Gammel, rund og med fortrængninger som støttestrømpe.

Jeg er lige blevet 29 for ... hvor mange gange er det nu? Ligemeget, indvendigt er jeg 28.
Nogle gange en del yngre og nogle gange en pokkers masse ældre, men 28 i gennemsnit. Hver gang jeg skal sige, hvor gammel jeg rigtigt er, føles det som om jeg lyver.

Sådan har jeg det også, når jeg ser mig i spejlet for tiden. Det er et noget gammelt hylster, der stirrer tilbage på mig. Det ser ud som om det har spist gær. Fordi jeg ikke fik de ekstra 10 cm i benlængde i fødselsdagsgave, ser jeg ud som en hudfarvet udgave af Barbamama, bygget af cirkler.

Og rynker.

Jeg kan heller ikke helt fatte, at mine jævnaldrende også ligner rigtige voksne. Mest mændene, faktisk. En del af mine bekendte er blevet rigtigt distingveret gråhårede og rigtigt mange af dem har fået voksne maver og fladere baller. Hang til sildemadder og en kold øl.

Jeg forstår det ikke. Det, jeg ikke forstår er nok, at jeg ikke forstår det, for det er egentlig ved at være på tide, at jeg ikke bilder mig selv ind at huden er glat og kæbelinien skarp i min alder. Men skal det være en fortræningning, så lad det være en fortrængning.

Det er bare umuligt at fortrænge, at jeg selv er 39, når kæresten er ivrig fotograf.  Det bør være forbundet med skrap censur at tage billeder af mig, før der er installeret filtre og blødt lys og før lommeudgaven af instant-photoshop er opfundet.

Til gengæld har jeg opfundet en ny leg, når jeg er ude at blive luftet med manden. Jeg spørger stadig om de ben vi møder, ligner mine, når jeg tror, der er et match (for man ved bare ikke rigtigt, hvordan man selv ser ud, vel?), men nu er jeg også begyndt at vurdere, om de damer, vi møder til lagersalg er ældre eller yngre end mig.

Nogle gange er det bare sindssygt svært at vurdere, hvor gamle kvinder er, når de går rundt i beige, grydeklip og dårlig bh.