Jeg bliver en af de mødre, der kysser på deres konfirmationsklare sønner. Hele tiden.

Aksel Emil har været her i to måneder og et par dage. Jeg fatter ikke, hvor tiden er blevet af.

Det har været to måneder med udfordringer, men lige nu kan jeg faktisk ikke rigtigt huske dem. Det har sikkert gjort herrenas i operationssåret og det har garanteret været en belastning for parforhold og nattesøvn, blogfrekvens og sund fornuft at han er kommet til verden, men ... jeg synes ikke det har været så slemt igen.
Glæderne er langt, langt flere.

(Kære Karmarevisor, kære udvalg for hybris og nemesis... Jeg siger det ikke for at være overmodig)

Min smukke søn har sovet lidt mere de seneste dage og kvitterer for stort set alt hvad jeg gør med store smil og strålende øjne.
Hans sovemønster om natten er nogenlunde fast, han ææælsker at blive badet og være nøgen på puslebordet, hvor han tisser, så snart han ser sit snit til det og jeg synes stadig han er det mest fantastiske i hele verden, også mens jeg står og tørrer op.
Sundhedsplejersken syntes det samme, mens hun bredt smilende tørrede sit våde ærme.

Det kan godt være, at to måneder er drønet så hurtigt afsted, fordi jeg bruger 24 timer i døgnet på noget så mirakuløst.