lørdag den 25. juni 2011

Bitch in a bubble

Jeg bor inde i en boble og har gjort det i to dage nu. Jeg er så træt, at jeg kan stå op og sove, når jeg nu ikke sover ordentligt om natten, og derfor er jeg også så hudløs, at de mindste ting ryger lige ind og gør mig stille.

Der er rigtigt mange ting at være glad for og som er det brændstof, der holder mig flyvende.
Jeg har en mand, som vokser med opgaven lige for øjnene af mig og som godt gider at lægge sig midt på et flyttetomt gulv og lege med Anton, til Antons tydelige lettelse og fornøjelse, mens 6 uligevægtige veninder står omkring dem og tuder ned i hver deres pølsehorn, fordi Antons mors lejlighed er pakket ned i flyttebilen udenfor vinduet. 

Det er også ham, der i aftes lyttede til at min verden faldt fra hinanden og ikke forsøgte at lime den sammen igen, for verden er der såmænd ikke gået nogle skår af. Jeg var bare så træt at jeg ikke magtede at føle mig mere alene. Eller magtede at gå i seng, for den sags skyld.
I det øjeblik de første tårer fik lov til at flyde, sparkede barnet i min mave for første gang i mange timer. Og så tudede jeg endnu mere af lettelse. Og glæde. 

Jeg ved, at jeg skal være rigtigt glad for, at det først er nu, jeg får det sådan. Der er andre gravide, der tuder hele deres graviditet igennem og er så hyperfølsomme, at kritik kan få dem til at voldæde chokolade og tude endnu mere.
Så det er jeg. Glad, altså.
Det er ikke min yndlingsdisciplin at være så stille og så træt, at jeg ikke engang magter at blogbitche over ting, der på mig virker opblæste og malplacerede, men istedet lader dem marinere mig mere og mere mør.

Fanden, om jeg gad at have det sådan flere måneder i træk.

Jeg skal nok skælde ud lige om lidt igen, for det er min måde at værne om min glæde på.
   

2 kommentarer:

  1. Ja, tak til manden der kunne agere voksen, når nu vi andre var opløste og ikke kunne sanse andet end at pive :o)

    SvarSlet
  2. Jeg så det også godt. Rørende og hyggeligt og bare skønt midt i alt det pisse sørgelige! I blir super gode forældre ja I gør!

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...