søndag den 7. november 2010

Sig noget, Pjerrot

Der er så mange stærke, kan-selv-kvinder i min omgangskreds. De fleste af dem har også en sjælden evne til at kunne underholde et helt selskab med sjove kommentarer og historier fra deres virkelige liv. Ingen tvivl om at der er usikkerheder bag facaden, men facaden er stærk og er ikke ubehagelig for dem at have på - det er ikke skuespil, der er en fortolkning som de vælger at vise frem.

Ofte ville jeg ønske, at jeg selv var lige så veltalende og scenesikker som dem, når jeg sidder og slås med at huske navne og med at få sætninger til at lyde sjove og kloge.
Jeg har tit tænkt, at det mest ubehagelige ved at have veninder og kolleger, der fylder så meget i selskabet er, at jeg selv føler mig dum og langsom.

Igår blev jeg klogere.

Lige så langsomt sneg den sig ind på mig, fornemmelsen af at noget var galt.
Det var mig, der havde snakket i halve timer og det var mig, der var den stærke.

Jow jow, det sker da også for mig, men igår var der noget galt. For hende, der normalt plejer at være historiefortælleren og hende jeg normalt plejer at spille underholdningsbold med til selskaber havde overladt scenen helt og aldeles til mig.

Hun var stille.
Havde nok at se til med sine egne tanker og sin egen møgdag og en fysik, der viste sig så modvillig som en hund på vej under bruseren.

Så nu ved jeg bedre.
Det mest ubehagelige ved at have veninder og kolleger, der fylder meget, er, at det er skræmmende når de bliver stille.
    
 

1 kommentar:

  1. Jeg er sikker på, at ingen sko er for store for dig at fylde! :)

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...