sange, at min mund lynhurtigt bugtede sig i bakkedal og jeg måtte synke hårdt, da den smukkeste brud og hendes meget stolte far kom ind i rummet. Og kigge op i loftet og vifte mig med sangbladet, da jeg måtte sidde ned igen. (Hvorfor gør man det, egentlig?)
Det sangblad blev i øvrigt nærlæst, skal jeg lige love for, for jeg skulle ihvertfald ikke kigge op mod brudeparret, hvis jeg ville have rene toner i næbbet.
Åh, det var godt. Der var kærlighed, der var realitetssans, der var humor og de fik deres kirkelige velsignelse og ... ringe på! Og solen skinnede og alt var godt.
Hvorfor tuder jeg over bryllupper? Jeg håber, at nogen har et bedre bud end mit eget, som er lidt ømfindtligt: Jeg er en sucker for venners gode historier og bryllupper, fordi jeg... ahem.. måske er en lille smule misundelig. Kronprinsen er også en slags ven.
Samme aften var der bryllupsfest for et andet vennepar og det var også rigtigt godt med super mad og en glad brud og alt hvad der til sig hører. Jeg tudede ikke om aftenen, men fejrede det med bryster, der i aftenens løb var vokset til yverballoner som udfordrede kjoletoppen til max. Åbenbart havde tårekanalerne afvist vædskestrømmen og sendt videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...