Slut med anonyme indlæg

Jeg lukker af for muligheden for at kommentere anonymt.

Den mulighed har jeg ellers forsvaret og bevaret, fordi jeg ved, at der er mennesker derude, der ikke har en profil at kommentere med og jeg er rigtigt, rigtigt glad for at der er nogen, der gør sig den ulejlighed at skrive en kommentar til det jeg skriver.

Muligheden er også blevet stående fordi jeg også gerne vil høre de reaktioner, som man måske ikke har den største trang til at sætte sit navn under. Eller over.
Jeg har en gang imellem berørt nogle emner, der ligger lidt uden for bekvemmelighedszonen og det politisk korrekte og i de forbindelser har jeg set, at det har været lettere for folk at give deres besyv med, når de har kunnet skjule sig lidt under anonymitetens usynlighedskappe.
Jeg mener det, når jeg siger, at jeg har været glad for alle kommentarer - ikke bare for dem, der har erklæret deres enighed, men mindst lige så meget for dem, der har kastet nyt lys over sagen ved at være uenige.

Jeg har også taget nogle slag på anonymitetskontoen. Det gør jeg gerne, så længe det er emnet, der er i fokus og ikke mig som person.

Nogle af jer, der læser med, kender mig fra det liv, der hersker udenfor bloggen. I har noget at have jeres personlige kommentarer i...  Andre gør ikke og kan kun danne sig en forestilling om, hvem jeg er udfra det jeg skriver: Jeg ved godt, at jeg skriver mange sarkastiske brokindlæg herinde, men det gør mig ikke til en glædesforladt brokrøv som person. (Jeg havde nu håbet, at min selvironi lyste liiidt klarere igennem)

Men altså. Jeg er kun et menneske og jeg bliver såret og ked af det, når der er anonyme internettrolde som synes, at jeg er forkert og vil provokere mig til at give en åben reaktion på det.
 
Større fan af realityshow-metoderne er jeg ikke. Jeg er ikke belagt med psykisk teflon.
Jeg ved godt - et par dage efter - at det er kommentatoren, der er forkert på den, men jeg bliver sendt til tælling af nedrigheden hver gang.  Ved at indrømme det kan det godt være, at jeg giver den anonyme kommentator lige præcis det, vedkommende ville have: En reaktion.
Istedet for at risikere at iklæde mig offerkappen og martyrkasketten når den næste 'du skriver forkert'-kommentar dumper ind, vil jeg bare gerne sikre mig, at jeg ihvertfald ikke selv beder om den slags ved at give muligheden for det.

(Jeg har overvejet at slette de kommentarer, men så får jeg stadig slaget ved at læse dem - selvom jeg fratager dem glæden ved at se de sure rønnebær blive luftet. Små mennesker, der har det som formål...
Jeg mener... Hvis man bare gerne ville give mig et godt råd eller gøre mig opmærksom på, at jeg er en sur stodder uden at få opmærksomheden og en åben reaktion, så havde man nok skrevet til mig personligt på mailen)

De få af jer, der har benyttet 'kommenter anonymt'-funktionen må fra nu af oprette en google-konto. Jeg ved godt, at jeg ikke slipper for 'du er dum'-kommentarer, for falske profiler er lette at lave, men så beder jeg ikke selv om det.

Anonyme kommentarer er vejen frem

Jeg har bestemt mig for at surfe lidt rundt på de blogs, jeg ikke læser så meget mere, fordi ... ja... bare fordi jeg trænger til at være grim og dum.
Og så vil jeg kommentere anonymt.

Jeg skal så meget af med de sure, bitre stikpiller og have presset noget ud mellem sidebenene, som længe har hindret mig i selv at skrive ordentligt og frit. Jeg regner med, at det er det, der driver de andre, der kommenterer anonymt...

Altså. Der er selvfølgelig dem, der er anonyme, fordi de ikke har oprettet hverken profil eller blog, men det er ikke sådan en, jeg vil være.

Jeg vil gøre ligesom nogle af de andre bloggere, der igennem tiden har samlet misundelse sammen, virkelig skabe noget ravage og dele nogle af de lede lussinger ud.
Måske vil jeg lige prøve at sløre, at det er mig, der står bag den kommentar, der kommer til at sidde som en spids sten i skoen på blogejeren.
Sprogligt, mener jeg.
Det må være en flad fornemmelse at blive genkendt på at skrive 3 spørgsmålstegn hvergang man kommenterede eller ved at bruge den samme formulering eller ordstilling, som man plejer.

Jeg vidste bare, at jeg ville kunne bruge min universitetsuddannelse i dansk til noget.

Men så skal de sateme også få sandheden at vide om, hvad jeg mener om dem. Allesammen. De mennesker, der garanteret kun blogger for at få læsere og blive store og kendte.  Jeg vil gøre dem så kede af det, som jeg overhovedet kan, så de kan sidde der med skriveblokering og være usikre. Og så vil jeg huske at skrive noget med at Skyggesiden er den bedste. 
Hvis ikke, der er andre, der gider at sige det, så må jeg jo selv.

Jeg har bare noget sygdom, der plager mig lidt og som stopper missionen. Det er sådan noget krillerværk...

Sådan noget selvrespekt og respekt for andre, der vover at skrive.

Det skal jeg lige af med, før jeg kan iklæde mig anonym-kappen og verbal-stabbe uden at skulle føle mig ynkelig og få en grim smag af selvlede bagerst i munden.